|
Forside | Log ind |
 
|
| Historie | Verdens historie | Europas historie | Verdenskrigene | Kold Krig og Terrortiden |
Vietnamkrigen
|
 På højden af sin indflydelse og magt blev USA udsat for en militær ydmygelse i et fattigt tredjeverdensland ved navn Vietnam. Hvordan endte USA med at blive trukket ind i denne konflikt, og hvorfor kunne verdens rigeste nation ikke vinde krigen? Ho Chi Minh Fredsforhandlingerne i Paris efter 1. Verdenskrig blev domineret af den amerikanske præsident Wilsons 14 punkter, der principielt sagde, at alle nationaliteter skulle have deres egen stat. En ung vietnamesisk studerende, Nguyen Ai Quoc, befandt sig i Paris på det tidspunkt, og sammen med en gruppe ligesindede landsmænd sendte han en ansøgning til konferencen om at anerkende Vietnams nationale selvstændighed. Det stod dog hurtigt klart, at når de vestlige forhandlere talte om national selvstændighed, så mente de kun for østeuropæere, der tidligere havde været underlagt kejserrigerne Østrig-Ungarn og Rusland. Det kom ikke på tale, at en sejrrig kolonimagt som Frankrig skulle forlade Vietnam.
Nguyen forlod Paris i 1923, desillusioneret med hensyn til vestligt demokrati, og rejste til Moskva. Kommunismen så ud til at være den eneste af de store ideologier, der ville kunne hjælpe Vietnam til selvstændighed. Han blev medlem af Komintern, og i 1930 var han med til at samle et nyt, forenet vietnamesisk kommunistparti. Omkring 1940 begyndte Nguyen af sikkerhedshensyn at bruge dæknavnet Ho Chi Minh, som han siden har været kendt under.
I 1940 blev Fransk Indokina invaderet af japanske tropper. Det var dog en operation, som på forhånd var aftalt mellem Vichy-regimet i Frankrig (under pres fra tyskerne) og den japanske regering, og som blev relativt ublodig. Japanerne havde ikke mandskab nok til at holde hele området besat, så de nøjedes med at indtage rollen som øverste myndighed i landet og så lade de franske embedsmænd og kolonisoldater fortsætte som hidtil. Japanerne forsøgte at præsentere sig selv som befriere for den vietnamesiske befolkning, men få lod sig overbevise. I 1941 oprettede kommunistpartiet en guerilla-bevægelse under navnet Viet Minh, som Ho Chi Minh blev leder for. Dens mål var at fordrive både japanerne og franskmændene.
Indokinakrigen Igennem de første år af den japanske besættelse, blev Viet Minh holdt nede af de franske myndigheder, der havde et ganske godt greb om landet. Men i 1944 blev Frankrig befriet af de allierede, og de franske kolonimyndigheder i Vietnam begyndte i al hemmelighed at forhandle med den nye franske regering. Japanerne frygtede, at deres franske underordnede ville skifte side, og i marts 1945 blev de franske embedsmænd og soldater i Vietnam interneret. Dermed forsvandt presset på Viet Minh fra den ene dag til den anden. Japanerne havde ikke ressourcer nok til selv at bekæmpe dem. Viet Minh havde fået mange tilhængere som følge af en hungersnød i landet i 1944–45, der blev forværret af, at franskmændene havde beslaglagt store mængder ris, som skulle sendes til Japan. I juni følte Ho Chi Minh, at tiden var moden til, at Viet Minh tog kontrollen i den nordvestlige del af landet. De stærkt pressede japanere besluttede ikke at forsøge at bestride denne kontrol.
Da japanerne kapitulerede i august 1945, gennemførte Viet Minh en landsdækkende revolution. De japanske styrker kæmpede ikke imod – tvært imod hjalp de vietnameserne ved at forsyne dem med våben og holde de franske styrker interneret i næsten en måned efter kapitulationen. Den 2. september udråbte Ho Chi Minh Den demokratiske Republik Vietnam. Under krigen havde den amerikanske ledelse udtalt sig positivt om vietnamesisk uafhængighed, men efter krigen besluttede både USA og Sovjetunionenen fortsat at støtte Frankrigs krav på Vietnam. Britiske styrker besatte det sydlige Vietnam den 13. september, befriede og bevæbnede de franske kolonitropper og overlod ansvaret for at kontrollere landet til dem. I første omgang forsøgte Ho Chi Minh, på opfordring fra Sovjetunionen, at nå frem til en forhandlet løsning med franskmændene, men i 1946 genoptog Viet Minh sin guerilla-krig mod det genetablerede franske kolonistyre. Det blev starten på Indokinakrigen, der varede de næste otte år.
Viet Minh var for dårligt bevæbnet til at tage kampen op mod et moderne fransk militær. Det ændrede sig i 1949, da Mao Zedongs kommunistparti tog kontrollen i Kina. Den nye folkerepublik i nord begyndte hurtigt at sende våben til Viet Minh, der så kunne begynde at erobre mere og mere af landet tilbage fra franskmændene. Amerikansk politik i Sydøstasien Under 2. Verdenskrig havde præsident Roosevelt, der var modstander af europæisk kolonialisme, overvejet at oprette en international administration i Indokina efter krigen. Den skulle berede vejen for national selvstændighed i stedet for at tillade den franske kolonimagt at vende tilbage. Om han ville have gennemført det eller ej, ved vi ikke. Roosevelt døde i april 1945 og blev efterfulgt af Truman, der ikke protesterede, da franskmændene begyndte at genoprette kontrollen med Vietnam efter september 1945.
I takt med, at forholdet mellem USA og Sovjetunionen blev forværret i 1946–49, kom Ho Chi Minh og hans bevægelses kommunistiske ideologi til at spille en større og større rolle. Især kommunisternes magtovertagelse i Kina fik amerikanerne til at frygte, at hele Asien var i fare for at blive en del af Sovjetunionens magtsfære. Franskmændene forstod at præsentere deres kolonikrig som del af den samme inddæmningspolitik, som USA førte i Europa. Frankrig havde også officielt opløst deres kolonirige og afløst det med en fransk union i 1946, og i 1949 blev en franskvenlig vietnamesisk stat med hovedstad i Saigon oprettet. På den måde gik franskmændene fra at være imperialister til at være alliancepartnere i amerikanernes øjne, og økonomisk støtte fra USA begyndte at strømme til Frankrig og deres vietnamesiske vasalstat. Det viste sig dog ikke at være nok, og de fransk/vietnamesiske styrker blev presset tilbage af et stadig mere velbevæbnet og populært Viet Minh. Det så mere og mere ud som om, Vietnam ville blive det næste land, der faldt til kommunismen. I 1954 sammenlignede præsident Eisenhower situationen i Sydøstasien med en række dominobrikker. Hvis én faldt, ville alle de øvrige også gøre det. Denne såkaldte dominoteori skulle gennem de næste godt 20 år blive amerikanske lederes vigtigste argument for en stadig større indsats i Vietnam. Genèvekonferencen I Frankrig var den folkelige opbakning til krigen i Indokina svundet ind i takt med, at tabstallene blev større. Den franske regering havde erkendt, at den måtte forhandle sig frem til en løsning med sine modstandere i Vietnam, Cambodja og Laos – de tre lande der tidligere havde udgjort Indokina. Af disse var Viet Minh uden sammenligning den mest magtfulde. Den 26. april blev det besluttet på stormagtskonferencen i Genève at indbyde parterne i Indokinakrigen til fredsforhandlinger. Op til forhandlingerne håbede begge parter stadig på at vinde en militær sejr i det slag, der var begyndt for alvor i marts 1954 ved Dien-Bien-Phu. Franskmændene havde besat den strategisk vigtige dal i november 1953 i håb om at trække Viet Minh ind i en konventionel kamp. En stærk befæstet position ved Dien-Bien-Phu, med rigelig luftstøtte, skulle gøre det muligt for franskmændene at påføre Viet Minh så store tab, at de måtte bøje sig for de franske krav ved forhandlingerne. Men planen slog fejl. Viet Minh begyndte ganske vist at belejre Dien-Bien-Phu som håbet, men det viste sig, at de nu faktisk var stærke nok til at besejre den franske hær og det franske luftvåben i konventionel krig. Den 7. maj måtte de omringede franske styrker overgive sig.
Slaget ved Dien-Bien-Phu endte således med at styrke Viet Minhs position og ikke Frankrigs ved de fredsforhandlinger, der begyndte i Genève dagen efter. En ny fransk regering blev valgt udelukkende på løftet om at trække Frankrig ud af krigen hurtigst muligt, og den var villig til at bøje sig for næsten ethvert krav. Men USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Kina, der havde indkaldt Genèvekonferencen, begyndte nu at blande sig. Sovjetunionen og Kina overtalte Viet Minh til at gå med til en deling af Vietnam mellem dem og det fransk-venlige regime. For stormagterne handlede Genèvekonferencen i høj grad om at undgå en situation som i Korea, hvor de var blevet trukket ind i en blodig krig på hver sin side.
Fredsaftalen den 20. juli indebar således, at Den franske Union skulle trække sine styrker ud af Vietnam, Cambodja og Laos. Den demokratiske Republik Vietnam ville midlertidigt tage kontrollen med det nordlige Vietnam fra Hanoi, mens Den vietnamesiske Stat ville kontrollere det sydlige Vietnam fra Saigon. Dette var dog ikke tænkt som en permanent løsning. Et demokratisk valg i 1956 skulle afgøre hvilken regering, der skulle lede det samlede Vietnam. Dagen efter, den 21. juli, udsendte konferencen en fælleserklæring, hvor de lovede at anerkende fredsaftalen, og at ingen udefrakommende magt måtte blande sig i udviklingen i Vietnam, Cambodja og Laos. USA ville dog ikke underskrive denne erklæring. Ngo Dinh Diem Frankrig trak sig ud af Vietnam efter Genèveaftalerne. Men det viste sig hurtigt, at ingen af de andre involverede ved konferencen havde i sinde at leve op til deres løfter. USA opfordrede og hjalp mange vietnamesiske katolikker til at rejse væk fra den kommunistiske del af landet, og Ho Chi Minhs styre forsøgte at forhindre det. Til gengæld rejste mange kommunister nordpå, men Viet Minh efterlod revolutionære grupper i syd til at fortsætte en politisk og muligvis militær kamp for en kommunistisk magtovertagelse.
I Saigon var Ngo Dinh Diem, en glødende katolik og anti-kommunist, blevet premierminister, og han begyndte nu at skabe et nært samarbejde med USA i stedet for Frankrig. Da hverken USA eller Den vietnamesiske Stat havde underskrevet Genèvefreden (den var indgået mellem Frankrig og Viet Minh) eller fælleserklæringen, følte de sig ikke bundet af dem. Diem begyndte hurtigt at bekæmpe enhver mulig opposition mod regimet i sin del af landet. I oktober 1955 gennemførte han en folkeafstemning i det sydlige Vietnam. Afstemningen handlede om, hvorvidt man skulle fortsætte den politiske udvikling, der var blevet forhandlet på plads i Genève, eller om det sydlige Vietnam skulle blive en selvstændig stat (Republikken Vietnam) med Diem som præsident. Takket være omfattende valgsvindel fik Diem over 98 pct. af stemmerne. Dermed var valget i 1956 og sammenlægningen af Vietnams to dele aflyst.
Den demokratiske Republik Vietnam, der nu reelt var sit eget land (Nordvietnam), anerkendte ikke delingen. Forberedelserne til en ny guerillakrig i Sydvietnam, der havde været i gang siden 1954, blev optrappet. Diems regimes angreb på alle oppositionsgrupper betød, at en ny væbnet konflikt allerede var brudt ud i 1955, men først i 1959 godkendte den nordvietnamesiske regering en ’folkets krig’ i Sydvietnam. I 1960 blev den nationale befrielsesfront (Front National de Liberation – FNL) oprettet. Det var en fællesorganisation for alle Diem-styrets modstandere i Sydvietnam, uanset deres politiske ståsted, men Diem omtalte dem udelukkende som Viet Cong (”vietnamesiske kommunister”). Dette var formodentlig et politisk træk for at vinde amerikansk støtte til kampen imod dem. Amerikanerne trækkes ind For amerikanerne repræsentertede Diem en stabil støtte i kampen mod kommunismen. Situationen i Sydvietnam var helt anderledes end i Laos, hvor der havde hersket borgerkrig og kaos siden 1954, uden at amerikanerne havde kunne finde en velegnet samarbejdspartner. Eisenhower-regeringen gav derfor Diem sin fulde opbakning på trods af hans ikke særlig demokratiske fremfærd.
Men for Eisenhower var Europa stadig det primære indsatsområde i Den kolde Krig. Den økonomiske og militære støtte til stater som Sydvietnam var fortsat begrænset. Det ændrede sig, da John F. Kennedy blev præsident i 1961. Kennedy var blevet valgt på løfter om, at USA ville møde enhver udfordring fra Sovjetunionen, uanset hvor i verden. Derfor blev den amerikanske støtte til Sydvietnam optrappet markant. Fra at have 900 militære rådgivere udstationeret i Sydvietnam i starten af 1961 gik man til at have 2600 i slutningen af samme år, 11.000 i slutningen af 1962 og 16.500 i november 1963. Disse rådgivere havde til opgave at træne den sydvietnamesiske hær i at nedkæmpe guerilla-oprørsstyrker som FNL, men ikke sjældent deltog de også i kampene.
USA brugte også store summer på at opruste den sydvietnamesiske hær og på programmer, der skulle mindske den folkelige opbakning til FNL i landområderne i Sydvietnam. Men effekten af disse bestræbelser blev i stigende grad reduceret af Diem-regimets stadig mere korrupte og tyranniske karakter. Den amerikanske regering forsøgte at få Diem til at løsne grebet om ikke-kommunistiske oppositionsgrupper, bekæmpe korruption og gennemføre jordreformer for at hjælpe den fattige landbefolkning. Men Diem stod stejlt på, at enhver modstand imod ham var styret af den kommunistiske regering i Hanoi og skulle knuses. I 1963 havde Kennedy fået nok af Diems politik. Han besluttede at begynde at trække militærrådgivere hjem igen. Da der blev slået hårdt ned på buddhistiske protester mod Diem-regimet, protesterede USA officielt. Det blev af utilfredse officerer i det sydvietnamesiske militær tolket som om, at Diem havde mistet Washingtons opbakning. Med den amerikanske ambassadørs stiltiende accept gennemførte disse officerer i november et kup mod Diem, der kort efter blev myrdet i kupmagernes varetægt. Senere samme måned blev også Kennedy skudt og dræbt. Tonkinbugten Diems og Kennedys død medførte store forandringer. I USA blev Lyndon B. Johnson præsident. Han troede fuldt og fast på dominoteorien og ville for enhver pris forhindre, at det sydvietnamesiske regime blev styrtet. En af hans første handlinger var at stoppe den tilbagetrækning af militærrådgivere, som Kennedy havde besluttet. Men med Diems død forsvandt USA’s stærke samarbejdspartner, og det sydvietnamesiske styre blev stadig mere ustabilt. I løbet af 1964 fandt der det ene militærkup sted efter det andet, men ingen så ud til at have den mindste anelse om, hvad de skulle gøre, når de havde magten. Denne ustabilitet i toppen spredte sig nedad i systemet, og den sydvietnamesiske hærs kamp mod FNL blev stadig mere ineffektiv og opgivende. Johnson kunne godt se, at det kun var et spørgsmål om tid, før regimet ville kollapse helt. Det eneste, der kunne forhindre det, var i hans øjne, at USA gik direkte ind i krigen og reddede Sydvietnam.
Om aftenen den 2. august 1964 blev en amerikansk destroyer, der havde patruljeret i farvandet ud for Nordvietnam i Tonkinbugten, angrebet af nordvietnamesiske patruljebåde. Omstændighederne var meget uklare, og der herskede stor forvirring omkring angrebet, men Johnson besluttede hurtigt, at her var den anledning, han havde brug for for at få USA ind i krigen. Den såkaldte Tonkinbugtresolution blev vedtaget i den amerikanske kongres den 7. august. Den gav præsidenten lov til at gennemføre militære operationer i Vietnam, uden at USA erklærede krig. Optrapning I begyndelsen regnede amerikanerne med, at deres involvering kunne begrænes til luftstøtte til de sydvietnamesiske styrker. Mange fly kom fra hangarskibe i farvandet ud for Vietnam, men der blev også oprettet amerikanske luftbaser i selve Sydvietnam. Men disse baser blev hurtigt et mål for FNL, og amerikansk personel blev dræbt. Efter et af disse angreb i februar 1965, gav Johnson grønt lys for bombeangreb mod mål i selve Nordvietnam. Dette blev starten på luftoffensiven Rolling Thunder, der med afbrydelser skulle fortsætte frem til november 1968.
Angrebene på de amerikanske baser fik også en anden konsekvens. Oprindelig havde Johnson lovet den amerikanske befolkning, at han ikke ville sætte landtropper ind i krigen. Men da den sydvietnamesiske hær ikke evnede at gøre det, blev det i marts 1965 besluttet at sende marineinfanteri til Sydvietnam for at beskytte de amerikanske baser. USA’s indtræden i krigen medførte, at Nordvietnam også blev mere direkte involveret. Hidtil havde de kun støttet FNL med våben og rådgivere, men i slutningen af 1964 begyndte man at sende enheder fra den nordvietnamesiske hær for at kæmpe på sydvietnamesisk jord side om side med FNL. Med denne støtte kunne FNL begynde at udkæmpe regulære slag i stedet for bare guerilla-lynangreb, og det lykkedes dem at påføre den sydvietnamesiske hær flere nederlag i åben kamp. Moralen blandt sydvietnamesiske tropper faldt yderligere, og mange deserterede. De amerikanske tropper i Vietnam skulle som planlagt kun have været defensive. Men amerikanske officerer var trænet til at tænke offensivt og brød sig ikke om at sidde i deres baser og vente på at blive angrebet. I takt med at den sydvietnamesiske hær så ud til at falde fra hinanden, anbefalede general Westmoreland, chefen for de amerikanske styrker i Vietnam, at hans tropper skulle rykke i felten for at slå FNL og nordvietnameserne tilbage. Johnson godkendte planen, og i sidste halvdel af 1965 begyndte amerikanske tropper at gennemføre såkaldte Search and Destroy-operationer mod FNL.
Westmoreland havde forudsagt, at den aktive amerikanske indsats ville føre til en endelig sejr over FNL inden udgangen af 1967. Men det viste sig hurtigere at være nemmere sagt end gjort, og Westmorelands svar på den manglende succes var at kræve yderligere styrker. Ved slutningen af 1965 var der 184.000 amerikanske tropper i Vietnam; i slutningen af 1966 var det 385.000, og ved udgangen af 1967 var man oppe på 535.000. Men på intet tidspunkt syntes optrapningen at give det ventede resultat. En ny slags krig De amerikanske generaler ville have foretrukket at angribe Nordvietnam direkte, men det var ikke politisk muligt. Johnson og andre amerikanske ledere frygtede en gentagelse af Koreakrigen, hvor en invasion af Nordkorea havde trukket Kina og til en vis grad Sovjetunionen ind i krigen. Bombeangreb, styret direkte fra Washington, var det maksimale, præsidenten ville godkende. Da han således ikke kunne få lov til at knuse centret for den kommunistiske modstand, havde Westmoreland lagt sig fast på en nedslidningskrig. Målet var at påføre fjenden større tab, end man selv led. Efter hver kamp skulle antallet af døde fjendtlige soldater tælles, så man kunne holde regnskab. I sidste ende, mente han, ville Nordvietnam være tvunget til at opgive krigen. Det skulle vise sig at være en fejltagelse. Westmoreland og andre undervurderede Nordvietnams viljestyrke og mandskabsreserver markant. Ho Chi Minh skal have udtrykt det således: ”I kan slå ti af mine mænd ihjel for hver én af jeres, jeg slår ihjel. Men selv da vil I til sidst tabe, og jeg vil vinde.” Vietnamkrigen udviklede sig således til en blanding af guerilla-krig og konventionel krig. Der var ingen fast front. Amerikanerne og sydvietnameserne kontrollerede byerne og andre strategisk vigtige punkter, FNL og norvietnameserne kontrollerede landområderne og skovene. Amerikanerne sendte patruljer ud for at finde og nedkæmpe fjenden med jævne mellemrum, og nogle gange blev en stor styrke landsat i nærheden af kendte fjendlige positioner. I sådanne tilfælde blev resultatet ofte et regulært slag, men når de to sider ikke aktivt opsøgte hinanden, var der relativt fredeligt.
For at undslippe amerikanske patruljer og være beskyttet mod amerikanske bombangreb oprettede NFL og den nordvietnamesiske hær underjordiske baser bestående af huler og tunneler overalt i Sydvietnam. Disse voksede sig større, mere sofistikerede og viste sig at være næsten umulige at finde, for slet ikke at tale om at ødelægge. Det gav vietnameserne sikre baser, hvor de kunne trække sig tilbage til, hvis de blev pressede i felten; hvor de kunne afvente bedre muligheder og forberede nye angreb. Våben, forplejninger og mere mandskab kom stadig fra Nordvietnam, der oprettede forsyningslinjer, der gik igennem de dårligt bevogtede grænseområder i Laos. Amerikanerne kunne altså ikke angribe ’Ho Chi Minh-stien’, som de kaldte disse forsyningsruter, uden at angribe et andet land, hvilket Washington længe ikke tillod.
USA prøvede at finde et modsvar i form af moderne teknologi. Især helikopteren kom til at spille en stor rolle, da den gjorde amerikanske soldater mere mobile og i stand til at omringe og angribe fjendtlige styrker i det åbne meget hurtigt. Amerikanske fly spredte afløvningskemikalier ud over skovene for at ødelægge bevoksningen, så den ikke længere kunne skjule NFL-guerillaerne. Mange af disse kemikalier, som det berygtede Agent Orange, viste sig også at være skadelige for mennesker og førte til misdannelser blandt nyfødte. Det er en arv fra krigen, vietnameserne stadig kæmper med.
Den amerikanske krigsindsats blev også præget af hærens opbygning. Siden 2. Verdenskrig havde USA haft en værnepligtshær, hvor præsidenten kunne indkalde folk til tjeneste efter behov. Dette system brød sammen under Vietnamkrigen. I takt med at modstanden mod krigen voksede, begyndte mænd at blive militærnægtere eller stikke af fra deres indkaldelse. De soldater, der kom til Vietnam, var ofte uvillige eller direkte modstandere af krigen. For at gøre tjenesten mere spiselig blev det besluttet, at en tjenestetur til Vietnam kun skulle vare et år. Men resultatet var, at der var meget få veteraner i Vietnam. Mange befalingsmænd var dårligt uddannet, fordi der skulle trænes så mange af dem, når de ikke kunne blive længere end et år.
Soldater blev heller ikke sendt i krig med deres kammerater fra soldateruddannelsen derhjemme. I stedet blev de sendt enkeltvis ud for at erstatte mænd, der var blevet trukket hjem fra eksisterende enheder i Vietnam. De følte sig derfor, og blev ofte behandlet som, fremmede i deres tjenesteenheder. Det medvirkede til den generelle desillusionerede følelse, der prægede mange amerikanske enheder. Dette samt kedsomhed (når der ikke blev kæmpet, var der intet for de unge mænd at lave i Vietnam) og manglende opbakning hjemmefra førte til interne konflikter samt et omfattende misbrug af narkotika, primært marihuana. Den amerikanske hær blev så demoraliseret, at politikerne efter krigen besluttede at opgive værnepligten og gå over til en professionel hær. Krigen på tv Den største revolution under Vietnamkrigen var dog den rolle, medierne kom til at spille. Mere konkurrence mellem dagbladene og især konkurrencen fra det nye tv-medie gjorde, at man i pressen blev mere opsatte på at få det store scoop og vinde læsere eller seere fra konkurrenterne. Man var ikke længere tilfredse med de nyheder, som kom fra hærens eget pressekorps, og moderne teknologi, fx mobile kameraer og båndoptagere, gjorde det muligt for journalister at lave rapportager fra felten.
Det amerikanske militær havde ikke forudset konsekvensen af dette forandrede mediebillede. De forventede, at pressen, som i tidligere krige, ville være forholdsvis tam og bare videreformidle de historier, som hæren selv ønskede at fortælle. Der blev ikke ydet nogen særlig indsats for at kontrollere de journalister, der strømmede til Vietnam. Men konsekvenserne var enorme. Især tv-mediets betydning kom til at forandre krigsførelse for altid. Tidligere var hjemmebefolkningen altid blevet holdt på afstand af de barske realiteter ved fronten. Hærens censur og mediernes velopdragenhed havde sikret, at det kun var forholdsvis positive skildringer af krigen, der blev spredt i hjemlandet. Men tv-mediets direkthed, kombineret med journalisternes opsøgende arbejde for at få den bedste historie samt manglende kontrol fra hærens side, medførte at Vietnamkrigen, i al sin gru, blev præsenteret for den amerikanske befolkning ved spisetid.
Nogle af de historier, der blev opsporet, handlede om amerikanske soldaters overgreb mod den vietnamesiske civilbefolkning. Den slags overgreb har til alle tider været en uundgåelig del af guerilla-krig, hvor soldaterne ofte er ude af stand til at kende forskel på den fjende, der slår deres kammerater ihjel, og den civile befolkning, der som regel hjælper guerillaen. Hidtil havde den hjemlige befolkning kunnet vende det blinde øje til den slags ubehagelige fakta. Men når amerikanske tv-journalister kunne vise optagelser fra landsbyen My Lai, hvis indbyggere var blevet massekreret af amerikanske tropper, eller børn, der var blevet forbrændt af napalm, eller tilfangetagne FNL-soldater, der blev summarisk herettet for åbent kamera af sydvietnamesisk militær, så kunne den amerikanske befolkning ikke ignorere det længere. USA endte i høj grad med at tabe Vietnamkrigen, fordi pressedækningen undergravede den offentlige støtte til krigen. Lige siden har det amerikanske militær gjort det til en hel videnskab at kontrollere de moderne medier og genopbygge distancen mellem slagmarken og hjemmefronten.
”Hell no, we won’t go!” De folkelige protester mod krigen i Vietnam begyndte så tidligt som i 1964. På det tidspunkt var de dog stadig meget begrænsede i omfang. Der var primært tale om unge mænd, der var indkaldt til soldatertjeneste, der offentligt brændte deres indkaldelsespapirer. Deres modstand smeltede dog meget hurtigt sammen med det såkaldte studenteroprør, der så småt var ved at begynde i Californien. Der blev dannet små studiegrupper for at sprede viden om den historiske udvikling i Vietnam og vinde flere studerende for den spirende fredsbevægelse. Amerikanske universiteter skulle komme til at spille en nøglerolle i modstanden mod Vietnamkrigen. Det var som sagt tv-mediet der var skyld i, at protesterne spredte sig fra universitetsmiljøet til et bredere udsnit af befolkningen. Viden om, hvad der foregik i Vietnam, var ikke længere begrænset til en lille flok studerende, og billederne skabte en ny situation, hvor hjemmefronten udviklede sympati for ’fjendens’ lidelser såvel som for deres egne soldaters. Westmorelands politik med at offentliggøre antallet af dræbte FNL- og nordvietnamesiske soldater for at vise, at hans strategi virkede, gav alvorligt bagslag.
Den kraftige forøgelse af antallet af soldater i Vietnam var også medvirkende til modstanden, da det tvang flere og flere unge mænd til at gøre op med sig selv, om de ville være med til at udkæmpe krigen, eller om de ville trodse deres egen regering og slutte sig til fredsbevægelsen. Amerikanere fra arbejderklassen og sorte amerikanere følte også, at de var overrepræsenteret i indkaldelserne, hvilket skabte vrede. Også kvinder blev stærkt repræsenteret i fredsbevægelsen, selvom de ikke risikerede at blive indkaldt. For dem smeltede sagen sammen med deres egen kamp for ligestilling – en kamp de også måtte føre internt i fredsbevægelsen. Mange soldater, der vendte desillusionerede hjem fra krigen, sluttede sig også til protesterne. Det gjorde stærkt indtryk på mange, at folk, der rent faktisk havde været i Vietnam, udtalte sig så negativt om krigen.
Protesterne mod Vietnamkrigen blev en meget vigtig del af, hvis de da ikke ligefrem var årsag til, det verdensomspændende ungdomsoprør, der prægede den sidste del af 1960’erne. I Europa, Sydamerika, Asien og andre steder gik folk på gaderne i protest mod USA’s krig. Vietnam kom til at spille en stor rolle i musik og kunst fra denne periode. Men der var stadig mange amerikanere, der støttede krigen. Det var folk, der troede på dominoteorien, og var overbeviste om, at hvis kommunisterne ikke blev stoppet i Vietnam, så ville de før eller senere tage magten i hele verden. Jo kraftigere protesterne blev, jo mere overbeviste blev denne gruppe om, at fredsbevægelsen bestod af forrædere, der arbejdede for kommunisterne. Og især blandt de studerende var der da også mange stærkt venstreorienterede, der ikke holdt sig tilbage fra at kalde den amerikanske krig ’imperialistisk’. USA blev dybt splittet mellem ”høge” og ”duer”, som de to grupper blev kaldt. Men høgene gik i løbet af krigen fra at være et flertal til at være et mindretal. I 1965 støttede 61 pct. af den amerikanske befolkning krigen. I 1971 var det kun 28 pct.
Tet-offensiven Krigens absolut vigtigste begivenhed fandt sted i begyndelsen af 1968. I Vietnam fejrer man nytår under en af årets første nymåner. Denne fest, kaldet Tet, var siden starten af krigen blevet fejret af begge sider under fredelige forhold. Der var ikke nogen egentlig aftale om, at man ikke kæmpede under Tet, men det var en tradition, og begge sider lovede at holde sig til den i 1968 også. Men den nordvietnamesiske ledelse besluttede alligevel at gennemføre deres mest storstilede offensiv hidtil under Tet det år. Årsagen var, at man kunne forvente at overrumple både den sydvietnamesiske hær og deres amerikanske allierede, der var vant til, at Tet var en tid, hvor man kunne slappe af. Beslutningen var tilsyneladende også et resultat af, at en krigsfløj, der ønskede en hurtig afgørelse på slagmarken, var kommet til at dominere i Hanoi. Tet-offensiven var ekstremt, for ikke at sige urealistisk, ambitiøs. Den 31. januar 1968 gik over 85.000 FNL- og nordvietnamesiske soldater til angreb på mere end 100 byer og amerikanske baser i Sydvietnam på samme tid. Overraskelsen var total. I Saigon trængte FNL-kampgrupper ind på bl.a. præsidentpaladsets, Westmorelands hovedkvarters og den amerikanske ambassades områder. De blev hurtigt stoppet, men det krævede mange timers kampe at nedkæmpe de sidste af dem. De fleste af Sydvietnams provinshovedstæder blev også angrebet, og store dele af Vietnams gamle kejserstad Huê blev besat af FNL og den nordvietnamesiske hær.
På trods af overraskelsen svarede det sydvietnamesiske og amerikanske militær hurtigt igen, og i de fleste byer blev offensiven nedkæmpet på få timer eller dage. Slaget om Huê skulle blive et af de mest langtrukne, og da det endelig var forbi i marts, lå byen i ruiner. En stor amerikansk base, Khe Sanh, nær den demilitariserede zone til Nordvietnam blev belejret fra januar til april 1968 af den nordvietnamesiske hær, måske i håb om at skabe et nyt Dien-Bien-Phu. Men også her måtte de til sidst trække sig tilbage. Militært set havde Tet-offensiven ikke bare været et nederlag, men en katastrofe for den kommunistiske sag. FNL lå mere eller mindre i ruiner og skulle genopbygges fra grunden, hvis den nogensinde skulle være i stand til at fortsætte kampen, og Nordvietnam, der havde håbet på en hurtig afgørelse for at stoppe den nedslidningskrig, som ingen af siderne tilsyneladende kunne vinde, havde ikke opnået andet end at påføre sig selv store tab. Den amerikanske militære ledelse i Vietnam havde god grund til at være tilfredse med resultatet af Tet-offensiven. Men hvis det var en militær sejr for USA, så var det en katastrofe, hvad angik den offentlige mening. I 1967 havde general Westmoreland under en tale sagt, at kommunisterne ikke længere var i stand til at gennemføre en stor offensiv i Vietnam. Tet-offensiven havde med al ønskelig tydelighed vist, at det var forkert. TV-billeder af kampene på den amerkanske ambassades område overbeviste den amerikanske befolkning om, at den kontrol, hæren påstod, den havde i Vietnam, var en illusion. Mange af de journalister, der dækkede offensiven, begyndte at tro, at krigen umuligt kunne vindes, og at en forhandlet fred var den eneste udvej, og det fortalte de gerne deres læsere og seere. Protesterne mod krigen eksploderede, og 1968 blev periodens mest urolige år.
Effekten på amerikansk politik var voldsom. Præsident Johnson, der var blevet stadig mere forhadt, handlingslammet og deprimeret som følge af krigen, meddelte i marts 1968, at han ikke havde tænkt sig at stille op til genvalg som præsident senere på året. Det demokratiske parti var dybt splittet, og krigsmodstandere fik stor opbakning og blev seriøse kandidater ved primærvalgene i 1968. På det demokratiske partikonvent i Chicago i august, der var præget af massive protester mod krigen, var det alligevel høgen Hubert Humphrey, der blev valgt. Det udløste dyb krise i partiet og sikrede, at republikaneren Richard Nixon, der lovede ”fred med ære” i Vietnam, vandt valget i november. Vietnamisering Det betød dog ikke, at Nixon var en ’due’. Faktisk var han en af mændene bag dominoteorien og havde støttet krigen hele tiden. For ham betød ”fred med ære”, at USA kunne efterlade et stabilt og levedygtigt Sydvietnam, hvilket reelt ville sige en sejr over Nordvietnam. Han mente, at en sidste stor kraftanstrengelse ville tvinge nordvietnameserne til at indgå fred på USA’s betingelser. Men samtidig stod det klart, at USA ikke kunne holde politisk til at fortsætte sit engagement i krigen på det nuværende niveau. Krigen kostede USA 30 mia. dollars om året, og modstanden mod krigen havde nu spredt sig til de højeste politiske kredse i landet. Derfor blev det Nixon-regeringens politik gradvist at trække de amerikanske tropper ud og overlade deres opgaver til den sydvietnamesiske hær. Dette blev kaldt ”vietnamisering.” Officeren Nguyen Van Thieu havde været medlem af den militærjunta, der havde taget magten efter et af kuppene i 1964. I midten af 1965 blev han gjort til præsident og statsoverhoved, dog uden reel magt, men i de følgende magtkampe var det ham, der havde opnået mest indflydelse. I 1967 blev han den reelle magthaver, og langt om længe stabiliserede den politiske situation i landet sig omkring en ny stærk leder. USA var gået ind i krigen, fordi den sydvietnamesiske stat havde været på sammenbruddets rand, men nu havde man igen en samarbejdspartner, der kunne tage en større del af ansvaret.
Vietnamiseringen var på mange måder en tilbagevending til det, der havde været Kennedys politik, nemlig at hjælpe med at træne og udruste den sydvietnamesiske hær, så den kunne modstå udfordringen fra Nordvietnam og FNL. Men hvor Kennedy tilsyneladende havde forestillet sig, at Sydvietnam skulle føre en begrænset, defensiv krig mod FNL-guerillaen, så ønskede Nixon, at Sydvietnam, med amerikansk opbakning, gik i offensiven mod de enheder fra FNL og den nordvietnamesiske hær, der befandt sig i landdistrikterne. I begyndelsen så det meget lovende ud. Den sydvietnamesiske hær var blevet genfødt, mens især FNL havde meget svært ved at komme sig over Tet-offensiven. I løbet af 1969 blev store områder af Sydvietnam pacificeret, og FNL blev begrænset til at være en mindre gene. Cambodja-kampagnen Men den nordvietnamesiske hær udgjorde stadig en alvorlig trussel. Fra sikre baser på den anden side af den cambodjanske grænse kunne de når som helst slå til mod Saigon eller andre dele af Sydvietnam. Nixon og Thieu blev enige om, at også den trussel måtte elimineres, også selvom man derved ville sprede krigen til nabolandet, hvilket man hidtil havde undgået. Allerede i 1969 beordrede Nixon amerikanske bombefly til at angribe baserne i Cambodja. De første angreb blev offentliggjort og kaldt en stor succes, men efterfølgende besluttede Nixon at gennemføre flere angreb uden at fortælle kongressen eller det amerikanske folk om det. Det skulle få katastrofale følger for hans præsidentembede.
I marts 1970 tog den amerikansk-venlige general Lon Nol magten ved et kup i Cambodja. For at forhindre, at den nordvietnamesiske hær greb ind, gav han ordre til at internere den store vietnamesiske befolkningsgruppe i Cambodja, der skulle fungere som gidsler. Interneringen endte dog med at blive de rene forfølgelser og massakrer, der tvært imod endte med at trække den nordvietnamesiske hær ind i konflikten i slutningen af marts. Nixon følte, at situationen i Cambodja gjorde det politisk muligt at gribe ind for at udslette de nordvietnamesiske baser under dække af at ville beskytte Lon Nols regime mod en nordvietnamesisk aggressionskrig. Fra april til juli gennemførte den sydvietnamesiske og amerikanske hær en række invasioner i Cambodja, der i høj grad kom til at handle om at opspore og erobre nordvietnamesiske forsyningsdepoter i grænseområderne.
Men krigen i Cambodja fik som forventet modstanden hjemme i USA til at vokse endnu mere. Der var store demonstrationer på amerikanske universiteter, og på et af dem, Kent State, åbnede soldater fra nationalgarden, der var blevet sat ind for at genoprette orden, ild mod studenterne og dræbte fire. Stemningen mellem høge og duer blev endnu mere hadefuld, og i kongressen forsøgte krigsmodstandere at stoppe strømmen af penge til de militære operationer i Cambodja. Invasionerne blev karakteriseret som en stor succes af Nixon og den amerikanske hær, og de medførte, at den nordvietnamesiske hær i Cambodja ikke udgjorde den store trussel i de næste to år. Men igen var den militære sejr kommet på bekostning af stor politisk uro på hjemmefronten, som ingen demokratisk regering i længden kunne holde til. Lam Son 719 og Påske-offensiven Cambodja-kampagnen satte ekstra skub i vietnamiseringen. Modstanden i USA fik kongressen til at nedlægge forbud mod, at amerikanske landstyrker for fremtiden deltog i operationer udenfor Sydvietnam. Så fortsatte offensive operationer mod nordvietnamesiske baser og forsyningsruter i Cambodja og Laos ville tilfalde den sydvietnamesiske hær alene, selvom det amerikanske luftvåben ville støtte dem.
Men selvom den sydvietnamesiske hær var kommet op at stå igen og havde klaret sig nogenlunde i Cambodja, så var det et ansvar, den ikke kunne løfte. Det hjalp heller ikke, at Thieu valgte sine militære ledere ud fra politisk loyalitet (af frygt for et nyt kup) og ikke ud fra militært talent. Så den sydvietnamesiske invasion i Laos i 1971, Operation Lam Son 719, der skulle skære de nordvietnamesiske forsyningslinjer over, endte som et ydmygende nederlag. Styrkeforholdene i Vietnam begyndte igen at svinge til fordel for kommunisterne, der genopbyggede deres styrker, mens modløsheden bredte sig i den sydvietnamesiske hær. I 1968, efter Tet-offensiven, havde præsident Johnson indledt fredsforhandlinger med nordvietnameserne og havde indstillet bombningen af Nordvietnam for at få dem til forhandlingsbordet. Disse forhandlinger var hurtigt gået i hårdknude, men var blevet genoptaget med jævne mellemrum de følgende fire år. Den store stopklods var, at nordvietnameserne forlangte, at Thieu skulle sættes fra magten, hvilket amerikanerne ikke ville gå med til. Det sydvietnamesiske regimes skæbne var nu blevet definationen på, hvem der vandt, og hvem der tabte Vietnamkrigen. I 1972 besluttede Nordvietnam at tvinge modparten til at bøje sig for deres krav med endnu en storstilet offensiv. Flere soldater blev sat ind end under Tet-offensiven. Målet var at vise, at Nordvietnam ikke var slået og faktisk ville være i stand til at vinde en militær sejr. Påske-offensiven, som den blev kaldt, begyndte i marts 1972. Den adskilte sig fra alle kommunisternes tidligere operationer ved at være en regulær invasion med infanteri og panserstyrker der gik til angreb over tre fronter, støttet af tungt artilleri. Næsten hele den nordvietnamesiske hær var involveret i angrebet, og dets omfang og intensitet overraskede amerikanerne og sydvietnameserne.
Men det var ikke den form for krig, nordvietnameserne var vant til at føre, og deres officerer manglede den nødvendige erfaring. På den anden side var det amerikanske militær eksperter i denne form for krigsførelse og havde gjort deres bedste for at viderebringe den ekspertise til den sydvietnamesiske hær. Et konventionelt angreb gav det amerikanske og sydvietnamesiske luftvåben klare mål, de kunne angribe, så selvom nordvietnameserne gjorde store fremskridt, så betalte de en meget høj pris for det. Offensiven fik også Nixon til at genoptage de bombeangreb på Nordvietnam, som Johnson havde indstillet i 1968. Nordvietnam måtte til sidst indstille offensiven, og Sydvietnam overlevede sin hidtil mest alvorlige prøvelse. Men Nordvietnam havde erobret store områder og stod stærkere i tilfælde af nye offensiver i fremtiden. Paris-freden Til gengæld havde Nixon vundet en stor politisk sejr på den internationale scene. Siden 1956 havde der været voksende spændinger mellem Sovjetunionen og Kina, og i 1968 havde de to kommunistiske stormagter været på randen af krig. I 1972 udnyttede Nixon denne splittelse til at anerkende det kommunistiske Kina og indlede et trekantsdiplomati. Både Kina og Sovjetunionen udviste mere forhandlingsvilje, når de troede, at Nixon kunne indgå aftaler med den anden part. Det blev starten på en periode med afspænding i Den kolde Krig, og det fik også konsekvenser for Vietnamkrigen.
At Nordvietnam havde kunnet føre krig i så mange år, lide så store tab og alligevel opbygge nye styrker til et angreb som Påske-offensiven, skyldtes støtten fra de kommunistiske stormagter. Sovjetunionen og Kina havde nærmest kappedes om at sende flest våben til Nordvietnam i kampen mod imperialisterne. Men nu blæste der nye vinde. Ingen af dem ville bringe afspændingen med USA i fare ved at støtte Nordvietnam alt for meget. Den nordvietnamesiske regering, der i forvejen var skuffet over resultatet af Påske-offensiven, frygtede at komme til at stå helt isoleret internationalt. Derfor blev den nu villig til at acceptere, at Thieu blev siddende. Dette medførte, at der i oktober for alvor kom gang i forhandlingerne i Paris igen. Der blev hurtigt lavet et udkast til en fredsaftale, der levede op til mange af de amerikanske krav, og man talte om, at freden var inden for rækkevidde. Det var med til at give Nixon en stor sejr ved præsidentvalget i november 1972.
Men USA havde ikke rådført sig med Thieus regering. Faktisk havde man slet ikke fortalt Sydvietnam om de indledende, hemmelige forhandlinger. Thieu var rasende, fordi den foreslåede aftale ikke levede op til hans krav, og han nægtede pure at underskrive den, medmindre der blev indført store ændringer. Nordvietnameserne følte, at USA og Sydvietnam var i gang med at snyde dem, og truede med at udvandre fra forhandlingerne. Nixon, der med sin store valgsejr i ryggen følte sin position styrket, besluttede at gennemføre nye bombeangreb, denne gang på selve Nordvietnams hovedstad, Hanoi, i december 1972. Målet med angrebene var dels at demonstrere overfor Thieu, at USA stadig mente sin støtte til Sydvietnam alvorligt, dels at tvinge nordvietnameserne til at blive ved forhandlingsbordet. ”Julebombningerne”, som de blev kaldt, udløste dog nye bølger af protester i USA og Europa.
Nixon indstillede angrebene på Nordvietnam i januar 1973, og forhandlingerne gik i gang igen. Man nåede frem til et udkast, der ikke adskilte sig stort fra det, man var nået frem til tre måneder tidligere. Denne gang måtte Thieu bøje sig. USA var, trods ”julebombningerne” og Nixons løfter om fortsat at ville støtte det sydvietnamesiske regime med lignende luftangreb, tydeligvis i gang med en fuldstændig tilbagetrækning fra Vietnam. I realiteten ville Sydvietnam stå alene, hvis det ikke underskrev freden. Afslutningen på krigen Paris-fredsaftalen blev underskrevet den 27. januar 1973, men det var næsten en gentagelse af Genève-fredsaftalen fra 1954. Den gjorde det muligt for USA at trække sig ud af krigen med ’fred med ære’, men konflikten i Vietnam fortsatte næsten ufortrødent. Nordvietnam ignorerede jævnligt aftalen igennem de næste to år og gennemførte militære operationer for at udvide de områder, de allerede kontrollerede i Sydvietnam. Nixon havde lovet Thieu at sætte amerikanske bombefly ind, hvis noget sådant skulle ske, men det viste sig hurtigt at være politisk umuligt. Modviljen mod krigen var for stærk i Washington. I 1974 måtte Nixon forlade sit præsidentembede efter Watergate-skandalen. Det var bl.a. afsløringen af de hemmelige bombeangreb, han havde beordret mod Cambodja, der fældede ham. Efterfølgeren Gerald Ford vidste, at en genoptagelse af krigen var umulig.
Opmuntret af den manglende reaktion fra Washington blev Nordvietnams operationer i Sydvietnam mere og mere aggressive. I marts 1975 medførte en ny offensiv i den centrale del af landet et fuldstændigt kollaps af den sydvietnamesiske hær. Nordvietnameserne tog kontrollen med hele den nordlige del af Sydvietnam, inklusive kejserstaden Huê. Oprindelig havde man tænkt sig at gå forsigtigt frem, og offensivens mål var at forberede yderligere fremstød i 1976. Men den store succes, man opnåede, og sammenbruddet af de sydvietnamesiske styrker opmuntrede den nordvietnamesiske ledelse til at gennemføre en ny offensiv med det samme for at afslutte krigen. Det sidste angreb begyndte den 7. april 1975, og tyve dage senere omringede nordvietnamesiske styrker Saigon. Thieu, der følte, at han var blevet snydt af amerikanerne, flygtede til Taiwan.
Præsident Ford havde ikke kunnet få støtte til at gribe militært ind, men amerikanerne følte sig stadig ansvarlige for de mange sydvietnamesere, der havde arbejdet for dem under krigen, og derfor med rette frygtede kommunisternes magtovertagelse. Det amerikanske militær blev sat ind for at hjælpe med at evakuere så mange civile som muligt, før nordvietnameserne kom. Nogle af krigens mest berømte billeder er de tusinder af mennesker, der forsøgte at få en plads på de sidste helikoptere, der forlod den amerikanske ambassade i Saigon den 29, april. Dagen efter gik nordvietnameserne ind i byen, og krigen var forbi. Efterspil 57.939 amerikanere blev dræbt i Vietnam mellem 1961 og 1973, og omkring 150 mia. dollars blev brugt på krigen eller støtte til Sydvietnam. De vietnamesiske tab er mere usikre, men anslås til et sted mellem 400.000 og 1,1 mio. soldater fra FNL og Nordvietnam samt 50–65.000 nordvietnamesiske civile og 220–313.000 sydvietnamesiske soldater og 195–430.000 civile i Sydvietnam. Detil kommer også 200–300.000 cambodjanere og 20–200.000 laotianere i de nært beslægtede borgerkrige i disse lande.
USA var gået ind i krigen i Vietnam for at forhindre kommunismen i at sprede sig. I 1975 så det ud, som om dominoteorien havde været korrekt. En uge før Saigons fald rykkede De røde Khmerer ind i den cambodjanske hovedstad Phnom Penh, og i december samme år overtog den kommunistiske Pathet Lao-bevægelse magten i Laos. Men så holdt dominobrikkerne også op med at falde. Der kom ingen revolutioner i Thailand, Burma, Malaysia eller Indonesien. General Westmoreland hævdede senere, at dette var tegn på, at USA, med sin lange og blodige indsats i Vietnam, havde vundet tid for disse lande og dermed reelt stoppet kommunisterne. Men det var i virkeligheden et tegn på, at USA var gået i krig på et falskt grundlag. I den feberagtige atmosfære af kommunistforskrækkelse, der prægede USA i 1950’erne, havde dominoteorien virket overbevisende. ’Verdenskommunismen’ blev set som en organiseret og topstyret bevægelse, der gik målrettet efter verdensherredømmet, ét land ad gangen. Men i løbet af 1960–70’erne viste det sig, at den kommunistiske verden var lige så præget af indre modsætninger og konflikter som den vestlige, og at hverken Moskva eller Beijing havde nogen form for overordnet kontrol. Denne udvikling blev desværre ikke erkendt i tide af Kennedy- og Johnson-administrationerne, inden de begyndte at optrappe USA’s engagement i Vietnam.
Det var først Nixon-administrationen, der forstod at udnytte splittelsen mellem Sovjetunionen og Kina til at skabe en ny diplomatisk virkelighed, der førte til et tøbrud i Den kolde Krig og gav USA en mulighed for at slippe ud af Vietnamkrigen med Paris-freden som et figenblad. Den nordvietnamesiske sejr i 1975 forstærkede blot fragmenteringen af den kommunistiske blok, da den førte til en konflikt mellem Vietnam og De røde Khmerer i Cambodja i 1977, hvilket så igen udløste en krig mellem Vietnam og Kina i 1979. Både Vietnam og USA betalte en høj pris for denne misforståelse. Foruden de et sted mellem 800.000 og 2 mio. vietnamesere, der var blevet dræbt, blev millioner andre invalideret enten af krigshandlinger eller som følgevirkning af de kemiske afløvningsmidler, USA havde brugt så flittigt. Store dele af landets infrastruktur var ødelagt, og økonomien fik yderligere et hårdt slag, da det kommunistiske regime efter krigen slog hårdt ned på Sydvietnams ’kapitalister.’ Den efterfølgende økonomiske krise i 1980’erne tvang regimet til at ændre sin dogmatiske politik og tillade lidt mere økonomisk frihed. I USA var de mest åbenlyse resultater af krigen de psykologiske ar, den gav nationen. ”Vietnam-traumet” er stadig dybt rodfæstet i den amerikanske folkesjæl. Afslutningen på Den kolde Krig, Golfkrigen og normaliseringen af forholdet til Vietnam i 1990’erne helede delvist såret, men krigene i Afghanistan og Irak efter 2000 viste, at frygten for at blive fanget i endnu en håbløs krig altid lurer under overfladen. Vietnamkrigen gav også den amerikanske befolkning en dyb mistillid til deres egen regering, som stadig præger amerikansk politik.
Vietnamkrigen fik også følger for verdensøkonomien. Udgifterne til krigen, kombineret med Kennedys rumprogram og Johnsons sociale reformer, blev ikke dækket ind af en tilsvarende skattestigning i USA, så de førte til en voksende amerikansk statsgæld. Dette undergravede tiltroen til dollaren og førte til Bretton Woods-systemets sammenbrud, da Nixon i 1971 besluttede at lade dollaren flyde frit i forhold til guldet. Det førte til 1970’ernes voldsomme inflation og ses af nogle økonomer som medvirkende årsag til de finanskriser, der er dukket op med jævne mellemrum siden 1980’erne, samt til indførelsen af euroen som et forsøg på at erstatte den bundne dollar. Publikationsår: 2014 Arbejdsspørgsmål: 1: Hvorfor fik Vietnam ikke national selvstændighed i 1919, selvom man i Versailles talte om, at alle nationaliteter skulle have deres eget land? 2: Hvorfor valgte Ho Chi Minh at blive kommunist? 3: Hvordan var forholdet mellem japanerne og franskmændene under den japanske besættelse af Indokina 1940–45? 4: Hvad var årsagen til, at Viet Minh pludselig kunne vokse sig så stort i 1944–45? 5: Hvordan kunne franskmændene vende tilbage til Indokina efter krigen? 6: Hvilken betydning fik kommunisternes sejr i Kina i 1949 for konflikten i Indokina? 7: Hvad var dominoteorien? 8: Hvilken betydning fik slaget ved Dien-Bien-Phu for Genèvekonferencen? 9: Hvorfor blev Vietnam ikke samlet, sådan som man havde aftalt i Genève? 10: Hvordan begyndte den nye krig mellem Nord- og Sydvietnam? 11: Hvad var præsident Kennedys politik i Vietnam? 12: Hvilken betydning fik kuppet mod præsident Diem? 13: Hvad var årsagen til, at USA gik direkte ind i krigen i Vietnam? 14: Hvorfor mente præsident Johnson og hans generaler, at de måtte optrappe indsatsen i Vietnam? 15: Hvordan ville Nordvietnam besejre USA? 16: Hvilke metoder brugte amerikanerne for at bekæmpe kommunisterne? 17: Hvilke problemer havde den amerikanske hær i Vietnam? 18: Hvorfor fik nyhedsmedierne en så stor indflydelse på krigen? 19: Hvorfor blev modstanden mod krigen så stor? 20: Hvad var Tet-offensiven, og hvilken indflydelse fik den på krigen? 21: Hvad var vietnamiseringen? 22: Hvorfor gik USA og Sydvietnam ind i Cambodja i 1970? Hvad var de politiske resultater af det? 23: Hvad var målet med Lam Son 719, og hvorfor gik det galt? 24: Hvad var målet med Påske-offensiven, og hvorfor gik det galt? 25: Hvilken betydning fik Nixons besøg i Kina i 1972 for Vietnamkrigen? 26: Hvordan blev Paris-freden indgået? 27: Hvorfor holdt Paris-freden ikke i længden? 28: Hvorfor greb amerikanerne ikke ind som lovet, da Nordvietnam brød Paris-freden? 29: Hvad blev resultatet af kommunisternes endelige sejr? 30: Hvordan påvirkede krigen Vietnam, USA og resten af verden? Anbefalet litteratur: Patrick J. Hearden The Tragedy of Vietnam Boston Prentice Hall, 2012 Bernd Greiner Krig uden fronter - USA i Vietnam (Oversat af Mikael Witte) People's Press, 2009 Vivienne Sanders The USA and Vietnam 1945-75 London Hodder Murray, 2007 Christian G. Appy Vietnam: The Definitive Oral History, Told from All Sides Ebury Press, 2006 Wilfred Gluud Vietnambevægelsen i Danmark 1964-75 Dansk Vietnamesisk Forening, 2004 Fredrik Logevall The Origins of the Vietnam War Harlow Pearson Education, 2001 George Herring America's Longest War - The United States and Vietnam 1950-75 Knopf, 1979 Vo Nguyen Giap How we Won the War Recon Pubns, 1976 |
Oktober 1887
Fransk Indokina dannes ved sammenlægningen af Annam, Tonkin, Cochinkina og Cambodja. Laos blev lagt til i 1893. 22. september 1940 Japanske tropper indleder besættelsen af Indokina. 19. maj 1941 Viet Minh (Viet Nam Doc Lap Dong Minh Hoi – ”Forbund for Vietnams Uafhængighed”) bliver formelt dannet i landsbyen Pác Bó. Oktober 1944 En hungersnød, forværret af fransk/japanske beslaglæggelser af ris, begynder. Den varer frem til maj 1945 og koster et sted mellem 400.000 og 2 mio. mennesker livet. Viet Minh opfordrer befolkningen til at plyndre rislagre og nægte at betale deres skat og vinder på den måde stor popularitet. 9. marts 1945 Den japanske hær internerer alle franske embedsmænd og kolonitropper i Vietnam. Japanerne opretter deres egen marionetstat – Kejserriget Vietnam – og sætter Bao Dai, den tidligere konge af Annam, på tronen som kejser. Juni 1945 Viet Minh tager kontrollen med det nordvestlige Vietnam. 14. august 1945 Augustrevolutionen begynder. Den 17.–18. august er der store folkelige demonstrationer i Hanoi. Viet Minh besætter regeringsbygninger, uden at japanerne sætter sig til modværge. 15. august 1945 Japan kapitulerer til de allierede. 22. august 1945 En fransk embedsmand ankommer til Hanoi for at tage imod japanernes overgivelse, men japanerne sætter ham i husarrest og fastholder kontrollen. 2. september 1945 Ho Chi Minh udråber Den demokratiske Republik Vietnam i Hanoi. 13. september 1945 Britiske soldater ankommer til Sydvietnam (Nordvietnam bliver midlertidigt besat af kinesiske nationaliststyrker). De japanske styrker i Vietnam overgiver sig officielt til franske embedsmænd. 22. september Franske faldskærmstropper, befriet fra interneringslejre, rykker ind i Saigon. De angriber Viet Minh-enheder og civilister. 1. oktober 1945 Briterne anerkender franskmændenes herredømme over det sydlige Vietnam. I det nordlige Vietnam begynder kinesiske tropper at slå til mod kommunister. Viet Minh kan ikke stoppe dem. 6. marts 1946 Under diplomatisk pres fra Moskva underskriver Ho Chi Minh en aftale, der tillader, at franske tropper midlertidigt tager kontrollen med det nordlige Vietnam for på den måde at slippe af med de antikommunistiske kinesiske styrker i landet. Til gengæld lover Frankrig at anerkende Den demokratiske Republik Vietnam som en fri stat indenfor Den franske Union (afløseren til det franske kolonirige). Den anerkendelse kommer dog aldrig. 26. marts 1946 Britiske tropper forlader Vietnam. Kontrollen i hele landet overlades til franske tropper. Kort efter bryder nye kampe ud mellem Viet Minh og franskmændene. 23. november 1946 Franske skibe indleder et bombardement af Haiphong og dræber flere tusinde indbyggere. Viet Minh indgår en våbenhvile og går med til at forlade Haiphong og Hanoi. 19. december 1946 30.000 Viet Minh-soldater går til angreb på Hanoi for at tilbageerobre byen. De bliver dog slået tilbage af de langt bedre bevæbnede franske styrker. Dette er den officielle start på 1. Indokinakrig. 7. oktober 1947 Franske faldskærmsstyrker indleder en operation for at tage Viet Minhs lederskab til fange. Ho Chi Minh og andre fremtrædende figurer undslipper, men 9000 Viet Minh-soldater bliver dræbt. 14. juni 1949 Den vietnamesiske Stat bliver udråbt som en ’selvstændig’ nation under Den franske Union. Den tidligere kejser Bao Dai bliver premierminister og statsoverhoved. USA anerkender den nye stat, selvom de fleste ser det som en fransk marionetregering. 1. oktober 1949 Mao Zedong udråber Den kinesiske Folkerepublik. Det nye kinesiske styre begynder hurtigt at forsyne Viet Minh med våben. Viet Minh begynder at oprette regulære infanteridivisioner i stedet for tidligere irregulære styrker. 25. maj 1950 General Vo Nguyen Giap beordrer et angreb mod provinshovedstaden Cao Bang, men det bliver slået tilbage af byens pro-franske vietnamesiske garnison. 15. september 1950 Slaget ved Dong Khe. Eter tre dages kampe bliver byen erobret af Viet Minh. Dong Khe kontrollerede landevejen til Kina og var således af vital betydning for Viet Minh som en forsyningsrute. 3. oktober 1950 Giap gennemfører et nyt angreb på Cao Bang og erobrer byen. To uger senere falder også en anden provinshovedstad, Lang Son, til Giaps styrker. Viet Minh kontrollerer nu grænsen til Kina. 13. januar 1951 Giap inleder et angreb på Vinh Yen 32 km nordvest for Hanoi. Men franskmændene har bygget en befæstet linje omkring Hanoi, og Viet Minhs angreb bliver slået tilbage med store tab. Yderligere to angreb på den franske linje i marts og maj ender også som kostbare nederlag. Der bliver sået tvivl om Giaps ledelse og om rigtigheden af at føre konventionel krig med frontalangreb efter kinesisk mønster. 14. november 1951 Franskmændene går i offensiven og erobrer provinshovedstaden Hoa Binh. Målet er at få Viet Minh til at genoptage sine frontalangreb og derved påføre dem yderligere tab. 22. februar 1952 Franskmændene tvinges til at trække sig tilbage fra Hoa Binh igen. Viet Minh har ændret metoder, og deres angreb bliver mere vellykkede. 23. november 1952 Slaget ved Na San begynder. Franskmændene begynder at bruge en ny taktik med pindsvineformationer, der kan forsvares mod angreb fra alle retninger. Det er et svar på Viet Minhs infiltrationer i deres bagland og angreb på franske forsyningslinjer. 2. december 1952 Viet Minh må opgive deres angreb på Na San efter at have lidt store tab. Den nye franske pindsvinetaktik regnes for en succes. Men på det strategiske plan kunne det ikke stoppe Giaps offensiv. 9. april 1953 Giap begynder at sende styrker ind i Laos for at lægge pres på franskmændene dér. Flere franske stillinger bliver erobret. 20. november 1953 Franskmændene indleder Operation Castor, luftlandsætningen af styrker ved Dien-Bien-Phu. Planen er at gøre dalen på grænsen mellem Vietnam og Laos til den ultimative pindsvinestilling, der skal blokere Viet Minhs adgang til Laos. Viet Minh skal udfordres til at angribe Dien-Bien-Phu og så påføres ødelæggende tab. 24. november 1953 Giap giver ordre til at forberede et angreb på Dien-Bien-Phu. I december havde Viet Minh taget kontrollen med stort set alle de omkringliggende højdedrag. Her begynder de at opstille artilleri til at bombardere de franske stillinger i dalen og luftværn til at bekæmpe den franske luftstøtte. 13. marts 1954 Viet Minh indleder deres angreb på de nordlige franske stillinger ved Dien-Bien-Phu. På få dage er de erobret. 30. marts 1954 Viet Minh indleder masseangreb på de centrale franske stillinger omkring landingsbanen, der er afgørende for den franske position ved Dien-Bien-Phu. Angrebene koster dog dyrt. 5. april 1954 Giap afbryder masseangrebene, og hans soldater går over til at grave tunneler og løbegrave for at nå frem til de centrale stillinger. I slutningen af april er franskmændene blevet presset tilbage, og landingsbanen kan reelt ikke bruges mere. 26. april 1954 Man beslutter at indlede fredsforhandlinger i Genève mellem Frankrig og de indokinesiske frihedsbevægelser. 1. maj 1954 Giap genoptager masseangrebene på de nu dårligt forsynede, nedslidte og underbemandede franske stillinger. 7. maj 1954 Ved et sidste storangreb erobrer Viet Minh de tilbageværende franske stillinger, og den franske general Christian de Castries må overgive sig. 8. maj 1954 Forhandlingerne begynder i Genève. 18. juni 1954 Pierre Mendès-France bliver fransk premierminister, valgt på på løftet om at opnå en våbenhvile indenfor en måned, med henblik på en fuld fransk tilbagetrækning fra Indokina. 26. juni 1954 Bao Dai gør Ngo Dinh Diem til ny premierminister i Den vietnamesiske Stat. Det sker trods fransk protest, da Diem menes at kunne skaffe amerikansk støtte. 20. juli 1954 Frankrig indgår en fredsaftale med Viet Minh. Vietnam deles midlertidigt i to. Franske styrker og deres vietnamesiske allierede skal trækkes tilbage til den sydlige del, Viet Minh til den nordlige. De to områder adskilles af en demilitariseret zone langs den 17. breddegrad. 21. juli 1954 Genève-erklæringen udstedes. Stormagterne lover at respektere fredsaftalen og undgå indblanding i Vietnam. USA underskriver dog ikke erklæringen. 17. august 1954 Amerikanske skibe indleder Operation Passage to Freedom; massevakueringen af vietnamesiske civilister og soldater, primært katolikker, fra det nordlige Vietnam, som ifølge fredsaftalen skal kontrolleres af kommunisterne. Oktober 1954 Ho Chi Minh vender tilbage til Hanoi, og Den demokratiske Republik tager officielt kontrol med den nordlige del af Vietnam. Januar 1955 Den første amerikanske sending af militært udstyr ankommer til Saigon. 27. april 1955 Premierminister Diem indleder en voldsom militær nedkæmpelse af den magtfulde Bien Xuyen-forbryderorganisation. På trods af ødelæggelserne opnår Diem stor popularitet i befolkningen efter at have fordrevet Bien Xuyen fra Saigon efter godt en uges kampe. Men samtidig er det begyndelsen på Diems undertrykkelse af enhver form for modstand mod ham, bl.a. sekterne Cao Dai og Hoa Hao. Juli 1955 Ho Chi Minh besøger Moskva og får tilbudt sovjetisk bistand. 23. oktober 1955 Ved en folkeafstemning om det sydlige Vietnams fremtid besejrer Diem Bao Dai. Dagen efter bliver Den vietnamesiske Stat omdannet til Den vietnamesiske Republik (Sydvietnam) med Diem som præsident. Dermed aflyser Diem også det valg, der ifølge Genève-freden skulle være afholdt i hele Vietnam i 1956. December 1955 I Den demokratiske Republik Vietnam (nu Nordvietnam) indledes landreformer, der resulterer i skueprocesser mod store landejere. I Sydvietnam afbryder Diem kontakterne til Frankrig. Han beslaglægger også jord fra buddhistiske bønder og fordeler det blandt sine katolske støtter. Januar 1956 Diem slår til mod mistænkte Viet Minh-sympatisører i landdistrikterne. Mange bliver torteret eller ’skudt under flugt.’ 28. april 1956 Sidste franske soldater forlader Vietnam. November 1956 Opstande mod landreformerne i Nordvietnam bliver slået ned. Januar 1957 Sovjetunionen foreslår en permanent opdeling af Vietnam i to stater. USA nægter dog at anerkende det kommunistiske Nordvietnam. 8.-18. maj 1957 Diem er på statsbesøg i USA. Præsident Eisenhower anerkender ham som en ”mirakelmager”, der kan skabe et stabilt, ikke-kommunistisk regime. Eisenhower fornyer løftet om amerikansk økonomisk og militær bistand til Sydvietnam. Juli 1957 Kommunistiske guerillaer – efterladte Viet Minh-grupperinger i Sydvietnam – indleder en terrorkampagne mod sydvietnamesiske embedsmænd og Diem-støtter. Mere end 400 dræbes inden årets udgang. 7. marts 1958 Pham Van Dong, Nordvietnams premierminister, skriver til Diem og foreslår forhandlinger om troppenedrustning og fornyede handelsforbindelser som et første skridt mod genoptagelsen af forhandlinger om en forening af Vietnam. 26. april 1958 Diem afslår alle yderligere forhandlinger med Nordvietnam, før regimet dér opretter ”demokratiske frihedsrettigheder” i stil med Sydvietnams. Juni 1958 En centraliseret kommandostruktur for de kommunistiske guerillagrupper oprettes i Mekong-deltaet. December 1958 Den nordvietnamesiske hær invaderer Laos og besætter en række landsbyer langs grænsen. Marts 1959 Ho Chi Minh indleder officielt revolutionen i Sydvietnam ved at erklære en ”folkets krig” mod Diems regime. Maj 1959 Den nordvietnamesiske hær indleder oprettelsen af Ho Chi Minh-stien, en række forsyningsruter igennem de dele af Laos, den kontrollerer. Juli 1959 4000 kommunistiske guerillaer, født i Sydvietnam men flyttet til Nordvietnam efter delingen og trænet der, sendes sydpå for at infiltrere Sydvietnam. 8. juli 1959 To amerikanske militærrådgivere bliver dræbt af guerillaer ved Bien Hoa i Sydvietnam. Det er USA’s første faldne i Vietnamkrigen. April 1960 Nordvietnam indfører værnepligt med tjeneste på ubestemt tid. Fremtrædende sydvietnamesere protesterer i læserbreve mod Diems stadig mere korrupte og nepotistiske styre. Diem svarer igen ved at lukke oppositionsaviser og arrestere journalister og intellektuelle. November 1960 Utilfredse sydvietnamesiske officerer forsøger et kup mod Diem, men det slår fejl. Diem indleder forfølgelse af alle ’statsfjender.’ 50.000 bliver arresteret, og tusindvis af andre flygter til Nordvietnam, hvor de bliver trænet og senere sendt tilbage til Sydvietnam som guerillaer. 20. december 1960 Front National de Liberation (FNL) bliver oprettet som en væbnet fællesorganisation for alle Diem-styrets fjender. Kommunisterne dominerer dog, og bevægelsen bliver konsekvent omtalt som Viet Cong. Januar 1961 Den sovjetiske ministerpræsident, Nikita Khrusjtjov, udtaler, at Sovjetunionen vil støtte nationale frihedskrige overalt i verden. Det opmuntrer Nordvietnam til at intensivere deres kamp for at samle Vietnam. Ved årets udgang kontrollerer FNL store områder i Sydvietnam. 20. januar 1961 John F. Kennedy indsættes som USA’s præsident. I indsættelsestalen lover han: ”At støtte enhver ven og modsætte sig enhver fjende for at sikre frihedens overlevelse og succes.” Den afgående præsident Eisenhower råder Kennedy til at sende soldater til Vietnam. Maj 1961 Den amerikanske vicepræsident, Lyndon B. Johnson, på statsbesøg i Sydvietnam, hvor han hylder Diem som ”Asiens Winston Churchill.” Kennedy sender 400 jægersoldater til Vietnam for at træne sydvietnamesiske soldater og civile militser til kamp mod FNL-guerillaen. Oktober 1961 Flere af Kennedys rådgivere anbefaler at sende kamptropper til Vietnam (helt op til 200.000 mand ifølge forsvarsminister McNamara), men præsidenten afslår det. I stedet beslutter han at sende flere militærrådgivere samt helikopterenheder, der skal bistå den sydvietnamesiske hær med transport og rekognoscering, hvorved amerikanske soldater vil blive direkte involveret i kampene. 11. december 1961 De første amerikanske helikopterenheder ankommer til Vietnam. 15. januar 1962 Ved et pressemøde benægter Kennedy, at amerikanske soldater er involveret i kampe i Vietnam. Marts 1962 USA og Sydvietnam indleder Strategic Hamlet-programmet, et forsøg på at flytte den sydvietnamesiske landbefolkning til befæstede landsbyer, hvor de kan forsvare sig mod FNL og dermed ikke er tvunget til at støtte dem under trusler, som mange hidtil har været. Tvangsflytninger, utilstrækkeligt forsvar, dårlig forvaltning og korruption forvandler dog programmet til en fiasko, der ender med at øge modstanden mod det sydvietnamesiske regime i stedet for at mindske den. 23. juli 1962 En neutralitetserklæring for Laos underskrives af USA og 13 andre lande i Genève. Dermed forbydes amerikanerne at slå til mod Ho Chi Minh-stien i Laos. August 1962 Amerikanske specialstyrker indleder oprettelsen af en base ved Khe Sanh nær den demilitariserede zone. Basen skal overvåge, om nordvietnamesiske styrker bevæger sig igennem zonen eller nabolandet Laos. Australien begynder også at sende militærrådgivere til Sydvietnam. 1. august 1962 Kennedy underskriver en lov, der tillader amerikansk militær støtte til ”lande på randen af den kommunistiske verden under direkte angreb.” 2. januar 1963 Slaget ved Ap Bac. Sydvietnamesiske enheder angriber den FNL-kontrollerede landsby Ap Bac med støtte fra amerikanske helikoptere. Angrebet bliver dog slået tilbage. Slaget skabte stor opmærksomhed i USA, ikke kun fordi tre amerikanske helikopterpiloter blev dræbt, men også fordi det var et af de første eksempler på, at FNL kunne besejre amerikansktrænede og -udstyrede sydvietnamesiske tropper i åben kamp. 8. maj 1963 Sydvietnamesisk politi og militær åbner ild mod en demonstration i byen Huê. Ni af demonstranterne, der protesterer over et forbud mod det buddhistiske flag, bliver dræbt. Nedskydningen fører til en periode med voldsomme buddhistiske protester over hele Sydvietnam. 3. juni 1963 Sydvietnamesisk politi og militær angriber bedende buddhistiske demonstranter i Huê med kemiske våben. Amerikanerne kræver, at Diem officielt tager afstand fra angrebene. Ellers vil USA fordømme angrebene og lægge afstand til styret i Saigon. Sydvietnameserne foretager en undersøgelse, der hurtigt fritager Diem for al skyld i angrebet. 11. juni 1963 Den buddhistiske munk Thich Quang Durc sætter ild til sig selv i Saigon i protest mod Diem-regimets politik. Dette og andre lignende selvmord skaber stor international opmærksomhed. 4. juli 1963 Den buddhistiske sydvietnamesiske general Tran Van Don kontakter CIA angående et muligt kup mod præsident Diem. 21. august 1963 Sydvietnamesiske specialenheder stormer en række buddhistiske pagoder rundt omkring i landet, mest berømt den store Xa Loi-pagode i Saigon, for at fjerne buddhistiske demonstranter. Mere end 1400 arresteres, og flere hundreder antages at blive dræbt. USA udsteder en officiel fordømmelse af angrebene. 24. august 1963 Det amerikanske udenrigsministerium sender et telegram, DEPTEL 243, til den nye amerikanske ambassadør i Saigon, Henry Cabot Lodge. Telegrammet siger det ikke direkte, men antyder kraftigt, at USA vil billige et kup mod Diem, hvis denne ikke ændrer sin politik mod buddhisterne. I hvor høj grad Kennedy står inde for budskabet er omdiskuteret. 26. august 1963 Under et møde med Diem kræver Cabot Lodge, at præsidenten fyrer sin forhadte bror, Ngo Dinh Nhu, der stod bag pagode-angrebene, og indleder en forsoning med buddhisterne. Diem afviser blankt overhovedet at diskutere sagen. 2. september 1963 Under et tv-interview med Walter Cronkite omtaler Kennedy Diem som værende ude af kontakt med sin egen befolkning og påpeger behovet for udskiftninger i den sydvietnamesiske ledelse. Præsidenten understreger dog også, at hvis det sydvietnamesiske regime falder til kommunisterne, vil det rive andre stater i Sydøstasien med sig. 2. oktober 1963 Kennedy sender et telegram til Cabot Lodge, der på den ene side siger, at man ikke på nogen måde skal opfordre til et kup, men på den anden side beder ambassadøren om at identificere og oprette kontakt til en ny ledelse, når og hvor den end måtte opstå. 5. oktober 1963 Generalerne Duong Van Minh og Tran Van Don beder Cabot Lodge om at bekræfte, at den amerikanske støtte til staten vil fortsætte, hvis Diem bliver væltet, hvilket ambassadøren siger ja til. 1. november 1963 Duong Van Minh anfører et kup mod Diem og hans familie. Diem og Nhu bliver taget til fange den 2. november og senere samme dag myrdet. 6. november 1963 Kupmagerne opretter en ny regering med Diems vicepræsident, Nguyen Ngoc Tho, som premierminister, men med en militærkomité ledet af Duong Van Minh til at holde opsyn med regeringen. 22. november 1963 Kennedy bliver skudt og dræbt under et besøg i Dallas. Lyndon B. Johnson tages i ed som ny amerikansk præsident. 24. november 1963 Under et møde med Cabot Lodge i Washington erklærer Johnson, at han ikke har i sinde at ”miste Vietnam.” Men i modsætning til ’internationalisten’ Kennedy, så er Johnsons fokus i første omgang primært på amerikansk indenrigspolitik og hans eget ambitiøse reformprogram. 30. januar 1964 Duong Van Minh væltes i et ublodigt kup. General Nguyen Khanh bliver Sydvietnams nye leder. Marts 1964 USA iværksætter en hemmelig bombekampagne mod Ho Chi Minh-stien i Laos. Man kommer uden om alle juridiske problemer ved at bruge lejesoldater som piloter i gamle fly, der er taget ud af tjeneste. På den måde er der strengt taget ikke tale om amerikanske angreb. 6. marts 1964 Den amerikanske forsvarsminister, McNamara, besøger Sydvietnam. Han udtaler USA’s støtte og tiltro til general Khanh og tilføjer: ”Vi bliver så længe, som det kræves. Vi vil yde hvilken som helst bistand, som må være påkrævet for at vinde kampen mod de kommunistiske oprørere.” I kølvandet på McNamaras besøg bliver Johnson-administrationen mere og mere fokuseret på at forhindre en kommunistisk sejr i Vietnam, som de mener vil skade USA’s omdømme i verden. 17. marts 1964 USA’s nationale sikkerhedsråd anbefaler en bombekampagne mod Nordvietnam. Johnson vil dog kun godkende planlægningen af en sådan. Maj 1964 Johnson-administrationen begynder at arbejde på et udkast til en kongresresolution, der skal skal gøre det muligt for USA at blive mere direkte involveret i Vietnam. I første omgang må resolutionen dog skrinlægges, da der ikke er støtte nok til den i kongressen. Juni 1964 Amerikanerne optrapper OPLAN 34Alpha, en hemmelig operation mod Nordvietnam, som CIA har stået for siden 1961, men som nu overtages af militæret. Operationen består af kommandoangreb mod installationer (såsom radaranlæg) på den nordvietnamesiske kyst, gennemført af amerikansk trænede sydvietnamesiske specialenheder i hurtige både. Amerikanske overvågningsskibe i Tonkinbugten, der skal opspore kinesiske og russiske oversøiske transporter af militært udstyr til Nordvietnam, giver ofte specialenhederne oplysninger om mulige mål. Anden halvdel af 1964 Uvist præcis hvornår begynder Nordvietnam at sende regulære hærenheder til Sydvietnam for at hjælpe FNL i kampen mod Saigon-regimet. 1. juli 1964 Johnson udnævner den tidligere general Maxwell D. Taylor til ny amerikansk ambassadør i Sydvietnam. Samtidig udnævner han også general William C. Westmoreland til øverstbefalende for de amerikanske styrker i Vietnam. 16.–17. juli 1964 På det republikanske partikonvent i San Francisco vælges Barry Goldwater som republikansk udfordrer til Johnson ved valget i november 1964. Goldwater er en glødende antikommunist, der i sin takketale udtaler: ”Ekstremisme i forsvaret af frihed er ingen synd.” Den efterfølgende valgkamp mellem Johnson og Goldwater får formodentlig Johnson-administrationen til at følge en mere hård kurs i Vietnam for at befri præsidenten fra anklager fra Goldwater om at være ”Soft on Communism.” 31. juli 1964 Som led i OPLAN 34Alpha foretager sydvietnamesiske kommandosoldater i speedbåde uden nationalitetsmærker et angreb på militærbaser i Nordvietnam. 190 km derfra patruljerer den amerikanske destroyer USS Maddox på en elektronisk efterretningsmission i Tonkinbugten. 2. august 1964 Maddox signalerer, at skibet er blevet angrebet af nordvietnamesiske motortorpedobåde i internationalt farvand. Amerikanske hangarskibsfly reagerer og angriber motortorpedobådene. Efterfølgende er det blevet fastslået, at Maddox faktisk var i det, nordvietnameserne anser for nationalt farvand. En senere redegørelse sår også tvivl om meldingen og hævder, at Maddox åbnede ild først mod de nordvietnamesiske både, der var udsendt som reaktion på kommandoangrebet. 4. august 1964 Maddox og en anden destroyer, igen på patrulje lige på grænsen til nordvietnamesisk farvand, meddeler, at de er blevet angrebet igen. I modsætning til to dage før, hvor der rent faktisk fandt en konfrontation sted, så er der ingen beviser for dette angreb. Ikke desto mindre holder Johnson en tale over radioen om de to angreb og beder officielt kongressen om dens godkendelse af et militært gensvar mod Nordvietnam. 7. august 1964 Den amerikanske kongres vedtager Tonkinbugtresolutionen, en tilpasning af den resolution, Johnson-administrationen har arbejdet på siden maj, som giver præsidenten vide beføjelser til at gennemføre militære operationer i Sydøstasien uden en krigserklæring. 21. august 1964 Nye buddhistiske protester begynder mod general Khanh, efter at denne har forsøgt at give sig selv større personlig magt med en ny forfatning. Resultatet bliver, at Khanh, der allerede ligger i intern konflikt med andre medlemmer af militærjuntaen, svækkes og må afgive magt. Manglen på et stabilt styre fører til vold og kaos i Saigons gader. 13. september 1964 To sydvietnamesiske generaler gør et kupforsøg mod Khanh. Selvom kuppet mislykkes, fører det til uroligheder og oprør i befolkningen og hæren. Khanh bøjer sig for de fleste af uromagernes krav, men uden at det fører til mere ro. 26. september 1964 Under amerikansk pres opretter militærjuntaen i Sydvietnam et nationalt storråd, en officiel civil regering under ledelse af premierminister Tran Van Huong. I realiteten er det dog stadig juntaen, der har den virkelige magt. 14. oktober 1964 Nikita Khrusjtjov bliver sat fra magten i Sovjetunionen. I takt med at Vietnamkrigen var eskaleret, havde Khrusjtjov trukket sin støtte tilbage og opfordret Nordvietnam til at finde en fredelig løsning. Men den nye leder, Leonid Brezjnev, giver igen nordvietnameserne Sovjetunionens fulde støtte. November 1964 FNL indleder en ny storoffensiv mod en række strategisk vigtige landsbyer i Sydvietnam. Offensiven, støttet og ledet af den nordvietnamesiske hær og forsynet med kinesiske og sovjetiske våben, udnytter den svaghed og mangel på ledelse, der præger den sydvietnamesiske hær på dette tidspunkt. 3. november 1964 Johnson vinder en jordskredssejr ved præsidentvalget. Demokraterne tager også fuld kontrol med kongressen. 1. december 1964 Johnsons nærmeste folk, forsvarsminister McNamara, udenrigsminister Rusk og sikkerhedsrådgiver Bundy, anbefaler en gradvis optrapning af det amerikanske engagement i Vietnam. 19. december 1964 En gruppe yngre sydvietnamesiske officerer ledet af generalerne Nguyen Cao Ky og Nguyen Van Thieu, støttet af Nguyen Khanh, opløser det nationale storråd. Det er et led i den interne magtkamp i juntaen, da storrådet havde modsat sig Ky og Thieus ønsker om at afsætte ældre generaler som Trang Van Huong og Tran Van Don. 21. december 1964 En rasende ambassadør Taylor indkalder bl.a. Ky og Thieu til et møde, hvor han går skarpt i rette med dem og siger, at amerikanerne er ”trætte af kup.” De sydvietnamesiske officerer lader sig dog ikke koste rundt med af ambassadøren. 28. december 1964 FNL-styrker erobrer landsbyen Binh Gia. Sydvietnamesiske styrker går snart til modangreb. Januar 1965 Den amerikanske flåde begynder at patruljere de sydvietnamesiske floder. 1. januar 1965 FNL trækker sig tilbage fra Binh Gia i god ro og orden efter at have slået flere sydvietnamesiske angreb tilbage og påført fjenden uforholdsmæssigt store tab. Slaget om Binh Gia bliver af begge sider set som et vendepunkt, hvor FNL har vist sig at kunne overgå den sydvietnamesiske hær også i konventionel krig. 27. januar 1965 Efter en måneds usikkerhed og politisk uro afsætter Khanh, med Ky og Thieus støtte, officielt Huong og tager direkte kontrol med regeringen. Det er dog muligt, at mange officerer kun støtter Khanh i håb om, at det vil gå galt for ham, og gøre det muligt at vælte ham senere. 6. Februar 1965 Den sovjetiske ministerpræsident, Aleksej Kosygin, besøger Hanoi. Med ham ankommer en række sovjetiske eksperter i luftværnsmissilteknologi. FNL-guerillaer angriber en amerikansk helikopterbase ved Pleiku i det centrale Vietnam. De bryder igennem den ydre sikkerhedsring og bombarderer landingsbanen med morterer. Otte amerikanere bliver dræbt og 126 såret, mens ti helikoptere bliver ødelagt. 7. februar 1965 Johnson indkalder det nationale sikkerhedsråd til et krisemøde om angrebet på Pleiku. ”Jeg har fået nok af det her!” udbryder præsidenten og giver grønt lys for bombeangreb på udvalgte mål i Nordvietnam. Bombeangrebene, Operation Flaming Dart, begynder samme dag. Det faktum, at USA bomber Nordvietnam, samtidig med at ministerpræsident Kosygin befinder sig i landet, skaber vrede i Sovjetunionen. 10. februar 1965 Kosygin og den nordvietnamesiske premierminister, Pham Van Dong, udsteder en fællesudtalelse, der gør det klart, at Sovjetunionen vil yde den nødvendige bistand til Nordvietnam for at sætte landet i stand til at forsvare sig mod aggression. Denne bistand kommer især til at fokusere på luftværnsmissiler, der kan bruges mod moderne amerikanske fly. 19. februar 1965 En sydvietnamesisk general, Pham Ngoc Thao, forsøger at tage magten ved et kup. General Khanh flygter, men Ky slår oprøret ned. Muligvis blev der indgået en aftale mellem Ky og Thao, for Khanh vender ikke tilbage. I stedet genoprettes et civilt styre under premierminister Phan Huy Quat. Militæret, i form af Ky, har dog stadig det afgørende ord. 22. februar 1965 General Westmoreland anmoder om at få to bataljoner marineinfanteri til at fungere som sikkerhedspersonel ved den amerikanske luftbase i Da Nang. Der befinder sig et anslået antal på 6000 FNL-guerillaer nær Da Nang, og man frygter et nyt angreb. Ambassadør Taylor udtrykker sin bekymring for, at USA er ved at blive trukket ind i landkrigen, men Johnson godkender anmodningen. 2. marts 1965 I stedet for at foretage enkelte gengældelsesangreb for hvert FNL-angreb på amerikansk personel som i Operation Flaming Dart igangsætter amerikanerne en generel bombeoffensiv mod Nordvietnam, Operation Rolling Thunder. Dens mål er dels at give en moralsk saltvandsinsprøjtning til det sydvietnamesiske regime, befolkning og hær, dels at tvinge Nordvietnam til at stoppe deres støtte til FNL permanent. USA begynder også for første gang at bombe Ho Chi Minh-stien i Laos. 8. marts 1965 De første amerikanske kamptropper ankommer til Vietnam. 3500 marineinfanterister bliver indsat for at beskytte Da Nang-basen. 9. marts 1965 Johnson godkender brugen af napalm i Vietnam. 29. marts 1965 FNL-terrorister laver et bombeangreb mod den amerikanske ambassade i Saigon. 1. april 1965 Johnson godkender at sende endnu to bataljoner marineinfanteri til Vietnam. Han giver også tilladelse til, at amerikanske soldater kan foretage Search and Destroy-operationer mod FNL i landområderne. Denne beslutning holdes dog hemmelig for pressen og den amerikanske befolkning i to måneder. 7. april 1965 I en tale på John Hopkins-universitetet tilbyder Johnson massiv økonomisk støtte til Nordvietnam, hvis den nordvietnamesiske regering går med til en fredsslutning, der ikke omfatter en erobring af Sydvietnam. ”Det kan Old Ho ikke sige nej til,” fortæller Johnson sine rådgivere privat. 15. april 1965 På en enkelt dag kaster amerikanske og sydvietnamesiske fly mere end 1000 tons bomber over FNL-positioner. 17. april 1965 15.000 studerende samles i Washington for at protestere mod den amerikanske bombekampagne. 3. maj 1965 De første kamptropper fra den amerikanske hær ankommer til Vietnam. 10. maj 1965 FNL angriber Song Be, hovedstaden i Phuoc Long-provinsen, der også huser en amerikansk base. Sydvietnamesiske og amerikanske styrker driver dem tilbage efter fem dages kampe. 13. maj 1965 Johnson beordrer en pause i Rolling Thunder-bombeangrebene. Han håber tydeligvis, at hans ’pisk og gulerod’-metode har gjort Hanoi møre til at forhandle fred. Nordvietnameserne bruger dog blot pausen til at genopbygge deres luftforsvar og afslår at forhandle. 19. maj 1965 Amerikanerne genoptager Operation Rolling Thunder. 28. maj 1965 FNL indleder deres sommeroffensiv med et angreb på landsbyen Ba Gia. FNL og Nordvietnam vil udnytte den foresatte politiske uro i Sydvietnam til at påføre den sydvietnamesiske hær store tab. Slaget ved Ba Gia ender tre dage senere med ødelæggelsen af en sydvietnamesisk enhed af regimentsstørrelse. 9. juni 1965 Som del af sommeroffensiven erobrer FNL landsbyen Dong Xoai. Den sydvietnamesiske hær og amerikanske støtteenheder må betale dyrt for den efterfølgende tilbageerobring af Dong Xoai. Også FNL lider tab, men alligevel regnes det som endnu en klar sejr, der viser, at FNL kan måle sig med den sydvietnamesiske hær i regulær kamp. 18. juni 1965 Det sydvietnamesiske militær forlanger ,at præsident Phan Khac Suu og premierminister Phan Huy Quat træder tilbage. I stedet overtager Nguyen Cao Ky posten som premierminister, mens Nguyen Van Thieu overtager den mere symbolske post som præsident og statsoverhoved. 1. juli 1965 FNL angriber Da Nang-basen med morterer og ødelægger tre fly. 28. juli 1965 På et pressemøde bekendtgør Johnson, at han vil sende endnu 44 bataljoner kamptropper til Vietnam, hvilket vil øge den amerikanske tilstedeværelse i landet til 125.000 mand. 3. august 1965 Amerikanske troppers ødelæggelse af en landsby, mistænkt for at støtte FNL, bliver vist i tv-nyhederne. Det udløser stor kontrovers i USA. 4. august 1965 Johnson beder kongressen om yderligere 1,7 mia. dollars til krigen. 18. august 1965 Operation Starlite, USA’s første store landoffensiv mod FNL, begynder. Amerikanske marineinfanterister bliver landsat med helikopter nær de baser, hvor 1500 FNL-tropper forbereder et angreb på flyvepladsen ved Chu Lai. 614 FNL-soldater bliver dræbt mod 45 amerikanske. Sejren giver de amerikanske styrker en moralsk saltvandsinsprøjtning. 31. august 1965 Johnson underskriver en lov, der gør det til en forbrydelse at brænde sine indkaldelsespapirer. 16. oktober 1965 Store demonstrationer mod krigen i 40 amerikanske byer samt London og Rom. 19. oktober 1965 Nordvietnamesiske tropper angriber en amerikanske base ved Plei Me. 30. oktober 1965 25.000 demonstrerer i Washington til støtte for indsatsen i Vietnam. 14. november 1965 Slaget i Ia Drang. Amerikanske hærenheder bliver landsat på syv steder omkring Ia Drang-dalen, hvor den enhed, der angreb Plei Me menes at befinde sig. En af landingszonerne, X-Ray, bliver omgående angrebet af nordvietnameserne, og et blodigt to dage langt slag udvikler sig. Det er den første kamp mellem amerikanske og nordvietnamesiske styrker. Ingen af siderne vinder dog en klar sejr. Amerikanerne mister 79 mand og tæller 634 døde fjendesoldater. 17. november 1965 En amerikansk forstærkningskolonne, på vej til landingszone Albany i Ia Drang, falder i baghold. 155 amerikanske soldater bliver dræbt og 403 nordvietnamesiske. 27. november 1965 35.000 demonstranter protesterer mod krigen i Washington. 4. december 1965 En FNL-terrorbombe mod et hotel i Saigon dræber otte amerikanske soldater og sårer yderligere 137. 25. december 1965 Johnson beordrer endnu en pause i Rolling Thunder for at få Nordvietnam til forhandlingsbordet. Nordvietnameserne fordømmer bombeoffensiven som et ”trick,” og FNL fortsætter terrorangrebene i Sydvietnam. 28. januar 1966 Amerikanske styrker indleder Operation Masher – Search and Destroy-operationer i stor skala mod FNL- og nordvietnamesiske baser i Sydvietnam. Johnson beordrer dog snart operationens navn ændret til det mindre brutale White Wing for ikke unødigt at ophidse opinionen i USA. 31. januar 1966 Johnson beordrer Rolling Thunder genoptaget, fordi Nordvietnam ikke har svaret på hans fredsfølere. Senator Robert F. Kennedy kritiserer beslutningen og udtaler, at USA bevæger sig ”ad en vej man ikke kan vende tilbage ad; en vej der fører til katastrofe for hele menneskeheden.” Johnson raser over Kennedys udtalelse. Februar 1966 Senatets udenrigspolitiske udvalg holder høringer om USA’s politik i Vietnam. McNamara udtaler, at målet ikke er at vælte den kommunistiske regering i Nordvietnam, men at stoppe det oprør og den aggression, som Nordvietnam har rettet mod Sydvietnam. 1. marts 1966 Et forslag i senatet om at omstøde Tonkinbugtresolutionen bliver nedstemt med 92 stemmer mod fem. 10. marts 1966 En ny periode med voldsom uro i de sydvietnamesiske byer begynder, da buddhister protesterer mod Kys afskedigelse af en ledende buddhistisk general. 26. marts 1966 Demonstrationer mod krigen i New York, Washington, Chicago, Philadelphia, Boston og San Francisco. 12. april 1966 For første gang bruges B-52’ere med en bombelast på op mod 100 tons til at angribe Nordvietnam. Målene fastsættes dog direkte fra Det hvide Hus. 13. april 1966 FNL angriber Tan Son Nhut-lufthavnen i Saigon. 140 bliver dræbt eller sårede, og 12 amerikanske helikoptere ødelagt. 14. maj 1966 Ky sætter sine loyale styrker ind mod buddhistiske oprørere i hæren. Nedkæmpningen af dem udløser mere voldelig uro og en ny bølge af buddhistiske munke og nonner, der sætter ild til sig selv. Den buddhistiske leder Tri Quang giver Johnson personligt ansvaret for situationen. 25. juni 1966 Urolighederne i Sydvietnam dør ud, efter at buddhistiske ledere er blevet arresteret. 29. juni 1966 Efter endnu en pause genoptager det amerikanske luftvåben bombeangreb på oliedepoter omkring Hanoi og havnebyen Haiphong. På ordre fra Det hvide Hus er man dog meget forsigtig med ikke at ramme byerne selv af frygt for russernes og kinesernes reaktion. 15. juli 1966 Amerikanske og sydvietnamesiske styrker indleder Operation Hastings. 12.000 soldater sættes ind mod 8–10.000 nordvietnamesiske soldater i Quang Tri-provinsen. Efter små tyve dages kampe bliver nordvietnameserne skubbet tilbage igennem den demilitariserede zone ind i Nordvietnam. I samme forbindelse bomber USA for første gang den demilitariserede zone den 30. juli. 9. august 1966 To sydvietnamesiske landsbyer bliver ved en fejl angrebet af amerikanske fly. 12. september 1966 500 amerikanske fly angriber nordvietnamesiske forsyningslinjer i krigens hidtil største bombeangreb. 14. september 1966 Operation Attleboro begynder. Mere end 20.000 amerikanske og sydvietnamesiske soldater gennemføre i de næste over to måneder Search and Destroy-operationer langs den cambodjanske grænse. Et stort våbendepot i junglen bliver erobret. 23. september 1966 USA offentliggør, at man bruger afløvningsmiddel for at rydde skoven nær den demilitariserede zone. 25. oktober 1966 Ved en konference i Manila for alle de allierede i Vietnamkrigen – USA, Sydvietnam, Australien, Filippinerne, Thailand, New Zealand og Sydkorea – bekendtgør man en fuld tilbagetrækning fra Vietnam inden for seks måneder, hvis Nordvietnam vil trække sig fra Sydvietnam. 26. oktober 1966 Johnson besøger amerikanske tropper ved Cam Ranh i Sydvietnam. 8. december 1966 Nordvietnam afviser Johnsons forslag om en aftale vedrørende behandlingen og eventuelt udvekslingen af krigsfanger. 13. december 1966 Ødelæggelsen af landsbyen Caudat nær Hanoi udløser international kritik af USA’s bombekampagne. 8. januar 1967 Operation Cedar Falls. 16.000 amerikanske og 14.000 sydvietnamesiske soldater rydder den såkaldte ’Jerntrekant’, et skovområde nordvest for Saigon. FNL tager ikke kampen op, men trækker sig tilbage til skjulte baser eller områder uden for trekanten. Amerikanerne opdager store underjordiske anlæg og forsøger at rydde dem, men uden stor effekt. 8.–12. februar 1967 En ikke-erklæret våbenhvile overholdes af begge sider under Tet-festen. 13. februar 1967 Efter at nye fredsfølere fra USA er blevet afvist af Nordvietnam, genoptages Rolling Thunder for fuld skala. 22. februar 1967 Operation Junction City. 30.000 amerikanske og syvietnamesiske soldater forsøger at ødelægge den nordvietnamesiske hærs hovedkvarter i Tay Ninh-provinsen, Sydvietnam. Krigens eneste storstilede faldskærmsoperation finder sted. Hovedkvarteret, der antoges at være et ’mini-Pentagon’ med massevis af stabsfolk, viser sig dog at være lille og mobilt og undslipper i tide. 8. marts 1967 Den amerikanske kongres godkender et budget på 4,5 mia. dollars til krigen. 19. marts 1967 Johnson mødes med Ky på Guam. Ky presses til at afholde et valg i Sydvietnam. 14. april 1967 Under et besøg i Saigon udtaler Richard M. Nixon, at protesterne mod krigen hjemme i USA ”forlænger krigen.” 15. april 1967 Næsten 200.000 mennesker demonstrerer mod krigen i New York og San Francisco. Martin Luther King udtaler, at krigen undergraver Johnsons sociale reformer og dermed rammer landets fattige både ved fronten og hjemme. 20. april 1967 Amerikanske bombefly angriber for første gang havnen i Haiphong, et vigtigt anløbssted for skibe med materiel fra Kina og Sovjetunionen. 24. april 1967 Der udbryder heftige kampe omkring den amerikanske base ved Khe Sanh. General Westmoreland fordømmer demonstrationer mod krigen og siger, at de giver fjenden ”håb om at kunne vinde politisk, hvad han ikke kan vinde militært.” 9. maj 1967 USA indleder et nyt program (CORDS) for at vinde opbakning i den sydvietnamesiske landbefolkning ved uddeling af mad, medicin og husholdningsprodukter. På dette tidspunkt kontrolleres omkring 60 pct. af Sydvietnams landsbyer af FNL. 13. maj 1967 70.000 demonstrerer til støtte for krigen i New York. 18. maj 1967 For første gang rykker amerikanske og sydvietnamesiske tropper ind i den demilitariserede zone. 22. maj 1967 Johnson opfordrer igen Nordvietnam til at gå med til en kompromisfred. Juli 1967 General Westmoreland anmoder om yderligere 200.000 mand til de 475.000 han allerede har i Vietnam. Johnson vil dog kun gå med til 45.000 ekstra. 7. juli 1967 Det nordvietnamesiske politbureau fastsætter en ny strategi for krigen. Fase 1 vil bestå af en række angreb i grænseområderne i et forsøg på at lokke de amerikanske styrker væk fra byerne. Når det er sket, vil Fase 2, et angreb på Sydvietnams vigtigste byer (Tet-offensiven), blive indledt. Målet er at starte en generel folkelig opstand mod det sydvietnamesiske regime i byerne. 18. august 1967 Den republikanske guvernør i Californien, Ronald Reagan, anbefaler en tilbagetrækning fra Vietnam. Han hævder, at krigen ikke kan vindes, fordi bombningen af så mange vigtige mål er blevet forbudt af politiske grunde. 21. august 1967 To amerikanske fly, der ved en fejl har krydset den kinesiske grænse, bliver skudt ned. 3. september 1967 Nguyen Van Thieu vælges igen til præsident af Sydvietnam med Nguyen Cao Ky som sin vicepræsident. Hidtil har Ky dog været den virkelige magt i landet, men efter valget begynder en magtkamp, som Thieu ender med at vinde. Oktober 1967 En meningsmåling i USA viser, at 46 pct. af de adspurgte mener, at krigen er en fejltagelse. 21. oktober 1967 55.000 demonstranter omringer Pentagon i to dage. I London angriber demonstranter den amerikanske ambassade. 3. november 1967 Slaget ved Dak To begynder. Amerikanske styrker foretager et præventivt angreb på nordvietnamesiske styrker, der forbereder et angreb på en amerikansk base nær den cambodjanske grænse. 11. november 1967 Johnson udsender endnu en fredsføler. Den bliver hurtigt afvist af Nordvietnam. 29. november 1967 I en følelsesladet tale bekendtgør Robert McNamara, at han træder tilbage som forsvarsminister. Selvom han er en af mændene bag optrapningen af krigen, er han blevet mere og mere skeptisk med hensyn til præsidentens strategi, og om krigen overhovedet kan vindes. 30. november 1967 Den demokratiske krigsmodstander Eugene McCarthy meddeler, at han vil udfordre præsident Johnson ved primærvalget i 1968. 23. december 1967 Under sit andet og sidste besøg i Vietnam fortæller Johnson soldaterne i Cam Ranh, at ”fjenden ikke er besejret, men har mødt sin overmand på slagmarken.” 21. januar 1968 20.000 nordvietnamesiske soldater, under kommando af general Giap, angriber den amerikanske base ved Khe Sanh. Det bliver begyndelsen på en 77 dage lang belejring, der på begge sider sammenlignes med Dien-Bien-Phu. 31. januar 1968 Trods løfter om igen at ville overholde Tet-våbenhvilen, går 84.000 FNL-guerillaer, støttet af nordvietnamesiske soldater, til angreb på over 100 byer i Sydvietnam. Et angreb på den amerikanske ambassade i Saigon følges tæt af amerikanske medier. 1. februar 1968 En tilfangetagen FNL-guerilla, Nguyen Van Lem, henrettes summarisk af den sydvietnamesiske general Nguyen Ngoc Loan med en kugle i tindingen. Den brutale nedskydning for åbent kamera havner på forsiden af de fleste amerikanske aviser næste dag og rejser yderligere spørgsmål om USA’s sydvietnamesiske allierede. 2. februar 1968 Johnson udtaler, at Tet-offensiven er ”en komplet fiasko.” 27. februar 1968 Den indflydelsesrige nyhedsvært på CBS, Walter Cronkite, der netop er vendt hjem fra Vietnam, giver sin mening til kende, at ”den blodige situation i Vietnam vil ende i et dødvande,” og at en forhandlet fred er den eneste løsning. Efter sigende skal Johnson have sagt: ”Hvis jeg har mistet Cronkite, har jeg mistet Middel-amerika.” 28. februar 1968 Den amerikanske generalstab anmoder, på Westmorelands opfordring, Johnson om yderligere 206.000 tropper til Vietnam. 1. marts 1968 Clark Clifford bliver ny forsvarsminister, men opdager hurtigt, at ingen i Washington har nogen anelse om, hvordan krigen kan vindes. Han fortæller præsidenten, at krigen ikke bør optrappes mere. 2. marts 1968 Slaget om byen Huê, der har stået på siden 31. januar, afsluttes. De 12.000 nordvietnamesiske og FNL-soldater, der har holdt byen besat, fordrives med et tabstal på over 5000 efter Tet-offensivens hårdeste kampe. 216 amerikanske og 384 sydvietnamesiske soldater er også faldet. 7. marts 1968 Slaget om Saigon er forbi. Det lykkedes aldrig FNL eller nordvietnameserne at erobre de vigtigste militære stillinger i byen. 10. marts 1968 Westmorelands anmodning om yderligere tropper offentliggøres i New York Times. Det fører til høringer i senatet, der kommer til at handle om Johnsons strategi i Vietnam i det hele taget. 12. marts 1968 Ved primærvalget i New Hampshire besejrer Johnson udfordreren McCarthy med kun 300 stemmer. Det er et tegn på det totale kollaps af den folkelige opbakning, som Johnson havde i 1964. 16. marts 1968 Robert F. Kennedy stiller op til det demokratiske primærvalg. To dage før havde han tilbudt Johnson at holde sig ude, hvis Johnson ændrede politik i Vietnam. Johnson havde afvist tilbuddet. 300 vietnamesiske civilister myrdes af amerikanske soldater i landsbyen My Lai. Begivenheden hemmeligholdes i et år, men da den afsløres, bliver de ansvarlige stillet for en militær domstol. 26. marts 1968 Ved et møde sammenkaldt i Det hvide Hus af forsvarsminister Clifford anbefaler ”De vise Mænd,” en anset gruppe af ældre statsmænd, en amerikansk tilbagetrækning fra Vietnam. Tidligere havde mange af dem støttet krigen, men nu fastholder kun fire den holdning. 31. marts 1968 I en tale på tv fortæller Johnson, at han endnu engang indstiller Rolling Thunder-angrebene på Nordvietnam og opfordrer nordvietnameserne til at forhandle fred. Derpå overrasker han den amerikanske befolkning ved at meddele, at han ikke vil være det demokratiske partis kandidat ved præsidentvalget i november. 8. april 1968 Belejringen af Khe Sanh brydes af den amerikanske hær. De nordvietnamesiske styrker bliver trukket tilbage efter at have lidt store tab under bombardementer fra amerikanske fly og kanoner. Amerikanerne indleder deres egen offensiv mod nordvietnameserne. Det bliver dog besluttet at nedlægge basen ved Khe Sanh, og evakueringen begynder i juni. 11. april 1968 Clifford afslår officielt Westmorelands anmodning om 206.000 yderligere soldater. 30. april 1968 Slaget ved Dai Do. Nordvietnamesiske styrker forsøger at åbne en rute igennem den demilitariserede zone, men bliver stoppet af amerikanske tropper. Dermed er der sat en stopper for invasioner gennem zonen for de næste fire år. 5. maj 1968 NFL indleder en ’mini Tet-offensiv’ i form af morterangreb på Saigon og 119 andre byer. Det kan dog ikke skjule, hvor alvorligt svækket FNL er efter Tet-offensiven. 10. maj 1968 Som reaktion på Johnsons opfordring fra 31. marts mødes amerikanske og nordvietnamesiske forhandlere i Paris. Det er formodentlig et tegn på, hvor hårdt et slag Tet-offensiven har været for Nordvietnam, at de denne gang ikke afviste forhandlingerne. Forhandlingerne kommer dog til at gå i stå igen og igen. 1. juli 1968 Westmoreland bliver udskiftet med general Creighton W. Abrams som amerikansk øverstbefalende i Vietnam. Abrams deler ikke forgængerens optimistiske syn på krigen og går lidt efter lidt væk fra at forsøge at fordrive kommunisterne fra områder, som de kontrollerer og over til bare at holde fast på områder under amerikansk og sydvietnamesisk kontrol. 8. august 1968 Richard Nixon vælges som republikanernes kandidat ved præsidentvalget. I sin tale ved konventet lover han ”en ærefuld afslutning på krigen i Vietnam.” 29. august 1968 På det demokratiske partikonvent i Chicago vælges Johnsons vicepræsident, Hubert Humphrey, der støtter krigen, som kandidat over udfordreren Eugene McCarthy. Konventet præges af voldsomme protester mod krigen. Urolighederne i USA har efterhånden nået et niveau, der ikke er set siden borgerkrigen. 30. september 1968 Det 900. amerikanske fly skydes ned over Vietnam. Oktober 1968 Operation Sealord begynder. I den største fælles amerikansk/sydvietnamesiske flådeoperation under hele krigen bliver 1200 fartøjer sat ind på Mekong-floden for at afbryde nordvietnamesiske forsyningslinjer fra Cambodja. 31. oktober 1968 Johnson bekendtgør, at Operation Rolling Thunder vil blive indstillet for at holde gang i fredsforhandlingerne i Paris. Denne gang viser stoppet sig at være permanent, da selv nye sammenbrud i forhandlingerne ikke er nok til at indlede nye bombeangreb på Nordvietnam. 5. november 1968 Ved præsidentvalget besejrer Richard Nixon Hubert Humphrey med et lille flertal. 27. november 1968 Richard Nixon vælger Harvard-professoren Henry Kissinger som sin kommende nationale sikkerhedsrådgiver. 20. januar 1969 Nixon indsættes som ny præsident i USA. Han gentager løftet om ”fred med ære.” 25. januar 1969 Fredsforhandlingerne mellem USA, Nordvietnam og FNL i Paris genoptages. 23. februar 1969 FNL indleder en ny offensiv i Sydvietnam med angreb på 110 forskellige mål. 36 amerikanske marineinfanterister bliver dræbt under et angreb på deres base ved den demilitariserede zone. 4. marts 1969 Nixon truer med at genoptage bombeangrebene på Nordvietnam som gengældelse for FNL-offensiven. 17. marts 1969 Nixon godkender Operation Menu, delvist hemmeligholdte bombeangreb på nordvietnamesiske forsyningsbaser i Cambodja. 30. april 1969 De amerikanske styrker i Vietnam når op på 543.000; det højeste antal i hele krigen. Maj 1969 New York Times afslører de hemmelige bombeangreb på Cambodja. Nixon beordrer aflytning af fire journalisters og 13 embedsmænds telefoner for at finde ud af, hvordan oplysningerne er lækket. 10. maj 1969 Slaget om Høj 937, blandt soldaterne kendt som ’Hamburger Hill,’ begynder. Det ti dage lange slag koster 46 amerikanere livet. Efter at have erobret den strategisk set ikke særligt betydningsfulde høj beordres de amerikanske tropper til at trække sig tilbage, så nordvietnameserne kan besætte den igen. Det tilsyneladende meningsløse slag udløser et ramaskrig i USA, og Washington beordrer general Abrams til at indstille alle storstilede Search and Destroy-operationer fremover. 14. maj 1969 I sin første tale om Vietnamkrigen tilbyder Nixon, at USA og Nordvietnam vil trække sig ud af Sydvietnam samtidig. Nordvietnam afviser tilbuddet. Juli 1969 Via en fransk mellemmand sender Nixon et hemmeligt brev til Ho Chi Minh for at opfordre ham til at slutte fred. Brevet truer også med, at bombeangrebene på Nordvietnam vil blive genoptaget, hvis der stadig ikke er kommet gang i forhandlingerne den 1. november. Nordvietnam svarer igen med et krav om, at FNL skal være repræsenteret i en koalitionsregering i Sydvietnam. 8. juli 1969 De første amerikanske enheder trækkes ud af Vietnam. Det er starten på en trinvis tilbagetrækning, der vil fortsætte frem til november 1972. 25. juli 1969 ’Nixon-doktrinen’ bekendtgøres. USA vil fortsat yde støtte til regeringer rundt om i verden, der kæmper mod kommunistiske oprørere, men ikke længere i form af direkte militær indgriben. Man vil i stedet hjælpe de lokale styrker med at bære ansvaret selv. Dermed er den såkaldte ’vietnamisering’ officielt sat i gang. 30. juli 1969 Nixon besøger præsident Thieu i Sydvietnam. Det er Nixons eneste statsbesøg i landet. 4. august 1969 Henry Kissinger indleder hemmelige forhandlinger med nordvietnamesiske repræsentanter i Paris. 12. august 1969 FNL indleder en ny offensiv i Sydvietnam. 2. september 1969 Ho Chi Minh dør af et hjerteanfald. Han efterfølges som præsident af Nordvietnam af Ton Duc Thang, der oplæser forgængerens sidste vilje om at kæmpe videre ”indtil yankeen er væk.” 5. september 1969 Retsagen mod løjtnant William Calley, der havde kommandoen under My Lai-massakren, begynder. 16. september 1969 Nixon beordrer tilbagetrækningen af 35.000 soldater fra Vietnam og en nedsættelse i antallet af indkaldelser til militærtjeneste. 15. oktober 1969 Store demonstrationer mod krigen i Washington og andre byer. For første gang anerkender Nordvietnam krigsmodstanderne i USA med et rosende brev til arrangørerne. Brevet udløser voldsom harme blandt amerikanske konservative, der ser demonstranterne som et fåtal af kommunistiske medløbere. 3. november 1969 I en tv-tale opfordrer Nixon ”det tavse flertal” i USA til at støtte hans strategi i Vietnam. ”Nordvietnam kan ikke besejre eller ydmyge USA,” siger han. ”Det kan kun amerikanere gøre.” 15. november 1969 250.000 mennesker, den største demonstration mod krig i amerikansk historie, samles i Washington. 15. december 1969 Nixon bekendtgør tilbagetrækningen af yderligere 50.000 soldater fra Vietnam. 2. februar 1970 Amerikanske bombefly angriber Ho Chi Minh-stien som gengældelse for en række FNL-angreb i Sydvietnam. 21. februar 1970 De officielle fredsforhandlinger i Paris er stadig i hårdknude, men Kissinger indleder en ny runde hemmelige forhandlinger med Le Duc Tho fra Nordvietnam. Disse forhandlinger vil fortsætte i næsten tre år. 18. marts 1970 Norodom Sihanouk, statsoverhovedet i Cambodja, bliver væltet ved et kup af general Lon Nol. Sihanouk har bestræbt sig på at holde sit land neutralt i forhold til konflikten i Vietnam, men har accepteret nordvietnamesisk tilstedeværelse på cambodjansk jord for at undgå en krig med Nordvietnam eller en borgerkrig. Lon Nol derimod er en glødende antikommunist. Sihanouk, der stadig er på fri fod, indgår snart en alliance med den kommunistiske bevægelse De røde Khmerer. 20. marts 1970 Lon Nol beordrer cambodjanske tropper til at angribe De røde Khmerer og nordvietnamesiske styrker i Cambodja. I Nixon-administrationen diskuteres det, hvordan USA kan hjælpe Lon Nols regime. 20. april 1970 Nixon bekendtgør tilbagetrækningen af endnu 150.000 amerikanske tropper inden for et år. 30. april 1970 Nixon bekendtgør amerikanske og sydvietnamesiske operationer i Cambodja. I hans ord er formålet ”ikke at sprede krigen til Cambodja, men for at afslutte krigen i Vietnam og vinde den retfærdige fred, vi ønsker.” Bekendtgørelsen udløser en ny bølge af protester i USA, især på landets universiteter. 1. maj 1970 15.000 amerikanske og sydvietnamesiske soldater slår til mod nordvietnamesiske baser i Cambodja. Nordvietnameserne og FNL undgår bevidst store slag og trækker sig tilbage. De efterlader store forsyningsdepoter, der bliver erobret af amerikanerne og sydvietnameserne. 4. maj 1970 På Kent State-universitetet i Ohio bliver fire studerende dræbt, da soldater fra nationalgarden, der er sat ind mod demonstrationer på universitetet, åbner ild. Ni andre bliver såret. Som reaktion på nedskydningen bliver undervisningen indstillet på 400 af landets højere læreanstalter, og 100.000 demonstranter omringer offentlige bygninger i Washington. 6. maj 1970 Efter en uge med voldsomme FNL-terrorangreb er 450 civile i Saigon blevet dræbt. Det er det højeste dødstal på en uge indtil videre i byen. 3. juni 1970 Den nordvietnamesiske hær indleder en offensiv mod Phnom Penh, hovedstaden i Cambodja. Amerikanske fly yder luftstøtte til Lon Nols styrker. 22. juni 1970 USA indstiller brugen af afløvningsmiddel mod junglen i Vietnam. 24. juni 1970 Det amerikanske senat ophæver Tonkinbugtresolutionen fra 1964. 30. juni 1970 De sidste amerikanske tropper forlader Cambodja. 350 amerikanere er blevet dræbt under invasionen. 5. september 1970 Operation Jefferson Glenn, den sidste amerikanske offensiv i Vietnam, indledes i Thua Thien-provinsen. Nordvietnamesiske raketbatterier fordrives fra en sikringszone omkring Huê og Da Nang. Det skal give sydvietnameserne ro til at oprette deres eget forsvar omkring disse byer som del af vietnamiseringen. 7. oktober 1970 Nixon foreslår en våbenhvile, hvor alle sider bliver stående, hvor de er, mens man afventer et resultat af fredsforhandlingerne. Nordvietnam svarer ikke. 24. oktober 1970 Sydvietnamesiske styrker indleder en ny invasion i Cambodja. 22. december 1970 Cooper-Church-tilføjelsen til en lov om våbensalg forbyder brugen af amerikanske landtropper i Cambodja. 19. januar 1971 Amerikanske fly gennemføre kraftige bombeangreb mod Ho Chi Minh-stien i Laos og Cambodja. 30. januar 1971 Operation Lam Son 719 begynder. 17.000 sydvietnamesiske soldater angriber nordvietnameserne i Laos i et forsøg på at overskære Ho Chi Minh-stien. Sydvietnameserne får støtte af amerikansk artilleri og flystyrker, men ingen amerikanske landtropper deltager. Efter indledende fremgang går offensiven i stå, og det giver nordvietnameserne tid til at bringe forstærkninger frem og slå sydvietnameserne tilbage. 29. marts 1971 Løjtnant Calley findes skyldig i mordet på 22 civile i landsbyen My Lai. Det er den eneste dom, der rent faktisk falder som følge af massakren. 19. april 1971 Hjemvendte vietnamveteraner indleder en uges protestdemonstrationer mod krigen overalt i USA. 24. april 1971 200.000 mennesker demonstrerer mod krigen i Washington. 3.–5. maj 1971 12.000 demonstranter arresteres i Washington. 13. juni 1971 New York Times begynder offentliggørelsen af The Pentagon Papers; hemmeligstemplede dokumenter om tidligere amerikanske administrationers beslutninger angående Vietnam. Nixon forsøger at stoppe offentliggørelsen ad rettens vej. 28. juni 1971 Daniel Ellsberg, der har lækket The Pentagon Papers til pressen, melder sig selv til politiet. 30. juni 1971 Højesteretten dømmer, at pressen har lov til at offentliggøre The Pentagon Papers. 15. juli 1971 Nixon bekendtgør, at han vil besøge det kommunistiske Kina i 1972. Det er tegn på et massivt skifte i amerikansk udenrigspolitik og internationalt diplomati. 17. juli 1971 Det hvide Hus opretter sin egen uofficelle efterretningsenhed, The Plumbers, der skal efterforske Ellsberg og stoppe flere lækager. Der nedskrives en liste over præsidentens ’fjender’ med navnene på 200 fremtrædende amerikanere. 3. oktober 1971 Uden modkandidat bliver Thieu genvalgt som præsident af Sydvietnam. 9. oktober 1971 En amerikansk militærenhed nægter at gå på patrulje som beordret. Dette er kun et af flere eksempler på lydighedsnægtelse blandt amerikanske tropper i Vietnam. Oktober 1971 Sydvietnam begynder at frigive FNL-krigsfanger, i første omgang 3000. 26. december 1971 Amerikanske fly indleder fire dages bombeangreb på militærinstallationer i Nordvietnam. Som årsag fremhæves nordvietnamesiske overtrædelser af aftalerne om indstillingen af bombeangrebene i 1968. 25. januar 1972 Nixon offentliggør Kissingers forhandlinger med Le Duc Tho og bekendtgør et foreslag til en fredsaftale, som de er nået frem til. 21. februar 1972 Nixon lander i Kina på det første statsbesøg til et kommunistisk land. Den følgende uges forhandlinger revolutionerer Den kolde Krigs diplomati, idet forholdet mellem Kina og USA forbedres markant. Det skaber stor bekymring i den nordvietnamesiske ledelse for, at Kina vil begynde at støtte en fredsaftale, der ikke imødekommer Nordvietnams krav. 23. marts 1972 USA boykotter forhandlingerne i Paris, fordi man ikke mener nordvietnameserne ”forhandler seriøst.” 30. marts 1972 Påske-offensiven begynder. 200.000 nordvietnamesiske soldater under kommando af general Giap invaderer Sydvietnam fra tre sider. Målet var at udnytte den amerikanske troppereduktion til at påføre den sydvietnamesiske hær store tab og tvinge USA til at stå mindre stejlt under forhandlingerne i Paris af frygt for, at Nordvietnam ellers ville kunne besejre Sydvietnam helt. Man håber også at skade Nixons chancer i valgåret 1972 på samme måde, som Tet-offensiven havde skadet Johnsons i 1968. 2. april 1972 Nixon beordrer den amerikanske flåde til at slå til mod nordvietnamesiske troppeopbygninger i og omkring den demilitariserede flåde med luftangreb og artilleri. 4. april 1972 Nixon udvider bombekampagnen til at omfatte alle nordvietnamesiske tropper involveret i Påske-offensiven samt B-52 angreb på selve Nordvietnam. ”Skiderikkerne er aldrig blevet bombet som de vil blive bombet denne gang,” siger han privat. 10. april 1972 De amerikanske bombeangreb på Nordvietnam begynder 13. april 1972 Slaget ved An Loc begynder. I dette 66 dage lange slag lykkes det sydvietnamesiske styrker, med massiv amerikansk luftstøtte, at standse de nordvietnamesiske enheder, der rykker frem mod Saigon. 15. april 1972 Hanoi og Haiphong bliver bombet af amerikanske fly. 27. april 1972 Fredsforhandlingerne i Paris genoptages. 1. maj 1972 Nordvietnamesiske styrker erobrer byen Quang Tri og kontrollerer dermed hovedvejen mod Huê. Men de forstår ikke at udnytte sejren og forvirringen blandt de sydvietnamesiske styrker til et hurtigt fremstød mod Huê 4. maj 1972 Fredsforhandlingerne udsættes på ubestemt tid. 9. maj 1972 Operation Linebacker begynder. Det er den første langvarige bombeoffensiv (i stedet for enkeltangreb som reaktion på politiske og militære begivenheder) mod Nordvietnam siden Rolling Thunder. Sovjetiske luftværnsmissiler påfører dog de amerikanske flystyrker store tab. 21. maj 1972 Nordvietnamesiske styrker forsøger at storme Huê, men bliver slået tilbage. 22. maj 1972 Nixon ankommer til Sovjetunionen på statsbesøg. Russerne frygter at blive isoleret, hvis Kina og USA når til større enighed, og er derfor også opsatte på at forbedre forholdet til USA. Det udnytter Nixon til at beordre operationer, der tidligere havde været politisk umulige, såsom mineringen af Haiphong og andre havne (en trussel mod sovjetiske og kinesiske skibe). 26. maj 1972. Slaget ved Kontum begynder. Under det to dage lange slag om byen bliver de nordvietnamesiske styrker slået tilbage med massive tab. Igen var det især de massive amerikanske B-52-bombeangreb, der gjorde udslaget. 17. juni 1972 Fem indbrudstyve med forbindelser til The Plumbers arresteres i den demokratiske nationalkomités kontorer i Watergate. 28. juni 1972 Sydvietnamesiske tropper indleder en modoffensiv for at erobre Quang Tri tilbage og skubbe nordvietnameserne ud af det nordlige Sydvietnam. 11. juli 1972 Det nordvietnamesiske angreb på An Loc indstilles. 13. juli 1972 Fredsforhandlingerne i Paris genoptages. 14. juli 1972 På det demokratiske partikonvent vælges krigsmodstanderen George McGovern som præsidentkandidat. Han taler for ”øjeblikkelig og fuldstændig tilbagetrækning.” 18. juli 1972 Den amerikanske skuespillerinde Jane Fonda besøger Hanoi og udtaler sig mod krigen på norvietnamesisk radio. I konservative amerikaneres øjne er det forræderi. 19. juli 1972 Sydvietnamesiske styrker indleder en stor modoffensiv mod nordvietnameserne i Binh Dinh-provinsen. 1. august 1972 Kissinger og Tho mødes igen i Paris. 23. august 1972 De sidste amerikanske kamptropper forlader Vietnam. 16. september 1972 Sydvietnamesiske tropper generobrer Quang Tri. Slaget om byen har kostet begge sider store tab. 29. september 1972 Store amerikanske bombeangreb på nordvietnamesiske flybaser. 10 pct. af det nordvietnamesiske luftvåben ødelægges. 8. oktober 1972 Der sker et gennembrud i forhandlingerne mellem Kissinger og Tho, da begge giver vigtige indrømmelser. USA vil tillade Nordvietnam at blive i de områder, de har erobret under Påske-offensiven. Nordvietnam opgiver kravet om præsident Thieus afgang i Sydvietnam. 22. oktober 1972 Kissinger besøger Thieu for at diskutere fredsforslaget. Thieu er rasende over, at nordvietnamesiske tropper får lov til at blive stående i hans land og nægter at bøje sig for kravet, selv da Nixon pr. telefon truer med at afskære al hjælp til Sydvietnam. Operation Linebacker indstilles. Det samme gør Påske-offensiven. 24. oktober 1972 Thieu fordømmer officielt Kissinger og Thos fredsplan. 26. oktober 1972 Hanoi radio offentliggør fredsplanens betingelser, men anklager samtidig USA for at forsøge at sabotere den. I Det hvide Hus holder Kissinger et pressemøde og udtaler: ”Vi mener, at have opnået fred.” Denne giver Nixon ekstra medvind i meningsmålingerne kort før præsidentvalget. 7. november 1972 Nixon vinder den hidtil største jordskredssejr i amerikansk historie over McGovern. 14. november 1972 Nixon sender en hemmelig garanti til Thieu om, at USA vil gribe hurtigt ind med gengældelsesangreb, hvis Nordvietnam overtræder betingelserne i fredsaftalen. 30. november 1972 Den amerikanske troppetilbagetrækning afsluttes. Der er dog stadig 16.000 amerikanske militærrådgivere i Vietnam. 13. december 1972 Fredsforhandlingerne i Paris bryder sammen, da Kissinger fremlægger en liste med krav fremsat af Thieu. Nixon udsteder et ultimatum til Nordvietnam om at vende tilbage til forhandlingsbordet inden for 72 timer. Ellers vil USA indlede en ny bombeoffensiv mod Nordvietnam. 18. december 1972 Da der ikke kommer svar fra nordvietnameserne, sættes Operation Linebacker II i gang. De såkaldte ’julebombninger’ af Hanoi fordømmes af amerikanske politikere og medier og ledere i hele verden. 26. december 1972 Nordvietnam indvilger i at genoptage fredsforhandlingerne senest fem dage efter sidste amerikanske bombeangreb. 29. december 1972 Operation Linebacker II afsluttes. Det har været Vietnamkrigens mest intensive bombekampagne med mere end 100.000 tons bomber kastet over Hanoi og Haiphong. 1318 civilister er blevet dræbt og 15 amerikanske fly skudt ned. 8. januar 1973 Kissinger og Tho genoptager forhandlingerne i Paris. Man når hurtigt til enighed om et udkast, der til forveksling ligner det fra oktober. Nixon truer igen med at afbryde enhver støtte til Sydvietnam, hvis Thieu ikke går med på planen. Thieu bøjer sig modstræbende, selvom han kalder freden ”det samme som en overgivelse.” 23. januar 1973 Nixon offentliggør fredsplanen, der vil ”afslutte krigen og bringe fred med ære.” 27. januar 1973 Fredsaftalen underskrives i Paris. I USA afskaffes værnepligten. I Vietnam bliver oberstløjtnant William Nolde den sidste amerikanske soldat, der bliver dræbt i krigen. 12. februar 1972 Frigivelsen af amerikanske krigsfanger i Hanoi indledes. April 1973 Nixon gentager sit løfte til Thieu om at gribe militært ind hvis Nordvietnam bryder fredsaftalen. Watergate-skandalen ruller dog og vil snart gøre præsidenten handlingslammet. 19. juni 1973 Begge kongressens kamre vedtager Case-Church-lovtilføjelsen, der forbyder USA at gribe militært ind i Sydøstasien fremover. 16. juli 1973 Senatet indleder høringer om de hemmeligholdte bombeangreb på Cambodja i 1969–70. Afsløringerne vækker vrede, og mange taler om en rigsretsag mod Nixon. 14. august 1973 I overensstemmelse med Case-Church-tilføjelsen indstilles amerikanske bombeangreb i Cambodja. 22. september 1973 Sydvietnamesiske styrker går til angreb på nordvietnamesiske stillinger nær Pleiku. 9. maj 1974 Kongressen bengynder forberedelsen til en rigsretssag mod Nixon. 9. august 1974 Nixon træder tilbage for at undgå rigsretssagen. Vicepræsident Gerald Ford tages i ed som ny præsident. September 1974 Den amerikanske kongres fastsætter 700 mio. dollars til økonomisk støtte til Sydvietnam. Det er langt mindre end, hvad den sydvietnamesiske hær har brug for for at fungere. Oktober 1974 Den nordvietnamesiske ledelse beslutter en ny invasion af Sydvietnam i 1975. 13. december 1974 Nordvietnamesiske styrker går til angreb på Phuoc Long-provinsen. Formålet er primært at afprøve præsident Fords vilje til at støtte Sydvietnam forud for næste års storoffensiv. Ford svarer igen med en diplomatisk protest, men Case-Church-tilføjelsen umuliggør et militært svar. 18. december 1974 Nordvietnamesiske ledere begynder at planlægge den endelige militære sejr over Sydvietnam. 8. januar 1975 Den nordvietnamesiske generalstabs plan for invasionen af Sydvietnam godkendes af politbureauet. Planen forudser en kamp, der vil vare to år. I realiteten vil det kun tage 55 dage. 21. januar 1975 Ford udtaler, at USA er uvillig til at gå ind i krigen igen. 10. marts 1975 Den nordvietnamesiske storoffensiv indledes med et angreb på Ban Me Thuot i det centrale højland. 11. marts 1975 Ban Me Thuot falder. De 4000 sydvietnamesiske soldater, der forsvarer byen, overgiver sig eller deserterer. 13. marts 1975 Thieu beslutter at opgive det centrale højland. Civile og soldater flygter under nordvietnamesisk artilleribombardement. 18. marts 1975 Nordvietnameserne beslutter at accelerere deres offensive plan, da den sydvietnamesiske hær ser ud til at bryde sammen. 19. marts 1975 Quang Tri erobres af nordvietnameserne. 25. marts 1975 Huê bliver erobret af nordvietnameserne efter tre dages belejring. Millioner af civilister flygter sydpå. 30. marts 1975 Da Nang bliver erobret af nordvietnameserne. 100.000 sydvietnamesiske soldater kapitulerer. 31. marts 1975 Den nordvietnamesiske hær indleder Ho Chi Minh-kampagnen, rettet mod Saigon. 9. april 1975 Ved Xuan Loc, 61 km fra Saigon, møder nordvietnameserne for første gang hård modstand. 17. april 1975 Den cambodjanske hovedstad Phnom Penh erobres af den kommunistiske Røde Khmer-bevægelse. Dermed afsluttes borgerkrigen i Cambodja. De røde Khmerer indleder snart et folkemord på alle modstandere af regimet, folk med tilknytning til fremmede lande samt højtuddannede personer. 1,7–2,5 mio. mennesker, ud af en befolkning på 8 mio., bliver myrdet eller dør af sult og sygdom. 21. april 1975 Efter amerikansk pres træder Thieu tilbage som sydvietnamesisk præsident. Under sin sidste tårevædede tv-tale oplæser han Nixons løfte om militær bistand og fordømmer Paris-fredsaftalen, Kissinger og USA som helhed. ”USA har ikke levet op til sine løfter. Det er umenneskeligt. Det er utroværdigt. Det er uansvarligt.” Derefter rejser han i eksil i Taiwan. 22. april 1975 Xuan Loc erobres af nordvietnameserne. 23. april 1975 100.000 nordvietnamesiske tropper nærmer sig Saigon. I en tale siger Ford, at Vietnamkrigen ”er en krig, der er overstået for USA’s vedkommende.” 27. april 1975 Saigon omringes af nordvietnamesiske styrker. Der udbryder kaos i byen. 28. april 1975 General Duong Van Minh bliver ny præsident i Sydvietnam. Han opfordrer til våbenhvile, men det ignoreres af nordvietnameserne. 29. april 1975 Evakueringen af 7000 amerikanere og sydvietnamesere med helikopter indledes fra Tan Son Nhut-basen. Men da basen stormes af desperate civilister, skiftes evakueringen til det mere sikre område ved den amerikanske ambassade. Også her forsøger tusindvis af civilister dog at trænge ind for at undslippe byen. 30. april 1975 De sidste amerikanere forlader Saigon. Nordvietnameserne rykker ind i byen og møder meget lidt modstand. Kl. 11 hejses FNL's flag over præsidentpaladset. Præsident Minh udsender Sydvietnams betingelsesløse kapitulation over radioen. 12. maj 1975 Det amerikanske fragtskib Mayaguez kapres i internationalt farvand af en Røde Khmer-bådstyrke. Ford beslutter at iværksætte en redningsoperation. 15. maj 1975 Amerikanske marineinfanterister angriber den cambodjanske ø Koh Tang, hvor besætningen fra Mayaguez er blevet holdt fanget. Besætningen var dog allerede blevet sat fri af De røde Khmerer. En længere kamp mellem amerikanske og Røde Khmer-styrker udvikler sig, og under en forvirret tilbagetrækning bliver nogle marineinfanterister efterladt på Koh Tang. De henrettes senere af De røde Khmerer, og disse, samt ofrene i kampen, regnes nogle steder for Vietnamkrigens sidste amerikanske ofre. Juni 1975 Det nordvietnamesiske regime begynder at sende sydvietnamesiske soldater, embedsmænd og civilister, der havde arbejdet for amerikanerne, i ’genopdragelseslejre.’ Et sted mellem 1 og 2,5 mio. vietnamesere menes at lide denne skæbne. 100–200.000 sydvietnamesere menes at være blevet henrettet af det kommunistiske regime efter sejren. 200–400.000 vietnamesere, fra både syd og nord, flygter til nabolandene med båd. 2. december 1975 I Laos tvinges kong Savang Vatthana til at abdicere, og den kommunistiske Pathet Lao-bevægelse overtager magten. Dermed har kommunisterne erobret alle tre lande i det tidligere Fransk Indokina. 2. juli 1976 Nord- og Sydvietnam lægges officelt sammen til Den socialistiske Republik Vietnam. Samme dag ændres Saigons navn officielt til Ho Chi Minh-byen. 21. januar 1977 Den nyindsatte amerikanske præsident, Jimmy Carter, udsteder en fuldstændig benådning af enhver, der havde undveget værnepligten under Vietnamkrigen. 30. april 1977 Røde Khmer-ledelsen i Cambodja indleder et angreb på Vietnam. Trods deres samarbejde under krigen mod USA frygter De røde Khmerer, at Vietnam planlægger at samle et kommunistisk Indokina under sig. 20. september 1977 Vietnam optages i FN. December 1977 Efter at have besejret den cambodjanske invasion rykker vietnamesiske tropper ind i Cambodja. De trækkes dog snart tilbage for ikke at vække kinesernes vrede. De røde Khmerer fortolker dog tilbagetrækningen som en storslået militær sejr. 25. december 1978 Vietnam invaderer Cambodja for at styrte Røde Khmer-regimet, der har udviddet deres folkemord til at omfatte etniske vietnamesere i Cambodja. 7. januar 1979 Vietnamesiske tropper rykker ind i Phnom Penh. Røde Khmer-lederne må gå i eksil i Thailand. En vietnamesisk-venlig kommunistisk regering oprettes i Cambodja den 8. januar. Kina, der historisk set altid har frygtet et stærkt Vietnam ved sin sydlige grænse, er rasende. 17. februar 1979 Kina invaderer Vietnam. Den officielle grund er påståede overgreb mod den kinesiske befolkning i Vietnam. Uofficielt er formålet at få Vietnam til at rette ind efter Kinas politik. Sovjetunionen støtter Vietnam med våbenleverancer, og på begge sider af den kinesisk-russiske grænse mobiliseres tropper. 6. marts 1979 Efter en blodig bykrig falder Lang Son til kineserne, der erklærer, at vejen til Hanoi nu er åben. Kineserne har dog lidt alvorlige tab og er endnu ikke nået frem til vietnamesernes primære forsvarslinje. Så efter Lang Sons fald erklærer de deres straffeaktion for overstået og trækker sig tilbage til Kina. Vietnam kommer også til at stå stadig mere isoleret i regionen med Sovjetunionen som sin eneste allierede. 23. juni 1980 Vietnamesiske styrker fra Cambodja rykker ind i Thailand for at tvinge cambodjanske flygtninge på thailandsk jord tilbage til Cambodja. Flere vietnamesiske invasioner følger i de kommende år, også pga. Røde Khmer-aktiviteter i Thailand. 26. september 1989 De vietnamesiske tropper forlader officielt Cambodja. De sidste tropper menes dog først at blive trukket hjem i 1990. 3. februar 1994 USA’s præsident Bill Clinton ophæver handelsembargoen mod Vietnam, der havde været i kraft siden 1975. 11. juli 1995 Clinton normaliserer de diplomatiske forbindelser mellem USA og Vietnam. |
