Vietnamkrigen


På højden af sin ind­fly­del­se og magt blev USA udsat for en militær yd­my­gel­se i et fattigt tredjeverdensland ved navn Vietnam. Hvordan endte USA med at blive trukket ind i denne konflikt, og hvorfor kunne verdens rigeste nation ikke vinde krigen?

Ho Chi Minh
Fredsfor­hand­lingerne i Paris efter 1. Ver­dens­krig blev do­mi­ne­ret af den a­me­ri­kan­ske præs­id­ent Wilsons 14 punkter, der principielt sagde, at alle nationaliteter skulle have deres egen stat. En ung vietnamesisk stu­de­ren­de, Nguyen Ai Quoc, befandt sig i Paris på det tids­punkt, og sammen med en gruppe li­ge­sin­de­de landsmænd sendte han en ansøgning til konferencen om at an­er­ken­de Vietnams na­ti­o­na­le selv­stænd­ighed. Det stod dog hurtigt klart, at når de vestlige forhandlere talte om national selv­stænd­ighed, så mente de kun for østeuropæere, der tid­li­ge­re havde været un­der­lagt kejserrigerne Østrig-Ungarn og Rusland. Det kom ikke på tale, at en sejrrig kolo­ni­magt som Frankrig skulle forlade Vietnam.



Nguyen Ai Quoc, 1921.



Ho Chi Minh, ca. 1946.


Nguyen forlod Paris i 1923, des­il­lu­si­o­ne­ret med hensyn til vestligt de­mo­kra­ti, og rejste til Moskva. Kommunismen så ud til at være den eneste af de store ideologier, der ville kunne hjælpe Vietnam til selv­stænd­ighed. Han blev medlem af Komintern, og i 1930 var han med til at samle et nyt, forenet vietnamesisk kommunistparti. Omkring 1940 begyndte Nguyen af sikkerhedshensyn at bruge dæknavnet Ho Chi Minh, som han siden har været kendt under.



Japanske tropper mar­che­rer ind i Saigon

I 1940 blev Fransk Indokina in­va­de­ret af japanske tropper. Det var dog en operation, som på forhånd var aftalt mellem Vichy-regimet i Frankrig (under pres fra tyskerne) og den japanske regering, og som blev relativt ublodig. Japanerne havde ikke mandskab nok til at holde hele området besat, så de nøjedes med at indtage rollen som øverste myn­dig­hed i landet og så lade de franske em­beds­mænd og kolonisoldater fort­sætt­e som hidtil.
Japanerne forsøgte at præs­ent­er­e sig selv som befriere for den vietnamesiske be­folk­ning, men få lod sig o­ver­be­vi­se. I 1941 op­ret­te­de kom­mu­nist­par­ti­et en guerilla-be­væg­els­e under navnet Viet Minh, som Ho Chi Minh blev leder for. Dens mål var at fordrive både japanerne og fransk­mænde­ne.


Viet Minh-soldater, 1944. Foran dem ses Vo Nguyen Giap, Viet­nam­kri­gens mest berømte kom­mu­nis­tiske general, der døde 4. oktober 2013 i en alder af 102 år.


Indokinakrigen
Igennem de første år af den japanske be­sætt­els­e, blev Viet Minh holdt nede af de franske myn­dig­he­der, der havde et ganske godt greb om landet. Men i 1944 blev Frankrig befriet af de al­li­e­re­de, og de franske kolonimyn­dig­he­der i Vietnam begyndte i al hem­me­lig­hed at forhandle med den nye franske regering. Japanerne frygtede, at deres franske un­der­ord­ne­de ville skifte side, og i marts 1945 blev de franske em­beds­mænd og soldater i Vietnam interneret.
Dermed for­svandt presset på Viet Minh fra den ene dag til den anden. Japanerne havde ikke res­sour­cer nok til selv at bekæmpe dem. Viet Minh havde fået mange til­hæng­er­e som følge af en hun­gers­nød i landet i 1944–45, der blev for­værr­et af, at fransk­mænde­ne havde beslaglagt store mængder ris, som skulle sendes til Japan. I juni følte Ho Chi Minh, at tiden var moden til, at Viet Minh tog kon­trol­len i den nord­vest­li­ge del af landet. De stærkt pressede japanere be­slut­te­de ikke at forsøge at bestride denne kontrol.



En japansk officer overgiver sig til en fransk ved en ceremoni i Saigon, sep­tem­ber 1945.

Da japanerne ka­pi­tu­le­re­de i august 1945, gen­nem­ført­e Viet Minh en landsdækkende re­vo­lu­ti­on. De japanske styrker kæmpede ikke imod – tvært imod hjalp de vietnameserne ved at forsyne dem med våben og holde de franske styrker interneret i næsten en måned efter kapitulationen. Den 2. sep­tem­ber udråbte Ho Chi Minh Den de­mo­kra­tis­ke Republik Vietnam. Under krigen havde den a­me­ri­kan­ske ledelse udtalt sig positivt om vietnamesisk u­af­hængi­gh­ed, men efter krigen be­slut­te­de både USA og Sov­jet­u­ni­o­nenen fortsat at støtte Frank­rigs krav på Vietnam. Britiske styrker besatte det sydlige Vietnam den 13. sep­tem­ber, befriede og be­væbn­ed­e de franske kolonitropper og overlod ansvaret for at kon­trol­le­re landet til dem.
I første omgang forsøgte Ho Chi Minh, på opfordring fra Sov­jet­u­ni­o­nen, at nå frem til en forhandlet løsning med fransk­mænde­ne, men i 1946 genoptog Viet Minh sin guerilla-krig mod det genetablerede franske kolonistyre. Det blev starten på Indokinakrigen, der varede de næste otte år.



Propagandabillede af Ho Chi Minh og Vo Nguyen Giap i 1950, under plan­lægn­ing­en af en offensiv mod fransk­mænde­ne.

Viet Minh var for dårligt bevæbnet til at tage kampen op mod et moderne fransk militær. Det ændrede sig i 1949, da Mao Zedongs kommunistparti tog kon­trol­len i Kina. Den nye folkerepublik i nord begyndte hurtigt at sende våben til Viet Minh, der så kunne begynde at erobre mere og mere af landet tilbage fra fransk­mænde­ne.

A­me­ri­kansk politik i Syd­østa­s­ie­n
Under 2. Ver­dens­krig havde præs­id­ent Roo­se­velt, der var mod­stan­der af euro­pæi­sk ko­lo­ni­a­lis­me, overvejet at oprette en in­ter­na­ti­o­nal admi­ni­stra­tion i Indokina efter krigen. Den skulle berede vejen for national selv­stænd­ighed i stedet for at tillade den franske kolo­ni­magt at vende tilbage. Om han ville have gen­nem­ført det eller ej, ved vi ikke. Roo­se­velt døde i april 1945 og blev ef­ter­fulgt af Truman, der ikke pro­te­ste­re­de, da fransk­mænde­ne begyndte at gen­op­ret­te kon­trol­len med Vietnam efter sep­tem­ber 1945.



Franklin D. Roo­se­velt.



Harry S. Truman.


I takt med, at for­hold­et mellem USA og Sov­jet­u­ni­o­nen blev for­værr­et i 1946–49, kom Ho Chi Minh og hans be­væg­els­es kom­mu­nis­tiske ideologi til at spille en større og større rolle. Især kommunisternes magt­o­ver­ta­gel­se i Kina fik a­me­ri­ka­ner­ne til at frygte, at hele Asien var i fare for at blive en del af Sov­jet­u­ni­o­nens magt­sfær­e. Fransk­mænde­ne forstod at præs­ent­er­e deres ko­lo­ni­krig som del af den samme inddæmningspolitik, som USA førte i Europa. Frankrig havde også of­fi­ci­elt opløst deres kolonirige og afløst det med en fransk union i 1946, og i 1949 blev en franskvenlig vietnamesisk stat med ho­ved­stad i Saigon oprettet. På den måde gik fransk­mænde­ne fra at være imperialister til at være alliancepartnere i a­me­ri­ka­ner­nes øjne, og øk­on­om­isk støtte fra USA begyndte at strømme til Frankrig og deres vietnamesiske va­sal­stat.
Det viste sig dog ikke at være nok, og de fransk/vietnamesiske styrker blev presset tilbage af et stadig mere velbevæbnet og populært Viet Minh. Det så mere og mere ud som om, Vietnam ville blive det næste land, der faldt til kommunismen. I 1954 sam­men­lig­ne­de præs­id­ent Eisenhower si­tu­a­ti­o­nen i Syd­østa­s­ie­n med en række dominobrikker. Hvis én faldt, ville alle de øvrige også gøre det. Denne såkaldte dominoteori skulle gennem de næste godt 20 år blive a­me­ri­kan­ske lederes vig­tigs­te argument for en stadig større indsats i Vietnam.

Genèvekonferencen
I Frankrig var den fol­ke­li­ge op­bak­ning til krigen i Indokina svundet ind i takt med, at tabstallene blev større. Den franske regering havde erkendt, at den måtte forhandle sig frem til en løsning med sine mod­stan­de­re i Vietnam, Cambodja og Laos – de tre lande der tid­li­ge­re havde udgjort Indokina. Af disse var Viet Minh uden sam­men­lig­ning den mest magt­ful­de. Den 26. april blev det be­slut­tet på stormagtskonferencen i Genève at indbyde parterne i Indokinakrigen til fredsfor­hand­linger.
Op til for­hand­lingerne håbede begge parter stadig på at vinde en militær sejr i det slag, der var begyndt for alvor i marts 1954 ved Dien-Bien-Phu. Fransk­mænde­ne havde besat den stra­te­gisk vigtige dal i november 1953 i håb om at trække Viet Minh ind i en konventionel kamp. En stærk befæstet position ved Dien-Bien-Phu, med rigelig luftstøtte, skulle gøre det muligt for fransk­mænde­ne at påføre Viet Minh så store tab, at de måtte bøje sig for de franske krav ved for­hand­lingerne.
Men planen slog fejl. Viet Minh begyndte ganske vist at belejre Dien-Bien-Phu som håbet, men det viste sig, at de nu faktisk var stærke nok til at besejre den franske hær og det franske luft­våb­en i konventionel krig. Den 7. maj måtte de omringede franske styrker overgive sig.



Viet Minh-soldater hejser deres flag over en erobret fransk stilling ved Dien-Bien-Phu.

Slaget ved Dien-Bien-Phu endte således med at styrke Viet Minhs position og ikke Frank­rigs ved de fredsfor­hand­linger, der begyndte i Genève dagen efter. En ny fransk regering blev valgt u­de­luk­ken­de på løftet om at trække Frankrig ud af krigen hurtigst muligt, og den var villig til at bøje sig for næsten ethvert krav.
Men USA, Sov­jet­u­ni­o­nen, Stor­bri­tan­ni­en og Kina, der havde indkaldt Genèvekonferencen, begyndte nu at blande sig. Sov­jet­u­ni­o­nen og Kina o­ver­tal­te Viet Minh til at gå med til en deling af Vietnam mellem dem og det fransk-venlige regime. For stor­mag­terne handlede Genèvekonferencen i høj grad om at undgå en si­tu­a­tion som i Korea, hvor de var blevet trukket ind i en blodig krig på hver sin side.



Genèvekonferencen i 1954.

Freds­af­ta­len den 20. juli indebar således, at Den franske Union skulle trække sine styrker ud af Vietnam, Cambodja og Laos. Den de­mo­kra­tis­ke Republik Vietnam ville mid­ler­ti­digt tage kon­trol­len med det nordlige Vietnam fra Hanoi, mens Den vietnamesiske Stat ville kon­trol­le­re det sydlige Vietnam fra Saigon. Dette var dog ikke tænkt som en per­ma­nent løsning. Et de­mo­kra­tisk valg i 1956 skulle afgøre hvilken regering, der skulle lede det samlede Vietnam.
Dagen efter, den 21. juli, udsendte konferencen en fælleser­klær­ing, hvor de lovede at an­er­ken­de freds­af­ta­len, og at ingen udefrakommende magt måtte blande sig i ud­vik­lingen i Vietnam, Cambodja og Laos. USA ville dog ikke un­der­skri­ve denne er­klær­ing.

Ngo Dinh Diem
Frankrig trak sig ud af Vietnam efter Genèveaftalerne. Men det viste sig hurtigt, at ingen af de andre in­vol­ve­re­de ved konferencen havde i sinde at leve op til deres løfter. USA op­for­dre­de og hjalp mange vietnamesiske ka­to­lik­ker til at rejse væk fra den kom­mu­nis­tiske del af landet, og Ho Chi Minhs styre forsøgte at for­hind­re det. Til gengæld rejste mange kommunister nordpå, men Viet Minh efterlod re­vo­lu­ti­onære grupper i syd til at fort­sætt­e en politisk og muligvis militær kamp for en kom­mu­nis­tisk magt­o­ver­ta­gel­se.



Operation Passage to Freedom var en evakuering af civilister fra det nordlige Vietnam gen­nem­ført af den a­me­ri­kan­ske flåde efter delingen i 1954.

I Saigon var Ngo Dinh Diem, en glødende katolik og anti-kommunist, blevet premierminister, og han begyndte nu at skabe et nært sam­ar­bej­de med USA i stedet for Frankrig. Da hverken USA eller Den vietnamesiske Stat havde un­der­skrevet Genèvefreden (den var indgået mellem Frankrig og Viet Minh) eller fælleser­klær­ingen, følte de sig ikke bundet af dem.
Diem begyndte hurtigt at bekæmpe enhver mulig op­po­si­ti­on mod regimet i sin del af landet. I oktober 1955 gen­nem­ført­e han en folkeafstemning i det sydlige Vietnam. Afstemningen handlede om, hvorvidt man skulle fort­sætt­e den po­li­tis­ke ud­vik­ling, der var blevet forhandlet på plads i Genève, eller om det sydlige Vietnam skulle blive en selv­stænd­ig stat (Re­pu­blik­ken Vietnam) med Diem som præs­id­ent. Takket være om­fat­ten­de valgsvindel fik Diem over 98 pct. af stemmerne. Dermed var valget i 1956 og sam­men­lægn­ing­en af Vietnams to dele aflyst.



Ngo Dinh Diem blev premierminister i Sydvietnam i juni 1954 og præs­id­ent i oktober 1955.



Ngo Dinh Nhu (th.) var Diems bror og håndgangne mand. Han havde ansvaret for den valgsvindel, der var med til at sikre Diem sejren i 1955. Her ses Nhu i 1961 med USA's vicepræs­id­ent, Lyndon B. Johnson.


Den de­mo­kra­tis­ke Republik Vietnam, der nu reelt var sit eget land (Nordvietnam), an­er­kend­te ikke delingen. For­be­re­delserne til en ny guerillakrig i Sydvietnam, der havde været i gang siden 1954, blev optrappet. Diems regimes angreb på alle op­po­si­ti­onsgrupper betød, at en ny væbnet konflikt allerede var brudt ud i 1955, men først i 1959 god­kend­te den nordvietnamesiske regering en ’folkets krig’ i Sydvietnam. I 1960 blev den na­ti­o­na­le befrielsesfront (Front National de Liberation – FNL) oprettet. Det var en fæll­eso­rg­an­is­at­io­n for alle Diem-styrets mod­stan­de­re i Sydvietnam, uanset deres po­li­tis­ke ståsted, men Diem omtalte dem u­de­luk­ken­de som Viet Cong (”vietnamesiske kommunister”). Dette var for­mo­dent­lig et politisk træk for at vinde a­me­ri­kansk støtte til kampen imod dem.

A­me­ri­ka­ner­ne trækkes ind
For a­me­ri­ka­ner­ne repræsentertede Diem en stabil støtte i kampen mod kommunismen. Si­tu­a­ti­o­nen i Sydvietnam var helt an­der­le­des end i Laos, hvor der havde hersket bor­ger­krig og kaos siden 1954, uden at a­me­ri­ka­ner­ne havde kunne finde en velegnet sam­ar­bejds­part­ner. Eisenhower-regeringen gav derfor Diem sin fulde op­bak­ning på trods af hans ikke særlig de­mo­kra­tis­ke fremfærd.



Diem bliver modtaget af Eisenhower i lufthavnen i Wa­shing­ton under et statsbesøg den 8. maj 1957.

Men for Eisenhower var Europa stadig det primære indsatsområde i Den kolde Krig. Den økon­om­isk­e og militære støtte til stater som Sydvietnam var fortsat be­græns­et. Det ændrede sig, da John F. Kennedy blev præs­id­ent i 1961. Kennedy var blevet valgt på løfter om, at USA ville møde enhver udfordring fra Sov­jet­u­ni­o­nen, uanset hvor i verden.
Derfor blev den a­me­ri­kan­ske støtte til Sydvietnam optrappet markant. Fra at have 900 militære rådg­iv­er­e udstationeret i Sydvietnam i starten af 1961 gik man til at have 2600 i slut­nin­gen af samme år, 11.000 i slut­nin­gen af 1962 og 16.500 i november 1963. Disse rådg­iv­er­e havde til opgave at træne den sydvietnamesiske hær i at nedkæmpe guerilla-oprørsstyrker som FNL, men ikke sjældent deltog de også i kampene.



Præs­id­ent John F. Kennedy og forsvarsminister Robert McNamara under et møde i Det hvide Hus. McNamara, der tjente under både Kennedy og Johnson, var en af dem, der an­be­fa­le­de en øget a­me­ri­kansk indsats i Vietnam, og efter Johnson er han den a­me­ri­kan­ske po­li­ti­ker, der forbindes mest med krigen. Efter krigen var han dog meget kritisk mod sine egne og andres bevæggrunde og følte, at beslut­nin­gen om at gå i krig havde været en fejltagelse baseret på mangelfuldt kendskab til den anden sides in­ten­ti­o­ner.

USA brugte også store summer på at opruste den sydvietnamesiske hær og på programmer, der skulle mindske den fol­ke­li­ge op­bak­ning til FNL i land­om­råd­ern­e i Sydvietnam. Men effekten af disse be­stræb­els­er blev i stigende grad re­du­ce­ret af Diem-regimets stadig mere korrupte og tyranniske karakter.
Den a­me­ri­kan­ske regering forsøgte at få Diem til at løsne grebet om ikke-kom­mu­nis­tiske op­po­si­ti­onsgrupper, bekæmpe kor­rup­ti­on og gen­nem­før­e jord­re­for­mer for at hjælpe den fattige landbe­folk­ning. Men Diem stod stejlt på, at enhver modstand imod ham var styret af den kom­mu­nis­tiske regering i Hanoi og skulle knuses.
I 1963 havde Kennedy fået nok af Diems politik. Han be­slut­te­de at begynde at trække militærrådg­iv­er­e hjem igen. Da der blev slået hårdt ned på buddhistiske pro­tes­ter mod Diem-regimet, pro­te­ste­re­de USA of­fi­ci­elt. Det blev af u­til­fred­se of­fi­ce­rer i det sydvietnamesiske militær tolket som om, at Diem havde mistet Wa­shing­tons op­bak­ning. Med den a­me­ri­kan­ske ambassadørs stiltiende accept gen­nem­ført­e disse of­fi­ce­rer i november et kup mod Diem, der kort efter blev myrdet i kupmagernes varetægt. Senere samme måned blev også Kennedy skudt og dræbt.

Tonkinbugten
Diems og Kennedys død medførte store for­an­drin­ger. I USA blev Lyndon B. Johnson præs­id­ent. Han troede fuldt og fast på dominoteorien og ville for enhver pris for­hind­re, at det sydvietnamesiske regime blev styrtet. En af hans første hand­lin­ger var at stoppe den til­ba­ge­trækn­ing af militærrådg­iv­er­e, som Kennedy havde be­slut­tet.
Men med Diems død for­svandt USA’s stærke sam­ar­bejds­part­ner, og det sydvietnamesiske styre blev stadig mere ustabilt. I løbet af 1964 fandt der det ene mi­li­tærk­up sted efter det andet, men ingen så ud til at have den mindste anelse om, hvad de skulle gøre, når de havde magten. Denne u­sta­bi­li­tet i toppen spredte sig nedad i systemet, og den sydvietnamesiske hærs kamp mod FNL blev stadig mere ineffektiv og opgivende. Johnson kunne godt se, at det kun var et spørgsm­ål om tid, før regimet ville kollapse helt. Det eneste, der kunne for­hind­re det, var i hans øjne, at USA gik direkte ind i krigen og reddede Sydvietnam.



Fo­to­gra­fi af de tre nordvietnamesiske patruljebåde, taget fra den a­me­ri­kan­ske destroyer Maddox den 2. august 1964.

Om aftenen den 2. august 1964 blev en a­me­ri­kansk destroyer, der havde patruljeret i far­van­det ud for Nordvietnam i Tonkinbugten, angrebet af nordvietnamesiske patruljebåde. Om­stænd­igh­ed­ern­e var meget uklare, og der herskede stor for­vir­ring omkring angrebet, men Johnson be­slut­te­de hurtigt, at her var den an­led­ning, han havde brug for for at få USA ind i krigen.
Den såkaldte Tonkinbugtresolution blev vedtaget i den a­me­ri­kan­ske kongres den 7. august. Den gav præs­id­ent­en lov til at gen­nem­før­e militære o­pe­ra­ti­o­ner i Vietnam, uden at USA er­klær­ede­ krig.

Optrapning
I be­gyn­del­sen regnede a­me­ri­ka­ner­ne med, at deres involvering kunne begrænes til luftstøtte til de sydvietnamesiske styrker. Mange fly kom fra hangarskibe i far­van­det ud for Vietnam, men der blev også oprettet a­me­ri­kan­ske luftbaser i selve Sydvietnam. Men disse baser blev hurtigt et mål for FNL, og a­me­ri­kansk personel blev dræbt. Efter et af disse angreb i februar 1965, gav Johnson grønt lys for bombeangreb mod mål i selve Nordvietnam. Dette blev starten på luftoffensiven Rolling Thunder, der med af­bry­del­ser skulle fort­sætt­e frem til november 1968.



To a­me­ri­kan­ske fly kaster deres bombelast over Vietnam i 1968.

An­gre­be­ne på de a­me­ri­kan­ske baser fik også en anden kon­se­kvens. Op­rin­de­lig havde Johnson lovet den a­me­ri­kan­ske be­folk­ning, at han ikke ville sætte landtropper ind i krigen. Men da den sydvietnamesiske hær ikke evnede at gøre det, blev det i marts 1965 be­slut­tet at sende marinein­fan­te­ri til Sydvietnam for at beskytte de a­me­ri­kan­ske baser.
USA’s ind­træd­en i krigen medførte, at Nordvietnam også blev mere direkte in­vol­ve­ret. Hidtil havde de kun støttet FNL med våben og rådg­iv­er­e, men i slut­nin­gen af 1964 begyndte man at sende enheder fra den nordvietnamesiske hær for at kæmpe på sydvietnamesisk jord side om side med FNL. Med denne støtte kunne FNL begynde at udkæmpe regulære slag i stedet for bare guerilla-lynangreb, og det lykkedes dem at påføre den sydvietnamesiske hær flere nederlag i åben kamp. Moralen blandt sydvietnamesiske tropper faldt y­der­li­ge­re, og mange de­ser­te­re­de.
De a­me­ri­kan­ske tropper i Vietnam skulle som planlagt kun have været defensive. Men a­me­ri­kan­ske of­fi­ce­rer var trænet til at tænke offensivt og brød sig ikke om at sidde i deres baser og vente på at blive angrebet. I takt med at den sydvietnamesiske hær så ud til at falde fra hinanden, an­be­fa­le­de general Westmoreland, chefen for de a­me­ri­kan­ske styrker i Vietnam, at hans tropper skulle rykke i felten for at slå FNL og nordvietnameserne tilbage. Johnson god­kend­te planen, og i sidste halvdel af 1965 begyndte a­me­ri­kan­ske tropper at gen­nem­før­e såkaldte Search and Destroy-o­pe­ra­ti­o­ner mod FNL.


General Westmoreland, stående mellem præs­id­enterne Johnson og Thieu ved en cermoni i Vietnam i 1966.

Westmoreland havde forudsagt, at den aktive a­me­ri­kan­ske indsats ville føre til en endelig sejr over FNL inden udgangen af 1967. Men det viste sig hur­ti­ge­re at være nemmere sagt end gjort, og Westmorelands svar på den mang­len­de succes var at kræve y­der­li­ge­re styrker. Ved slut­nin­gen af 1965 var der 184.000 a­me­ri­kan­ske tropper i Vietnam; i slut­nin­gen af 1966 var det 385.000, og ved udgangen af 1967 var man oppe på 535.000. Men på intet tids­punkt syntes optrapningen at give det ventede resultat.

En ny slags krig
De a­me­ri­kan­ske ge­ne­ra­ler ville have foretrukket at angribe Nordvietnam direkte, men det var ikke politisk muligt. Johnson og andre a­me­ri­kan­ske ledere frygtede en gentagelse af Ko­re­a­kri­gen, hvor en invasion af Nordkorea havde trukket Kina og til en vis grad Sov­jet­u­ni­o­nen ind i krigen. Bombeangreb, styret direkte fra Wa­shing­ton, var det maksimale, præs­id­ent­en ville godkende.
Da han således ikke kunne få lov til at knuse centret for den kom­mu­nis­tiske modstand, havde Westmoreland lagt sig fast på en nedslidningskrig. Målet var at påføre fjenden større tab, end man selv led. Efter hver kamp skulle antallet af døde fjendt­li­ge soldater tælles, så man kunne holde regnskab. I sidste ende, mente han, ville Nordvietnam være tvunget til at opgive krigen. Det skulle vise sig at være en fejltagelse. Westmoreland og andre undervurderede Nordvietnams viljestyrke og mandskabsreserver markant. Ho Chi Minh skal have udtrykt det således: ”I kan slå ti af mine mænd ihjel for hver én af jeres, jeg slår ihjel. Men selv da vil I til sidst tabe, og jeg vil vinde.”
Viet­nam­kri­gen ud­vik­le­de sig således til en blanding af guerilla-krig og konventionel krig. Der var ingen fast front. A­me­ri­ka­ner­ne og sydvietnameserne kon­trol­le­rede byerne og andre stra­te­gisk vigtige punkter, FNL og norvietnameserne kon­trol­le­rede land­om­råd­ern­e og skovene. A­me­ri­ka­ner­ne sendte patruljer ud for at finde og nedkæmpe fjenden med jævne mellemrum, og nogle gange blev en stor styrke landsat i nærheden af kendte fjendlige positioner. I sådanne tilfælde blev re­sul­ta­tet ofte et regulært slag, men når de to sider ikke aktivt opsøgte hinanden, var der relativt fre­de­ligt.



FNL's tunnelsystemer kunne normalt hverken ødelægges med bomber eller giftgas, hvis de da o­ver­ho­ve­det blev fundet. Den mest ef­fek­ti­ve metode var at sende soldater, der havde spe­ci­a­li­se­ret sig i opgaven, ned i tunnelen - såkaldte "tunnelrotter". Men det var en livsfarlig opgave.

For at und­slip­pe a­me­ri­kan­ske patruljer og være be­skyt­tet mod a­me­ri­kan­ske bombangreb op­ret­te­de NFL og den nordvietnamesiske hær underjordiske baser be­ståe­nd­e af huler og tunneler overalt i Sydvietnam. Disse voksede sig større, mere sofistikerede og viste sig at være næsten umulige at finde, for slet ikke at tale om at ødelægge. Det gav vietnameserne sikre baser, hvor de kunne trække sig tilbage til, hvis de blev pressede i felten; hvor de kunne afvente bedre mu­lig­he­der og for­be­re­de nye angreb. Våben, forplejninger og mere mandskab kom stadig fra Nordvietnam, der op­ret­te­de forsyningslinjer, der gik igennem de dårligt bevogtede grænseområder i Laos. A­me­ri­ka­ner­ne kunne altså ikke angribe ’Ho Chi Minh-stien’, som de kaldte disse forsyningsruter, uden at angribe et andet land, hvilket Wa­shing­ton længe ikke tillod.



For­sy­nin­ger bliver båret ad Ho Chi Minh-stien i 1959.

USA prøvede at finde et modsvar i form af moderne tek­no­lo­gi. Især helikopteren kom til at spille en stor rolle, da den gjorde a­me­ri­kan­ske soldater mere mobile og i stand til at omringe og angribe fjendt­li­ge styrker i det åbne meget hurtigt. A­me­ri­kan­ske fly spredte afløvningskemikalier ud over skovene for at ødelægge bevoksningen, så den ikke længere kunne skjule NFL-guerillaerne. Mange af disse kemikalier, som det berygtede Agent Orange, viste sig også at være skadelige for men­nes­ker og førte til misdannelser blandt nyfødte. Det er en arv fra krigen, vietnameserne stadig kæmper med.



En a­me­ri­kansk Bell UH-1 Iroquois-helikopter spreder Agent Orange-afløvningsmiddel over Vietnam.

Den a­me­ri­kan­ske krigs­ind­sats blev også præget af hærens op­byg­ning. Siden 2. Ver­dens­krig havde USA haft en værnepligtshær, hvor præs­id­ent­en kunne indkalde folk til tjeneste efter behov. Dette system brød sammen under Viet­nam­kri­gen. I takt med at mod­stan­den mod krigen voksede, begyndte mænd at blive militærnægtere eller stikke af fra deres indkaldelse. De soldater, der kom til Vietnam, var ofte uvillige eller direkte mod­stan­de­re af krigen. For at gøre tjenesten mere spiselig blev det be­slut­tet, at en tjenestetur til Vietnam kun skulle vare et år. Men re­sul­ta­tet var, at der var meget få ve­te­ra­ner i Vietnam. Mange befalingsmænd var dårligt uddannet, fordi der skulle trænes så mange af dem, når de ikke kunne blive længere end et år.



De a­me­ri­kan­ske soldaters skeptiske holdning til krigen blev ofte signaleret ved, at de bar et fredstegn på sig. Fredstegnet blev for alvor berømt som krigsmod­stan­dernes symbol under krigen.

Soldater blev heller ikke sendt i krig med deres kammerater fra soldateruddannelsen derhjemme. I stedet blev de sendt en­kelt­vis ud for at erstatte mænd, der var blevet trukket hjem fra ek­si­ste­ren­de enheder i Vietnam. De følte sig derfor, og blev ofte behand­let som, fremmede i deres tjenesteenheder. Det medvirkede til den ge­ne­rel­le desillusionerede følelse, der prægede mange a­me­ri­kan­ske enheder. Dette samt kedsomhed (når der ikke blev kæmpet, var der intet for de unge mænd at lave i Vietnam) og mang­len­de op­bak­ning hjemmefra førte til interne kon­flik­ter samt et om­fat­ten­de misbrug af narkotika, primært marihuana. Den a­me­ri­kan­ske hær blev så demoraliseret, at po­li­ti­ker­ne efter krigen be­slut­te­de at opgive værnepligten og gå over til en pro­fes­si­o­nel hær.

Krigen på tv
Den største re­vo­lu­ti­on under Viet­nam­kri­gen var dog den rolle, medierne kom til at spille. Mere kon­kur­ren­ce mellem dagbladene og især kon­kur­ren­cen fra det nye tv-medie gjorde, at man i pressen blev mere opsatte på at få det store scoop og vinde læsere eller seere fra kon­kur­ren­ter­ne. Man var ikke længere tilfredse med de nyheder, som kom fra hærens eget pressekorps, og moderne tek­no­lo­gi, fx mobile kameraer og båndoptagere, gjorde det muligt for journalister at lave rapportager fra felten.



Journalisten og studieværten Walter Cronkite foretager et interview i byen Huê under slaget i februar 1968. Den re­spek­te­re­de nyhedsmand mistede troen på, at krigen kunne afgøres på anden måde end ved for­hand­ling. Det siges, at præs­id­ent Johnson erkendte, at han havde tabt den brede a­me­ri­kan­ske be­folk­nings støtte, da han hørte det.

Det a­me­ri­kan­ske militær havde ikke forudset kon­se­kvensen af dette for­an­dre­de mediebillede. De for­ven­te­de, at pressen, som i tid­li­ge­re krige, ville være for­holds­vis tam og bare vi­de­re­for­mid­le de historier, som hæren selv ønskede at fortælle. Der blev ikke ydet nogen særlig indsats for at kon­trol­le­re de journalister, der strømm­ed­e til Vietnam.
Men kon­se­kvenserne var enorme. Især tv-mediets be­tyd­ning kom til at forandre krigs­før­els­e for altid. Tid­li­ge­re var hjemmebe­folk­nin­gen altid blevet holdt på afstand af de barske realiteter ved fronten. Hærens censur og mediernes velopdragenhed havde sikret, at det kun var for­holds­vis positive skildringer af krigen, der blev spredt i hjem­lan­det. Men tv-mediets direkthed, kom­bi­ne­ret med journalisternes opsøgende arbejde for at få den bedste historie samt mang­len­de kontrol fra hærens side, medførte at Viet­nam­kri­gen, i al sin gru, blev præs­ent­er­et for den a­me­ri­kan­ske be­folk­ning ved spisetid.



Billeder fra My Lai-massakren i 1968. De blev først al­min­de­lig kendt et år efter, men medførte endnu et fald i den fol­ke­li­ge op­bak­ning til krigen.

Nogle af de historier, der blev opsporet, handlede om a­me­ri­kan­ske soldaters overgreb mod den vietnamesiske civilbe­folk­ning. Den slags overgreb har til alle tider været en u­und­gåe­l­ig del af guerilla-krig, hvor sol­da­ter­ne ofte er ude af stand til at kende forskel på den fjende, der slår deres kammerater ihjel, og den civile be­folk­ning, der som regel hjælper guerillaen.
Hidtil havde den hjemlige be­folk­ning kunnet vende det blinde øje til den slags ubehagelige fakta. Men når a­me­ri­kan­ske tv-journalister kunne vise optagelser fra landsbyen My Lai, hvis ind­byg­ge­re var blevet massekreret af a­me­ri­kan­ske tropper, eller børn, der var blevet forbrændt af napalm, eller til­fan­ge­tag­ne FNL-soldater, der blev summarisk herettet for åbent kamera af sydvietnamesisk militær, så kunne den a­me­ri­kan­ske be­folk­ning ikke ignorere det længere.
USA endte i høj grad med at tabe Viet­nam­kri­gen, fordi pressedækningen un­der­gra­ve­de den of­fent­li­ge støtte til krigen. Lige siden har det a­me­ri­kan­ske militær gjort det til en hel videnskab at kon­trol­le­re de moderne medier og gen­op­byg­ge dis­tan­cen mellem slag­mar­ken og hjem­me­fron­ten.




Fredsbe­væg­els­en smeltede hurtigt sammen med studenter-/ungdomsoprøret og den gryende hippie-be­væg­els­e. Her en demonstration ved Pentagon i oktober 1967.

”Hell no, we won’t go!”
De fol­ke­li­ge pro­tes­ter mod krigen i Vietnam begyndte så tidligt som i 1964. På det tids­punkt var de dog stadig meget be­græns­ed­e i omfang. Der var primært tale om unge mænd, der var indkaldt til soldatertjeneste, der of­fent­ligt brændte deres indkaldelsespapirer. Deres modstand smeltede dog meget hurtigt sammen med det såkaldte studenteroprør, der så småt var ved at begynde i Californien. Der blev dannet små studiegrupper for at sprede viden om den hi­sto­ris­ke ud­vik­ling i Vietnam og vinde flere stu­de­ren­de for den spirende fredsbe­væg­els­e. A­me­ri­kan­ske u­ni­ver­si­te­ter skulle komme til at spille en nøglerolle i mod­stan­den mod Viet­nam­kri­gen.
Det var som sagt tv-mediet der var skyld i, at pro­tes­terne spredte sig fra universitetsmiljøet til et bredere udsnit af be­folk­nin­gen. Viden om, hvad der foregik i Vietnam, var ikke længere be­græns­et til en lille flok stu­de­ren­de, og bil­le­der­ne skabte en ny si­tu­a­tion, hvor hjem­me­fron­ten ud­vik­le­de sympati for ’fjendens’ lidelser såvel som for deres egne soldaters. Westmorelands politik med at of­fent­lig­gør­e antallet af dræbte FNL- og nordvietnamesiske soldater for at vise, at hans strategi virkede, gav al­vor­ligt bagslag.



En tidlig og vigtig form for demonstration mod krigen i USA var offentlig afbrænding af indkaldelsespapirer.

Den kraftige forøgelse af antallet af soldater i Vietnam var også med­vir­ken­de til mod­stan­den, da det tvang flere og flere unge mænd til at gøre op med sig selv, om de ville være med til at udkæmpe krigen, eller om de ville trodse deres egen regering og slutte sig til fredsbe­væg­els­en. Amerikanere fra arbejderklassen og sorte amerikanere følte også, at de var overre­præs­ent­er­et i indkaldelserne, hvilket skabte vrede. Også kvinder blev stærkt re­præs­ent­er­et i fredsbe­væg­els­en, selvom de ikke ri­si­ke­re­de at blive indkaldt. For dem smeltede sagen sammen med deres egen kamp for li­ge­stil­ling – en kamp de også måtte føre internt i fredsbe­væg­els­en. Mange soldater, der vendte desillusionerede hjem fra krigen, sluttede sig også til pro­tes­terne. Det gjorde stærkt indtryk på mange, at folk, der rent faktisk havde været i Vietnam, udtalte sig så negativt om krigen.



Hjemvendte ve­te­ra­ner fra Viet­nam­kri­gen deltager i en protestdemonstration i Wa­shing­ton i april 1971.

Pro­tes­terne mod Viet­nam­kri­gen blev en meget vigtig del af, hvis de da ikke ligefrem var årsag til, det ver­dens­om­spænd­end­e ungdomsoprør, der prægede den sidste del af 1960’erne. I Europa, Syd­a­me­ri­ka, Asien og andre steder gik folk på gaderne i protest mod USA’s krig. Vietnam kom til at spille en stor rolle i musik og kunst fra denne periode.
Men der var stadig mange amerikanere, der støttede krigen. Det var folk, der troede på dominoteorien, og var o­ver­be­vis­te om, at hvis kommunisterne ikke blev stoppet i Vietnam, så ville de før eller senere tage magten i hele verden. Jo kraftigere pro­tes­terne blev, jo mere o­ver­be­vis­te blev denne gruppe om, at fredsbe­væg­els­en bestod af forrædere, der ar­bej­de­de for kommunisterne. Og især blandt de stu­de­ren­de var der da også mange stærkt venstreorienterede, der ikke holdt sig tilbage fra at kalde den a­me­ri­kan­ske krig ’imperialistisk’. USA blev dybt splittet mellem ”høge” og ”duer”, som de to grupper blev kaldt. Men høgene gik i løbet af krigen fra at være et flertal til at være et min­dre­tal. I 1965 støttede 61 pct. af den a­me­ri­kan­ske be­folk­ning krigen. I 1971 var det kun 28 pct.




Sydvietnamesiske og a­me­ri­kan­ske soldater forskanser sig i landsbyen Hamo under den overraskende nordvietnamesiske offensiv.

Tet-offensiven
Krigens absolut vig­tigs­te be­gi­ven­hed fandt sted i be­gyn­del­sen af 1968. I Vietnam fejrer man nytår under en af årets første nymåner. Denne fest, kaldet Tet, var siden starten af krigen blevet fejret af begge sider under fre­de­li­ge forhold. Der var ikke nogen egentlig aftale om, at man ikke kæmpede under Tet, men det var en tra­di­ti­on, og begge sider lovede at holde sig til den i 1968 også.
Men den nordvietnamesiske ledelse be­slut­te­de al­li­ge­vel at gen­nem­før­e deres mest stor­sti­le­de offensiv hidtil under Tet det år. Årsagen var, at man kunne forvente at overrumple både den sydvietnamesiske hær og deres a­me­ri­kan­ske al­li­e­re­de, der var vant til, at Tet var en tid, hvor man kunne slappe af. Beslut­nin­gen var til­sy­ne­la­den­de også et resultat af, at en krigsfløj, der ønskede en hurtig af­gør­els­e på slag­mar­ken, var kommet til at dominere i Hanoi.
Tet-offensiven var ekstremt, for ikke at sige urealistisk, ambitiøs. Den 31. januar 1968 gik over 85.000 FNL- og nordvietnamesiske soldater til angreb på mere end 100 byer og a­me­ri­kan­ske baser i Sydvietnam på samme tid. Overraskelsen var total. I Saigon trængte FNL-kampgrupper ind på bl.a. præs­id­entpaladsets, Westmorelands hovedkvarters og den a­me­ri­kan­ske ambassades områder. De blev hurtigt stoppet, men det krævede mange timers kampe at nedkæmpe de sidste af dem. De fleste af Sydvietnams provinshovedstæder blev også angrebet, og store dele af Vietnams gamle kejserstad Huê blev besat af FNL og den nordvietnamesiske hær.



En død FNL-guerilla fotograferet på den a­me­ri­kan­ske ambassades område efter afslut­nin­gen på kampen dér den 31. januar 1968.

På trods af overraskelsen svarede det sydvietnamesiske og a­me­ri­kan­ske militær hurtigt igen, og i de fleste byer blev offensiven ned­kæmp­et på få timer eller dage. Slaget om Huê skulle blive et af de mest langtrukne, og da det endelig var forbi i marts, lå byen i ruiner. En stor a­me­ri­kansk base, Khe Sanh, nær den demilitariserede zone til Nordvietnam blev belejret fra januar til april 1968 af den nordvietnamesiske hær, måske i håb om at skabe et nyt Dien-Bien-Phu. Men også her måtte de til sidst trække sig tilbage.
Militært set havde Tet-offensiven ikke bare været et nederlag, men en ka­ta­stro­fe for den kom­mu­nis­tiske sag. FNL lå mere eller mindre i ruiner og skulle gen­op­byg­ges fra grunden, hvis den no­gen­sin­de skulle være i stand til at fort­sætt­e kampen, og Nordvietnam, der havde håbet på en hurtig af­gør­els­e for at stoppe den nedslidningskrig, som ingen af siderne til­sy­ne­la­den­de kunne vinde, havde ikke opnået andet end at påføre sig selv store tab. Den a­me­ri­kan­ske militære ledelse i Vietnam havde god grund til at være tilfredse med re­sul­ta­tet af Tet-offensiven.
Men hvis det var en militær sejr for USA, så var det en ka­ta­stro­fe, hvad angik den of­fent­li­ge mening. I 1967 havde general Westmoreland under en tale sagt, at kommunisterne ikke længere var i stand til at gen­nem­før­e en stor offensiv i Vietnam. Tet-offensiven havde med al ønskelig tydelighed vist, at det var forkert. TV-billeder af kampene på den amerkanske ambassades område o­ver­be­vis­te den a­me­ri­kan­ske be­folk­ning om, at den kontrol, hæren påstod, den havde i Vietnam, var en illusion. Mange af de journalister, der dækkede offensiven, begyndte at tro, at krigen umuligt kunne vindes, og at en forhandlet fred var den eneste udvej, og det fortalte de gerne deres læsere og seere. Pro­tes­terne mod krigen eksploderede, og 1968 blev pe­ri­o­dens mest urolige år.



Den 31. marts 1968 holdt præs­id­ent Johnson en tale på tv, hvor han meddelte, at han ville ind­stil­le bombean­gre­be­ne på Nordvietnam og indlede for­hand­linger med dem. Han lod samtidig den a­me­ri­kan­ske be­folk­ning vide, at han ikke ville søge genvalg senere samme år. Talen antages at være affødt af Tet-offensiven.

Effekten på a­me­ri­kansk politik var voldsom. Præs­id­ent Johnson, der var blevet stadig mere forhadt, handlingslammet og deprimeret som følge af krigen, meddelte i marts 1968, at han ikke havde tænkt sig at stille op til genvalg som præs­id­ent senere på året. Det de­mo­kra­tis­ke parti var dybt splittet, og krigsmod­stan­de­re fik stor op­bak­ning og blev seriøse kandidater ved primærvalgene i 1968. På det de­mo­kra­tis­ke partikonvent i Chicago i august, der var præget af massive pro­tes­ter mod krigen, var det al­li­ge­vel høgen Hubert Humphrey, der blev valgt. Det udløste dyb krise i partiet og sikrede, at republikaneren Richard Nixon, der lovede ”fred med ære” i Vietnam, vandt valget i november.

Vietnamisering
Det betød dog ikke, at Nixon var en ’due’. Faktisk var han en af mændene bag dominoteorien og havde støttet krigen hele tiden. For ham betød ”fred med ære”, at USA kunne ef­ter­la­de et stabilt og levedygtigt Sydvietnam, hvilket reelt ville sige en sejr over Nordvietnam. Han mente, at en sidste stor kraftanstrengelse ville tvinge nordvietnameserne til at indgå fred på USA’s be­tin­gel­ser. Men samtidig stod det klart, at USA ikke kunne holde politisk til at fort­sætt­e sit engagement i krigen på det nu­vær­end­e niveau. Krigen kostede USA 30 mia. dollars om året, og mod­stan­den mod krigen havde nu spredt sig til de højeste po­li­tis­ke kredse i landet. Derfor blev det Nixon-regeringens politik gradvist at trække de a­me­ri­kan­ske tropper ud og overlade deres opgaver til den sydvietnamesiske hær. Dette blev kaldt ”vietnamisering.”
Officeren Nguyen Van Thieu havde været medlem af den militærjunta, der havde taget magten efter et af kuppene i 1964. I midten af 1965 blev han gjort til præs­id­ent og stats­o­ver­ho­ved, dog uden reel magt, men i de følgende magt­kam­pe var det ham, der havde opnået mest ind­fly­del­se. I 1967 blev han den reelle magt­ha­ver, og langt om længe sta­bi­li­se­re­de den po­li­tis­ke si­tu­a­tion i landet sig omkring en ny stærk leder. USA var gået ind i krigen, fordi den sydvietnamesiske stat havde været på sam­men­bruddets rand, men nu havde man igen en sam­ar­bejds­part­ner, der kunne tage en større del af ansvaret.



Nguyen Van Thieu var Sydvietnams præs­id­ent 1965-75. De første år var han dog kun et ceremonielt stats­o­ver­ho­ved, mens premierminister Nguyen Cao Ky ledede regeringen. Efter at være blevet genvalgt i 1967 kørte Thieu dog Ky ud på et sidespor og blev den e­gent­li­ge magt­ha­ver i landet.

Vietnamiseringen var på mange måder en tilbagevending til det, der havde været Kennedys politik, nemlig at hjælpe med at træne og udruste den sydvietnamesiske hær, så den kunne modstå ud­for­drin­gen fra Nordvietnam og FNL. Men hvor Kennedy til­sy­ne­la­den­de havde forestillet sig, at Sydvietnam skulle føre en be­græns­et, defensiv krig mod FNL-guerillaen, så ønskede Nixon, at Sydvietnam, med a­me­ri­kansk op­bak­ning, gik i offensiven mod de enheder fra FNL og den nordvietnamesiske hær, der befandt sig i landdistrikterne.
I be­gyn­del­sen så det meget lovende ud. Den sydvietnamesiske hær var blevet genfødt, mens især FNL havde meget svært ved at komme sig over Tet-offensiven. I løbet af 1969 blev store områder af Sydvietnam pacificeret, og FNL blev be­græns­et til at være en mindre gene.

Cambodja-kampagnen
Men den nordvietnamesiske hær udgjorde stadig en alvorlig trussel. Fra sikre baser på den anden side af den cambodjanske grænse kunne de når som helst slå til mod Saigon eller andre dele af Sydvietnam. Nixon og Thieu blev enige om, at også den trussel måtte elimineres, også selvom man derved ville sprede krigen til nabolandet, hvilket man hidtil havde undgået.
Allerede i 1969 be­ord­re­de Nixon a­me­ri­kan­ske bombefly til at angribe baserne i Cambodja. De første angreb blev of­fent­lig­gjort og kaldt en stor succes, men ef­ter­følg­end­e be­slut­te­de Nixon at gen­nem­før­e flere angreb uden at fortælle kon­gres­sen eller det a­me­ri­kan­ske folk om det. Det skulle få ka­tas­tro­fa­le følger for hans præs­id­entembede.



Den 30. april 1970 beskrev Nixon o­pe­ra­ti­o­nerne i Cambodja for det a­me­ri­kan­ske folk.

I marts 1970 tog den a­me­ri­kansk-venlige general Lon Nol magten ved et kup i Cambodja. For at for­hind­re, at den nordvietnamesiske hær greb ind, gav han ordre til at internere den store vietnamesiske be­folk­ningsgruppe i Cambodja, der skulle fungere som gidsler. Interneringen endte dog med at blive de rene for­følg­els­er og massakrer, der tvært imod endte med at trække den nordvietnamesiske hær ind i kon­flik­ten i slut­nin­gen af marts.
Nixon følte, at si­tu­a­ti­o­nen i Cambodja gjorde det politisk muligt at gribe ind for at udslette de nordvietnamesiske baser under dække af at ville beskytte Lon Nols regime mod en nordvietnamesisk aggressionskrig. Fra april til juli gen­nem­ført­e den sydvietnamesiske og a­me­ri­kan­ske hær en række in­va­si­o­ner i Cambodja, der i høj grad kom til at handle om at opspore og erobre nordvietnamesiske forsyningsdepoter i grænseområderne.



Cambodjanske civile i færd med at pakke ris fra et erobret nordvietnamesisk depot i sække. A­me­ri­ka­ner­ne beslaglagde enorme mængder af for­sy­nin­ger og materiel under deres in­va­si­o­ner i Cambodja: 22.500 våben, 7-8000 tons ris, 1800 tons ammunition, 29 tons kommunikationsudstyr, 431 køretøjer og 55 tons medicinsk udstyr. De store tab lammede den nordvietnamesiske styrke i Cambodja i næsten to år.

Men krigen i Cambodja fik som forventet mod­stan­den hjemme i USA til at vokse endnu mere. Der var store demonstrationer på a­me­ri­kan­ske u­ni­ver­si­te­ter, og på et af dem, Kent State, åbnede soldater fra nationalgarden, der var blevet sat ind for at gen­op­ret­te orden, ild mod studenterne og dræbte fire. Stemningen mellem høge og duer blev endnu mere hadefuld, og i kon­gres­sen forsøgte krigsmod­stan­de­re at stoppe strømmen af penge til de militære o­pe­ra­ti­o­ner i Cambodja.
In­va­si­o­nerne blev ka­rak­te­ri­se­ret som en stor succes af Nixon og den a­me­ri­kan­ske hær, og de medførte, at den nordvietnamesiske hær i Cambodja ikke udgjorde den store trussel i de næste to år. Men igen var den militære sejr kommet på be­kost­ning af stor politisk uro på hjem­me­fron­ten, som ingen de­mo­kra­tisk regering i længden kunne holde til.

Lam Son 719 og Påske-offensiven
Cambodja-kampagnen satte ekstra skub i vietnamiseringen. Mod­stan­den i USA fik kon­gres­sen til at nedlægge forbud mod, at a­me­ri­kan­ske landstyrker for frem­ti­den deltog i o­pe­ra­ti­o­ner udenfor Sydvietnam. Så fort­satte offensive o­pe­ra­ti­o­ner mod nordvietnamesiske baser og forsyningsruter i Cambodja og Laos ville tilfalde den sydvietnamesiske hær alene, selvom det a­me­ri­kan­ske luft­våb­en ville støtte dem.



A­me­ri­kan­ske Cobra-kamphelikoptere i operation over Laos under Lam Son 719 i 1971.

Men selvom den sydvietnamesiske hær var kommet op at stå igen og havde klaret sig no­gen­lun­de i Cambodja, så var det et ansvar, den ikke kunne løfte. Det hjalp heller ikke, at Thieu valgte sine militære ledere ud fra politisk lo­ya­li­tet (af frygt for et nyt kup) og ikke ud fra militært talent. Så den sydvietnamesiske invasion i Laos i 1971, Operation Lam Son 719, der skulle skære de nordvietnamesiske forsyningslinjer over, endte som et yd­my­gen­de nederlag. Styrkeforholdene i Vietnam begyndte igen at svinge til fordel for kommunisterne, der gen­op­byg­ge­de deres styrker, mens modløsheden bredte sig i den sydvietnamesiske hær.
I 1968, efter Tet-offensiven, havde præs­id­ent Johnson indledt fredsfor­hand­linger med nordvietnameserne og havde ind­stil­let bombningen af Nordvietnam for at få dem til for­hand­lingsbordet. Disse for­hand­linger var hurtigt gået i hårdknude, men var blevet genoptaget med jævne mellemrum de følgende fire år. Den store stopklods var, at nordvietnameserne for­lang­te, at Thieu skulle sættes fra magten, hvilket a­me­ri­ka­ner­ne ikke ville gå med til. Det sydvietnamesiske regimes skæbne var nu blevet definationen på, hvem der vandt, og hvem der tabte Viet­nam­kri­gen.
I 1972 be­slut­te­de Nordvietnam at tvinge modparten til at bøje sig for deres krav med endnu en stor­sti­let offensiv. Flere soldater blev sat ind end under Tet-offensiven. Målet var at vise, at Nordvietnam ikke var slået og faktisk ville være i stand til at vinde en militær sejr.
Påske-offensiven, som den blev kaldt, begyndte i marts 1972. Den adskilte sig fra alle kommunisternes tid­li­ge­re o­pe­ra­ti­o­ner ved at være en regulær invasion med in­fan­te­ri og panserstyrker der gik til angreb over tre fronter, støttet af tungt artilleri. Næsten hele den nordvietnamesiske hær var in­vol­ve­ret i angrebet, og dets omfang og intensitet overraskede a­me­ri­ka­ner­ne og sydvietnameserne.



Nordvietnamesisk kampvogn, erobret af sydvietnamesiske soldater under Påske-offensiven i 1972.

Men det var ikke den form for krig, nordvietnameserne var vant til at føre, og deres of­fi­ce­rer manglede den nødv­end­ig­e erfaring. På den anden side var det a­me­ri­kan­ske militær eksperter i denne form for krigs­før­els­e og havde gjort deres bedste for at vi­de­re­brin­ge den eks­per­ti­se til den sydvietnamesiske hær. Et konventionelt angreb gav det a­me­ri­kan­ske og sydvietnamesiske luft­våb­en klare mål, de kunne angribe, så selvom nordvietnameserne gjorde store frem­skridt, så betalte de en meget høj pris for det. Offensiven fik også Nixon til at genoptage de bombeangreb på Nordvietnam, som Johnson havde ind­stil­let i 1968.
Nordvietnam måtte til sidst ind­stil­le offensiven, og Sydvietnam o­ver­le­ve­de sin hidtil mest al­vor­li­ge prøvelse. Men Nordvietnam havde erobret store områder og stod stærkere i tilfælde af nye offensiver i frem­ti­den.

Paris-freden
Til gengæld havde Nixon vundet en stor politisk sejr på den in­ter­na­ti­o­na­le scene. Siden 1956 havde der været voksende spænd­ing­er mellem Sov­jet­u­ni­o­nen og Kina, og i 1968 havde de to kom­mu­nis­tiske stor­mag­ter været på randen af krig. I 1972 ud­nyt­te­de Nixon denne split­tel­se til at an­er­ken­de det kom­mu­nis­tiske Kina og indlede et trekantsdi­plo­ma­ti. Både Kina og Sov­jet­u­ni­o­nen udviste mere for­hand­lingsvilje, når de troede, at Nixon kunne indgå aftaler med den anden part. Det blev starten på en periode med afspænding i Den kolde Krig, og det fik også kon­se­kvenser for Viet­nam­kri­gen.



Richard Nixon og Mao Zedong giver hinanden hånden. Mødet den 29. februar 1972 re­præs­ent­er­ed­e et seismisk skifte i in­ter­na­ti­o­nalt di­plo­ma­ti. Som Nixon selv gerne påpegede, så var han den eneste præs­id­ent, der kunne være sluppet afsted med at an­er­ken­de det kom­mu­nis­tiske Kina, fordi ingen kunne betvivle hans ståsted som en benhård anti-kommunist.

At Nordvietnam havde kunnet føre krig i så mange år, lide så store tab og al­li­ge­vel opbygge nye styrker til et angreb som Påske-offensiven, skyldtes støtten fra de kom­mu­nis­tiske stor­mag­ter. Sov­jet­u­ni­o­nen og Kina havde nærmest kappedes om at sende flest våben til Nordvietnam i kampen mod imperialisterne. Men nu blæste der nye vinde. Ingen af dem ville bringe afspændingen med USA i fare ved at støtte Nordvietnam alt for meget. Den nordvietnamesiske regering, der i forvejen var skuffet over re­sul­ta­tet af Påske-offensiven, frygtede at komme til at stå helt isoleret in­ter­na­ti­o­nalt. Derfor blev den nu villig til at ac­cep­te­re, at Thieu blev siddende.
Dette medførte, at der i oktober for alvor kom gang i for­hand­lingerne i Paris igen. Der blev hurtigt lavet et udkast til en freds­af­ta­le, der levede op til mange af de a­me­ri­kan­ske krav, og man talte om, at freden var inden for rækk­ev­idd­e. Det var med til at give Nixon en stor sejr ved præs­id­entvalget i november 1972.



Mens de of­fi­ci­el­le fredsfor­hand­linger var gået i stå, havde Le Duc Tho (tv.) og Henry Kissinger (th.) mødtes i hem­me­lig­hed siden februar 1970 for at finde en løsning uden for offentlighedens søgelys. I oktober 1972 opnåede de et gen­nem­brud, da Tho ac­cep­te­re­de, at Thieu kunne beholde præs­id­entembedet i Sydvietnam, mens Kissinger ac­cep­te­re­de, at nordvietnameserne ikke trak sig tilbage fra de områder, de havde erobret under Påske-offensiven. Efter en voldsom, men kort genopblusning af fjendt­lig­he­der­ne, dannede denne aftale grundlag for Paris-freden i 1973. Både Tho og Kissinger modtog Nobels fredspris samme år, men Tho afviste at modtage den, fordi aftalen ikke havde bragt fred til Vietnam.

Men USA havde ikke rådført sig med Thieus regering. Faktisk havde man slet ikke fortalt Sydvietnam om de ind­le­den­de, hem­me­li­ge for­hand­linger. Thieu var rasende, fordi den foreslåede aftale ikke levede op til hans krav, og han nægtede pure at un­der­skri­ve den, medmindre der blev indført store ænd­ring­er. Nordvietnameserne følte, at USA og Sydvietnam var i gang med at snyde dem, og truede med at udvandre fra for­hand­lingerne.
Nixon, der med sin store valgsejr i ryggen følte sin position styrket, be­slut­te­de at gen­nem­før­e nye bombeangreb, denne gang på selve Nordvietnams ho­ved­stad, Hanoi, i december 1972. Målet med an­gre­be­ne var dels at de­mon­stre­re overfor Thieu, at USA stadig mente sin støtte til Sydvietnam al­vor­ligt, dels at tvinge nordvietnameserne til at blive ved for­hand­lingsbordet. ”Julebombningerne”, som de blev kaldt, udløste dog nye bølger af pro­tes­ter i USA og Europa.



Den a­me­ri­kan­ske delegation un­der­skri­ver Paris-freden den 27. januar 1973.

Nixon ind­stil­lede an­gre­be­ne på Nordvietnam i januar 1973, og for­hand­lingerne gik i gang igen. Man nåede frem til et udkast, der ikke adskilte sig stort fra det, man var nået frem til tre måneder tid­li­ge­re. Denne gang måtte Thieu bøje sig. USA var, trods ”julebombningerne” og Nixons løfter om fortsat at ville støtte det sydvietnamesiske regime med lignende luftangreb, ty­de­lig­vis i gang med en fuld­stænd­ig til­ba­ge­trækn­ing fra Vietnam. I re­a­li­te­ten ville Sydvietnam stå alene, hvis det ikke un­der­skrev freden.

Afslut­nin­gen på krigen
Paris-freds­af­ta­len blev un­der­skrevet den 27. januar 1973, men det var næsten en gentagelse af Genève-freds­af­ta­len fra 1954. Den gjorde det muligt for USA at trække sig ud af krigen med ’fred med ære’, men kon­flik­ten i Vietnam fort­satte næsten ufortrødent. Nordvietnam ignorerede jævnligt aftalen igennem de næste to år og gen­nem­ført­e militære o­pe­ra­ti­o­ner for at udvide de områder, de allerede kon­trol­le­rede i Sydvietnam.
Nixon havde lovet Thieu at sætte a­me­ri­kan­ske bombefly ind, hvis noget sådant skulle ske, men det viste sig hurtigt at være politisk umuligt. Mod­vil­jen mod krigen var for stærk i Wa­shing­ton. I 1974 måtte Nixon forlade sit præs­id­entembede efter Watergate-skandalen. Det var bl.a. afsløringen af de hem­me­li­ge bombeangreb, han havde beordret mod Cambodja, der fældede ham. Ef­ter­følg­er­en Gerald Ford vidste, at en genoptagelse af krigen var umulig.



Den 9. august 1974 måtte Nixon træde tilbage som præs­id­ent pga. Watergate-skandalen. Skandalen og den nu vidt udbredte modstand mod en genoptagelse af krigen i Vietnam be­græns­ed­e Nixons og også ef­ter­følg­er­en Gerald Fords (tv.) handlefrihed og umuliggjorde militær hjælp til Sydvietnam, da Paris-aftalen brød sammen.

Opmuntret af den mang­len­de reaktion fra Wa­shing­ton blev Nordvietnams o­pe­ra­ti­o­ner i Sydvietnam mere og mere ag­gres­si­ve. I marts 1975 medførte en ny offensiv i den centrale del af landet et fuld­stænd­igt kollaps af den sydvietnamesiske hær. Nordvietnameserne tog kon­trol­len med hele den nordlige del af Sydvietnam, in­klu­si­ve kejserstaden Huê. Op­rin­de­lig havde man tænkt sig at gå forsigtigt frem, og offensivens mål var at for­be­re­de y­der­li­ge­re fremstød i 1976. Men den store succes, man opnåede, og sam­men­bruddet af de sydvietnamesiske styrker op­mun­tre­de den nordvietnamesiske ledelse til at gen­nem­før­e en ny offensiv med det samme for at afslutte krigen.
Det sidste angreb begyndte den 7. april 1975, og tyve dage senere omringede nordvietnamesiske styrker Saigon. Thieu, der følte, at han var blevet snydt af a­me­ri­ka­ner­ne, flygtede til Taiwan.



Mange sydvietnamesere, ikke kun dem, der havde sam­ar­bej­det med regimet eller a­me­ri­ka­ner­ne, prøvede at flygte forud for den kom­mu­nis­tiske erobring af Sydvietnam. Her en gruppe, der er blevet e­va­ku­e­ret af a­me­ri­ka­ner­ne til et hangarskib. Langt fra alle var lige så heldige.

Præs­id­ent Ford havde ikke kunnet få støtte til at gribe militært ind, men a­me­ri­ka­ner­ne følte sig stadig an­svar­li­ge for de mange sydvietnamesere, der havde arbejdet for dem under krigen, og derfor med rette frygtede kommunisternes magt­o­ver­ta­gel­se. Det a­me­ri­kan­ske militær blev sat ind for at hjælpe med at evakuere så mange civile som muligt, før nordvietnameserne kom. Nogle af krigens mest berømte billeder er de tusinder af men­nes­ker, der forsøgte at få en plads på de sidste helikoptere, der forlod den a­me­ri­kan­ske ambassade i Saigon den 29, april. Dagen efter gik nordvietnameserne ind i byen, og krigen var forbi.

Efterspil
57.939 amerikanere blev dræbt i Vietnam mellem 1961 og 1973, og omkring 150 mia. dollars blev brugt på krigen eller støtte til Sydvietnam. De vietnamesiske tab er mere usikre, men anslås til et sted mellem 400.000 og 1,1 mio. soldater fra FNL og Nordvietnam samt 50–65.000 nordvietnamesiske civile og 220–313.000 sydvietnamesiske soldater og 195–430.000 civile i Sydvietnam. Detil kommer også 200–300.000 cambodjanere og 20–200.000 la­o­ti­a­ne­re i de nært be­slægt­ed­e bor­ger­kri­ge i disse lande.



Under FNL's og Nordvietnams be­sætt­els­e af byen Huê i februar 1968 blev 2800-6000 krigs­fan­ger og civilister hen­ret­tet. Dette var blot én af mange massakrer udført af kommunisterne under krigen.

USA var gået ind i krigen i Vietnam for at for­hind­re kommunismen i at sprede sig. I 1975 så det ud, som om dominoteorien havde været korrekt. En uge før Saigons fald rykkede De røde Khmerer ind i den cambodjanske ho­ved­stad Phnom Penh, og i december samme år overtog den kom­mu­nis­tiske Pathet Lao-be­væg­els­e magten i Laos. Men så holdt do­mi­no­brik­ker­ne også op med at falde. Der kom ingen re­vo­lu­ti­oner i Thailand, Burma, Malaysia eller In­do­ne­si­en. General Westmoreland hævdede senere, at dette var tegn på, at USA, med sin lange og blodige indsats i Vietnam, havde vundet tid for disse lande og dermed reelt stoppet kommunisterne.
Men det var i vir­ke­lig­heden et tegn på, at USA var gået i krig på et falskt grundlag. I den feberagtige atmosfære af kom­mu­nist­for­skrækk­els­e, der prægede USA i 1950’erne, havde dominoteorien virket o­ver­be­vi­sende. ’Verde­nsko­mmu­ni­sme­n’ blev set som en or­ga­ni­se­ret og top­sty­ret be­væg­els­e, der gik målr­ett­et efter ver­dens­her­re­dømm­et, ét land ad gangen. Men i løbet af 1960–70’erne viste det sig, at den kom­mu­nis­tiske verden var lige så præget af indre modsætninger og kon­flik­ter som den vestlige, og at hverken Moskva eller Beijing havde nogen form for o­ver­ord­net kontrol. Denne ud­vik­ling blev desværre ikke erkendt i tide af Kennedy- og Johnson-admi­ni­stra­tionerne, inden de begyndte at optrappe USA’s engagement i Vietnam.



Vietnamesiske kvinder og børn fra landsbyen My Lai, der blev besat af a­me­ri­ka­ner­ne den 16. marts 1968. Kort efter at billedet blev taget, blev de alle skudt af sol­da­ter­ne. A­me­ri­kan­ske tropper og deres al­li­e­re­de var in­vol­ve­ret i mange lignende krigsforbrydelser.

Det var først Nixon-admi­ni­stra­tionen, der forstod at udnytte split­tel­sen mellem Sov­jet­u­ni­o­nen og Kina til at skabe en ny di­plo­ma­tisk vir­ke­lig­hed, der førte til et tøbrud i Den kolde Krig og gav USA en mulighed for at slippe ud af Viet­nam­kri­gen med Paris-freden som et figenblad. Den nordvietnamesiske sejr i 1975 forstærkede blot frag­men­te­rin­gen af den kom­mu­nis­tiske blok, da den førte til en konflikt mellem Vietnam og De røde Khmerer i Cambodja i 1977, hvilket så igen udløste en krig mellem Vietnam og Kina i 1979.
Både Vietnam og USA betalte en høj pris for denne misforståelse. Foruden de et sted mellem 800.000 og 2 mio. vietnamesere, der var blevet dræbt, blev mil­li­o­ner andre invalideret enten af krigshand­lin­ger eller som følgevirkning af de kemiske af­løvn­ingsm­idl­er, USA havde brugt så flittigt. Store dele af landets in­fra­struk­tur var ødelagt, og øk­on­om­ie­n fik y­der­li­ge­re et hårdt slag, da det kom­mu­nis­tiske regime efter krigen slog hårdt ned på Sydvietnams ’kapi­ta­li­ste­r.’ Den ef­ter­følg­end­e økon­om­isk­e krise i 1980’erne tvang regimet til at ændre sin dogmatiske politik og tillade lidt mere øk­on­om­isk frihed.
I USA var de mest åbenlyse re­sul­ta­ter af krigen de psykologiske ar, den gav nationen. ”Vietnam-traumet” er stadig dybt rodfæstet i den a­me­ri­kan­ske folkesjæl. Afslut­nin­gen på Den kolde Krig, Golfkrigen og nor­ma­li­se­rin­gen af for­hold­et til Vietnam i 1990’erne helede delvist såret, men krigene i Af­gha­ni­stan og Irak efter 2000 viste, at frygten for at blive fanget i endnu en håbløs krig altid lurer under overfladen. Viet­nam­kri­gen gav også den a­me­ri­kan­ske be­folk­ning en dyb mistillid til deres egen regering, som stadig præger a­me­ri­kansk politik.



Vietnam War Memorial i Wa­shing­ton er blevet symbolet på den krig, der for mange amerikanere stadig er et åbent sår.

Viet­nam­kri­gen fik også følger for ver­dens­øk­on­om­ie­n. Udgifterne til krigen, kom­bi­ne­ret med Kennedys rumprogram og Johnsons sociale reformer, blev ikke dækket ind af en til­sva­ren­de skat­te­stig­ning i USA, så de førte til en voksende a­me­ri­kansk statsgæld. Dette un­der­gra­ve­de tiltroen til dollaren og førte til Bretton Woods-systemets sam­men­brud, da Nixon i 1971 be­slut­te­de at lade dollaren flyde frit i forhold til guldet. Det førte til 1970’ernes vold­som­me in­fla­tion og ses af nogle økonomer som med­vir­ken­de årsag til de finanskriser, der er dukket op med jævne mellemrum siden 1980’erne, samt til ind­før­els­en af euroen som et forsøg på at erstatte den bundne dollar.

Publikationsår: 2014

Ar­bejds­spørgsm­ål:

1: Hvorfor fik Vietnam ikke national selv­stænd­ighed i 1919, selvom man i Ver­sail­les talte om, at alle nationaliteter skulle have deres eget land?

2: Hvorfor valgte Ho Chi Minh at blive kommunist?

3: Hvordan var for­hold­et mellem japanerne og fransk­mænde­ne under den japanske be­sætt­els­e af Indokina 1940–45?

4: Hvad var årsagen til, at Viet Minh plud­se­lig kunne vokse sig så stort i 1944–45?

5: Hvordan kunne fransk­mænde­ne vende tilbage til Indokina efter krigen?

6: Hvilken be­tyd­ning fik kommunisternes sejr i Kina i 1949 for kon­flik­ten i Indokina?

7: Hvad var dominoteorien?

8: Hvilken be­tyd­ning fik slaget ved Dien-Bien-Phu for Genèvekonferencen?

9: Hvorfor blev Vietnam ikke samlet, sådan som man havde aftalt i Genève?

10: Hvordan begyndte den nye krig mellem Nord- og Sydvietnam?

11: Hvad var præs­id­ent Kennedys politik i Vietnam?

12: Hvilken be­tyd­ning fik kuppet mod præs­id­ent Diem?

13: Hvad var årsagen til, at USA gik direkte ind i krigen i Vietnam?

14: Hvorfor mente præs­id­ent Johnson og hans ge­ne­ra­ler, at de måtte optrappe indsatsen i Vietnam?

15: Hvordan ville Nordvietnam besejre USA?

16: Hvilke metoder brugte a­me­ri­ka­ner­ne for at bekæmpe kommunisterne?

17: Hvilke pro­ble­mer havde den a­me­ri­kan­ske hær i Vietnam?

18: Hvorfor fik nyhedsmedierne en så stor ind­fly­del­se på krigen?

19: Hvorfor blev mod­stan­den mod krigen så stor?

20: Hvad var Tet-offensiven, og hvilken ind­fly­del­se fik den på krigen?

21: Hvad var vietnamiseringen?

22: Hvorfor gik USA og Sydvietnam ind i Cambodja i 1970? Hvad var de po­li­tis­ke re­sul­ta­ter af det?

23: Hvad var målet med Lam Son 719, og hvorfor gik det galt?

24: Hvad var målet med Påske-offensiven, og hvorfor gik det galt?

25: Hvilken be­tyd­ning fik Nixons besøg i Kina i 1972 for Viet­nam­kri­gen?

26: Hvordan blev Paris-freden indgået?

27: Hvorfor holdt Paris-freden ikke i længden?

28: Hvorfor greb a­me­ri­ka­ner­ne ikke ind som lovet, da Nordvietnam brød Paris-freden?

29: Hvad blev re­sul­ta­tet af kommunisternes endelige sejr?

30: Hvordan påv­irk­ed­e krigen Vietnam, USA og resten af verden?


An­be­fa­let lit­te­ra­tur:

Patrick J. Hearden
The Tragedy of Vietnam
Boston Prentice Hall, 2012

Bernd Greiner
Krig uden fronter - USA i Vietnam (Oversat af Mikael Witte)
People's Press, 2009

Vivienne Sanders
The USA and Vietnam 1945-75
London Hodder Murray, 2007

Chri­sti­an G. Appy
Vietnam: The Definitive Oral History, Told from All Sides
Ebury Press, 2006

Wilfred Gluud
Vietnambe­væg­els­en i Danmark 1964-75
Dansk Vietnamesisk Forening, 2004

Fredrik Logevall
The Origins of the Vietnam War
Harlow Pearson Education, 2001

George Herring
America's Longest War - The United States and Vietnam 1950-75
Knopf, 1979

Vo Nguyen Giap
How we Won the War
Recon Pubns, 1976