Vietnamkrigen
På højden af sin indflydelse og magt blev USA udsat for en militær ydmygelse i et fattigt tredjeverdensland ved navn Vietnam. Hvordan endte USA med at blive trukket ind i denne konflikt, og hvorfor kunne verdens rigeste nation ikke vinde krigen?
Ho Chi Minh
Fredsforhandlingerne i Paris efter 1. Verdenskrig blev domineret af den amerikanske præsident Wilsons 14 punkter, der principielt sagde, at alle nationaliteter skulle have deres egen stat. En ung vietnamesisk studerende, Nguyen Ai Quoc, befandt sig i Paris på det tidspunkt, og sammen med en gruppe ligesindede landsmænd sendte han en ansøgning til konferencen om at anerkende Vietnams nationale selvstændighed. Det stod dog hurtigt klart, at når de vestlige forhandlere talte om national selvstændighed, så mente de kun for østeuropæere, der tidligere havde været underlagt kejserrigerne Østrig-Ungarn og Rusland. Det kom ikke på tale, at en sejrrig kolonimagt som Frankrig skulle forlade Vietnam.
Nguyen forlod Paris i 1923, desillusioneret med hensyn til vestligt demokrati, og rejste til Moskva. Kommunismen så ud til at være den eneste af de store ideologier, der ville kunne hjælpe Vietnam til selvstændighed. Han blev medlem af Komintern, og i 1930 var han med til at samle et nyt, forenet vietnamesisk kommunistparti. Omkring 1940 begyndte Nguyen af sikkerhedshensyn at bruge dæknavnet Ho Chi Minh, som han siden har været kendt under.
Japanske tropper marcherer ind i Saigon |
I 1940 blev Fransk Indokina invaderet af japanske tropper. Det var dog en operation, som på forhånd var aftalt mellem Vichy-regimet i Frankrig (under pres fra tyskerne) og den japanske regering, og som blev relativt ublodig. Japanerne havde ikke mandskab nok til at holde hele området besat, så de nøjedes med at indtage rollen som øverste myndighed i landet og så lade de franske embedsmænd og kolonisoldater fortsætte som hidtil.
Japanerne forsøgte at præsentere sig selv som befriere for den vietnamesiske befolkning, men få lod sig overbevise. I 1941 oprettede kommunistpartiet en guerilla-bevægelse under navnet Viet Minh, som Ho Chi Minh blev leder for. Dens mål var at fordrive både japanerne og franskmændene.
Viet Minh-soldater, 1944. Foran dem ses Vo Nguyen Giap, Vietnamkrigens mest berømte kommunistiske general, der døde 4. oktober 2013 i en alder af 102 år. |
Indokinakrigen
Igennem de første år af den japanske besættelse, blev Viet Minh holdt nede af de franske myndigheder, der havde et ganske godt greb om landet. Men i 1944 blev Frankrig befriet af de allierede, og de franske kolonimyndigheder i Vietnam begyndte i al hemmelighed at forhandle med den nye franske regering. Japanerne frygtede, at deres franske underordnede ville skifte side, og i marts 1945 blev de franske embedsmænd og soldater i Vietnam interneret.
Dermed forsvandt presset på Viet Minh fra den ene dag til den anden. Japanerne havde ikke ressourcer nok til selv at bekæmpe dem. Viet Minh havde fået mange tilhængere som følge af en hungersnød i landet i 1944–45, der blev forværret af, at franskmændene havde beslaglagt store mængder ris, som skulle sendes til Japan. I juni følte Ho Chi Minh, at tiden var moden til, at Viet Minh tog kontrollen i den nordvestlige del af landet. De stærkt pressede japanere besluttede ikke at forsøge at bestride denne kontrol.
En japansk officer overgiver sig til en fransk ved en ceremoni i Saigon, september 1945. |
Da japanerne kapitulerede i august 1945, gennemførte Viet Minh en landsdækkende revolution. De japanske styrker kæmpede ikke imod – tvært imod hjalp de vietnameserne ved at forsyne dem med våben og holde de franske styrker interneret i næsten en måned efter kapitulationen. Den 2. september udråbte Ho Chi Minh Den demokratiske Republik Vietnam. Under krigen havde den amerikanske ledelse udtalt sig positivt om vietnamesisk uafhængighed, men efter krigen besluttede både USA og Sovjetunionenen fortsat at støtte Frankrigs krav på Vietnam. Britiske styrker besatte det sydlige Vietnam den 13. september, befriede og bevæbnede de franske kolonitropper og overlod ansvaret for at kontrollere landet til dem.
I første omgang forsøgte Ho Chi Minh, på opfordring fra Sovjetunionen, at nå frem til en forhandlet løsning med franskmændene, men i 1946 genoptog Viet Minh sin guerilla-krig mod det genetablerede franske kolonistyre. Det blev starten på Indokinakrigen, der varede de næste otte år.
Propagandabillede af Ho Chi Minh og Vo Nguyen Giap i 1950, under planlægningen af en offensiv mod franskmændene. |
Viet Minh var for dårligt bevæbnet til at tage kampen op mod et moderne fransk militær. Det ændrede sig i 1949, da Mao Zedongs kommunistparti tog kontrollen i Kina. Den nye folkerepublik i nord begyndte hurtigt at sende våben til Viet Minh, der så kunne begynde at erobre mere og mere af landet tilbage fra franskmændene.
Amerikansk politik i Sydøstasien
Under 2. Verdenskrig havde præsident Roosevelt, der var modstander af europæisk kolonialisme, overvejet at oprette en international administration i Indokina efter krigen. Den skulle berede vejen for national selvstændighed i stedet for at tillade den franske kolonimagt at vende tilbage. Om han ville have gennemført det eller ej, ved vi ikke. Roosevelt døde i april 1945 og blev efterfulgt af Truman, der ikke protesterede, da franskmændene begyndte at genoprette kontrollen med Vietnam efter september 1945.
I takt med, at forholdet mellem USA og Sovjetunionen blev forværret i 1946–49, kom Ho Chi Minh og hans bevægelses kommunistiske ideologi til at spille en større og større rolle. Især kommunisternes magtovertagelse i Kina fik amerikanerne til at frygte, at hele Asien var i fare for at blive en del af Sovjetunionens magtsfære. Franskmændene forstod at præsentere deres kolonikrig som del af den samme inddæmningspolitik, som USA førte i Europa. Frankrig havde også officielt opløst deres kolonirige og afløst det med en fransk union i 1946, og i 1949 blev en franskvenlig vietnamesisk stat med hovedstad i Saigon oprettet. På den måde gik franskmændene fra at være imperialister til at være alliancepartnere i amerikanernes øjne, og økonomisk støtte fra USA begyndte at strømme til Frankrig og deres vietnamesiske vasalstat.
Det viste sig dog ikke at være nok, og de fransk/vietnamesiske styrker blev presset tilbage af et stadig mere velbevæbnet og populært Viet Minh. Det så mere og mere ud som om, Vietnam ville blive det næste land, der faldt til kommunismen. I 1954 sammenlignede præsident Eisenhower situationen i Sydøstasien med en række dominobrikker. Hvis én faldt, ville alle de øvrige også gøre det. Denne såkaldte dominoteori skulle gennem de næste godt 20 år blive amerikanske lederes vigtigste argument for en stadig større indsats i Vietnam.
Genèvekonferencen
I Frankrig var den folkelige opbakning til krigen i Indokina svundet ind i takt med, at tabstallene blev større. Den franske regering havde erkendt, at den måtte forhandle sig frem til en løsning med sine modstandere i Vietnam, Cambodja og Laos – de tre lande der tidligere havde udgjort Indokina. Af disse var Viet Minh uden sammenligning den mest magtfulde. Den 26. april blev det besluttet på stormagtskonferencen i Genève at indbyde parterne i Indokinakrigen til fredsforhandlinger.
Op til forhandlingerne håbede begge parter stadig på at vinde en militær sejr i det slag, der var begyndt for alvor i marts 1954 ved Dien-Bien-Phu. Franskmændene havde besat den strategisk vigtige dal i november 1953 i håb om at trække Viet Minh ind i en konventionel kamp. En stærk befæstet position ved Dien-Bien-Phu, med rigelig luftstøtte, skulle gøre det muligt for franskmændene at påføre Viet Minh så store tab, at de måtte bøje sig for de franske krav ved forhandlingerne.
Men planen slog fejl. Viet Minh begyndte ganske vist at belejre Dien-Bien-Phu som håbet, men det viste sig, at de nu faktisk var stærke nok til at besejre den franske hær og det franske luftvåben i konventionel krig. Den 7. maj måtte de omringede franske styrker overgive sig.
Viet Minh-soldater hejser deres flag over en erobret fransk stilling ved Dien-Bien-Phu. |
Slaget ved Dien-Bien-Phu endte således med at styrke Viet Minhs position og ikke Frankrigs ved de fredsforhandlinger, der begyndte i Genève dagen efter. En ny fransk regering blev valgt udelukkende på løftet om at trække Frankrig ud af krigen hurtigst muligt, og den var villig til at bøje sig for næsten ethvert krav.
Men USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Kina, der havde indkaldt Genèvekonferencen, begyndte nu at blande sig. Sovjetunionen og Kina overtalte Viet Minh til at gå med til en deling af Vietnam mellem dem og det fransk-venlige regime. For stormagterne handlede Genèvekonferencen i høj grad om at undgå en situation som i Korea, hvor de var blevet trukket ind i en blodig krig på hver sin side.
Genèvekonferencen i 1954. |
Fredsaftalen den 20. juli indebar således, at Den franske Union skulle trække sine styrker ud af Vietnam, Cambodja og Laos. Den demokratiske Republik Vietnam ville midlertidigt tage kontrollen med det nordlige Vietnam fra Hanoi, mens Den vietnamesiske Stat ville kontrollere det sydlige Vietnam fra Saigon. Dette var dog ikke tænkt som en permanent løsning. Et demokratisk valg i 1956 skulle afgøre hvilken regering, der skulle lede det samlede Vietnam.
Dagen efter, den 21. juli, udsendte konferencen en fælleserklæring, hvor de lovede at anerkende fredsaftalen, og at ingen udefrakommende magt måtte blande sig i udviklingen i Vietnam, Cambodja og Laos. USA ville dog ikke underskrive denne erklæring.
Ngo Dinh Diem
Frankrig trak sig ud af Vietnam efter Genèveaftalerne. Men det viste sig hurtigt, at ingen af de andre involverede ved konferencen havde i sinde at leve op til deres løfter. USA opfordrede og hjalp mange vietnamesiske katolikker til at rejse væk fra den kommunistiske del af landet, og Ho Chi Minhs styre forsøgte at forhindre det. Til gengæld rejste mange kommunister nordpå, men Viet Minh efterlod revolutionære grupper i syd til at fortsætte en politisk og muligvis militær kamp for en kommunistisk magtovertagelse.
Operation Passage to Freedom var en evakuering af civilister fra det nordlige Vietnam gennemført af den amerikanske flåde efter delingen i 1954. |
I Saigon var Ngo Dinh Diem, en glødende katolik og anti-kommunist, blevet premierminister, og han begyndte nu at skabe et nært samarbejde med USA i stedet for Frankrig. Da hverken USA eller Den vietnamesiske Stat havde underskrevet Genèvefreden (den var indgået mellem Frankrig og Viet Minh) eller fælleserklæringen, følte de sig ikke bundet af dem.
Diem begyndte hurtigt at bekæmpe enhver mulig opposition mod regimet i sin del af landet. I oktober 1955 gennemførte han en folkeafstemning i det sydlige Vietnam. Afstemningen handlede om, hvorvidt man skulle fortsætte den politiske udvikling, der var blevet forhandlet på plads i Genève, eller om det sydlige Vietnam skulle blive en selvstændig stat (Republikken Vietnam) med Diem som præsident. Takket være omfattende valgsvindel fik Diem over 98 pct. af stemmerne. Dermed var valget i 1956 og sammenlægningen af Vietnams to dele aflyst.
Ngo Dinh Diem blev premierminister i Sydvietnam i juni 1954 og præsident i oktober 1955. |
|
Ngo Dinh Nhu (th.) var Diems bror og håndgangne mand. Han havde ansvaret for den valgsvindel, der var med til at sikre Diem sejren i 1955. Her ses Nhu i 1961 med USA's vicepræsident, Lyndon B. Johnson. |
|
Den demokratiske Republik Vietnam, der nu reelt var sit eget land (Nordvietnam), anerkendte ikke delingen. Forberedelserne til en ny guerillakrig i Sydvietnam, der havde været i gang siden 1954, blev optrappet. Diems regimes angreb på alle oppositionsgrupper betød, at en ny væbnet konflikt allerede var brudt ud i 1955, men først i 1959 godkendte den nordvietnamesiske regering en ’folkets krig’ i Sydvietnam. I 1960 blev den nationale befrielsesfront (
Front National de Liberation – FNL) oprettet. Det var en fællesorganisation for alle Diem-styrets modstandere i Sydvietnam, uanset deres politiske ståsted, men Diem omtalte dem udelukkende som
Viet Cong (”vietnamesiske kommunister”). Dette var formodentlig et politisk træk for at vinde amerikansk støtte til kampen imod dem.
Amerikanerne trækkes ind
For amerikanerne repræsentertede Diem en stabil støtte i kampen mod kommunismen. Situationen i Sydvietnam var helt anderledes end i Laos, hvor der havde hersket borgerkrig og kaos siden 1954, uden at amerikanerne havde kunne finde en velegnet samarbejdspartner. Eisenhower-regeringen gav derfor Diem sin fulde opbakning på trods af hans ikke særlig demokratiske fremfærd.
Diem bliver modtaget af Eisenhower i lufthavnen i Washington under et statsbesøg den 8. maj 1957. |
Men for Eisenhower var Europa stadig det primære indsatsområde i Den kolde Krig. Den økonomiske og militære støtte til stater som Sydvietnam var fortsat begrænset. Det ændrede sig, da John F. Kennedy blev præsident i 1961. Kennedy var blevet valgt på løfter om, at USA ville møde enhver udfordring fra Sovjetunionen, uanset hvor i verden.
Derfor blev den amerikanske støtte til Sydvietnam optrappet markant. Fra at have 900 militære rådgivere udstationeret i Sydvietnam i starten af 1961 gik man til at have 2600 i slutningen af samme år, 11.000 i slutningen af 1962 og 16.500 i november 1963. Disse rådgivere havde til opgave at træne den sydvietnamesiske hær i at nedkæmpe guerilla-oprørsstyrker som FNL, men ikke sjældent deltog de også i kampene.
Præsident John F. Kennedy og forsvarsminister Robert McNamara under et møde i Det hvide Hus. McNamara, der tjente under både Kennedy og Johnson, var en af dem, der anbefalede en øget amerikansk indsats i Vietnam, og efter Johnson er han den amerikanske politiker, der forbindes mest med krigen. Efter krigen var han dog meget kritisk mod sine egne og andres bevæggrunde og følte, at beslutningen om at gå i krig havde været en fejltagelse baseret på mangelfuldt kendskab til den anden sides intentioner. |
USA brugte også store summer på at opruste den sydvietnamesiske hær og på programmer, der skulle mindske den folkelige opbakning til FNL i landområderne i Sydvietnam. Men effekten af disse bestræbelser blev i stigende grad reduceret af Diem-regimets stadig mere korrupte og tyranniske karakter.
Den amerikanske regering forsøgte at få Diem til at løsne grebet om ikke-kommunistiske oppositionsgrupper, bekæmpe korruption og gennemføre jordreformer for at hjælpe den fattige landbefolkning. Men Diem stod stejlt på, at enhver modstand imod ham var styret af den kommunistiske regering i Hanoi og skulle knuses.
I 1963 havde Kennedy fået nok af Diems politik. Han besluttede at begynde at trække militærrådgivere hjem igen. Da der blev slået hårdt ned på buddhistiske protester mod Diem-regimet, protesterede USA officielt. Det blev af utilfredse officerer i det sydvietnamesiske militær tolket som om, at Diem havde mistet Washingtons opbakning. Med den amerikanske ambassadørs stiltiende accept gennemførte disse officerer i november et kup mod Diem, der kort efter blev myrdet i kupmagernes varetægt. Senere samme måned blev også Kennedy skudt og dræbt.
Tonkinbugten
Diems og Kennedys død medførte store forandringer. I USA blev Lyndon B. Johnson præsident. Han troede fuldt og fast på dominoteorien og ville for enhver pris forhindre, at det sydvietnamesiske regime blev styrtet. En af hans første handlinger var at stoppe den tilbagetrækning af militærrådgivere, som Kennedy havde besluttet.
Men med Diems død forsvandt USA’s stærke samarbejdspartner, og det sydvietnamesiske styre blev stadig mere ustabilt. I løbet af 1964 fandt der det ene militærkup sted efter det andet, men ingen så ud til at have den mindste anelse om, hvad de skulle gøre, når de havde magten. Denne ustabilitet i toppen spredte sig nedad i systemet, og den sydvietnamesiske hærs kamp mod FNL blev stadig mere ineffektiv og opgivende. Johnson kunne godt se, at det kun var et spørgsmål om tid, før regimet ville kollapse helt. Det eneste, der kunne forhindre det, var i hans øjne, at USA gik direkte ind i krigen og reddede Sydvietnam.
Fotografi af de tre nordvietnamesiske patruljebåde, taget fra den amerikanske destroyer Maddox den 2. august 1964. |
Om aftenen den 2. august 1964 blev en amerikansk destroyer, der havde patruljeret i farvandet ud for Nordvietnam i Tonkinbugten, angrebet af nordvietnamesiske patruljebåde. Omstændighederne var meget uklare, og der herskede stor forvirring omkring angrebet, men Johnson besluttede hurtigt, at her var den anledning, han havde brug for for at få USA ind i krigen.
Den såkaldte Tonkinbugtresolution blev vedtaget i den amerikanske kongres den 7. august. Den gav præsidenten lov til at gennemføre militære operationer i Vietnam, uden at USA erklærede krig.
Optrapning
I begyndelsen regnede amerikanerne med, at deres involvering kunne begrænes til luftstøtte til de sydvietnamesiske styrker. Mange fly kom fra hangarskibe i farvandet ud for Vietnam, men der blev også oprettet amerikanske luftbaser i selve Sydvietnam. Men disse baser blev hurtigt et mål for FNL, og amerikansk personel blev dræbt. Efter et af disse angreb i februar 1965, gav Johnson grønt lys for bombeangreb mod mål i selve Nordvietnam. Dette blev starten på luftoffensiven Rolling Thunder, der med afbrydelser skulle fortsætte frem til november 1968.
To amerikanske fly kaster deres bombelast over Vietnam i 1968. |
Angrebene på de amerikanske baser fik også en anden konsekvens. Oprindelig havde Johnson lovet den amerikanske befolkning, at han ikke ville sætte landtropper ind i krigen. Men da den sydvietnamesiske hær ikke evnede at gøre det, blev det i marts 1965 besluttet at sende marineinfanteri til Sydvietnam for at beskytte de amerikanske baser.
USA’s indtræden i krigen medførte, at Nordvietnam også blev mere direkte involveret. Hidtil havde de kun støttet FNL med våben og rådgivere, men i slutningen af 1964 begyndte man at sende enheder fra den nordvietnamesiske hær for at kæmpe på sydvietnamesisk jord side om side med FNL. Med denne støtte kunne FNL begynde at udkæmpe regulære slag i stedet for bare guerilla-lynangreb, og det lykkedes dem at påføre den sydvietnamesiske hær flere nederlag i åben kamp. Moralen blandt sydvietnamesiske tropper faldt yderligere, og mange deserterede.
De amerikanske tropper i Vietnam skulle som planlagt kun have været defensive. Men amerikanske officerer var trænet til at tænke offensivt og brød sig ikke om at sidde i deres baser og vente på at blive angrebet. I takt med at den sydvietnamesiske hær så ud til at falde fra hinanden, anbefalede general Westmoreland, chefen for de amerikanske styrker i Vietnam, at hans tropper skulle rykke i felten for at slå FNL og nordvietnameserne tilbage. Johnson godkendte planen, og i sidste halvdel af 1965 begyndte amerikanske tropper at gennemføre såkaldte
Search and Destroy-operationer mod FNL.
General Westmoreland, stående mellem præsidenterne Johnson og Thieu ved en cermoni i Vietnam i 1966. |
Westmoreland havde forudsagt, at den aktive amerikanske indsats ville føre til en endelig sejr over FNL inden udgangen af 1967. Men det viste sig hurtigere at være nemmere sagt end gjort, og Westmorelands svar på den manglende succes var at kræve yderligere styrker. Ved slutningen af 1965 var der 184.000 amerikanske tropper i Vietnam; i slutningen af 1966 var det 385.000, og ved udgangen af 1967 var man oppe på 535.000. Men på intet tidspunkt syntes optrapningen at give det ventede resultat.
En ny slags krig
De amerikanske generaler ville have foretrukket at angribe Nordvietnam direkte, men det var ikke politisk muligt. Johnson og andre amerikanske ledere frygtede en gentagelse af Koreakrigen, hvor en invasion af Nordkorea havde trukket Kina og til en vis grad Sovjetunionen ind i krigen. Bombeangreb, styret direkte fra Washington, var det maksimale, præsidenten ville godkende.
Da han således ikke kunne få lov til at knuse centret for den kommunistiske modstand, havde Westmoreland lagt sig fast på en nedslidningskrig. Målet var at påføre fjenden større tab, end man selv led. Efter hver kamp skulle antallet af døde fjendtlige soldater tælles, så man kunne holde regnskab. I sidste ende, mente han, ville Nordvietnam være tvunget til at opgive krigen. Det skulle vise sig at være en fejltagelse. Westmoreland og andre undervurderede Nordvietnams viljestyrke og mandskabsreserver markant. Ho Chi Minh skal have udtrykt det således: ”I kan slå ti af mine mænd ihjel for hver én af jeres, jeg slår ihjel. Men selv da vil I til sidst tabe, og jeg vil vinde.”
Vietnamkrigen udviklede sig således til en blanding af guerilla-krig og konventionel krig. Der var ingen fast front. Amerikanerne og sydvietnameserne kontrollerede byerne og andre strategisk vigtige punkter, FNL og norvietnameserne kontrollerede landområderne og skovene. Amerikanerne sendte patruljer ud for at finde og nedkæmpe fjenden med jævne mellemrum, og nogle gange blev en stor styrke landsat i nærheden af kendte fjendlige positioner. I sådanne tilfælde blev resultatet ofte et regulært slag, men når de to sider ikke aktivt opsøgte hinanden, var der relativt fredeligt.
FNL's tunnelsystemer kunne normalt hverken ødelægges med bomber eller giftgas, hvis de da overhovedet blev fundet. Den mest effektive metode var at sende soldater, der havde specialiseret sig i opgaven, ned i tunnelen - såkaldte "tunnelrotter". Men det var en livsfarlig opgave. |
For at undslippe amerikanske patruljer og være beskyttet mod amerikanske bombangreb oprettede NFL og den nordvietnamesiske hær underjordiske baser bestående af huler og tunneler overalt i Sydvietnam. Disse voksede sig større, mere sofistikerede og viste sig at være næsten umulige at finde, for slet ikke at tale om at ødelægge. Det gav vietnameserne sikre baser, hvor de kunne trække sig tilbage til, hvis de blev pressede i felten; hvor de kunne afvente bedre muligheder og forberede nye angreb. Våben, forplejninger og mere mandskab kom stadig fra Nordvietnam, der oprettede forsyningslinjer, der gik igennem de dårligt bevogtede grænseområder i Laos. Amerikanerne kunne altså ikke angribe ’Ho Chi Minh-stien’, som de kaldte disse forsyningsruter, uden at angribe et andet land, hvilket Washington længe ikke tillod.
Forsyninger bliver båret ad Ho Chi Minh-stien i 1959. |
USA prøvede at finde et modsvar i form af moderne teknologi. Især helikopteren kom til at spille en stor rolle, da den gjorde amerikanske soldater mere mobile og i stand til at omringe og angribe fjendtlige styrker i det åbne meget hurtigt. Amerikanske fly spredte afløvningskemikalier ud over skovene for at ødelægge bevoksningen, så den ikke længere kunne skjule NFL-guerillaerne. Mange af disse kemikalier, som det berygtede Agent Orange, viste sig også at være skadelige for mennesker og førte til misdannelser blandt nyfødte. Det er en arv fra krigen, vietnameserne stadig kæmper med.
En amerikansk Bell UH-1 Iroquois-helikopter spreder Agent Orange-afløvningsmiddel over Vietnam. |
Den amerikanske krigsindsats blev også præget af hærens opbygning. Siden 2. Verdenskrig havde USA haft en værnepligtshær, hvor præsidenten kunne indkalde folk til tjeneste efter behov. Dette system brød sammen under Vietnamkrigen. I takt med at modstanden mod krigen voksede, begyndte mænd at blive militærnægtere eller stikke af fra deres indkaldelse. De soldater, der kom til Vietnam, var ofte uvillige eller direkte modstandere af krigen. For at gøre tjenesten mere spiselig blev det besluttet, at en tjenestetur til Vietnam kun skulle vare et år. Men resultatet var, at der var meget få veteraner i Vietnam. Mange befalingsmænd var dårligt uddannet, fordi der skulle trænes så mange af dem, når de ikke kunne blive længere end et år.
De amerikanske soldaters skeptiske holdning til krigen blev ofte signaleret ved, at de bar et fredstegn på sig. Fredstegnet blev for alvor berømt som krigsmodstandernes symbol under krigen. |
Soldater blev heller ikke sendt i krig med deres kammerater fra soldateruddannelsen derhjemme. I stedet blev de sendt enkeltvis ud for at erstatte mænd, der var blevet trukket hjem fra eksisterende enheder i Vietnam. De følte sig derfor, og blev ofte behandlet som, fremmede i deres tjenesteenheder. Det medvirkede til den generelle desillusionerede følelse, der prægede mange amerikanske enheder. Dette samt kedsomhed (når der ikke blev kæmpet, var der intet for de unge mænd at lave i Vietnam) og manglende opbakning hjemmefra førte til interne konflikter samt et omfattende misbrug af narkotika, primært marihuana. Den amerikanske hær blev så demoraliseret, at politikerne efter krigen besluttede at opgive værnepligten og gå over til en professionel hær.
Krigen på tv
Den største revolution under Vietnamkrigen var dog den rolle, medierne kom til at spille. Mere konkurrence mellem dagbladene og især konkurrencen fra det nye tv-medie gjorde, at man i pressen blev mere opsatte på at få det store scoop og vinde læsere eller seere fra konkurrenterne. Man var ikke længere tilfredse med de nyheder, som kom fra hærens eget pressekorps, og moderne teknologi, fx mobile kameraer og båndoptagere, gjorde det muligt for journalister at lave rapportager fra felten.
Journalisten og studieværten Walter Cronkite foretager et interview i byen Huê under slaget i februar 1968. Den respekterede nyhedsmand mistede troen på, at krigen kunne afgøres på anden måde end ved forhandling. Det siges, at præsident Johnson erkendte, at han havde tabt den brede amerikanske befolknings støtte, da han hørte det. |
Det amerikanske militær havde ikke forudset konsekvensen af dette forandrede mediebillede. De forventede, at pressen, som i tidligere krige, ville være forholdsvis tam og bare videreformidle de historier, som hæren selv ønskede at fortælle. Der blev ikke ydet nogen særlig indsats for at kontrollere de journalister, der strømmede til Vietnam.
Men konsekvenserne var enorme. Især tv-mediets betydning kom til at forandre krigsførelse for altid. Tidligere var hjemmebefolkningen altid blevet holdt på afstand af de barske realiteter ved fronten. Hærens censur og mediernes velopdragenhed havde sikret, at det kun var forholdsvis positive skildringer af krigen, der blev spredt i hjemlandet. Men tv-mediets direkthed, kombineret med journalisternes opsøgende arbejde for at få den bedste historie samt manglende kontrol fra hærens side, medførte at Vietnamkrigen, i al sin gru, blev præsenteret for den amerikanske befolkning ved spisetid.
Billeder fra My Lai-massakren i 1968. De blev først almindelig kendt et år efter, men medførte endnu et fald i den folkelige opbakning til krigen. |
Nogle af de historier, der blev opsporet, handlede om amerikanske soldaters overgreb mod den vietnamesiske civilbefolkning. Den slags overgreb har til alle tider været en uundgåelig del af guerilla-krig, hvor soldaterne ofte er ude af stand til at kende forskel på den fjende, der slår deres kammerater ihjel, og den civile befolkning, der som regel hjælper guerillaen.
Hidtil havde den hjemlige befolkning kunnet vende det blinde øje til den slags ubehagelige fakta. Men når amerikanske tv-journalister kunne vise optagelser fra landsbyen My Lai, hvis indbyggere var blevet massekreret af amerikanske tropper, eller børn, der var blevet forbrændt af napalm, eller tilfangetagne FNL-soldater, der blev summarisk herettet for åbent kamera af sydvietnamesisk militær, så kunne den amerikanske befolkning ikke ignorere det længere.
USA endte i høj grad med at tabe Vietnamkrigen, fordi pressedækningen undergravede den offentlige støtte til krigen. Lige siden har det amerikanske militær gjort det til en hel videnskab at kontrollere de moderne medier og genopbygge distancen mellem slagmarken og hjemmefronten.
Fredsbevægelsen smeltede hurtigt sammen med studenter-/ungdomsoprøret og den gryende hippie-bevægelse. Her en demonstration ved Pentagon i oktober 1967. |
”Hell no, we won’t go!”
De folkelige protester mod krigen i Vietnam begyndte så tidligt som i 1964. På det tidspunkt var de dog stadig meget begrænsede i omfang. Der var primært tale om unge mænd, der var indkaldt til soldatertjeneste, der offentligt brændte deres indkaldelsespapirer. Deres modstand smeltede dog meget hurtigt sammen med det såkaldte studenteroprør, der så småt var ved at begynde i Californien. Der blev dannet små studiegrupper for at sprede viden om den historiske udvikling i Vietnam og vinde flere studerende for den spirende fredsbevægelse. Amerikanske universiteter skulle komme til at spille en nøglerolle i modstanden mod Vietnamkrigen.
Det var som sagt tv-mediet der var skyld i, at protesterne spredte sig fra universitetsmiljøet til et bredere udsnit af befolkningen. Viden om, hvad der foregik i Vietnam, var ikke længere begrænset til en lille flok studerende, og billederne skabte en ny situation, hvor hjemmefronten udviklede sympati for ’fjendens’ lidelser såvel som for deres egne soldaters. Westmorelands politik med at offentliggøre antallet af dræbte FNL- og nordvietnamesiske soldater for at vise, at hans strategi virkede, gav alvorligt bagslag.
En tidlig og vigtig form for demonstration mod krigen i USA var offentlig afbrænding af indkaldelsespapirer. |
Den kraftige forøgelse af antallet af soldater i Vietnam var også medvirkende til modstanden, da det tvang flere og flere unge mænd til at gøre op med sig selv, om de ville være med til at udkæmpe krigen, eller om de ville trodse deres egen regering og slutte sig til fredsbevægelsen. Amerikanere fra arbejderklassen og sorte amerikanere følte også, at de var overrepræsenteret i indkaldelserne, hvilket skabte vrede. Også kvinder blev stærkt repræsenteret i fredsbevægelsen, selvom de ikke risikerede at blive indkaldt. For dem smeltede sagen sammen med deres egen kamp for ligestilling – en kamp de også måtte føre internt i fredsbevægelsen. Mange soldater, der vendte desillusionerede hjem fra krigen, sluttede sig også til protesterne. Det gjorde stærkt indtryk på mange, at folk, der rent faktisk havde været i Vietnam, udtalte sig så negativt om krigen.
Hjemvendte veteraner fra Vietnamkrigen deltager i en protestdemonstration i Washington i april 1971. |
Protesterne mod Vietnamkrigen blev en meget vigtig del af, hvis de da ikke ligefrem var årsag til, det verdensomspændende ungdomsoprør, der prægede den sidste del af 1960’erne. I Europa, Sydamerika, Asien og andre steder gik folk på gaderne i protest mod USA’s krig. Vietnam kom til at spille en stor rolle i musik og kunst fra denne periode.
Men der var stadig mange amerikanere, der støttede krigen. Det var folk, der troede på dominoteorien, og var overbeviste om, at hvis kommunisterne ikke blev stoppet i Vietnam, så ville de før eller senere tage magten i hele verden. Jo kraftigere protesterne blev, jo mere overbeviste blev denne gruppe om, at fredsbevægelsen bestod af forrædere, der arbejdede for kommunisterne. Og især blandt de studerende var der da også mange stærkt venstreorienterede, der ikke holdt sig tilbage fra at kalde den amerikanske krig ’imperialistisk’. USA blev dybt splittet mellem ”høge” og ”duer”, som de to grupper blev kaldt. Men høgene gik i løbet af krigen fra at være et flertal til at være et mindretal. I 1965 støttede 61 pct. af den amerikanske befolkning krigen. I 1971 var det kun 28 pct.
Sydvietnamesiske og amerikanske soldater forskanser sig i landsbyen Hamo under den overraskende nordvietnamesiske offensiv. |
Tet-offensiven
Krigens absolut vigtigste begivenhed fandt sted i begyndelsen af 1968. I Vietnam fejrer man nytår under en af årets første nymåner. Denne fest, kaldet Tet, var siden starten af krigen blevet fejret af begge sider under fredelige forhold. Der var ikke nogen egentlig aftale om, at man ikke kæmpede under Tet, men det var en tradition, og begge sider lovede at holde sig til den i 1968 også.
Men den nordvietnamesiske ledelse besluttede alligevel at gennemføre deres mest storstilede offensiv hidtil under Tet det år. Årsagen var, at man kunne forvente at overrumple både den sydvietnamesiske hær og deres amerikanske allierede, der var vant til, at Tet var en tid, hvor man kunne slappe af. Beslutningen var tilsyneladende også et resultat af, at en krigsfløj, der ønskede en hurtig afgørelse på slagmarken, var kommet til at dominere i Hanoi.
Tet-offensiven var ekstremt, for ikke at sige urealistisk, ambitiøs. Den 31. januar 1968 gik over 85.000 FNL- og nordvietnamesiske soldater til angreb på mere end 100 byer og amerikanske baser i Sydvietnam på samme tid. Overraskelsen var total. I Saigon trængte FNL-kampgrupper ind på bl.a. præsidentpaladsets, Westmorelands hovedkvarters og den amerikanske ambassades områder. De blev hurtigt stoppet, men det krævede mange timers kampe at nedkæmpe de sidste af dem. De fleste af Sydvietnams provinshovedstæder blev også angrebet, og store dele af Vietnams gamle kejserstad Huê blev besat af FNL og den nordvietnamesiske hær.
En død FNL-guerilla fotograferet på den amerikanske ambassades område efter afslutningen på kampen dér den 31. januar 1968. |
På trods af overraskelsen svarede det sydvietnamesiske og amerikanske militær hurtigt igen, og i de fleste byer blev offensiven nedkæmpet på få timer eller dage. Slaget om Huê skulle blive et af de mest langtrukne, og da det endelig var forbi i marts, lå byen i ruiner. En stor amerikansk base, Khe Sanh, nær den demilitariserede zone til Nordvietnam blev belejret fra januar til april 1968 af den nordvietnamesiske hær, måske i håb om at skabe et nyt Dien-Bien-Phu. Men også her måtte de til sidst trække sig tilbage.
Militært set havde Tet-offensiven ikke bare været et nederlag, men en katastrofe for den kommunistiske sag. FNL lå mere eller mindre i ruiner og skulle genopbygges fra grunden, hvis den nogensinde skulle være i stand til at fortsætte kampen, og Nordvietnam, der havde håbet på en hurtig afgørelse for at stoppe den nedslidningskrig, som ingen af siderne tilsyneladende kunne vinde, havde ikke opnået andet end at påføre sig selv store tab. Den amerikanske militære ledelse i Vietnam havde god grund til at være tilfredse med resultatet af Tet-offensiven.
Men hvis det var en militær sejr for USA, så var det en katastrofe, hvad angik den offentlige mening. I 1967 havde general Westmoreland under en tale sagt, at kommunisterne ikke længere var i stand til at gennemføre en stor offensiv i Vietnam. Tet-offensiven havde med al ønskelig tydelighed vist, at det var forkert. TV-billeder af kampene på den amerkanske ambassades område overbeviste den amerikanske befolkning om, at den kontrol, hæren påstod, den havde i Vietnam, var en illusion. Mange af de journalister, der dækkede offensiven, begyndte at tro, at krigen umuligt kunne vindes, og at en forhandlet fred var den eneste udvej, og det fortalte de gerne deres læsere og seere. Protesterne mod krigen eksploderede, og 1968 blev periodens mest urolige år.
Den 31. marts 1968 holdt præsident Johnson en tale på tv, hvor han meddelte, at han ville indstille bombeangrebene på Nordvietnam og indlede forhandlinger med dem. Han lod samtidig den amerikanske befolkning vide, at han ikke ville søge genvalg senere samme år. Talen antages at være affødt af Tet-offensiven. |
Effekten på amerikansk politik var voldsom. Præsident Johnson, der var blevet stadig mere forhadt, handlingslammet og deprimeret som følge af krigen, meddelte i marts 1968, at han ikke havde tænkt sig at stille op til genvalg som præsident senere på året. Det demokratiske parti var dybt splittet, og krigsmodstandere fik stor opbakning og blev seriøse kandidater ved primærvalgene i 1968. På det demokratiske partikonvent i Chicago i august, der var præget af massive protester mod krigen, var det alligevel høgen Hubert Humphrey, der blev valgt. Det udløste dyb krise i partiet og sikrede, at republikaneren Richard Nixon, der lovede ”fred med ære” i Vietnam, vandt valget i november.
Vietnamisering
Det betød dog ikke, at Nixon var en ’due’. Faktisk var han en af mændene bag dominoteorien og havde støttet krigen hele tiden. For ham betød ”fred med ære”, at USA kunne efterlade et stabilt og levedygtigt Sydvietnam, hvilket reelt ville sige en sejr over Nordvietnam. Han mente, at en sidste stor kraftanstrengelse ville tvinge nordvietnameserne til at indgå fred på USA’s betingelser. Men samtidig stod det klart, at USA ikke kunne holde politisk til at fortsætte sit engagement i krigen på det nuværende niveau. Krigen kostede USA 30 mia. dollars om året, og modstanden mod krigen havde nu spredt sig til de højeste politiske kredse i landet. Derfor blev det Nixon-regeringens politik gradvist at trække de amerikanske tropper ud og overlade deres opgaver til den sydvietnamesiske hær. Dette blev kaldt ”vietnamisering.”
Officeren Nguyen Van Thieu havde været medlem af den militærjunta, der havde taget magten efter et af kuppene i 1964. I midten af 1965 blev han gjort til præsident og statsoverhoved, dog uden reel magt, men i de følgende magtkampe var det ham, der havde opnået mest indflydelse. I 1967 blev han den reelle magthaver, og langt om længe stabiliserede den politiske situation i landet sig omkring en ny stærk leder. USA var gået ind i krigen, fordi den sydvietnamesiske stat havde været på sammenbruddets rand, men nu havde man igen en samarbejdspartner, der kunne tage en større del af ansvaret.
Nguyen Van Thieu var Sydvietnams præsident 1965-75. De første år var han dog kun et ceremonielt statsoverhoved, mens premierminister Nguyen Cao Ky ledede regeringen. Efter at være blevet genvalgt i 1967 kørte Thieu dog Ky ud på et sidespor og blev den egentlige magthaver i landet. |
Vietnamiseringen var på mange måder en tilbagevending til det, der havde været Kennedys politik, nemlig at hjælpe med at træne og udruste den sydvietnamesiske hær, så den kunne modstå udfordringen fra Nordvietnam og FNL. Men hvor Kennedy tilsyneladende havde forestillet sig, at Sydvietnam skulle føre en begrænset, defensiv krig mod FNL-guerillaen, så ønskede Nixon, at Sydvietnam, med amerikansk opbakning, gik i offensiven mod de enheder fra FNL og den nordvietnamesiske hær, der befandt sig i landdistrikterne.
I begyndelsen så det meget lovende ud. Den sydvietnamesiske hær var blevet genfødt, mens især FNL havde meget svært ved at komme sig over Tet-offensiven. I løbet af 1969 blev store områder af Sydvietnam pacificeret, og FNL blev begrænset til at være en mindre gene.
Cambodja-kampagnen
Men den nordvietnamesiske hær udgjorde stadig en alvorlig trussel. Fra sikre baser på den anden side af den cambodjanske grænse kunne de når som helst slå til mod Saigon eller andre dele af Sydvietnam. Nixon og Thieu blev enige om, at også den trussel måtte elimineres, også selvom man derved ville sprede krigen til nabolandet, hvilket man hidtil havde undgået.
Allerede i 1969 beordrede Nixon amerikanske bombefly til at angribe baserne i Cambodja. De første angreb blev offentliggjort og kaldt en stor succes, men efterfølgende besluttede Nixon at gennemføre flere angreb uden at fortælle kongressen eller det amerikanske folk om det. Det skulle få katastrofale følger for hans præsidentembede.
Den 30. april 1970 beskrev Nixon operationerne i Cambodja for det amerikanske folk. |
I marts 1970 tog den amerikansk-venlige general Lon Nol magten ved et kup i Cambodja. For at forhindre, at den nordvietnamesiske hær greb ind, gav han ordre til at internere den store vietnamesiske befolkningsgruppe i Cambodja, der skulle fungere som gidsler. Interneringen endte dog med at blive de rene forfølgelser og massakrer, der tvært imod endte med at trække den nordvietnamesiske hær ind i konflikten i slutningen af marts.
Nixon følte, at situationen i Cambodja gjorde det politisk muligt at gribe ind for at udslette de nordvietnamesiske baser under dække af at ville beskytte Lon Nols regime mod en nordvietnamesisk aggressionskrig. Fra april til juli gennemførte den sydvietnamesiske og amerikanske hær en række invasioner i Cambodja, der i høj grad kom til at handle om at opspore og erobre nordvietnamesiske forsyningsdepoter i grænseområderne.
Cambodjanske civile i færd med at pakke ris fra et erobret nordvietnamesisk depot i sække. Amerikanerne beslaglagde enorme mængder af forsyninger og materiel under deres invasioner i Cambodja: 22.500 våben, 7-8000 tons ris, 1800 tons ammunition, 29 tons kommunikationsudstyr, 431 køretøjer og 55 tons medicinsk udstyr. De store tab lammede den nordvietnamesiske styrke i Cambodja i næsten to år. |
Men krigen i Cambodja fik som forventet modstanden hjemme i USA til at vokse endnu mere. Der var store demonstrationer på amerikanske universiteter, og på et af dem, Kent State, åbnede soldater fra nationalgarden, der var blevet sat ind for at genoprette orden, ild mod studenterne og dræbte fire. Stemningen mellem høge og duer blev endnu mere hadefuld, og i kongressen forsøgte krigsmodstandere at stoppe strømmen af penge til de militære operationer i Cambodja.
Invasionerne blev karakteriseret som en stor succes af Nixon og den amerikanske hær, og de medførte, at den nordvietnamesiske hær i Cambodja ikke udgjorde den store trussel i de næste to år. Men igen var den militære sejr kommet på bekostning af stor politisk uro på hjemmefronten, som ingen demokratisk regering i længden kunne holde til.
Lam Son 719 og Påske-offensiven
Cambodja-kampagnen satte ekstra skub i vietnamiseringen. Modstanden i USA fik kongressen til at nedlægge forbud mod, at amerikanske landstyrker for fremtiden deltog i operationer udenfor Sydvietnam. Så fortsatte offensive operationer mod nordvietnamesiske baser og forsyningsruter i Cambodja og Laos ville tilfalde den sydvietnamesiske hær alene, selvom det amerikanske luftvåben ville støtte dem.
Amerikanske Cobra-kamphelikoptere i operation over Laos under Lam Son 719 i 1971. |
Men selvom den sydvietnamesiske hær var kommet op at stå igen og havde klaret sig nogenlunde i Cambodja, så var det et ansvar, den ikke kunne løfte. Det hjalp heller ikke, at Thieu valgte sine militære ledere ud fra politisk loyalitet (af frygt for et nyt kup) og ikke ud fra militært talent. Så den sydvietnamesiske invasion i Laos i 1971, Operation Lam Son 719, der skulle skære de nordvietnamesiske forsyningslinjer over, endte som et ydmygende nederlag. Styrkeforholdene i Vietnam begyndte igen at svinge til fordel for kommunisterne, der genopbyggede deres styrker, mens modløsheden bredte sig i den sydvietnamesiske hær.
I 1968, efter Tet-offensiven, havde præsident Johnson indledt fredsforhandlinger med nordvietnameserne og havde indstillet bombningen af Nordvietnam for at få dem til forhandlingsbordet. Disse forhandlinger var hurtigt gået i hårdknude, men var blevet genoptaget med jævne mellemrum de følgende fire år. Den store stopklods var, at nordvietnameserne forlangte, at Thieu skulle sættes fra magten, hvilket amerikanerne ikke ville gå med til. Det sydvietnamesiske regimes skæbne var nu blevet definationen på, hvem der vandt, og hvem der tabte Vietnamkrigen.
I 1972 besluttede Nordvietnam at tvinge modparten til at bøje sig for deres krav med endnu en storstilet offensiv. Flere soldater blev sat ind end under Tet-offensiven. Målet var at vise, at Nordvietnam ikke var slået og faktisk ville være i stand til at vinde en militær sejr.
Påske-offensiven, som den blev kaldt, begyndte i marts 1972. Den adskilte sig fra alle kommunisternes tidligere operationer ved at være en regulær invasion med infanteri og panserstyrker der gik til angreb over tre fronter, støttet af tungt artilleri. Næsten hele den nordvietnamesiske hær var involveret i angrebet, og dets omfang og intensitet overraskede amerikanerne og sydvietnameserne.
Nordvietnamesisk kampvogn, erobret af sydvietnamesiske soldater under Påske-offensiven i 1972. |
Men det var ikke den form for krig, nordvietnameserne var vant til at føre, og deres officerer manglede den nødvendige erfaring. På den anden side var det amerikanske militær eksperter i denne form for krigsførelse og havde gjort deres bedste for at viderebringe den ekspertise til den sydvietnamesiske hær. Et konventionelt angreb gav det amerikanske og sydvietnamesiske luftvåben klare mål, de kunne angribe, så selvom nordvietnameserne gjorde store fremskridt, så betalte de en meget høj pris for det. Offensiven fik også Nixon til at genoptage de bombeangreb på Nordvietnam, som Johnson havde indstillet i 1968.
Nordvietnam måtte til sidst indstille offensiven, og Sydvietnam overlevede sin hidtil mest alvorlige prøvelse. Men Nordvietnam havde erobret store områder og stod stærkere i tilfælde af nye offensiver i fremtiden.
Paris-freden
Til gengæld havde Nixon vundet en stor politisk sejr på den internationale scene. Siden 1956 havde der været voksende spændinger mellem Sovjetunionen og Kina, og i 1968 havde de to kommunistiske stormagter været på randen af krig. I 1972 udnyttede Nixon denne splittelse til at anerkende det kommunistiske Kina og indlede et trekantsdiplomati. Både Kina og Sovjetunionen udviste mere forhandlingsvilje, når de troede, at Nixon kunne indgå aftaler med den anden part. Det blev starten på en periode med afspænding i Den kolde Krig, og det fik også konsekvenser for Vietnamkrigen.
Richard Nixon og Mao Zedong giver hinanden hånden. Mødet den 29. februar 1972 repræsenterede et seismisk skifte i internationalt diplomati. Som Nixon selv gerne påpegede, så var han den eneste præsident, der kunne være sluppet afsted med at anerkende det kommunistiske Kina, fordi ingen kunne betvivle hans ståsted som en benhård anti-kommunist. |
At Nordvietnam havde kunnet føre krig i så mange år, lide så store tab og alligevel opbygge nye styrker til et angreb som Påske-offensiven, skyldtes støtten fra de kommunistiske stormagter. Sovjetunionen og Kina havde nærmest kappedes om at sende flest våben til Nordvietnam i kampen mod imperialisterne. Men nu blæste der nye vinde. Ingen af dem ville bringe afspændingen med USA i fare ved at støtte Nordvietnam alt for meget. Den nordvietnamesiske regering, der i forvejen var skuffet over resultatet af Påske-offensiven, frygtede at komme til at stå helt isoleret internationalt. Derfor blev den nu villig til at acceptere, at Thieu blev siddende.
Dette medførte, at der i oktober for alvor kom gang i forhandlingerne i Paris igen. Der blev hurtigt lavet et udkast til en fredsaftale, der levede op til mange af de amerikanske krav, og man talte om, at freden var inden for rækkevidde. Det var med til at give Nixon en stor sejr ved præsidentvalget i november 1972.
Mens de officielle fredsforhandlinger var gået i stå, havde Le Duc Tho (tv.) og Henry Kissinger (th.) mødtes i hemmelighed siden februar 1970 for at finde en løsning uden for offentlighedens søgelys. I oktober 1972 opnåede de et gennembrud, da Tho accepterede, at Thieu kunne beholde præsidentembedet i Sydvietnam, mens Kissinger accepterede, at nordvietnameserne ikke trak sig tilbage fra de områder, de havde erobret under Påske-offensiven. Efter en voldsom, men kort genopblusning af fjendtlighederne, dannede denne aftale grundlag for Paris-freden i 1973. Både Tho og Kissinger modtog Nobels fredspris samme år, men Tho afviste at modtage den, fordi aftalen ikke havde bragt fred til Vietnam. |
Men USA havde ikke rådført sig med Thieus regering. Faktisk havde man slet ikke fortalt Sydvietnam om de indledende, hemmelige forhandlinger. Thieu var rasende, fordi den foreslåede aftale ikke levede op til hans krav, og han nægtede pure at underskrive den, medmindre der blev indført store ændringer. Nordvietnameserne følte, at USA og Sydvietnam var i gang med at snyde dem, og truede med at udvandre fra forhandlingerne.
Nixon, der med sin store valgsejr i ryggen følte sin position styrket, besluttede at gennemføre nye bombeangreb, denne gang på selve Nordvietnams hovedstad, Hanoi, i december 1972. Målet med angrebene var dels at demonstrere overfor Thieu, at USA stadig mente sin støtte til Sydvietnam alvorligt, dels at tvinge nordvietnameserne til at blive ved forhandlingsbordet. ”Julebombningerne”, som de blev kaldt, udløste dog nye bølger af protester i USA og Europa.
Den amerikanske delegation underskriver Paris-freden den 27. januar 1973. |
Nixon indstillede angrebene på Nordvietnam i januar 1973, og forhandlingerne gik i gang igen. Man nåede frem til et udkast, der ikke adskilte sig stort fra det, man var nået frem til tre måneder tidligere. Denne gang måtte Thieu bøje sig. USA var, trods ”julebombningerne” og Nixons løfter om fortsat at ville støtte det sydvietnamesiske regime med lignende luftangreb, tydeligvis i gang med en fuldstændig tilbagetrækning fra Vietnam. I realiteten ville Sydvietnam stå alene, hvis det ikke underskrev freden.
Afslutningen på krigen
Paris-fredsaftalen blev underskrevet den 27. januar 1973, men det var næsten en gentagelse af Genève-fredsaftalen fra 1954. Den gjorde det muligt for USA at trække sig ud af krigen med ’fred med ære’, men konflikten i Vietnam fortsatte næsten ufortrødent. Nordvietnam ignorerede jævnligt aftalen igennem de næste to år og gennemførte militære operationer for at udvide de områder, de allerede kontrollerede i Sydvietnam.
Nixon havde lovet Thieu at sætte amerikanske bombefly ind, hvis noget sådant skulle ske, men det viste sig hurtigt at være politisk umuligt. Modviljen mod krigen var for stærk i Washington. I 1974 måtte Nixon forlade sit præsidentembede efter Watergate-skandalen. Det var bl.a. afsløringen af de hemmelige bombeangreb, han havde beordret mod Cambodja, der fældede ham. Efterfølgeren Gerald Ford vidste, at en genoptagelse af krigen var umulig.
Den 9. august 1974 måtte Nixon træde tilbage som præsident pga. Watergate-skandalen. Skandalen og den nu vidt udbredte modstand mod en genoptagelse af krigen i Vietnam begrænsede Nixons og også efterfølgeren Gerald Fords (tv.) handlefrihed og umuliggjorde militær hjælp til Sydvietnam, da Paris-aftalen brød sammen. |
Opmuntret af den manglende reaktion fra Washington blev Nordvietnams operationer i Sydvietnam mere og mere aggressive. I marts 1975 medførte en ny offensiv i den centrale del af landet et fuldstændigt kollaps af den sydvietnamesiske hær. Nordvietnameserne tog kontrollen med hele den nordlige del af Sydvietnam, inklusive kejserstaden Huê. Oprindelig havde man tænkt sig at gå forsigtigt frem, og offensivens mål var at forberede yderligere fremstød i 1976. Men den store succes, man opnåede, og sammenbruddet af de sydvietnamesiske styrker opmuntrede den nordvietnamesiske ledelse til at gennemføre en ny offensiv med det samme for at afslutte krigen.
Det sidste angreb begyndte den 7. april 1975, og tyve dage senere omringede nordvietnamesiske styrker Saigon. Thieu, der følte, at han var blevet snydt af amerikanerne, flygtede til Taiwan.
Mange sydvietnamesere, ikke kun dem, der havde samarbejdet med regimet eller amerikanerne, prøvede at flygte forud for den kommunistiske erobring af Sydvietnam. Her en gruppe, der er blevet evakueret af amerikanerne til et hangarskib. Langt fra alle var lige så heldige. |
Præsident Ford havde ikke kunnet få støtte til at gribe militært ind, men amerikanerne følte sig stadig ansvarlige for de mange sydvietnamesere, der havde arbejdet for dem under krigen, og derfor med rette frygtede kommunisternes magtovertagelse. Det amerikanske militær blev sat ind for at hjælpe med at evakuere så mange civile som muligt, før nordvietnameserne kom. Nogle af krigens mest berømte billeder er de tusinder af mennesker, der forsøgte at få en plads på de sidste helikoptere, der forlod den amerikanske ambassade i Saigon den 29, april. Dagen efter gik nordvietnameserne ind i byen, og krigen var forbi.
Efterspil
57.939 amerikanere blev dræbt i Vietnam mellem 1961 og 1973, og omkring 150 mia. dollars blev brugt på krigen eller støtte til Sydvietnam. De vietnamesiske tab er mere usikre, men anslås til et sted mellem 400.000 og 1,1 mio. soldater fra FNL og Nordvietnam samt 50–65.000 nordvietnamesiske civile og 220–313.000 sydvietnamesiske soldater og 195–430.000 civile i Sydvietnam. Detil kommer også 200–300.000 cambodjanere og 20–200.000 laotianere i de nært beslægtede borgerkrige i disse lande.
Under FNL's og Nordvietnams besættelse af byen Huê i februar 1968 blev 2800-6000 krigsfanger og civilister henrettet. Dette var blot én af mange massakrer udført af kommunisterne under krigen. |
USA var gået ind i krigen i Vietnam for at forhindre kommunismen i at sprede sig. I 1975 så det ud, som om dominoteorien havde været korrekt. En uge før Saigons fald rykkede De røde Khmerer ind i den cambodjanske hovedstad Phnom Penh, og i december samme år overtog den kommunistiske Pathet Lao-bevægelse magten i Laos. Men så holdt dominobrikkerne også op med at falde. Der kom ingen revolutioner i Thailand, Burma, Malaysia eller Indonesien. General Westmoreland hævdede senere, at dette var tegn på, at USA, med sin lange og blodige indsats i Vietnam, havde vundet tid for disse lande og dermed reelt stoppet kommunisterne.
Men det var i virkeligheden et tegn på, at USA var gået i krig på et falskt grundlag. I den feberagtige atmosfære af kommunistforskrækkelse, der prægede USA i 1950’erne, havde dominoteorien virket overbevisende. ’Verdenskommunismen’ blev set som en organiseret og topstyret bevægelse, der gik målrettet efter verdensherredømmet, ét land ad gangen. Men i løbet af 1960–70’erne viste det sig, at den kommunistiske verden var lige så præget af indre modsætninger og konflikter som den vestlige, og at hverken Moskva eller Beijing havde nogen form for overordnet kontrol. Denne udvikling blev desværre ikke erkendt i tide af Kennedy- og Johnson-administrationerne, inden de begyndte at optrappe USA’s engagement i Vietnam.
Vietnamesiske kvinder og børn fra landsbyen My Lai, der blev besat af amerikanerne den 16. marts 1968. Kort efter at billedet blev taget, blev de alle skudt af soldaterne. Amerikanske tropper og deres allierede var involveret i mange lignende krigsforbrydelser. |
Det var først Nixon-administrationen, der forstod at udnytte splittelsen mellem Sovjetunionen og Kina til at skabe en ny diplomatisk virkelighed, der førte til et tøbrud i Den kolde Krig og gav USA en mulighed for at slippe ud af Vietnamkrigen med Paris-freden som et figenblad. Den nordvietnamesiske sejr i 1975 forstærkede blot fragmenteringen af den kommunistiske blok, da den førte til en konflikt mellem Vietnam og De røde Khmerer i Cambodja i 1977, hvilket så igen udløste en krig mellem Vietnam og Kina i 1979.
Både Vietnam og USA betalte en høj pris for denne misforståelse. Foruden de et sted mellem 800.000 og 2 mio. vietnamesere, der var blevet dræbt, blev millioner andre invalideret enten af krigshandlinger eller som følgevirkning af de kemiske afløvningsmidler, USA havde brugt så flittigt. Store dele af landets infrastruktur var ødelagt, og økonomien fik yderligere et hårdt slag, da det kommunistiske regime efter krigen slog hårdt ned på Sydvietnams ’kapitalister.’ Den efterfølgende økonomiske krise i 1980’erne tvang regimet til at ændre sin dogmatiske politik og tillade lidt mere økonomisk frihed.
I USA var de mest åbenlyse resultater af krigen de psykologiske ar, den gav nationen. ”Vietnam-traumet” er stadig dybt rodfæstet i den amerikanske folkesjæl. Afslutningen på Den kolde Krig, Golfkrigen og normaliseringen af forholdet til Vietnam i 1990’erne helede delvist såret, men krigene i Afghanistan og Irak efter 2000 viste, at frygten for at blive fanget i endnu en håbløs krig altid lurer under overfladen. Vietnamkrigen gav også den amerikanske befolkning en dyb mistillid til deres egen regering, som stadig præger amerikansk politik.
Vietnam War Memorial i Washington er blevet symbolet på den krig, der for mange amerikanere stadig er et åbent sår. |
Vietnamkrigen fik også følger for verdensøkonomien. Udgifterne til krigen, kombineret med Kennedys rumprogram og Johnsons sociale reformer, blev ikke dækket ind af en tilsvarende skattestigning i USA, så de førte til en voksende amerikansk statsgæld. Dette undergravede tiltroen til dollaren og førte til Bretton Woods-systemets sammenbrud, da Nixon i 1971 besluttede at lade dollaren flyde frit i forhold til guldet. Det førte til 1970’ernes voldsomme inflation og ses af nogle økonomer som medvirkende årsag til de finanskriser, der er dukket op med jævne mellemrum siden 1980’erne, samt til indførelsen af euroen som et forsøg på at erstatte den bundne dollar.
Publikationsår: 2014
Arbejdsspørgsmål:
1: Hvorfor fik Vietnam ikke national selvstændighed i 1919, selvom man i Versailles talte om, at alle nationaliteter skulle have deres eget land?
2: Hvorfor valgte Ho Chi Minh at blive kommunist?
3: Hvordan var forholdet mellem japanerne og franskmændene under den japanske besættelse af Indokina 1940–45?
4: Hvad var årsagen til, at Viet Minh pludselig kunne vokse sig så stort i 1944–45?
5: Hvordan kunne franskmændene vende tilbage til Indokina efter krigen?
6: Hvilken betydning fik kommunisternes sejr i Kina i 1949 for konflikten i Indokina?
7: Hvad var dominoteorien?
8: Hvilken betydning fik slaget ved Dien-Bien-Phu for Genèvekonferencen?
9: Hvorfor blev Vietnam ikke samlet, sådan som man havde aftalt i Genève?
10: Hvordan begyndte den nye krig mellem Nord- og Sydvietnam?
11: Hvad var præsident Kennedys politik i Vietnam?
12: Hvilken betydning fik kuppet mod præsident Diem?
13: Hvad var årsagen til, at USA gik direkte ind i krigen i Vietnam?
14: Hvorfor mente præsident Johnson og hans generaler, at de måtte optrappe indsatsen i Vietnam?
15: Hvordan ville Nordvietnam besejre USA?
16: Hvilke metoder brugte amerikanerne for at bekæmpe kommunisterne?
17: Hvilke problemer havde den amerikanske hær i Vietnam?
18: Hvorfor fik nyhedsmedierne en så stor indflydelse på krigen?
19: Hvorfor blev modstanden mod krigen så stor?
20: Hvad var Tet-offensiven, og hvilken indflydelse fik den på krigen?
21: Hvad var vietnamiseringen?
22: Hvorfor gik USA og Sydvietnam ind i Cambodja i 1970? Hvad var de politiske resultater af det?
23: Hvad var målet med Lam Son 719, og hvorfor gik det galt?
24: Hvad var målet med Påske-offensiven, og hvorfor gik det galt?
25: Hvilken betydning fik Nixons besøg i Kina i 1972 for Vietnamkrigen?
26: Hvordan blev Paris-freden indgået?
27: Hvorfor holdt Paris-freden ikke i længden?
28: Hvorfor greb amerikanerne ikke ind som lovet, da Nordvietnam brød Paris-freden?
29: Hvad blev resultatet af kommunisternes endelige sejr?
30: Hvordan påvirkede krigen Vietnam, USA og resten af verden?
Anbefalet litteratur:
Patrick J. Hearden
The Tragedy of Vietnam
Boston Prentice Hall, 2012
Bernd Greiner
Krig uden fronter - USA i Vietnam (Oversat af Mikael Witte)
People's Press, 2009
Vivienne Sanders
The USA and Vietnam 1945-75
London Hodder Murray, 2007
Christian G. Appy
Vietnam: The Definitive Oral History, Told from All Sides
Ebury Press, 2006
Wilfred Gluud
Vietnambevægelsen i Danmark 1964-75
Dansk Vietnamesisk Forening, 2004
Fredrik Logevall
The Origins of the Vietnam War
Harlow Pearson Education, 2001
George Herring
America's Longest War - The United States and Vietnam 1950-75
Knopf, 1979
Vo Nguyen Giap
How we Won the War
Recon Pubns, 1976