Let    Middel    Svær

Krigen på Vestfronten
Skyttegravskrigen

Ovenstående tekst kan KUN ses af dig selv.

Efter krigsplanernes sam­men­brud i be­gyn­del­sen af krigen ud­vik­le­de krigen ved den vestlige front sig i en retning, der skulle brutalisere krigen i en uventet grad. Vestfronten ud­vik­le­de sig til en statisk skyttegravskrig, der blev blodig som resultat af begge siders forsøg på at bryde dette dødvande. I denne tekst vil vi se på årsagerne til denne ud­vik­ling af krigen, som man i samtiden ikke havde set komme. På grund af den nye militærtek­no­lo­gi viste de tra­di­ti­o­nel­le frontangreb sig at være fuld­stænd­ig formålsløse, da de førte til regulære nedslagtninger. Dette skete på trods af den viden, som man havde fået fra tid­li­ge­re krige, først og fremmest Den a­me­ri­kan­ske Bor­ger­krig (1861-1865), men ikke mindst Den russisk-japanske Krig (1904-1905). De militære ledere var uforstående overfor denne ud­vik­ling og be­ord­re­de gang på gang tu­sind­vis af soldater til at indlede frontalangreb mod maskingeværer og pigtråd med den visse død til følge. Efter deres op­fat­tel­se ville et gen­nem­brud gøre det muligt at indlede en af­gør­end­e offensiv, som kunne gøre en ende på krigen.

Krigens dødvande
I vintermånederne 1914-1915 stod det klart, at si­tu­a­ti­o­nen ved Vestfronten havde udviklet sig til en hårdknude, der strakte sig flere hundrede ki­lo­me­ter fra den schweiziske grænse til Den engelske Kanal. Tyskernes til­ba­ge­trækn­ing af deres styrker fra Marne var en af­gør­end­e faktor, og deres planer om en overvældende sejr i vest var faldet til jorden. Sam­men­bruddet af Schlieffen-planen havde rystet den tyske generalstab, og kon­se­kven­sen blev, at Moltke blev er­stat­tet af Erich von Falkenhayn, der var tid­li­ge­re preussisk krigsminister.
Falkenhayn stod i en meget prekær si­tu­a­tion. Det var godt nok lykkedes tyskerne at vinde store sejre over russerne, som var blevet tvunget ud af Preussen. Ludendorff og Hindenburg ønskede at gen­nem­før­e en større kampagne imod de russiske styrker, men en sejr for Falkenhayn var ensbetydende med en sejr på Vestfronten. Det handlede kort og godt om en sejr over Frankrig og Stor­bri­tan­ni­en. Det franske militær var stadig intakt i be­gyn­del­sen af 1915, og den britiske flåde kon­trol­le­re­de Nordsøen og Den engelske Kanal, hvilket gjorde briterne i stand til at op­ret­hol­de en effektiv blokade af Tyskland fra søsiden. Falkenhayn var af den op­fat­tel­se, at en offensiv skulle gen­nem­før­es før årsskiftet 1914-1915, og planen var at slå igennem til Calais og Dunkerque. Dette ville give en værdifuld sejr samtidig med, at briterne ville blive afskåret fra deres mest direkte forbindelseslinje til Frankrig og Belgien. Slaget, som gik over i hi­sto­ri­en som det første slag om Ypres, skulle først og fremmest ramme det britiske ekspeditionskorps, det såkaldte BEF, der blev omtalt som the Old Contemptibles, fordi kejser Vilhelm 2. havde omtalt den britiske hær som ”Denne elendige, lille hær”. Planen mislykkedes for Falkenhayn, og faktisk blev tabene så store, at det påv­irk­ed­e hele offensiven. Flere steder langs fronten opstod der en uformel våbenstilstand, der dog ikke var generel, og si­tu­a­ti­o­nen var fastlåst.
Vestfronten havde udviklet sig til en skyttegravskrig, som man ikke tid­li­ge­re havde stiftet bekendtskab med i Europa. Der var dog fortilfælde, som kunne have advaret de militære ledere om, at krigen ville udvikle sig på denne måde. Et meget tydeligt eksempel var Den a­me­ri­kan­ske Bor­ger­krig, der blev udkæmpet fra 1861 til 1865, og ikke mindst krigen mellem Rusland og Japan, som var blevet udkæmpet et årti inden 1. Ver­dens­krigs udbrud. Begge disse krige havde inkluderet træk fra den moderne indu­stri­elle krig og be­tyd­ningen af fæstningsværker og skyttegrave. Forsøg på at bryde dødvandet førte til en debat om, hvor den af­gør­end­e sejr kunne vindes. Både blandt de al­li­e­re­de (Stor­bri­tan­ni­en, Frankrig og Rusland) og Centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn) opstod der lejre, de såkaldte ”Vestlige” og ”Østlige”, der ar­gu­men­te­re­de for og for­sva­re­de løsninger på, hvor dødvandet kunne brydes.

Skyttegravskrigen
Vestfronten havde udviklet sig til et surrealistisk landskab af fæstn­ing­er og skyttegrave, men det var den simple tek­no­lo­gis­ke fornyelse i form af pigtråden (udviklet i anden halvdel af det 19. årh­undr­ed­e), som spillede den største rolle. Mellem de to parters skyttegrave og pigtrådshegn lå territoriet, som blev betegnet No Man’s Land (”Ingenmandsland”). Be­teg­nel­sen indikerede na­tur­lig­vis, at territoriet ikke tilhørte nogen af siderne, men det var i dette område, at størs­ted­el­en af krigshandlingerne fandt sted. Første gang be­teg­nel­sen blev brugt i en militær kontekst var af Ernest Swinton i hans novelle The Point of View. Han brugte be­teg­nel­sen i sin krigskorrespondance på Vestfronten, og efter den britisk-tyske julefred i 1914 blev den oftere og oftere brugt i of­fi­ci­el­le kommunikéer og rapporter af britisk militærpersonel. Territoriet var normalt omkring 250 meter bredt, men nogle steder lå skyttegravene meget tættere, og andre steder na­tur­lig­vis længere fra hinanden.
At anvende skyttegrave var en gammel teknik, der tid­li­ge­re var blevet brugt ved belejringer af fæstn­ing­er. Formålet var at komme så tæt på fæstningens mure, så et så kort stykke som muligt skulle tilbagelægges uden dækning, når man stormede. Brugen af skyttegrave passede ikke godt ind i den offensive tan­ke­gang, der herskede ved 1. Ver­dens­krigs udbrud, men de moderne våbens effektivitet tvang sol­da­ter­ne til at grave skyttegrave, som viste sig meget svære og kostbare at indtage. De første skyttegrave var meget primitive, da de var begyndt som skyttehuller. Ef­ter­hånd­en blev de for­bun­det med hinanden, men var ikke særlig dybe og manglede ofte afstivning af siderne, og af den grund var de meget sårbare overfor dårligt vejr. Regn kunne få siderne til at styrte sammen, og smeltet sne kunne fylde skyttegravene med vand.

Luftfotografi af skyttegrave

Ef­ter­hånd­en gravede man skyttegravene så dybe som o­ver­ho­ve­det muligt, da sol­da­ter­ne skulle kæmpe, spise, sove og holde sig i live i dem. Skyttegravene blev forstærket med sandsække og træværk, og man forsøgte at lave afløb for vandet. Der indrettedes skydeskår, og der var en bred kant på skyttegravens forreste værk, et såkaldt Fire-step (”Skydetrin”), som snigskytterne kunne bruge til at kigge op over brystværnet af sandsække, og så sol­da­ter­ne nemmere kunne komme op af skyttegraven under angreb. Der byggedes dybe dækningsrum, som indimellem blev forstærket med jernbeton og for­bun­det med hinanden med underjordiske gange. Man gravede også flere skyttegrave bag hinanden, så fjenden ikke så nemt kunne bryde igennem ens linjer. Foran skyttegravene opsatte man pigtrådsspærringer, der skulle for­hind­re fjenden i at trænge ind i skyttegraven, og de blev med tiden bredere og bredere og var indrettet sådan, at fjenden blev ledt hen mod maskingeværerne.
En skyttegrav blev aldrig gravet i lige linje, for så kunne en maskingeværsskytte stå for enden af den og meje alle ned. I stedet blev de gravet i et zigzag-mønster. Fra hovedskyttegraven gik der såkaldte skyttegravsarme midt ud i No Man’s Land: de blev kaldt løbegrave, og her sad der vagtposter og sonderede terrænet, evt. før et angreb. I takt med at skyttegravene blev forstærket og udbygget, blev de forsynet med træplader, der fun­ge­re­de som et slags gulv i skyttegravene. Landskabet i Belgien og det nordlige Frankrig er lavtliggende, og derfor nåede man i skyttegravene hurtigt ned til vandspejlet. Skyttegravene blev oversvømmede og ofte for­vand­let til et regulært mudderhul, som det var nødv­end­igt at fore med sandsække. Kon­se­kven­sen af denne tilstand var gennemblødte støvler og sokker. Kulden re­sul­te­re­de ofte i koldbrand, hvilket vil sige, at der ikke kom nok blod ned til fødderne, hvor­ef­ter vævet døde og blev sort. Mange soldater fik såkaldte skyttegravsfødder, som ofte re­sul­te­re­de i amputationer. Sol­da­ter­ne levede på grund af vejret – regn og sne – en kummerlig til­vær­els­e. Udover det faktum, at de levede under forfærdelige forhold, forværrede lus og rotter også til­vær­els­en i skyttegravene. Selve livet i skyttegravene var ifølge de overlevende præget af kedsomhed, som blev afbrudt af øjeblikke med terror og frygt.

Tysk maskingeværrede

Livet foregik under beskydning og bom­bar­de­ment med konstant risiko for død og lemlæstelse. Et af de frygtede våben var maskingeværet, som blev et symbol på denne krigs til­knyt­ning til den moderne industrialisme. Maskingeværet, der var blevet opfundet af amerikaneren Maxim i 1884, havde en rækk­ev­idd­e på næsten en ki­lo­me­ter og kunne affyre 300-500 skud i minutter. Det blev ved med at skyde, så længe der var ammunition og aftrækkeren blev holdt inde. Op­rin­de­ligt blev maskingeværet af eu­ro­pæe­rn­e brugt i ko­lo­ni­er­ne, hvor små hærenheder ofte stod overfor mange indfødte. Ved be­gyn­del­sen af 1. Ver­dens­krig vandt det dog hurtigt indpas, da det var et særdeles ef­fek­tivt våben. Et maskingevær kunne holde hundredvis af fjender væk, og det var særdeles ef­fek­tivt til at stoppe fjendt­li­ge angreb, mens det til gengæld ikke var særligt velegnet som angrebsvåben.

Tysk spærreild

En anden meget af­gør­end­e tek­no­lo­gi var artilleriet. Ver­dens­krigens kanoner var hurtigtskydende, langtrækkende og relativt præcise. Kanonerne var blevet rekylfri, hvilket betød, at de efter affyring ikke behøvede at blive rekalibreret for at affyre fra nøjagtig samme position som tid­li­ge­re. De rådede over en række for­skel­li­ge ammunitionstyper, blandt andet brisantgranater, som i kraft af deres eksplosion ødelagde det, de ramte. Mens disse blev brugt mod huse og skyttegrave, blev shrapnelgranater, som eksploderede i luften og spredte en masse stålkugler, brugt mod angribere. Kanonerne var det eneste våben, som kunne ramme ned i skyttegravene, og de blev brugt flittigt til at beskyde pigtrådsspærringer og skyttegrave for at rydde vejen for egne tropper. Desuden blev kanoner brugt til – rent rutinemæssigt – at slide fjendens soldater op.
Et andet våben, som kunne ramme ned i skyttegravene, var giftgas. I 1899 havde man på Haag-konferencen forbudt anvendelsen af giftgas, hvorfor ingen af de krigsførende lande havde giftgas klar til kampbrug ved krigsudbruddet. Det første angreb med gas blev fo­re­ta­get af Tyskland og fandt sted den 22. april 1915 ved Ypres i Belgien. Disse gulligt-grønne skyer blev be­gyn­del­sen på giftgaskrigs­før­els­e, som de al­li­e­re­de hurtigt herefter også begyndte at anvende. I be­gyn­del­sen blev gassen transporteret ud i skyttegravene i metalflasker. Man åbnede flaskerne og lod gassen drive over i fjendens skyttegrave, hvilket dog krævede, at vindretningen gik mod fjenden. Man gik derfor over til at pro­du­cere særlige gasgranater, der kunne skydes direkte ind i fjendens stil­lin­ger. Det varede dog ikke længe, før man fik ef­fek­ti­ve gasmasker, som kunne filtrere luften, og tabene på grund af gasangreb var derfor for­holds­vis små.

Krigens defensive karakter
Et af­gør­end­e aspekt af den nye form for krigs­før­els­e var ver­dens­krigens defensive karakter. Ved krigens udbrud havde man u­de­luk­ken­de en offensiv taktik, og det var først meget sent, at det faktisk gik op for de ledende militærfolk, at defensiven var af altaf­gør­end­e be­tyd­ning. De fleste militærfolk havde meget van­ske­ligt ved at tænke i sådanne baner, da det tvang dem til at gå imod de traditionsbundne militære doktriner om den militære offensiv. Frontale masseangreb re­sul­te­re­de ofte i regulære massakrer, da man som for­sva­rer havde adskil­lige strategiske fordele. Stort set alle angreb blev indledt af et massivt artilleriangreb, der havde til formål at slide på sol­da­ter­nes nerver, da de hele tiden havde faren for kanonbeskydning hængende over hovedet, en fare, som man ikke kunne gøre ret meget imod. Derud­over var det hen­sig­ten at tilintetgøre fjendens pigtrådshegn, som skulle for­hind­re et angreb, og generelt ”blødgøre” fjenden, der efter et sådant artilleriangreb ville have befundet sig i en choktilstand.
I praksis opnåede bom­bar­de­mentet dog sjældent sit mål, da det var meget van­ske­ligt at ramme pigtrådshegnene og ødelægge forsvarsværkerne, da skyttegravene ofte var meget dybe. Desuden havde angrebet ofte den effekt, at det var et signal til fjenden om, at man gjorde klar til et angreb. Således var fjenden, når bom­bar­de­mentet ophørte, klar til at modtage angriberne. Det vil med andre ord sige, at artilleriet advarede fjenden, og dermed var overraskelsesmomentet væk. Efter artilleriangrebet gjorde den angribende part klar til angreb, og med bajonetten fastgjort til geværet gik sol­da­ter­ne sam­ti­digt over the top (egl: going over the top) i et angreb igennem Ingenmandsland på fjendens linjer.

"Going over the top"

I dette angreb havde det massive artilleriangreb faktisk gjort det van­ske­li­ge­re at rykke frem samtidig med, at man var et let offer for ”venlig ild”. Selv i de tilfælde, hvor et angreb faktisk lykkedes, var det ofte meget van­ske­ligt at fastholde positionen, da der ikke var nogen op­bak­ning fra reserverne til at udnytte over­taget. Mens angriberne var til fods over No Man’s Land, kunne for­sva­rerne bruge jernbanerne bag linjerne til at bringe troppeforstærkninger til fronten. Den kontroversielle britiske his­to­ri­ker Alan J. P. Taylor (1906-1990) bemærkede denne kontrast og omtalte den således: defense was mechanized, attack was not. På da­vær­end­e tids­punkt indså de militære ledere dog ikke problematikken, og løsningen var som regel, at man i stedet øgede artilleriangrebet, selv om det reelt ikke havde nogen effekt. Bom­bar­de­menterne blev voldsommere og mere lang­va­ri­ge, og man omtalte ofte bom­bar­de­menterne som trommeild og ildvalser på grund af deres intensitet.

Frontalangrebet – Slaget ved Langemarck
Mange ge­ne­ra­ler fast­holdt den offensive strategi og ikke mindst mytologiseringen omkring den offensive kult med et fremstormende kavaleri. Den offensive ånd levede på trods af vir­ke­lig­he­den videre, og briterne havde endda personer ansat til at prædike dyden af et rigtigt bajonetangreb.

Fransk bajonetangreb

Et af de legendariske frontalangreb fandt sted ved Langemarck i Flandern nær Ypres, der blev centralt for ska­bel­sen af en tysk nationalmyte efter et forfejlet angreb i november 1914. Ifølge legenden blev dårligt trænede tyske frivillige kastet mod de britiske linjer, og som resultat blev 41.000 tyske soldater dræbt. Myten blev udviklet omkring et tysk kommuniké fra den 11. november 1914. Ifølge dette kommuniké angreb unge tyske soldater fjendens linjer samtidig med, at de sang den tyske nationalhymne Deutschland, Deutschland über alles, über alles in der Welt, alt imens de led ka­tas­tro­fa­le tab. Myten blev brugt i tysk pro­pa­gan­damateriale, og det blev påstået, at tyske studenter og unge tyskere i den idealistiske Wandervogel-be­væg­els­e havde vist deres selvopofrelse for Tyskland i dette angreb på et ellers håbløst tids­punkt. Senere påstod Adolf Hitler, at han havde været vidne til dette angreb og set fødslen af en ny ånd, og efter krigen skabte han et parti omkring ideen om, at krigen havde skabt en ny race.
Faktisk blev slaget ikke udkæmpet ved Langemarck, men derimod ved Bixschoote. Dette keltiskklingende navn blev i den tyske pro­pa­gan­da udskiftet med det mere germanskklingende Langemarck. Desuden har ef­ter­følg­end­e undersøgelser vist, at antallet af frivillige studenter kun udgjorde omkring 18 procent af de tyske regimenter. Der var i­mid­ler­tid mange tyskere, som ikke så med beundring på dette angreb, og de talte i stedet om slagtningen af de uskyldige og om Kindermord (”barnemord”).
Det antages at kun omkring en tredjedel af den tyske Wandervogel-be­væg­els­e og andre ungdomsbe­væg­els­er vendte hjem fra krigen. Frontalan­gre­be­ne havde store om­kost­ninger, og især blandt officererne var tabene store, da de stod i spidsen af an­gre­be­ne med deres løftede sabler. I slaget ved Somme antages det, at tabet blandt officererne var seks gange højere end normalt. For de al­li­e­re­des ved­kom­men­de var det langt mere presserende at til­ba­ge­e­rob­re tabte land­om­råd­er, særligt for fransk­mænde­nes ved­kom­men­de. Dette betød, at fransk­mænde­ne i deres offensive ånd led enorme tab i krigens første fem måneder, hvor de mistede omkring en halv million soldater. I 1915 blev endnu flere franske soldater dræbt i ka­tas­tro­fa­le frontalangreb. En lang række angreb havde ka­tas­tro­fa­le og skuffende udfald, som for eksempel slaget ved Artois mellem den 17. og 29. december 1914. Fornyede franske angreb fandt sted i februar og marts 1915 i Champagne, hvor de indledningsvis opnåede gode re­sul­ta­ter. I angrebets centrum lykkedes det for det svære artilleri at afbryde telegraflinjen og ødelægge den forreste tyske frontlinje, der derefter blev løbet over ende af franske styrker. Mang­len­de artilleristøtte og ankomsten af tre friske tyske divisioner satte en stopper for det franske angreb. På den britiske side lykkedes det faktisk med an­gre­be­ne ved Neuve-Chapelle i marts 1915 og angrebet på Loos sent i sep­tem­ber 1915. Stor­bri­tan­ni­en havde hverken tilstrækkeligt med trænede soldater eller våben til at gen­nem­før­e en større, u­af­hængi­g offensiv. Den 10. marts i­værks­att­e briterne dog deres første selv­stænd­ig­e angreb på Vestfronten. Egentlig havde det været planlagt som en fælles operation med fransk­mænde­ne, men de trak sig. Planen var at indtage Aubers-højderyggene, og det lykkedes at nå frem til landsbyen Neuve Chapelle. Det var dog en be­græns­et succes, der skyldtes et forudgående beregnet bom­bar­de­ment, men der blev ikke opnået mere på grund af mang­len­de artilleristøtte.
Herefter fulgte det franske angreb på Saint-Mihiel i april, samt det andet slag ved Artois fra 4. maj til 18. juni 1915. I Artois mislykkedes den franske del af offensiven fra be­gyn­del­sen, da utilstrækkelig artilleribeskydning medførte, at Joffres styrker mødte intakte pigtrådsspærringer og aktive maskingeværreder. Den eneste succes i denne sektor stod briterne for, da de anvendte giftgas kom­bi­ne­ret med røg. Gassen medførte dog, at flere af de angribende soldater end af de tyske soldater blev gjort ukampdygtige, men kombinationen medførte i andre områder, at britiske styrker blev skjult af røgen, når de krydsede ”Ingenmandsland”. Dette gjorde det muligt for John French at erobre den forreste linje af tyskernes skyttegrave over en strækning på 6 ki­lo­me­ter langs med landsbyen Loos. Den britiske fremgang blev dog overskygget af massakren på to britiske reservedivisioner, som fandt sted den følgende dag. Angrebet kostede således to divisioner, og for John Frenchs ved­kom­men­de også hans position som den britiske ekspeditionsstyrkes øv­erstb­ef­al­end­e. Dette job tilfaldt i stedet Douglas Haig, der sad på denne post indtil krigens af­slut­ning. For fransk­mænde­nes ved­kom­men­de kom det til et tredje slag ved Artois fra den 25. sep­tem­ber til 14. oktober, og som man kan se, var der konstant tale om de samme territorier, som fransk­mænde­ne forsøgte at til­ba­ge­e­rob­re. Frontalan­gre­be­ne var ka­tas­tro­fa­le og kostede i 1915 300.000 franske soldater livet.

Publikationsår: 2013

Ar­bejds­spørgsm­ål:

1. Hvilket aspekt af krigen ved Vestfronten kom som den største overraskelse for samtiden?

2. Hvorfor havde de militære ledere i Europa ikke taget ved lære af Den a­me­ri­kan­ske Bor­ger­krig og Den russisk-japanske Krig?

An­be­fa­let lit­te­ra­tur

Razac, Olivier
Barbed Wire: A Political History
New York: The New Press, 2002

Winter, Denis
Death’s Men: Soldiers of the Great War
London: Penguin, 1979

Ellis, John
Eye-Deep in Hell – Life in the Trenches 1914-1918
Fontana, 1977

Griffith, Paddy
Fortifications of the Western Front 1914-18
Osprey, 2004