Af: Rasmus Kjærbye Petersen

Oktober 1887
Fransk Indokina dannes ved sam­men­lægn­ing­en af Annam, Tonkin, Cochinkina og Cambodja. Laos blev lagt til i 1893.

22. sep­tem­ber 1940
Japanske tropper indleder besættelsen af Indokina.

19. maj 1941
Viet Minh (Viet Nam Doc Lap Dong Minh Hoi – ”Forbund for Vietnams Uafhængighed”) bliver formelt dannet i landsbyen Pác Bó.

Oktober 1944
En hun­gers­nød, for­værr­et af fransk/japanske beslaglæggelser af ris, begynder. Den varer frem til maj 1945 og koster et sted mellem 400.000 og 2 mio. men­nes­ker livet. Viet Minh opfordrer be­folk­nin­gen til at plyndre rislagre og nægte at betale deres skat og vinder på den måde stor po­pu­la­ri­tet.

9. marts 1945
Den japanske hær internerer alle franske em­beds­mænd og kolonitropper i Vietnam. Japanerne opretter deres egen marionetstat – Kejserriget Vietnam – og sætter Bao Dai, den tid­li­ge­re konge af Annam, på tronen som kejser.

Juni 1945
Viet Minh tager kon­trol­len med det nord­vest­li­ge Vietnam.

14. august 1945
Augustre­vo­lu­ti­o­nen begynder. Den 17.–18. august er der store fol­ke­li­ge demonstrationer i Hanoi. Viet Minh besætter regeringsbyg­nin­ger, uden at japanerne sætter sig til modværge.

15. august 1945
Japan kapitulerer til de al­li­e­re­de.

22. august 1945
En fransk em­beds­mand ankommer til Hanoi for at tage imod ja­pa­ner­nes o­ver­gi­vel­se, men japanerne sætter ham i hus­ar­rest og fastholder kon­trol­len.

2. sep­tem­ber 1945
Ho Chi Minh udråber Den de­mo­kra­tis­ke Republik Vietnam i Hanoi.

13. sep­tem­ber 1945
Britiske soldater ankommer til Sydvietnam (Nordvietnam bliver mid­ler­ti­digt besat af ki­ne­si­ske nationaliststyrker). De japanske styrker i Vietnam overgiver sig of­fi­ci­elt til franske em­beds­mænd.

22. sep­tem­ber
Franske faldskærmstropper, befriet fra interneringslejre, rykker ind i Saigon. De angriber Viet Minh-enheder og civilister.

1. oktober 1945
Briterne an­er­ken­der fransk­mænde­nes her­re­dømm­e over det sydlige Vietnam. I det nordlige Vietnam begynder ki­ne­si­ske tropper at slå til mod kommunister. Viet Minh kan ikke stoppe dem.

6. marts 1946
Under di­plo­ma­tisk pres fra Moskva underskriver Ho Chi Minh en aftale, der tillader, at franske tropper mid­ler­ti­digt tager kon­trol­len med det nordlige Vietnam for på den måde at slippe af med de antikom­mu­nis­tiske ki­ne­si­ske styrker i landet. Til gengæld lover Frankrig at an­er­ken­de Den de­mo­kra­tis­ke Republik Vietnam som en fri stat indenfor Den franske Union (afløseren til det franske kolonirige). Den an­er­ken­delse kommer dog aldrig.

26. marts 1946
Britiske tropper forlader Vietnam. Kon­trol­len i hele landet overlades til franske tropper. Kort efter bryder nye kampe ud mellem Viet Minh og fransk­mænde­ne.

23. november 1946
Franske skibe indleder et bom­bar­de­ment af Haiphong og dræber flere tusinde ind­byg­ge­re. Viet Minh indgår en våb­enh­vil­e og går med til at forlade Haiphong og Hanoi.

19. december 1946
30.000 Viet Minh-soldater går til angreb på Hanoi for at til­ba­ge­e­rob­re byen. De bliver dog slået tilbage af de langt bedre be­væbn­ed­e franske styrker. Dette er den of­fi­ci­el­le start på 1. Indokinakrig.

7. oktober 1947
Franske faldskærmsstyrker indleder en operation for at tage Viet Minhs le­der­skab til fange. Ho Chi Minh og andre frem­træd­end­e figurer und­slip­per, men 9000 Viet Minh-soldater bliver dræbt.

14. juni 1949
Den vietnamesiske Stat bliver udråbt som en ’selvstændig’ nation under Den franske Union. Den tid­li­ge­re kejser Bao Dai bliver premierminister og stats­o­ver­ho­ved. USA an­er­ken­der den nye stat, selvom de fleste ser det som en fransk marionetregering.

1. oktober 1949
Mao Zedong udråber Den ki­ne­si­ske Folkerepublik. Det nye ki­ne­si­ske styre begynder hurtigt at forsyne Viet Minh med våben. Viet Minh begynder at oprette regulære infanteridivisioner i stedet for tid­li­ge­re irregulære styrker.

25. maj 1950
General Vo Nguyen Giap beordrer et angreb mod provinsho­ved­sta­den Cao Bang, men det bliver slået tilbage af byens pro-franske vietnamesiske garnison.

15. sep­tem­ber 1950
Slaget ved Dong Khe. Eter tre dages kampe bliver byen erobret af Viet Minh. Dong Khe kon­trol­le­re­de landevejen til Kina og var således af vital be­tyd­ning for Viet Minh som en forsyningsrute.

3. oktober 1950
Giap gen­nem­før­er et nyt angreb på Cao Bang og erobrer byen. To uger senere falder også en anden provinsho­ved­stad, Lang Son, til Giaps styrker. Viet Minh kontrollerer nu grænsen til Kina.

13. januar 1951
Giap inleder et angreb på Vinh Yen 32 km nordvest for Hanoi. Men fransk­mænde­ne har bygget en befæstet linje omkring Hanoi, og Viet Minhs angreb bliver slået tilbage med store tab. Y­der­li­ge­re to angreb på den franske linje i marts og maj ender også som kostbare nederlag. Der bliver sået tvivl om Giaps ledelse og om rigtigheden af at føre konventionel krig med frontalangreb efter kinesisk mønster.

14. november 1951
Fransk­mænde­ne går i offensiven og erobrer provinsho­ved­sta­den Hoa Binh. Målet er at få Viet Minh til at genoptage sine frontalangreb og derved påføre dem y­der­li­ge­re tab.

22. februar 1952
Fransk­mænde­ne tvinges til at trække sig tilbage fra Hoa Binh igen. Viet Minh har ændret metoder, og deres angreb bliver mere vel­lyk­ke­de.

23. november 1952
Slaget ved Na San begynder. Fransk­mænde­ne begynder at bruge en ny taktik med pindsvineformationer, der kan forsvares mod angreb fra alle ret­nin­ger. Det er et svar på Viet Minhs infiltrationer i deres bagland og angreb på franske forsyningslinjer.

2. december 1952
Viet Minh må opgive deres angreb på Na San efter at have lidt store tab. Den nye franske pindsvinetaktik regnes for en succes. Men på det stra­te­giske plan kunne det ikke stoppe Giaps offensiv.

9. april 1953
Giap begynder at sende styrker ind i Laos for at lægge pres på fransk­mænde­ne dér. Flere franske stil­lin­ger bliver erobret.

20. november 1953
Fransk­mænde­ne indleder Operation Castor, luftlandsætningen af styrker ved Dien-Bien-Phu. Planen er at gøre dalen på grænsen mellem Vietnam og Laos til den ul­ti­ma­ti­ve pindsvinestilling, der skal blokere Viet Minhs adgang til Laos. Viet Minh skal udfordres til at angribe Dien-Bien-Phu og så påføres ødelæggende tab.

24. november 1953
Giap giver ordre til at for­be­re­de et angreb på Dien-Bien-Phu. I december havde Viet Minh taget kon­trol­len med stort set alle de om­kring­lig­gen­de højdedrag. Her begynder de at opstille artilleri til at bombardere de franske stil­lin­ger i dalen og luftværn til at bekæmpe den franske luftstøtte.

13. marts 1954
Viet Minh indleder deres angreb på de nordlige franske stil­lin­ger ved Dien-Bien-Phu. På få dage er de erobret.

30. marts 1954
Viet Minh indleder masseangreb på de centrale franske stil­lin­ger omkring landingsbanen, der er af­gør­end­e for den franske position ved Dien-Bien-Phu. An­gre­be­ne koster dog dyrt.

5. april 1954
Giap afbryder massean­gre­be­ne, og hans soldater går over til at grave tunneler og løbegrave for at nå frem til de centrale stil­lin­ger. I slut­nin­gen af april er fransk­mænde­ne blevet presset tilbage, og landingsbanen kan reelt ikke bruges mere.

26. april 1954
Man beslutter at indlede fredsfor­hand­lin­ger i Genève mellem Frankrig og de indoki­ne­si­ske frihedsbe­væg­els­er.

1. maj 1954
Giap genoptager massean­gre­be­ne på de nu dårligt for­sy­ne­de, nedslidte og underbemandede franske stil­lin­ger.

7. maj 1954
Ved et sidste storangreb erobrer Viet Minh de til­ba­ge­vær­end­e franske stil­lin­ger, og den franske general Chri­sti­an de Castries må overgive sig.

8. maj 1954
For­hand­lin­gerne begynder i Genève.

18. juni 1954
Pierre Mendès-France bliver fransk premierminister, valgt på på løftet om at opnå en våb­enh­vil­e indenfor en måned, med henblik på en fuld fransk til­ba­ge­trækn­ing fra Indokina.

26. juni 1954
Bao Dai gør Ngo Dinh Diem til ny premierminister i Den vietnamesiske Stat. Det sker trods fransk protest, da Diem menes at kunne skaffe a­me­ri­kansk støtte.

20. juli 1954
Frankrig indgår en freds­af­ta­le med Viet Minh. Vietnam deles mid­ler­ti­digt i to. Franske styrker og deres vietnamesiske al­li­e­re­de skal trækkes tilbage til den sydlige del, Viet Minh til den nordlige. De to områder adskilles af en demilitariseret zone langs den 17. breddegrad.

21. juli 1954
Genève-erklæringen udstedes. Stor­mag­ter­ne lover at respektere freds­af­ta­len og undgå ind­bland­ing i Vietnam. USA underskriver dog ikke erklæringen.

17. august 1954
A­me­ri­kan­ske skibe indleder Operation Passage to Freedom; massevakueringen af vietnamesiske civilister og soldater, primært ka­to­lik­ker, fra det nordlige Vietnam, som ifølge freds­af­ta­len skal kon­trol­le­res af kommunisterne.

Oktober 1954
Ho Chi Minh vender tilbage til Hanoi, og Den de­mo­kra­tis­ke Republik tager of­fi­ci­elt kontrol med den nordlige del af Vietnam.

Januar 1955
Den første a­me­ri­kan­ske sending af militært udstyr ankommer til Saigon.

27. april 1955
Premierminister Diem indleder en voldsom militær nedkæmpelse af den magt­ful­de Bien Xuyen-forbryderorganisation. På trods af ød­el­ægge­lse­rne opnår Diem stor po­pu­la­ri­tet i be­folk­nin­gen efter at have for­dre­vet Bien Xuyen fra Saigon efter godt en uges kampe. Men samtidig er det be­gyn­del­sen på Diems un­der­tryk­kel­se af enhver form for modstand mod ham, bl.a. sekterne Cao Dai og Hoa Hao.

Juli 1955
Ho Chi Minh besøger Moskva og får tilbudt sovjetisk bistand.

23. oktober 1955
Ved en folkeafstemning om det sydlige Vietnams fremtid besejrer Diem Bao Dai. Dagen efter bliver Den vietnamesiske Stat omdannet til Den vietnamesiske Republik (Sydvietnam) med Diem som præs­id­ent. Dermed aflyser Diem også det valg, der ifølge Genève-freden skulle være afholdt i hele Vietnam i 1956.

December 1955
I Den de­mo­kra­tis­ke Republik Vietnam (nu Nordvietnam) indledes landreformer, der re­sul­te­rer i skueprocesser mod store landejere.
I Sydvietnam afbryder Diem kon­tak­terne til Frankrig. Han beslaglægger også jord fra buddhistiske bønder og fordeler det blandt sine katolske støtter.

Januar 1956
Diem slår til mod mistænkte Viet Minh-sympatisører i landdistrikterne. Mange bliver torteret eller ’skudt under flugt.’

28. april 1956
Sidste franske soldater forlader Vietnam.

November 1956
Opstande mod landreformerne i Nordvietnam bliver slået ned.

Januar 1957
Sov­jet­u­ni­o­nen foreslår en per­ma­nent opdeling af Vietnam i to stater. USA nægter dog at an­er­ken­de det kom­mu­nis­tiske Nordvietnam.

8.-18. maj 1957
Diem er på statsbesøg i USA. Præs­id­ent Eisenhower an­er­ken­der ham som en ”mirakelmager”, der kan skabe et stabilt, ikke-kom­mu­nis­tisk regime. Eisenhower fornyer løftet om a­me­ri­kansk øk­on­om­isk og militær bistand til Sydvietnam.

Juli 1957
Kom­mu­nis­tiske guerillaer – ef­ter­ladte Viet Minh-grup­pe­rin­ger i Sydvietnam – indleder en terrorkampagne mod sydvietnamesiske em­beds­mænd og Diem-støtter. Mere end 400 dræbes inden årets udgang.

7. marts 1958
Pham Van Dong, Nordvietnams premierminister, skriver til Diem og foreslår for­hand­lin­ger om troppenedrustning og fornyede handelsfor­bin­del­ser som et første skridt mod genoptagelsen af for­hand­lin­ger om en forening af Vietnam.

26. april 1958
Diem afslår alle y­der­li­ge­re for­hand­lin­ger med Nordvietnam, før regimet dér opretter ”de­mo­kra­tis­ke frihedsrettigheder” i stil med Sydvietnams.

Juni 1958
En cen­tra­li­se­ret kommandostruktur for de kom­mu­nis­tiske guerillagrupper oprettes i Mekong-deltaet.

December 1958
Den nordvietnamesiske hær invaderer Laos og besætter en række lands­by­er langs grænsen.

Marts 1959
Ho Chi Minh indleder of­fi­ci­elt re­vo­lu­ti­o­nen i Sydvietnam ved at erklære en ”folkets krig” mod Diems regime.

Maj 1959
Den nordvietnamesiske hær indleder op­ret­tel­sen af Ho Chi Minh-stien, en række forsyningsruter igennem de dele af Laos, den kontrollerer.

Juli 1959
4000 kom­mu­nis­tiske guerillaer, født i Sydvietnam men flyttet til Nordvietnam efter delingen og trænet der, sendes sydpå for at infiltrere Sydvietnam.

8. juli 1959
To a­me­ri­kan­ske militærrådg­iv­er­e bliver dræbt af guerillaer ved Bien Hoa i Sydvietnam. Det er USA’s første faldne i Viet­nam­kri­gen.

April 1960
Nordvietnam indfører værnepligt med tjeneste på ubestemt tid.
Frem­træd­end­e sydvietnamesere pro­tes­terer i læserbreve mod Diems stadig mere korrupte og nepotistiske styre. Diem svarer igen ved at lukke oppositionsaviser og arrestere journalister og intellektuelle.

November 1960
U­til­fred­se sydvietnamesiske of­fi­ce­rer forsøger et kup mod Diem, men det slår fejl. Diem indleder for­følg­els­e af alle ’statsfjender.’ 50.000 bliver arresteret, og tu­sind­vis af andre flygter til Nordvietnam, hvor de bliver trænet og senere sendt tilbage til Sydvietnam som guerillaer.

20. december 1960
Front National de Liberation (FNL) bliver oprettet som en væbnet fæll­eso­rg­an­is­at­io­n for alle Diem-styrets fjender. Kommunisterne dominerer dog, og be­væg­els­en bliver kon­se­kvent omtalt som Viet Cong.

Januar 1961
Den sov­je­ti­ske ministerpræs­id­ent, Nikita Khrusjtjov, udtaler, at Sov­jet­u­ni­o­nen vil støtte na­ti­o­na­le frihedskrige overalt i verden. Det opmuntrer Nordvietnam til at in­ten­si­vere deres kamp for at samle Vietnam. Ved årets udgang kontrollerer FNL store områder i Sydvietnam.

20. januar 1961
John F. Kennedy indsættes som USA’s præs­id­ent. I indsættelsestalen lover han: ”At støtte enhver ven og modsætte sig enhver fjende for at sikre frihedens overlevelse og succes.” Den afgående præs­id­ent Eisenhower råder Kennedy til at sende soldater til Vietnam.

Maj 1961
Den a­me­ri­kan­ske vicepræs­id­ent, Lyndon B. Johnson, på statsbesøg i Sydvietnam, hvor han hylder Diem som ”Asiens Winston Churchill.” Kennedy sender 400 jægersoldater til Vietnam for at træne sydvietnamesiske soldater og civile militser til kamp mod FNL-guerillaen.

Oktober 1961
Flere af Kennedys rådg­iv­er­e anbefaler at sende kamptropper til Vietnam (helt op til 200.000 mand ifølge forsvarsminister McNamara), men præs­id­ent­en afslår det. I stedet beslutter han at sende flere militærrådg­iv­er­e samt helikopterenheder, der skal bistå den sydvietnamesiske hær med trans­port og rekognoscering, hvorved a­me­ri­kan­ske soldater vil blive direkte in­vol­ve­ret i kampene.

11. december 1961
De første a­me­ri­kan­ske helikopterenheder ankommer til Vietnam.

15. januar 1962
Ved et pressemøde benægter Kennedy, at a­me­ri­kan­ske soldater er in­vol­ve­ret i kampe i Vietnam.

Marts 1962
USA og Sydvietnam indleder Strategic Hamlet-pro­gram­met, et forsøg på at flytte den sydvietnamesiske landbe­folk­ning til be­fæst­ed­e lands­by­er, hvor de kan forsvare sig mod FNL og dermed ikke er tvunget til at støtte dem under trusler, som mange hidtil har været. Tvangsflytninger, utilstrækkeligt forsvar, dårlig for­valt­ning og kor­rup­ti­on forvandler dog pro­gram­met til en fiasko, der ender med at øge mod­stan­den mod det sydvietnamesiske regime i stedet for at mindske den.

23. juli 1962
En neutralitetserklæring for Laos underskrives af USA og 13 andre lande i Genève. Dermed forbydes a­me­ri­ka­ner­ne at slå til mod Ho Chi Minh-stien i Laos.

August 1962
A­me­ri­kan­ske specialstyrker indleder op­ret­tel­sen af en base ved Khe Sanh nær den demilitariserede zone. Basen skal overvåge, om nordvietnamesiske styrker bevæger sig igennem zonen eller nabolandet Laos.
Au­stra­li­en begynder også at sende militærrådg­iv­er­e til Sydvietnam.

1. august 1962
Kennedy underskriver en lov, der tillader a­me­ri­kansk militær støtte til ”lande på randen af den kom­mu­nis­tiske verden under direkte angreb.”

2. januar 1963
Slaget ved Ap Bac. Sydvietnamesiske enheder angriber den FNL-kon­trol­le­re­de landsby Ap Bac med støtte fra a­me­ri­kan­ske helikoptere. Angrebet bliver dog slået tilbage. Slaget skabte stor op­mærks­omh­ed i USA, ikke kun fordi tre a­me­ri­kan­ske helikopterpiloter blev dræbt, men også fordi det var et af de første ek­semp­ler på, at FNL kunne besejre a­me­ri­kansktrænede og -ud­sty­re­de sydvietnamesiske tropper i åben kamp.

8. maj 1963
Sydvietnamesisk politi og militær åbner ild mod en demonstration i byen Huê. Ni af demonstranterne, der pro­tes­terer over et forbud mod det buddhistiske flag, bliver dræbt. Nedskydningen fører til en periode med vold­som­me buddhistiske pro­tes­ter over hele Sydvietnam.

3. juni 1963
Sydvietnamesisk politi og militær angriber bedende buddhistiske demonstranter i Huê med kemiske våben. A­me­ri­ka­ner­ne kræver, at Diem of­fi­ci­elt tager afstand fra an­gre­be­ne. Ellers vil USA fordømme an­gre­be­ne og lægge afstand til styret i Saigon. Sydvietnameserne foretager en undersøgelse, der hurtigt fritager Diem for al skyld i angrebet.

11. juni 1963
Den buddhistiske munk Thich Quang Durc sætter ild til sig selv i Saigon i protest mod Diem-regimets politik. Dette og andre lignende selvmord skaber stor in­ter­na­ti­o­nal op­mærks­omh­ed.

4. juli 1963
Den buddhistiske sydvietnamesiske general Tran Van Don kon­tak­ter CIA angående et muligt kup mod præs­id­ent Diem.

21. august 1963
Sydvietnamesiske specialenheder stormer en række buddhistiske pagoder rundt omkring i landet, mest berømt den store Xa Loi-pagode i Saigon, for at fjerne buddhistiske demonstranter. Mere end 1400 arresteres, og flere hundreder antages at blive dræbt. USA udsteder en officiel fordømmelse af an­gre­be­ne.

24. august 1963
Det a­me­ri­kan­ske udenrigsministerium sender et telegram, DEPTEL 243, til den nye a­me­ri­kan­ske ambassadør i Saigon, Henry Cabot Lodge. Telegrammet siger det ikke direkte, men antyder kraftigt, at USA vil billige et kup mod Diem, hvis denne ikke ændrer sin politik mod buddhisterne. I hvor høj grad Kennedy står inde for budskabet er om­dis­ku­te­ret.

26. august 1963
Under et møde med Diem kræver Cabot Lodge, at præs­id­ent­en fyrer sin forhadte bror, Ngo Dinh Nhu, der stod bag pagode-an­gre­be­ne, og indleder en for­so­ning med buddhisterne. Diem afviser blankt o­ver­ho­ve­det at diskutere sagen.

2. sep­tem­ber 1963
Under et tv-interview med Walter Cronkite omtaler Kennedy Diem som værende ude af kontakt med sin egen be­folk­ning og påpeger behovet for ud­skift­nin­ger i den sydvietnamesiske ledelse. Præs­id­ent­en un­der­stre­ger dog også, at hvis det sydvietnamesiske regime falder til kommunisterne, vil det rive andre stater i Syd­østa­s­ie­n med sig.

2. oktober 1963
Kennedy sender et telegram til Cabot Lodge, der på den ene side siger, at man ikke på nogen måde skal opfordre til et kup, men på den anden side beder ambassadøren om at i­den­ti­fi­ce­re og oprette kontakt til en ny ledelse, når og hvor den end måtte opstå.

5. oktober 1963
Ge­ne­ra­lerne Duong Van Minh og Tran Van Don beder Cabot Lodge om at bekræfte, at den a­me­ri­kan­ske støtte til staten vil fort­sætt­e, hvis Diem bliver væltet, hvilket ambassadøren siger ja til.

1. november 1963
Duong Van Minh anfører et kup mod Diem og hans familie. Diem og Nhu bliver taget til fange den 2. november og senere samme dag myrdet.

6. november 1963
Kupmagerne opretter en ny regering med Diems vicepræs­id­ent, Nguyen Ngoc Tho, som premierminister, men med en militærkomité ledet af Duong Van Minh til at holde opsyn med regeringen.

22. november 1963
Kennedy bliver skudt og dræbt under et besøg i Dallas. Lyndon B. Johnson tages i ed som ny a­me­ri­kansk præs­id­ent.

24. november 1963
Under et møde med Cabot Lodge i Wa­shing­ton erklærer Johnson, at han ikke har i sinde at ”miste Vietnam.” Men i mod­sætn­ing til ’in­ter­na­ti­o­nalisten’ Kennedy, så er Johnsons fokus i første omgang primært på a­me­ri­kansk in­den­rigs­po­li­tik og hans eget am­bi­ti­øs­e reformprogram.

30. januar 1964
Duong Van Minh væltes i et ublodigt kup. General Nguyen Khanh bliver Sydvietnams nye leder.

Marts 1964
USA i­værks­ætte­r en hemmelig bombekampagne mod Ho Chi Minh-stien i Laos. Man kommer uden om alle juridiske pro­ble­mer ved at bruge le­je­sol­da­ter som piloter i gamle fly, der er taget ud af tjeneste. På den måde er der strengt taget ikke tale om a­me­ri­kan­ske angreb.

6. marts 1964
Den a­me­ri­kan­ske forsvarsminister, McNamara, besøger Sydvietnam. Han udtaler USA’s støtte og tiltro til general Khanh og tilføjer: ”Vi bliver så længe, som det kræves. Vi vil yde hvilken som helst bistand, som må være påkrævet for at vinde kampen mod de kom­mu­nis­tiske oprørere.” I kølv­and­et på McNamaras besøg bliver Johnson-ad­mi­ni­stra­ti­o­nen mere og mere fo­ku­se­ret på at for­hind­re en kom­mu­nis­tisk sejr i Vietnam, som de mener vil skade USA’s omdømme i verden.

17. marts 1964
USA’s na­ti­o­na­le sikkerhedsråd anbefaler en bombekampagne mod Nordvietnam. Johnson vil dog kun godkende plan­lægn­ing­en af en sådan.

Maj 1964
Johnson-ad­mi­ni­stra­ti­o­nen begynder at arbejde på et udkast til en kongresresolution, der skal skal gøre det muligt for USA at blive mere direkte in­vol­ve­ret i Vietnam. I første omgang må resolutionen dog skrinlægges, da der ikke er støtte nok til den i kon­gres­sen.

Juni 1964
A­me­ri­ka­ner­ne optrapper OPLAN 34Alpha, en hemmelig operation mod Nordvietnam, som CIA har stået for siden 1961, men som nu o­ver­ta­ges af mi­li­tær­et. Operationen består af kommandoangreb mod installationer (såsom radaranlæg) på den nordvietnamesiske kyst, gen­nem­ført af a­me­ri­kansk trænede sydvietnamesiske specialenheder i hurtige både. A­me­ri­kan­ske overvågningsskibe i Tonkinbugten, der skal opspore ki­ne­si­ske og russiske o­ver­søi­sk­e trans­porter af militært udstyr til Nordvietnam, giver ofte specialenhederne op­lys­nin­ger om mulige mål.

Anden halvdel af 1964
Uvist præcis hvornår begynder Nordvietnam at sende regulære hærenheder til Sydvietnam for at hjælpe FNL i kampen mod Saigon-regimet.

1. juli 1964
Johnson udnævner den tid­li­ge­re general Maxwell D. Taylor til ny a­me­ri­kansk ambassadør i Sydvietnam. Samtidig udnævner han også general William C. Westmoreland til øv­erstb­ef­al­end­e for de a­me­ri­kan­ske styrker i Vietnam.

16.–17. juli 1964
På det re­pu­bli­kan­ske partikonvent i San Francisco vælges Barry Goldwater som re­pu­bli­kansk udfordrer til Johnson ved valget i november 1964. Goldwater er en glødende antikommunist, der i sin takketale udtaler: ”Ekstremisme i for­sva­ret af frihed er ingen synd.” Den ef­ter­følg­end­e valgkamp mellem Johnson og Goldwater får for­mo­dent­lig Johnson-ad­mi­ni­stra­ti­o­nen til at følge en mere hård kurs i Vietnam for at befri præs­id­ent­en fra anklager fra Goldwater om at være ”Soft on Communism.”

31. juli 1964
Som led i OPLAN 34Alpha foretager sydvietnamesiske kommandosoldater i speedbåde uden nationalitetsmærker et angreb på militærbaser i Nordvietnam. 190 km derfra patruljerer den a­me­ri­kan­ske destroyer USS Maddox på en elektronisk efterretningsmission i Tonkinbugten.

2. august 1964
Maddox signalerer, at skibet er blevet angrebet af nordvietnamesiske motortorpedobåde i in­ter­na­ti­o­nalt farvand. A­me­ri­kan­ske hangarskibsfly reagerer og angriber motortorpedobådene. Ef­ter­følg­end­e er det blevet fastslået, at Maddox faktisk var i det, nordvietnameserne anser for na­ti­o­nalt farvand. En senere redegørelse sår også tvivl om meldingen og hævder, at Maddox åbnede ild først mod de nordvietnamesiske både, der var udsendt som reaktion på kommandoangrebet.

4. august 1964
Maddox og en anden destroyer, igen på patrulje lige på grænsen til nordvietnamesisk farvand, meddeler, at de er blevet angrebet igen. I mod­sætn­ing til to dage før, hvor der rent faktisk fandt en kon­fron­ta­ti­on sted, så er der ingen beviser for dette angreb. Ikke desto mindre holder Johnson en tale over radioen om de to angreb og beder of­fi­ci­elt kon­gres­sen om dens god­kend­el­se af et militært gensvar mod Nordvietnam.

7. august 1964
Den a­me­ri­kan­ske kongres vedtager Tonkinbugtresolutionen, en tilpasning af den resolution, Johnson-ad­mi­ni­stra­ti­o­nen har arbejdet på siden maj, som giver præs­id­ent­en vide be­føj­els­er til at gen­nem­før­e militære o­pe­ra­ti­o­ner i Syd­østa­s­ie­n uden en krigserklæring.

21. august 1964
Nye buddhistiske pro­tes­ter begynder mod general Khanh, efter at denne har forsøgt at give sig selv større personlig magt med en ny for­fat­ning. Re­sul­ta­tet bliver, at Khanh, der allerede ligger i intern konflikt med andre med­lem­mer af militærjuntaen, svækkes og må afgive magt. Manglen på et stabilt styre fører til vold og kaos i Saigons gader.

13. sep­tem­ber 1964
To sydvietnamesiske ge­ne­ra­ler gør et kup­for­søg mod Khanh. Selvom kuppet mis­lyk­kes, fører det til uro­lig­heder og oprør i be­folk­nin­gen og hæren. Khanh bøjer sig for de fleste af uromagernes krav, men uden at det fører til mere ro.

26. sep­tem­ber 1964
Under a­me­ri­kansk pres opretter militærjuntaen i Sydvietnam et na­ti­o­nalt storråd, en officiel civil regering under ledelse af premierminister Tran Van Huong. I re­a­li­te­ten er det dog stadig juntaen, der har den vir­ke­li­ge magt.

14. oktober 1964
Nikita Khrusjtjov bliver sat fra magten i Sov­jet­u­ni­o­nen. I takt med at Viet­nam­kri­gen var eskaleret, havde Khrusjtjov trukket sin støtte tilbage og opfordret Nordvietnam til at finde en fredelig løsning. Men den nye leder, Leonid Brezjnev, giver igen nordvietnameserne Sov­jet­u­ni­o­nens fulde støtte.

November 1964
FNL indleder en ny storoffensiv mod en række stra­te­gisk vigtige lands­by­er i Sydvietnam. Offensiven, støttet og ledet af den nordvietnamesiske hær og forsynet med ki­ne­si­ske og sov­je­ti­ske våben, udnytter den svaghed og mangel på ledelse, der præger den sydvietnamesiske hær på dette tids­punkt.

3. november 1964
Johnson vinder en jordskredssejr ved præs­id­entvalget. De­mo­kra­ter­ne tager også fuld kontrol med kon­gres­sen.

1. december 1964
Johnsons nærmeste folk, forsvarsminister McNamara, udenrigsminister Rusk og sikkerhedsrådgiver Bundy, anbefaler en gradvis optrapning af det a­me­ri­kan­ske engagement i Vietnam.

19. december 1964
En gruppe yngre sydvietnamesiske of­fi­ce­rer ledet af ge­ne­ra­lerne Nguyen Cao Ky og Nguyen Van Thieu, støttet af Nguyen Khanh, opløser det na­ti­o­na­le storråd. Det er et led i den interne magtkamp i juntaen, da storrådet havde modsat sig Ky og Thieus ønsker om at afsætte ældre ge­ne­ra­ler som Trang Van Huong og Tran Van Don.

21. december 1964
En rasende ambassadør Taylor indkalder bl.a. Ky og Thieu til et møde, hvor han går skarpt i rette med dem og siger, at a­me­ri­ka­ner­ne er ”trætte af kup.” De sydvietnamesiske of­fi­ce­rer lader sig dog ikke koste rundt med af ambassadøren.

28. december 1964
FNL-styrker erobrer landsbyen Binh Gia. Sydvietnamesiske styrker går snart til mod­an­greb.

Januar 1965
Den a­me­ri­kan­ske flåde begynder at patruljere de sydvietnamesiske floder.

1. januar 1965
FNL trækker sig tilbage fra Binh Gia i god ro og orden efter at have slået flere sydvietnamesiske angreb tilbage og påført fjenden uforholdsmæssigt store tab. Slaget om Binh Gia bliver af begge sider set som et ven­de­punkt, hvor FNL har vist sig at kunne overgå den sydvietnamesiske hær også i konventionel krig.

27. januar 1965
Efter en måneds u­sik­ker­hed og politisk uro afsætter Khanh, med Ky og Thieus støtte, of­fi­ci­elt Huong og tager direkte kontrol med regeringen. Det er dog muligt, at mange of­fi­ce­rer kun støtter Khanh i håb om, at det vil gå galt for ham, og gøre det muligt at vælte ham senere.

6. Februar 1965
Den sov­je­ti­ske ministerpræs­id­ent, Aleksej Kosygin, besøger Hanoi. Med ham ankommer en række sov­je­ti­ske eksperter i luftværnsmissilteknologi.
FNL-guerillaer angriber en a­me­ri­kansk helikopterbase ved Pleiku i det centrale Vietnam. De bryder igennem den ydre sikkerhedsring og bombarderer landingsbanen med morterer. Otte amerikanere bliver dræbt og 126 såret, mens ti helikoptere bliver ødelagt.

7. februar 1965
Johnson indkalder det na­ti­o­na­le sikkerhedsråd til et krisemøde om angrebet på Pleiku. ”Jeg har fået nok af det her!” udbryder præs­id­ent­en og giver grønt lys for bombeangreb på udvalgte mål i Nordvietnam.
Bombean­gre­be­ne, Operation Flaming Dart, begynder samme dag. Det faktum, at USA bomber Nordvietnam, samtidig med at ministerpræs­id­ent Kosygin befinder sig i landet, skaber vrede i Sov­jet­u­ni­o­nen.

10. februar 1965
Kosygin og den nordvietnamesiske premierminister, Pham Van Dong, udsteder en fællesudtalelse, der gør det klart, at Sov­jet­u­ni­o­nen vil yde den nødv­end­ig­e bistand til Nordvietnam for at sætte landet i stand til at forsvare sig mod aggression. Denne bistand kommer især til at fokusere på luftværnsmissiler, der kan bruges mod moderne a­me­ri­kan­ske fly.

19. februar 1965
En sydvietnamesisk general, Pham Ngoc Thao, forsøger at tage magten ved et kup. General Khanh flygter, men Ky slår oprøret ned. Muligvis blev der indgået en aftale mellem Ky og Thao, for Khanh vender ikke tilbage. I stedet genoprettes et civilt styre under premierminister Phan Huy Quat. Mi­li­tær­et, i form af Ky, har dog stadig det af­gør­end­e ord.

22. februar 1965
General Westmoreland anmoder om at få to bataljoner marineinfanteri til at fungere som sikkerhedspersonel ved den a­me­ri­kan­ske luftbase i Da Nang. Der befinder sig et anslået antal på 6000 FNL-guerillaer nær Da Nang, og man frygter et nyt angreb. Ambassadør Taylor udtrykker sin bekymring for, at USA er ved at blive trukket ind i landkrigen, men Johnson godkender anmodningen.

2. marts 1965
I stedet for at foretage enkelte gen­gæld­els­esangreb for hvert FNL-angreb på a­me­ri­kansk personel som i Operation Flaming Dart igangsætter a­me­ri­ka­ner­ne en generel bombeoffensiv mod Nordvietnam, Operation Rolling Thunder. Dens mål er dels at give en moralsk saltvandsinsprøjtning til det sydvietnamesiske regime, be­folk­ning og hær, dels at tvinge Nordvietnam til at stoppe deres støtte til FNL per­ma­nent. USA begynder også for første gang at bombe Ho Chi Minh-stien i Laos.

8. marts 1965
De første a­me­ri­kan­ske kamptropper ankommer til Vietnam. 3500 marineinfanterister bliver indsat for at beskytte Da Nang-basen.

9. marts 1965
Johnson godkender brugen af napalm i Vietnam.

29. marts 1965
FNL-terrorister laver et bombeangreb mod den a­me­ri­kan­ske ambassade i Saigon.

1. april 1965
Johnson godkender at sende endnu to bataljoner marineinfanteri til Vietnam. Han giver også til­la­del­se til, at a­me­ri­kan­ske soldater kan foretage Search and Destroy-o­pe­ra­ti­o­ner mod FNL i land­om­råd­ern­e. Denne be­slut­ning holdes dog hemmelig for pressen og den a­me­ri­kan­ske be­folk­ning i to måneder.

7. april 1965
I en tale på John Hopkins-universitetet tilbyder Johnson massiv øk­on­om­isk støtte til Nordvietnam, hvis den nordvietnamesiske regering går med til en freds­slut­ning, der ikke omfatter en erobring af Sydvietnam. ”Det kan Old Ho ikke sige nej til,” for­tæll­er Johnson sine rådg­iv­er­e privat.

15. april 1965
På en enkelt dag kaster a­me­ri­kan­ske og sydvietnamesiske fly mere end 1000 tons bomber over FNL-positioner.

17. april 1965
15.000 stu­de­ren­de samles i Wa­shing­ton for at pro­tes­tere mod den a­me­ri­kan­ske bombekampagne.

3. maj 1965
De første kamptropper fra den a­me­ri­kan­ske hær ankommer til Vietnam.

10. maj 1965
FNL angriber Song Be, ho­ved­sta­den i Phuoc Long-provinsen, der også huser en a­me­ri­kansk base. Sydvietnamesiske og a­me­ri­kan­ske styrker driver dem tilbage efter fem dages kampe.

13. maj 1965
Johnson beordrer en pause i Rolling Thunder-bombean­gre­be­ne. Han håber ty­de­lig­vis, at hans ’pisk og gulerod’-metode har gjort Hanoi møre til at forhandle fred. Nordvietnameserne bruger dog blot pausen til at gen­op­byg­ge deres luftforsvar og afslår at forhandle.

19. maj 1965
A­me­ri­ka­ner­ne genoptager Operation Rolling Thunder.

28. maj 1965
FNL indleder deres sommeroffensiv med et angreb på landsbyen Ba Gia. FNL og Nordvietnam vil udnytte den foresatte po­li­tis­ke uro i Sydvietnam til at påføre den sydvietnamesiske hær store tab. Slaget ved Ba Gia ender tre dage senere med ød­el­ægge­lse­n af en sydvietnamesisk enhed af regimentsstørrelse.

9. juni 1965
Som del af sommeroffensiven erobrer FNL landsbyen Dong Xoai. Den sydvietnamesiske hær og a­me­ri­kan­ske støtteenheder må betale dyrt for den ef­ter­følg­end­e til­ba­ge­e­ro­bring af Dong Xoai. Også FNL lider tab, men al­li­ge­vel regnes det som endnu en klar sejr, der viser, at FNL kan måle sig med den sydvietnamesiske hær i regulær kamp.

18. juni 1965
Det sydvietnamesiske militær forlanger ,at præs­id­ent Phan Khac Suu og premierminister Phan Huy Quat træder tilbage. I stedet o­ver­ta­ger Nguyen Cao Ky posten som premierminister, mens Nguyen Van Thieu o­ver­ta­ger den mere symbolske post som præs­id­ent og stats­o­ver­ho­ved.

1. juli 1965
FNL angriber Da Nang-basen med morterer og ødelægger tre fly.

28. juli 1965
På et pressemøde bekendtgør Johnson, at han vil sende endnu 44 bataljoner kamptropper til Vietnam, hvilket vil øge den a­me­ri­kan­ske til­ste­de­vær­els­e i landet til 125.000 mand.

3. august 1965
A­me­ri­kan­ske troppers ød­el­ægge­lse­ af en landsby, mistænkt for at støtte FNL, bliver vist i tv-nyhederne. Det udløser stor kon­tro­vers i USA.

4. august 1965
Johnson beder kon­gres­sen om y­der­li­ge­re 1,7 mia. dollars til krigen.

18. august 1965
Operation Starlite, USA’s første store landoffensiv mod FNL, begynder. A­me­ri­kan­ske marineinfanterister bliver landsat med helikopter nær de baser, hvor 1500 FNL-tropper for­be­re­der et angreb på flyvepladsen ved Chu Lai. 614 FNL-soldater bliver dræbt mod 45 a­me­ri­kan­ske. Sejren giver de a­me­ri­kan­ske styrker en moralsk saltvandsinsprøjtning.

31. august 1965
Johnson underskriver en lov, der gør det til en for­bry­del­se at brænde sine indkaldelsespapirer.

16. oktober 1965
Store demonstrationer mod krigen i 40 a­me­ri­kan­ske byer samt London og Rom.

19. oktober 1965
Nordvietnamesiske tropper angriber en a­me­ri­kan­ske base ved Plei Me.

30. oktober 1965
25.000 demonstrerer i Wa­shing­ton til støtte for indsatsen i Vietnam.

14. november 1965
Slaget i Ia Drang. A­me­ri­kan­ske hærenheder bliver landsat på syv steder omkring Ia Drang-dalen, hvor den enhed, der angreb Plei Me menes at befinde sig. En af landingszonerne, X-Ray, bliver omgående angrebet af nordvietnameserne, og et blodigt to dage langt slag udvikler sig. Det er den første kamp mellem a­me­ri­kan­ske og nordvietnamesiske styrker. Ingen af siderne vinder dog en klar sejr. A­me­ri­ka­ner­ne mister 79 mand og tæller 634 døde fjendesoldater.

17. november 1965
En a­me­ri­kansk forstærkningskolonne, på vej til landingszone Albany i Ia Drang, falder i baghold. 155 a­me­ri­kan­ske soldater bliver dræbt og 403 nordvietnamesiske.

27. november 1965
35.000 demonstranter pro­tes­terer mod krigen i Wa­shing­ton.

4. december 1965
En FNL-terrorbombe mod et hotel i Saigon dræber otte a­me­ri­kan­ske soldater og sårer y­der­li­ge­re 137.

25. december 1965
Johnson beordrer endnu en pause i Rolling Thunder for at få Nordvietnam til forhandlingsbordet. Nordvietnameserne fordømmer bombeoffensiven som et ”trick,” og FNL fort­sætt­er terroran­gre­be­ne i Sydvietnam.

28. januar 1966
A­me­ri­kan­ske styrker indleder Operation Masher – Search and Destroy-o­pe­ra­ti­o­ner i stor skala mod FNL- og nordvietnamesiske baser i Sydvietnam. Johnson beordrer dog snart operationens navn ændret til det mindre brutale White Wing for ikke unødigt at ophidse opinionen i USA.

31. januar 1966
Johnson beordrer Rolling Thunder genoptaget, fordi Nordvietnam ikke har svaret på hans fredsfølere. Senator Robert F. Kennedy kritiserer beslut­nin­gen og udtaler, at USA bevæger sig ”ad en vej man ikke kan vende tilbage ad; en vej der fører til ka­ta­stro­fe for hele men­ne­ske­he­den.” Johnson raser over Kennedys udtalelse.

Februar 1966
Senatets udenrigspo­li­tis­ke udvalg holder høringer om USA’s politik i Vietnam. McNamara udtaler, at målet ikke er at vælte den kom­mu­nis­tiske regering i Nordvietnam, men at stoppe det oprør og den aggression, som Nordvietnam har rettet mod Sydvietnam.

1. marts 1966
Et forslag i senatet om at omstøde Tonkinbugtresolutionen bliver nedstemt med 92 stemmer mod fem.

10. marts 1966
En ny periode med voldsom uro i de sydvietnamesiske byer begynder, da buddhister pro­tes­terer mod Kys afskedigelse af en ledende buddhistisk general.

26. marts 1966
Demonstrationer mod krigen i New York, Wa­shing­ton, Chicago, Philadelphia, Boston og San Francisco.

12. april 1966
For første gang bruges B-52’ere med en bombelast på op mod 100 tons til at angribe Nordvietnam. Målene fastsættes dog direkte fra Det hvide Hus.

13. april 1966
FNL angriber Tan Son Nhut-lufthavnen i Saigon. 140 bliver dræbt eller sårede, og 12 a­me­ri­kan­ske helikoptere ødelagt.

14. maj 1966
Ky sætter sine loyale styrker ind mod buddhistiske oprørere i hæren. Ned­kæmpn­ing­en af dem udløser mere voldelig uro og en ny bølge af buddhistiske munke og nonner, der sætter ild til sig selv. Den buddhistiske leder Tri Quang giver Johnson per­son­ligt ansvaret for si­tu­a­ti­o­nen.

25. juni 1966
Uro­lig­hederne i Sydvietnam dør ud, efter at buddhistiske ledere er blevet arresteret.

29. juni 1966
Efter endnu en pause genoptager det a­me­ri­kan­ske luft­våb­en bombeangreb på oliedepoter omkring Hanoi og hav­ne­by­en Haiphong. På ordre fra Det hvide Hus er man dog meget for­sig­tig med ikke at ramme byerne selv af frygt for russernes og ki­ne­ser­nes reaktion.

15. juli 1966
A­me­ri­kan­ske og sydvietnamesiske styrker indleder Operation Hastings. 12.000 soldater sættes ind mod 8–10.000 nordvietnamesiske soldater i Quang Tri-provinsen. Efter små tyve dages kampe bliver nordvietnameserne skubbet tilbage igennem den demilitariserede zone ind i Nordvietnam. I samme for­bin­del­se bomber USA for første gang den demilitariserede zone den 30. juli.

9. august 1966
To sydvietnamesiske lands­by­er bliver ved en fejl angrebet af a­me­ri­kan­ske fly.

12. sep­tem­ber 1966
500 a­me­ri­kan­ske fly angriber nordvietnamesiske forsyningslinjer i krigens hidtil største bombeangreb.

14. sep­tem­ber 1966
Operation Attleboro begynder. Mere end 20.000 a­me­ri­kan­ske og sydvietnamesiske soldater gen­nem­før­e i de næste over to måneder Search and Destroy-o­pe­ra­ti­o­ner langs den cambodjanske grænse. Et stort våbendepot i junglen bliver erobret.

23. sep­tem­ber 1966
USA offentliggør, at man bruger afløvningsmiddel for at rydde skoven nær den demilitariserede zone.

25. oktober 1966
Ved en kon­fe­ren­ce i Manila for alle de al­li­e­re­de i Viet­nam­kri­gen – USA, Sydvietnam, Au­stra­li­en, Filippinerne, Thailand, New Zealand og Sydkorea – bekendtgør man en fuld til­ba­ge­trækn­ing fra Vietnam inden for seks måneder, hvis Nordvietnam vil trække sig fra Sydvietnam.

26. oktober 1966
Johnson besøger a­me­ri­kan­ske tropper ved Cam Ranh i Sydvietnam.

8. december 1966
Nordvietnam afviser Johnsons forslag om en aftale ved­rør­end­e behandlingen og e­ven­tu­elt udvekslingen af krigs­fan­ger.

13. december 1966
Ødelæggelsen af landsbyen Caudat nær Hanoi udløser in­ter­na­ti­o­nal kritik af USA’s bombekampagne.

8. januar 1967
Operation Cedar Falls. 16.000 a­me­ri­kan­ske og 14.000 sydvietnamesiske soldater rydder den såkaldte ’Jerntrekant’, et skovområde nordvest for Saigon. FNL tager ikke kampen op, men trækker sig tilbage til skjulte baser eller områder uden for trekanten. A­me­ri­ka­ner­ne opdager store underjordiske anlæg og forsøger at rydde dem, men uden stor effekt.

8.–12. februar 1967
En ikke-erklæret våb­enh­vil­e overholdes af begge sider under Tet-festen.

13. februar 1967
Efter at nye fredsfølere fra USA er blevet afvist af Nordvietnam, genoptages Rolling Thunder for fuld skala.

22. februar 1967
Operation Junction City. 30.000 a­me­ri­kan­ske og syvietnamesiske soldater forsøger at ødelægge den nordvietnamesiske hærs ho­ved­kvar­ter i Tay Ninh-provinsen, Sydvietnam. Krigens eneste stor­sti­le­de faldskærmsoperation finder sted. Ho­ved­kvar­te­ret, der antoges at være et ’mini-Pentagon’ med massevis af stabsfolk, viser sig dog at være lille og mobilt og und­slip­per i tide.

8. marts 1967
Den a­me­ri­kan­ske kongres godkender et budget på 4,5 mia. dollars til krigen.

19. marts 1967
Johnson mødes med Ky på Guam. Ky presses til at afholde et valg i Sydvietnam.

14. april 1967
Under et besøg i Saigon udtaler Richard M. Nixon, at pro­tes­terne mod krigen hjemme i USA ”forlænger krigen.”

15. april 1967
Næsten 200.000 men­nes­ker demonstrerer mod krigen i New York og San Francisco. Martin Luther King udtaler, at krigen undergraver Johnsons sociale reformer og dermed rammer landets fattige både ved fronten og hjemme.

20. april 1967
A­me­ri­kan­ske bombefly angriber for første gang havnen i Haiphong, et vigtigt anløbssted for skibe med materiel fra Kina og Sov­jet­u­ni­o­nen.

24. april 1967
Der udbryder heftige kampe omkring den a­me­ri­kan­ske base ved Khe Sanh.
General Westmoreland fordømmer demonstrationer mod krigen og siger, at de giver fjenden ”håb om at kunne vinde politisk, hvad han ikke kan vinde militært.”

9. maj 1967
USA indleder et nyt program (CORDS) for at vinde op­bak­ning i den sydvietnamesiske landbe­folk­ning ved uddeling af mad, medicin og husholdningsprodukter. På dette tids­punkt kon­trol­le­res omkring 60 pct. af Sydvietnams lands­by­er af FNL.

13. maj 1967
70.000 demonstrerer til støtte for krigen i New York.

18. maj 1967
For første gang rykker a­me­ri­kan­ske og sydvietnamesiske tropper ind i den demilitariserede zone.

22. maj 1967
Johnson opfordrer igen Nordvietnam til at gå med til en kompromisfred.

Juli 1967
General Westmoreland anmoder om y­der­li­ge­re 200.000 mand til de 475.000 han allerede har i Vietnam. Johnson vil dog kun gå med til 45.000 ekstra.

7. juli 1967
Det nordvietnamesiske politbureau fast­sætt­er en ny strategi for krigen. Fase 1 vil bestå af en række angreb i grænseområderne i et forsøg på at lokke de a­me­ri­kan­ske styrker væk fra byerne. Når det er sket, vil Fase 2, et angreb på Sydvietnams vig­tigs­te byer (Tet-offensiven), blive indledt. Målet er at starte en generel folkelig opstand mod det sydvietnamesiske regime i byerne.

18. august 1967
Den re­pu­bli­kan­ske guvernør i Californien, Ronald Reagan, anbefaler en til­ba­ge­trækn­ing fra Vietnam. Han hævder, at krigen ikke kan vindes, fordi bombningen af så mange vigtige mål er blevet forbudt af po­li­tis­ke grunde.

21. august 1967
To a­me­ri­kan­ske fly, der ved en fejl har krydset den ki­ne­si­ske grænse, bliver skudt ned.

3. sep­tem­ber 1967
Nguyen Van Thieu vælges igen til præs­id­ent af Sydvietnam med Nguyen Cao Ky som sin vicepræs­id­ent. Hidtil har Ky dog været den vir­ke­li­ge magt i landet, men efter valget begynder en magtkamp, som Thieu ender med at vinde.

Oktober 1967
En meningsmåling i USA viser, at 46 pct. af de adspurgte mener, at krigen er en fejltagelse.

21. oktober 1967
55.000 demonstranter omringer Pentagon i to dage. I London angriber demonstranter den a­me­ri­kan­ske ambassade.

3. november 1967
Slaget ved Dak To begynder. A­me­ri­kan­ske styrker foretager et præventivt angreb på nordvietnamesiske styrker, der for­be­re­der et angreb på en a­me­ri­kansk base nær den cambodjanske grænse.

11. november 1967
Johnson udsender endnu en fredsføler. Den bliver hurtigt afvist af Nordvietnam.

29. november 1967
I en følelsesladet tale bekendtgør Robert McNamara, at han træder tilbage som forsvarsminister. Selvom han er en af mændene bag optrapningen af krigen, er han blevet mere og mere skeptisk med hensyn til præs­id­ent­ens strategi, og om krigen o­ver­ho­ve­det kan vindes.

30. november 1967
Den de­mo­kra­tis­ke krigsmodstander Eugene McCarthy meddeler, at han vil udfordre præs­id­ent Johnson ved primærvalget i 1968.

23. december 1967
Under sit andet og sidste besøg i Vietnam for­tæll­er Johnson sol­da­ter­ne i Cam Ranh, at ”fjenden ikke er besejret, men har mødt sin overmand på slag­mar­ken.”

21. januar 1968
20.000 nordvietnamesiske soldater, under kommando af general Giap, angriber den a­me­ri­kan­ske base ved Khe Sanh. Det bliver be­gyn­del­sen på en 77 dage lang be­lej­ring, der på begge sider sammenlignes med Dien-Bien-Phu.

31. januar 1968
Trods løfter om igen at ville overholde Tet-våb­enh­vil­en, går 84.000 FNL-guerillaer, støttet af nordvietnamesiske soldater, til angreb på over 100 byer i Sydvietnam. Et angreb på den a­me­ri­kan­ske ambassade i Saigon følges tæt af a­me­ri­kan­ske medier.

1. februar 1968
En tilfangetagen FNL-guerilla, Nguyen Van Lem, henrettes summarisk af den sydvietnamesiske general Nguyen Ngoc Loan med en kugle i tindingen. Den brutale nedskydning for åbent kamera havner på forsiden af de fleste a­me­ri­kan­ske aviser næste dag og rejser y­der­li­ge­re spørgsm­ål om USA’s sydvietnamesiske al­li­e­re­de.

2. februar 1968
Johnson udtaler, at Tet-offensiven er ”en komplet fiasko.”

27. februar 1968
Den ind­fly­del­ses­ri­ge nyhedsvært på CBS, Walter Cronkite, der netop er vendt hjem fra Vietnam, giver sin mening til kende, at ”den blodige si­tu­a­tion i Vietnam vil ende i et dødvande,” og at en forhandlet fred er den eneste løsning. Efter sigende skal Johnson have sagt: ”Hvis jeg har mistet Cronkite, har jeg mistet Middel-amerika.”

28. februar 1968
Den a­me­ri­kan­ske generalstab anmoder, på Westmorelands opfordring, Johnson om y­der­li­ge­re 206.000 tropper til Vietnam.

1. marts 1968
Clark Clifford bliver ny forsvarsminister, men opdager hurtigt, at ingen i Wa­shing­ton har nogen anelse om, hvordan krigen kan vindes. Han for­tæll­er præs­id­ent­en, at krigen ikke bør optrappes mere.

2. marts 1968
Slaget om byen Huê, der har stået på siden 31. januar, af­slut­tes. De 12.000 nordvietnamesiske og FNL-soldater, der har holdt byen besat, fordrives med et tabstal på over 5000 efter Tet-offensivens hårdeste kampe. 216 a­me­ri­kan­ske og 384 sydvietnamesiske soldater er også faldet.

7. marts 1968
Slaget om Saigon er forbi. Det lykkedes aldrig FNL eller nordvietnameserne at erobre de vig­tigs­te militære stil­lin­ger i byen.

10. marts 1968
Westmorelands anmodning om y­der­li­ge­re tropper of­fent­lig­gør­es i New York Times. Det fører til høringer i senatet, der kommer til at handle om Johnsons strategi i Vietnam i det hele taget.

12. marts 1968
Ved primærvalget i New Hampshire besejrer Johnson udfordreren McCarthy med kun 300 stemmer. Det er et tegn på det totale kollaps af den fol­ke­li­ge op­bak­ning, som Johnson havde i 1964.

16. marts 1968
Robert F. Kennedy stiller op til det de­mo­kra­tis­ke primærvalg. To dage før havde han tilbudt Johnson at holde sig ude, hvis Johnson ændrede politik i Vietnam. Johnson havde afvist til­bud­det.
300 vietnamesiske civilister myrdes af a­me­ri­kan­ske soldater i landsbyen My Lai. Be­gi­ven­he­den hemmeligholdes i et år, men da den afsløres, bliver de an­svar­li­ge stillet for en militær domstol.

26. marts 1968
Ved et møde sammenkaldt i Det hvide Hus af forsvarsminister Clifford anbefaler ”De vise Mænd,” en anset gruppe af ældre stats­mænd, en a­me­ri­kansk til­ba­ge­trækn­ing fra Vietnam. Tid­li­ge­re havde mange af dem støttet krigen, men nu fastholder kun fire den holdning.

31. marts 1968
I en tale på tv for­tæll­er Johnson, at han endnu engang ind­stil­ler Rolling Thunder-an­gre­be­ne på Nordvietnam og opfordrer nordvietnameserne til at forhandle fred. Derpå overrasker han den a­me­ri­kan­ske be­folk­ning ved at meddele, at han ikke vil være det de­mo­kra­tis­ke partis kandidat ved præs­id­entvalget i november.

8. april 1968
Be­lej­ringen af Khe Sanh brydes af den a­me­ri­kan­ske hær. De nordvietnamesiske styrker bliver trukket tilbage efter at have lidt store tab under bom­bar­de­menter fra a­me­ri­kan­ske fly og kanoner. A­me­ri­ka­ner­ne indleder deres egen offensiv mod nordvietnameserne. Det bliver dog be­slut­tet at nedlægge basen ved Khe Sanh, og evakueringen begynder i juni.

11. april 1968
Clifford afslår of­fi­ci­elt Westmorelands anmodning om 206.000 y­der­li­ge­re soldater.

30. april 1968
Slaget ved Dai Do. Nordvietnamesiske styrker forsøger at åbne en rute igennem den demilitariserede zone, men bliver stoppet af a­me­ri­kan­ske tropper. Dermed er der sat en stopper for in­va­si­o­ner gennem zonen for de næste fire år.

5. maj 1968
NFL indleder en ’mini Tet-offensiv’ i form af morterangreb på Saigon og 119 andre byer. Det kan dog ikke skjule, hvor al­vor­ligt svækket FNL er efter Tet-offensiven.

10. maj 1968
Som reaktion på Johnsons opfordring fra 31. marts mødes a­me­ri­kan­ske og nordvietnamesiske forhandlere i Paris. Det er for­mo­dent­lig et tegn på, hvor hårdt et slag Tet-offensiven har været for Nordvietnam, at de denne gang ikke afviste for­hand­lin­gerne. For­hand­lin­gerne kommer dog til at gå i stå igen og igen.

1. juli 1968
Westmoreland bliver udskiftet med general Creighton W. Abrams som a­me­ri­kansk øv­erstb­ef­al­end­e i Vietnam. Abrams deler ikke forgængerens optimistiske syn på krigen og går lidt efter lidt væk fra at forsøge at fordrive kommunisterne fra områder, som de kontrollerer og over til bare at holde fast på områder under a­me­ri­kansk og sydvietnamesisk kontrol.

8. august 1968
Richard Nixon vælges som republikanernes kandidat ved præs­id­entvalget. I sin tale ved konventet lover han ”en ærefuld af­slut­ning på krigen i Vietnam.”

29. august 1968
På det de­mo­kra­tis­ke partikonvent i Chicago vælges Johnsons vicepræs­id­ent, Hubert Humphrey, der støtter krigen, som kandidat over udfordreren Eugene McCarthy. Konventet præges af vold­som­me pro­tes­ter mod krigen. Uro­lig­hederne i USA har ef­ter­hånd­en nået et niveau, der ikke er set siden bor­ger­krigen.

30. sep­tem­ber 1968
Det 900. a­me­ri­kan­ske fly skydes ned over Vietnam.

Oktober 1968
Operation Sealord begynder. I den største fælles a­me­ri­kansk/sydvietnamesiske flådeoperation under hele krigen bliver 1200 fartøjer sat ind på Mekong-floden for at afbryde nordvietnamesiske forsyningslinjer fra Cambodja.

31. oktober 1968
Johnson bekendtgør, at Operation Rolling Thunder vil blive ind­stil­let for at holde gang i fredsfor­hand­lin­gerne i Paris. Denne gang viser stoppet sig at være per­ma­nent, da selv nye sam­men­brud i for­hand­lin­gerne ikke er nok til at indlede nye bombeangreb på Nordvietnam.

5. november 1968
Ved præs­id­entvalget besejrer Richard Nixon Hubert Humphrey med et lille flertal.

27. november 1968
Richard Nixon vælger Harvard-professoren Henry Kissinger som sin kommende na­ti­o­na­le sikkerhedsrådgiver.

20. januar 1969
Nixon indsættes som ny præs­id­ent i USA. Han gentager løftet om ”fred med ære.”

25. januar 1969
Fredsfor­hand­lin­gerne mellem USA, Nordvietnam og FNL i Paris genoptages.

23. februar 1969
FNL indleder en ny offensiv i Sydvietnam med angreb på 110 for­skel­li­ge mål. 36 a­me­ri­kan­ske marineinfanterister bliver dræbt under et angreb på deres base ved den demilitariserede zone.

4. marts 1969
Nixon truer med at genoptage bombean­gre­be­ne på Nordvietnam som gen­gæld­els­e for FNL-offensiven.

17. marts 1969
Nixon godkender Operation Menu, delvist hemmeligholdte bombeangreb på nordvietnamesiske forsyningsbaser i Cambodja.

30. april 1969
De a­me­ri­kan­ske styrker i Vietnam når op på 543.000; det højeste antal i hele krigen.

Maj 1969
New York Times afslører de hem­me­li­ge bombeangreb på Cambodja. Nixon beordrer aflytning af fire journalisters og 13 em­beds­mænds telefoner for at finde ud af, hvordan op­lys­nin­gerne er lækket.

10. maj 1969
Slaget om Høj 937, blandt sol­da­ter­ne kendt som ’Hamburger Hill,’ begynder. Det ti dage lange slag koster 46 amerikanere livet. Efter at have erobret den stra­te­gisk set ikke særligt be­tyd­ningsfulde høj beordres de a­me­ri­kan­ske tropper til at trække sig tilbage, så nordvietnameserne kan besætte den igen. Det til­sy­ne­la­den­de meningsløse slag udløser et ramaskrig i USA, og Wa­shing­ton beordrer general Abrams til at ind­stil­le alle stor­sti­le­de Search and Destroy-o­pe­ra­ti­o­ner fremover.

14. maj 1969
I sin første tale om Viet­nam­kri­gen tilbyder Nixon, at USA og Nordvietnam vil trække sig ud af Sydvietnam samtidig. Nordvietnam afviser til­bud­det.

Juli 1969
Via en fransk mellemmand sender Nixon et hem­me­ligt brev til Ho Chi Minh for at opfordre ham til at slutte fred. Brevet truer også med, at bombean­gre­be­ne på Nordvietnam vil blive genoptaget, hvis der stadig ikke er kommet gang i for­hand­lin­gerne den 1. november. Nordvietnam svarer igen med et krav om, at FNL skal være re­præs­ent­er­et i en koalitionsregering i Sydvietnam.

8. juli 1969
De første a­me­ri­kan­ske enheder trækkes ud af Vietnam. Det er starten på en trinvis til­ba­ge­trækn­ing, der vil fort­sætt­e frem til november 1972.

25. juli 1969
’Nixon-doktrinen’ be­kendt­gør­es. USA vil fortsat yde støtte til re­ge­rin­ger rundt om i verden, der kæmper mod kom­mu­nis­tiske oprørere, men ikke længere i form af direkte militær indgriben. Man vil i stedet hjælpe de lokale styrker med at bære ansvaret selv. Dermed er den såkaldte ’vietnamisering’ of­fi­ci­elt sat i gang.

30. juli 1969
Nixon besøger præs­id­ent Thieu i Sydvietnam. Det er Nixons eneste statsbesøg i landet.

4. august 1969
Henry Kissinger indleder hem­me­li­ge for­hand­lin­ger med nordvietnamesiske re­præs­ent­ant­er i Paris.

12. august 1969
FNL indleder en ny offensiv i Sydvietnam.

2. sep­tem­ber 1969
Ho Chi Minh dør af et hjerteanfald. Han ef­ter­følg­es som præs­id­ent af Nordvietnam af Ton Duc Thang, der oplæser forgængerens sidste vilje om at kæmpe videre ”indtil yankeen er væk.”

5. sep­tem­ber 1969
Retsagen mod løjtnant William Calley, der havde kom­man­do­en under My Lai-massakren, begynder.

16. sep­tem­ber 1969
Nixon beordrer til­ba­ge­trækn­ingen af 35.000 soldater fra Vietnam og en nedsættelse i antallet af indkaldelser til mi­li­tært­jen­est­e.

15. oktober 1969
Store demonstrationer mod krigen i Wa­shing­ton og andre byer. For første gang an­er­ken­der Nordvietnam krigsmodstanderne i USA med et rosende brev til arrangørerne. Brevet udløser voldsom harme blandt a­me­ri­kan­ske konservative, der ser demonstranterne som et fåtal af kom­mu­nis­tiske medløbere.

3. november 1969
I en tv-tale opfordrer Nixon ”det tavse flertal” i USA til at støtte hans strategi i Vietnam. ”Nordvietnam kan ikke besejre eller ydmyge USA,” siger han. ”Det kan kun amerikanere gøre.”

15. november 1969
250.000 men­nes­ker, den største demonstration mod krig i a­me­ri­kansk historie, samles i Wa­shing­ton.

15. december 1969
Nixon bekendtgør til­ba­ge­trækn­ingen af y­der­li­ge­re 50.000 soldater fra Vietnam.

2. februar 1970
A­me­ri­kan­ske bombefly angriber Ho Chi Minh-stien som gen­gæld­els­e for en række FNL-angreb i Sydvietnam.

21. februar 1970
De of­fi­ci­el­le fredsfor­hand­lin­ger i Paris er stadig i hårdknude, men Kissinger indleder en ny runde hem­me­li­ge for­hand­lin­ger med Le Duc Tho fra Nordvietnam. Disse for­hand­lin­ger vil fort­sætt­e i næsten tre år.

18. marts 1970
Norodom Sihanouk, stats­o­ver­ho­vedet i Cambodja, bliver væltet ved et kup af general Lon Nol. Sihanouk har bestræbt sig på at holde sit land neutralt i forhold til kon­flik­ten i Vietnam, men har ac­cep­te­ret nordvietnamesisk til­ste­de­vær­els­e på cambodjansk jord for at undgå en krig med Nordvietnam eller en bor­ger­krig. Lon Nol derimod er en glødende antikommunist. Sihanouk, der stadig er på fri fod, indgår snart en alliance med den kom­mu­nis­tiske be­væg­els­e De røde Khmerer.

20. marts 1970
Lon Nol beordrer cambodjanske tropper til at angribe De røde Khmerer og nordvietnamesiske styrker i Cambodja. I Nixon-ad­mi­ni­stra­ti­o­nen diskuteres det, hvordan USA kan hjælpe Lon Nols regime.

20. april 1970
Nixon bekendtgør til­ba­ge­trækn­ingen af endnu 150.000 a­me­ri­kan­ske tropper inden for et år.

30. april 1970
Nixon bekendtgør a­me­ri­kan­ske og sydvietnamesiske o­pe­ra­ti­o­ner i Cambodja. I hans ord er formålet ”ikke at sprede krigen til Cambodja, men for at afslutte krigen i Vietnam og vinde den retfærdige fred, vi ønsker.” Bekendtgørelsen udløser en ny bølge af pro­tes­ter i USA, især på landets u­ni­ver­si­te­ter.

1. maj 1970
15.000 a­me­ri­kan­ske og sydvietnamesiske soldater slår til mod nordvietnamesiske baser i Cambodja. Nordvietnameserne og FNL undgår bevidst store slag og trækker sig tilbage. De efterlader store forsyningsdepoter, der bliver erobret af a­me­ri­ka­ner­ne og sydvietnameserne.

4. maj 1970
På Kent State-universitetet i Ohio bliver fire stu­de­ren­de dræbt, da soldater fra nationalgarden, der er sat ind mod demonstrationer på universitetet, åbner ild. Ni andre bliver såret. Som reaktion på nedskydningen bliver un­der­vis­nin­gen ind­stil­let på 400 af landets højere læreanstalter, og 100.000 demonstranter omringer of­fent­li­ge byg­nin­ger i Wa­shing­ton.

6. maj 1970
Efter en uge med vold­som­me FNL-terrorangreb er 450 civile i Saigon blevet dræbt. Det er det højeste dødstal på en uge indtil videre i byen.

3. juni 1970
Den nordvietnamesiske hær indleder en offensiv mod Phnom Penh, ho­ved­sta­den i Cambodja. A­me­ri­kan­ske fly yder luftstøtte til Lon Nols styrker.

22. juni 1970
USA ind­stil­ler brugen af afløvningsmiddel mod junglen i Vietnam.

24. juni 1970
Det a­me­ri­kan­ske senat ophæver Tonkinbugtresolutionen fra 1964.

30. juni 1970
De sidste a­me­ri­kan­ske tropper forlader Cambodja. 350 amerikanere er blevet dræbt under in­va­si­o­nen.

5. sep­tem­ber 1970
Operation Jefferson Glenn, den sidste a­me­ri­kan­ske offensiv i Vietnam, indledes i Thua Thien-provinsen. Nordvietnamesiske raketbatterier fordrives fra en sikringszone omkring Huê og Da Nang. Det skal give sydvietnameserne ro til at oprette deres eget forsvar omkring disse byer som del af vietnamiseringen.

7. oktober 1970
Nixon foreslår en våb­enh­vil­e, hvor alle sider bliver stående, hvor de er, mens man afventer et resultat af fredsfor­hand­lin­gerne. Nordvietnam svarer ikke.

24. oktober 1970
Sydvietnamesiske styrker indleder en ny invasion i Cambodja.

22. december 1970
Cooper-Church-tilføjelsen til en lov om våbensalg forbyder brugen af a­me­ri­kan­ske landtropper i Cambodja.

19. januar 1971
A­me­ri­kan­ske fly gen­nem­før­e kraftige bombeangreb mod Ho Chi Minh-stien i Laos og Cambodja.

30. januar 1971
Operation Lam Son 719 begynder. 17.000 sydvietnamesiske soldater angriber nordvietnameserne i Laos i et forsøg på at overskære Ho Chi Minh-stien. Sydvietnameserne får støtte af a­me­ri­kansk artilleri og flystyrker, men ingen a­me­ri­kan­ske landtropper deltager. Efter ind­le­den­de fremgang går offensiven i stå, og det giver nordvietnameserne tid til at bringe forstærkninger frem og slå sydvietnameserne tilbage.

29. marts 1971
Løjtnant Calley findes skyldig i mordet på 22 civile i landsbyen My Lai. Det er den eneste dom, der rent faktisk falder som følge af massakren.

19. april 1971
Hjemvendte vietnamveteraner indleder en uges protestdemonstrationer mod krigen overalt i USA.

24. april 1971
200.000 men­nes­ker demonstrerer mod krigen i Wa­shing­ton.

3.–5. maj 1971
12.000 demonstranter arresteres i Wa­shing­ton.

13. juni 1971
New York Times begynder of­fent­lig­gør­elsen af The Pentagon Papers; hemmeligstemplede do­ku­men­ter om tid­li­ge­re a­me­ri­kan­ske administrationers be­slut­ninger angående Vietnam. Nixon forsøger at stoppe of­fent­lig­gør­elsen ad rettens vej.

28. juni 1971
Daniel Ellsberg, der har lækket The Pentagon Papers til pressen, melder sig selv til politiet.

30. juni 1971
Højesteretten dømmer, at pressen har lov til at of­fent­lig­gør­e The Pentagon Papers.

15. juli 1971
Nixon bekendtgør, at han vil besøge det kom­mu­nis­tiske Kina i 1972. Det er tegn på et massivt skifte i a­me­ri­kansk u­den­rigs­po­li­tik og in­ter­na­ti­o­nalt di­plo­ma­ti.

17. juli 1971
Det hvide Hus opretter sin egen uofficelle efterretningsenhed, The Plumbers, der skal efterforske Ellsberg og stoppe flere lækager. Der nedskrives en liste over præs­id­ent­ens ’fjender’ med navnene på 200 frem­træd­end­e amerikanere.

3. oktober 1971
Uden modkandidat bliver Thieu genvalgt som præs­id­ent af Sydvietnam.

9. oktober 1971
En a­me­ri­kansk militærenhed nægter at gå på patrulje som beordret. Dette er kun et af flere ek­semp­ler på lydighedsnægtelse blandt a­me­ri­kan­ske tropper i Vietnam.

Oktober 1971
Sydvietnam begynder at frigive FNL-krigs­fan­ger, i første omgang 3000.

26. december 1971
A­me­ri­kan­ske fly indleder fire dages bombeangreb på militærinstallationer i Nordvietnam. Som årsag fremhæves nordvietnamesiske overtrædelser af aftalerne om indstillingen af bombean­gre­be­ne i 1968.

25. januar 1972
Nixon offentliggør Kissingers for­hand­lin­ger med Le Duc Tho og bekendtgør et foreslag til en freds­af­ta­le, som de er nået frem til.

21. februar 1972
Nixon lander i Kina på det første statsbesøg til et kom­mu­nis­tisk land. Den følgende uges for­hand­lin­ger revolutionerer Den kolde Krigs di­plo­ma­ti, idet for­hold­et mellem Kina og USA forbedres markant. Det skaber stor bekymring i den nordvietnamesiske ledelse for, at Kina vil begynde at støtte en freds­af­ta­le, der ikke imødekommer Nordvietnams krav.

23. marts 1972
USA boykotter for­hand­lin­gerne i Paris, fordi man ikke mener nordvietnameserne ”forhandler seriøst.”

30. marts 1972
Påske-offensiven begynder. 200.000 nordvietnamesiske soldater under kommando af general Giap invaderer Sydvietnam fra tre sider. Målet var at udnytte den a­me­ri­kan­ske troppereduktion til at påføre den sydvietnamesiske hær store tab og tvinge USA til at stå mindre stejlt under for­hand­lin­gerne i Paris af frygt for, at Nordvietnam ellers ville kunne besejre Sydvietnam helt. Man håber også at skade Nixons chancer i valgåret 1972 på samme måde, som Tet-offensiven havde skadet Johnsons i 1968.

2. april 1972
Nixon beordrer den a­me­ri­kan­ske flåde til at slå til mod nordvietnamesiske troppeopbyg­nin­ger i og omkring den demilitariserede flåde med luftangreb og artilleri.

4. april 1972
Nixon udvider bombekampagnen til at omfatte alle nordvietnamesiske tropper in­vol­ve­ret i Påske-offensiven samt B-52 angreb på selve Nordvietnam. ”Skiderikkerne er aldrig blevet bombet som de vil blive bombet denne gang,” siger han privat.

10. april 1972
De a­me­ri­kan­ske bombeangreb på Nordvietnam begynder

13. april 1972
Slaget ved An Loc begynder. I dette 66 dage lange slag lykkes det sydvietnamesiske styrker, med massiv a­me­ri­kansk luftstøtte, at standse de nordvietnamesiske enheder, der rykker frem mod Saigon.

15. april 1972
Hanoi og Haiphong bliver bombet af a­me­ri­kan­ske fly.

27. april 1972
Fredsfor­hand­lin­gerne i Paris genoptages.

1. maj 1972
Nordvietnamesiske styrker erobrer byen Quang Tri og kontrollerer dermed hovedvejen mod Huê. Men de forstår ikke at udnytte sejren og forvirringen blandt de sydvietnamesiske styrker til et hurtigt fremstød mod Huê

4. maj 1972
Fredsfor­hand­lin­gerne udsættes på ubestemt tid.

9. maj 1972
Operation Linebacker begynder. Det er den første lang­va­ri­ge bombeoffensiv (i stedet for enkeltangreb som reaktion på po­li­tis­ke og militære be­gi­ven­hed­er) mod Nordvietnam siden Rolling Thunder. Sov­je­ti­ske luftværnsmissiler påfører dog de a­me­ri­kan­ske flystyrker store tab.

21. maj 1972
Nordvietnamesiske styrker forsøger at storme Huê, men bliver slået tilbage.

22. maj 1972
Nixon ankommer til Sov­jet­u­ni­o­nen på statsbesøg. Russerne frygter at blive isoleret, hvis Kina og USA når til større enighed, og er derfor også opsatte på at forbedre for­hold­et til USA. Det udnytter Nixon til at beordre o­pe­ra­ti­o­ner, der tid­li­ge­re havde været politisk umulige, såsom mineringen af Haiphong og andre havne (en trussel mod sov­je­ti­ske og ki­ne­si­ske skibe).

26. maj 1972.
Slaget ved Kontum begynder. Under det to dage lange slag om byen bliver de nordvietnamesiske styrker slået tilbage med massive tab. Igen var det især de massive a­me­ri­kan­ske B-52-bombeangreb, der gjorde udslaget.

17. juni 1972
Fem indbrudstyve med for­bin­del­ser til The Plumbers arresteres i den de­mo­kra­tis­ke nationalkomités kontorer i Watergate.

28. juni 1972
Sydvietnamesiske tropper indleder en mod­of­fen­siv for at erobre Quang Tri tilbage og skubbe nordvietnameserne ud af det nordlige Sydvietnam.

11. juli 1972
Det nordvietnamesiske angreb på An Loc ind­stil­les.

13. juli 1972
Fredsfor­hand­lin­gerne i Paris genoptages.

14. juli 1972
På det de­mo­kra­tis­ke partikonvent vælges krigsmod­stan­de­ren George McGovern som præs­id­entkandidat. Han taler for ”øjeblikkelig og fuld­stænd­ig til­ba­ge­trækn­ing.”

18. juli 1972
Den a­me­ri­kan­ske skuespillerinde Jane Fonda besøger Hanoi og udtaler sig mod krigen på norvietnamesisk radio. I konservative amerikaneres øjne er det forræderi.

19. juli 1972
Sydvietnamesiske styrker indleder en stor mod­of­fen­siv mod nordvietnameserne i Binh Dinh-provinsen.

1. august 1972
Kissinger og Tho mødes igen i Paris.

23. august 1972
De sidste a­me­ri­kan­ske kamptropper forlader Vietnam.

16. sep­tem­ber 1972
Sydvietnamesiske tropper generobrer Quang Tri. Slaget om byen har kostet begge sider store tab.

29. sep­tem­ber 1972
Store a­me­ri­kan­ske bombeangreb på nordvietnamesiske flybaser. 10 pct. af det nordvietnamesiske luft­våb­en ødelægges.

8. oktober 1972
Der sker et gen­nem­brud i for­hand­lin­gerne mellem Kissinger og Tho, da begge giver vigtige ind­rømm­els­er. USA vil tillade Nordvietnam at blive i de områder, de har erobret under Påske-offensiven. Nordvietnam opgiver kravet om præs­id­ent Thieus afgang i Sydvietnam.

22. oktober 1972
Kissinger besøger Thieu for at diskutere fredsforslaget. Thieu er rasende over, at nordvietnamesiske tropper får lov til at blive stående i hans land og nægter at bøje sig for kravet, selv da Nixon pr. telefon truer med at afskære al hjælp til Sydvietnam.
Operation Linebacker ind­stil­les. Det samme gør Påske-offensiven.

24. oktober 1972
Thieu fordømmer of­fi­ci­elt Kissinger og Thos fredsplan.

26. oktober 1972
Hanoi radio offentliggør fredsplanens be­tin­gel­ser, men anklager samtidig USA for at forsøge at sabotere den.
I Det hvide Hus holder Kissinger et pressemøde og udtaler: ”Vi mener, at have opnået fred.” Denne giver Nixon ekstra medvind i meningsmålingerne kort før præs­id­entvalget.

7. november 1972
Nixon vinder den hidtil største jordskredssejr i a­me­ri­kansk historie over McGovern.

14. november 1972
Nixon sender en hemmelig garanti til Thieu om, at USA vil gribe hurtigt ind med gen­gæld­els­esangreb, hvis Nordvietnam o­ver­træd­er be­tin­gel­serne i freds­af­ta­len.

30. november 1972
Den a­me­ri­kan­ske troppetil­ba­ge­trækn­ing af­slut­tes. Der er dog stadig 16.000 a­me­ri­kan­ske militærrådg­iv­er­e i Vietnam.

13. december 1972
Fredsfor­hand­lin­gerne i Paris bryder sammen, da Kissinger fremlægger en liste med krav fremsat af Thieu. Nixon udsteder et ul­ti­ma­tum til Nordvietnam om at vende tilbage til forhandlingsbordet inden for 72 timer. Ellers vil USA indlede en ny bombeoffensiv mod Nordvietnam.

18. december 1972
Da der ikke kommer svar fra nordvietnameserne, sættes Operation Linebacker II i gang. De såkaldte ’julebombninger’ af Hanoi fordømmes af a­me­ri­kan­ske po­li­ti­ke­re og medier og ledere i hele verden.

26. december 1972
Nordvietnam indvilger i at genoptage fredsfor­hand­lin­gerne senest fem dage efter sidste a­me­ri­kan­ske bombeangreb.

29. december 1972
Operation Linebacker II af­slut­tes. Det har været Viet­nam­kri­gens mest in­ten­si­ve bombekampagne med mere end 100.000 tons bomber kastet over Hanoi og Haiphong. 1318 civilister er blevet dræbt og 15 a­me­ri­kan­ske fly skudt ned.

8. januar 1973
Kissinger og Tho genoptager for­hand­lin­gerne i Paris. Man når hurtigt til enighed om et udkast, der til for­veks­ling ligner det fra oktober. Nixon truer igen med at afbryde enhver støtte til Sydvietnam, hvis Thieu ikke går med på planen. Thieu bøjer sig modstræbende, selvom han kalder freden ”det samme som en o­ver­gi­vel­se.”

23. januar 1973
Nixon offentliggør fredsplanen, der vil ”afslutte krigen og bringe fred med ære.”

27. januar 1973
Freds­af­ta­len underskrives i Paris. I USA afskaffes værnepligten. I Vietnam bliver oberstløjtnant William Nolde den sidste a­me­ri­kan­ske soldat, der bliver dræbt i krigen.

12. februar 1972
Frigivelsen af a­me­ri­kan­ske krigs­fan­ger i Hanoi indledes.

April 1973
Nixon gentager sit løfte til Thieu om at gribe militært ind hvis Nordvietnam bryder freds­af­ta­len. Watergate-skandalen ruller dog og vil snart gøre præs­id­ent­en handlingslammet.

19. juni 1973
Begge kon­gres­sens kamre vedtager Case-Church-lovtilføjelsen, der forbyder USA at gribe militært ind i Syd­østa­s­ie­n fremover.

16. juli 1973
Senatet indleder høringer om de hemmeligholdte bombeangreb på Cambodja i 1969–70. Afsløringerne vækker vrede, og mange taler om en rigsretsag mod Nixon.

14. august 1973
I o­ver­ens­stem­mel­se med Case-Church-tilføjelsen ind­stil­les a­me­ri­kan­ske bombeangreb i Cambodja.

22. sep­tem­ber 1973
Sydvietnamesiske styrker går til angreb på nordvietnamesiske stil­lin­ger nær Pleiku.

9. maj 1974
Kon­gres­sen bengynder for­be­re­delsen til en rigsretssag mod Nixon.

9. august 1974
Nixon træder tilbage for at undgå rigsretssagen. Vicepræs­id­ent Gerald Ford tages i ed som ny præs­id­ent.

Sep­tem­ber 1974
Den a­me­ri­kan­ske kongres fast­sætt­er 700 mio. dollars til øk­on­om­isk støtte til Sydvietnam. Det er langt mindre end, hvad den sydvietnamesiske hær har brug for for at fungere.

Oktober 1974
Den nordvietnamesiske ledelse beslutter en ny invasion af Sydvietnam i 1975.

13. december 1974
Nordvietnamesiske styrker går til angreb på Phuoc Long-provinsen. Formålet er primært at afprøve præs­id­ent Fords vilje til at støtte Sydvietnam forud for næste års storoffensiv. Ford svarer igen med en di­plo­ma­tisk protest, men Case-Church-tilføjelsen umuliggør et militært svar.

18. december 1974
Nordvietnamesiske ledere begynder at plan­lægg­e den endelige militære sejr over Sydvietnam.

8. januar 1975
Den nordvietnamesiske generalstabs plan for in­va­si­o­nen af Sydvietnam godkendes af politbureauet. Planen forudser en kamp, der vil vare to år. I re­a­li­te­ten vil det kun tage 55 dage.

21. januar 1975
Ford udtaler, at USA er uvillig til at gå ind i krigen igen.

10. marts 1975
Den nordvietnamesiske storoffensiv indledes med et angreb på Ban Me Thuot i det centrale højland.

11. marts 1975
Ban Me Thuot falder. De 4000 sydvietnamesiske soldater, der for­sva­rer byen, overgiver sig eller deserterer.

13. marts 1975
Thieu beslutter at opgive det centrale højland. Civile og soldater flygter under nordvietnamesisk artilleribom­bar­de­ment.

18. marts 1975
Nordvietnameserne beslutter at accelerere deres offensive plan, da den sydvietnamesiske hær ser ud til at bryde sammen.

19. marts 1975
Quang Tri erobres af nordvietnameserne.

25. marts 1975
Huê bliver erobret af nordvietnameserne efter tre dages be­lej­ring. Mil­li­o­ner af civilister flygter sydpå.

30. marts 1975
Da Nang bliver erobret af nordvietnameserne. 100.000 sydvietnamesiske soldater kapitulerer.

31. marts 1975
Den nordvietnamesiske hær indleder Ho Chi Minh-kampagnen, rettet mod Saigon.

9. april 1975
Ved Xuan Loc, 61 km fra Saigon, møder nordvietnameserne for første gang hård modstand.

17. april 1975
Den cambodjanske ho­ved­stad Phnom Penh erobres af den kom­mu­nis­tiske Røde Khmer-be­væg­els­e. Dermed af­slut­tes bor­ger­krigen i Cambodja. De røde Khmerer indleder snart et folkemord på alle mod­stan­de­re af regimet, folk med til­knyt­ning til fremmede lande samt højtuddannede personer. 1,7–2,5 mio. men­nes­ker, ud af en be­folk­ning på 8 mio., bliver myrdet eller dør af sult og sygdom.

21. april 1975
Efter a­me­ri­kansk pres træder Thieu tilbage som sydvietnamesisk præs­id­ent. Under sin sidste tårevædede tv-tale oplæser han Nixons løfte om militær bistand og fordømmer Paris-freds­af­ta­len, Kissinger og USA som helhed. ”USA har ikke levet op til sine løfter. Det er umenneskeligt. Det er utroværdigt. Det er uansvarligt.” Derefter rejser han i eksil i Taiwan.

22. april 1975
Xuan Loc erobres af nordvietnameserne.

23. april 1975
100.000 nordvietnamesiske tropper nærmer sig Saigon. I en tale siger Ford, at Viet­nam­kri­gen ”er en krig, der er overstået for USA’s ved­kom­men­de.”

27. april 1975
Saigon omringes af nordvietnamesiske styrker. Der udbryder kaos i byen.

28. april 1975
General Duong Van Minh bliver ny præs­id­ent i Sydvietnam. Han opfordrer til våb­enh­vil­e, men det ignoreres af nordvietnameserne.

29. april 1975
Evakueringen af 7000 amerikanere og sydvietnamesere med helikopter indledes fra Tan Son Nhut-basen. Men da basen stormes af desperate civilister, skiftes evakueringen til det mere sikre område ved den a­me­ri­kan­ske ambassade. Også her forsøger tu­sind­vis af civilister dog at trænge ind for at und­slip­pe byen.

30. april 1975
De sidste amerikanere forlader Saigon. Nordvietnameserne rykker ind i byen og møder meget lidt modstand. Kl. 11 hejses FNL's flag over præs­id­entpaladset. Præs­id­ent Minh udsender Sydvietnams betingelsesløse kapitulation over radioen.

12. maj 1975
Det a­me­ri­kan­ske fragtskib Mayaguez kapres i in­ter­na­ti­o­nalt farvand af en Røde Khmer-bådstyrke. Ford beslutter at i­værks­ætte­ en redningsoperation.

15. maj 1975
A­me­ri­kan­ske marineinfanterister angriber den cambodjanske ø Koh Tang, hvor besætningen fra Mayaguez er blevet holdt fanget. Besætningen var dog allerede blevet sat fri af De røde Khmerer. En længere kamp mellem a­me­ri­kan­ske og Røde Khmer-styrker udvikler sig, og under en forvirret til­ba­ge­trækn­ing bliver nogle marineinfanterister ef­ter­ladt på Koh Tang. De henrettes senere af De røde Khmerer, og disse, samt ofrene i kampen, regnes nogle steder for Viet­nam­kri­gens sidste a­me­ri­kan­ske ofre.

Juni 1975
Det nordvietnamesiske regime begynder at sende sydvietnamesiske soldater, em­beds­mænd og civilister, der havde arbejdet for a­me­ri­ka­ner­ne, i ’genopdragelseslejre.’ Et sted mellem 1 og 2,5 mio. vietnamesere menes at lide denne skæbne. 100–200.000 sydvietnamesere menes at være blevet hen­ret­tet af det kom­mu­nis­tiske regime efter sejren. 200–400.000 vietnamesere, fra både syd og nord, flygter til na­bo­lan­de­ne med båd.

2. december 1975
I Laos tvinges kong Savang Vatthana til at abdicere, og den kom­mu­nis­tiske Pathet Lao-be­væg­els­e o­ver­ta­ger magten. Dermed har kommunisterne erobret alle tre lande i det tid­li­ge­re Fransk Indokina.

2. juli 1976
Nord- og Sydvietnam lægges officelt sammen til Den so­ci­a­lis­tis­ke Republik Vietnam. Samme dag ændres Saigons navn of­fi­ci­elt til Ho Chi Minh-byen.

21. januar 1977
Den nyindsatte a­me­ri­kan­ske præs­id­ent, Jimmy Carter, udsteder en fuld­stænd­ig benådning af enhver, der havde undveget værnepligten under Viet­nam­kri­gen.

30. april 1977
Røde Khmer-ledelsen i Cambodja indleder et angreb på Vietnam. Trods deres sam­ar­bej­de under krigen mod USA frygter De røde Khmerer, at Vietnam plan­lægg­er at samle et kom­mu­nis­tisk Indokina under sig.

20. sep­tem­ber 1977
Vietnam optages i FN.

December 1977
Efter at have besejret den cambodjanske invasion rykker vietnamesiske tropper ind i Cambodja. De trækkes dog snart tilbage for ikke at vække ki­ne­ser­nes vrede. De røde Khmerer fortolker dog til­ba­ge­trækn­ingen som en stor­slåe­t militær sejr.

25. december 1978
Vietnam invaderer Cambodja for at styrte Røde Khmer-regimet, der har udviddet deres folkemord til at omfatte etniske vietnamesere i Cambodja.

7. januar 1979
Vietnamesiske tropper rykker ind i Phnom Penh. Røde Khmer-lederne må gå i eksil i Thailand. En vietnamesisk-venlig kom­mu­nis­tisk regering oprettes i Cambodja den 8. januar. Kina, der his­to­risk set altid har frygtet et stærkt Vietnam ved sin sydlige grænse, er rasende.

17. februar 1979
Kina invaderer Vietnam. Den of­fi­ci­el­le grund er påståede overgreb mod den ki­ne­si­ske be­folk­ning i Vietnam. Uof­fi­ci­elt er formålet at få Vietnam til at rette ind efter Kinas politik. Sov­jet­u­ni­o­nen støtter Vietnam med våbenleverancer, og på begge sider af den kinesisk-russiske grænse mobiliseres tropper.

6. marts 1979
Efter en blodig bykrig falder Lang Son til ki­ne­ser­ne, der erklærer, at vejen til Hanoi nu er åben. Ki­ne­ser­ne har dog lidt al­vor­li­ge tab og er endnu ikke nået frem til vietnamesernes primære forsvarslinje. Så efter Lang Sons fald erklærer de deres straffeaktion for overstået og trækker sig tilbage til Kina. Vietnam kommer også til at stå stadig mere isoleret i regionen med Sov­jet­u­ni­o­nen som sin eneste al­li­e­re­de.

23. juni 1980
Vietnamesiske styrker fra Cambodja rykker ind i Thailand for at tvinge cambodjanske flygtninge på thailandsk jord tilbage til Cambodja. Flere vietnamesiske in­va­si­o­ner følger i de kommende år, også pga. Røde Khmer-ak­ti­vi­te­ter i Thailand.

26. sep­tem­ber 1989
De vietnamesiske tropper forlader of­fi­ci­elt Cambodja. De sidste tropper menes dog først at blive trukket hjem i 1990.

3. februar 1994
USA’s præs­id­ent Bill Clinton ophæver handelsembargoen mod Vietnam, der havde været i kraft siden 1975.

11. juli 1995
Clinton normaliserer de diplomatiske forbindelser mellem USA og Vietnam.