Den globale Kvindebevægelse


En af de centrale be­grænsn­inge­r i den de­mo­kra­tis­ke praksis i det 20. årh­undr­ed­e har været diskriminationen af kvinder og deres formelle samt uformelle udelukkelse fra magten. Fravær af et ligeværdigt de­mo­kra­tisk forhold mellem mænd og kvinder har været en af det liberale de­mo­kra­tis største ud­ford­ringer i det forrige årh­undr­ed­e og forsætter med at være det i det 21. årh­undr­ed­e. Efter stemmerettens ind­før­els­e blev kampen taget op af de a­me­ri­kan­ske kvinder i slut­nin­gen af 1960’erne, hvor­ef­ter den spredte sig til resten af den vestlige ci­vi­li­sa­ti­on.
Be­teg­nel­sen for denne be­væg­els­e er feminismen, som er blevet synonym med kampen for kvinders ret­tig­he­der i den vestlige verden. Fors­ker­ne er dog generelt af den op­fat­tel­se, at feminismen som be­væg­els­e skal ses i et langt bredere per­spek­tiv, hvor man an­er­ken­der for­skel­li­ge typer af feministiske be­væg­els­er. Den kvindelige i­den­ti­tet er for­skel­lig i verdens mange for­skel­li­ge kulturer, men de fleste kulturer er baseret på en patriarkalsk fortid, hvor kvinderne er un­der­kas­tet mændene. Over hele verden oplever kvinder, at de har lavere status, ringere karrieremu­lig­he­der og krænkes på grund af deres seksualitet. Men kan man tale om en global kvindebe­væg­els­e? Står kvinder i ikke-vestlige lande overfor de samme pro­blem­stil­lin­ger som kvinder i de vestlige lande?

Den globale kvindebe­væg­els­e?
A­me­ri­kan­ske og vestlige kvinder kæmpede under den anden de­mo­kra­tiseringsbølge i 1960’erne og 1970’erne for at gøre en ende på de tra­di­ti­o­nel­le kvindestereotyper og opnå samme status som mændene. Kvinderne havde i de fleste vestlige lande allerede opnået stemmeret omkring 1. Ver­dens­krig, men de sad indtil den anden bølge stadig udenfor den po­li­tis­ke, sociale og økon­om­isk­e magt­sfær­e. Dette gjorde de en ende på, og de havde nu retten over deres egen krop med hensyn til fri abort og fødselskontrol samt retten til skilsmisse. De kunne iføre sig de klæder, som de ønskede, og loven beskyttede dem mod vold og voldtægt. På trods heraf fastholder kultursystemet i­mid­ler­tid stadig kvinden i en underdanig rolle i forhold til manden, da kvinderne fortsat bliver fremstillet som sexobjekter i det vestlige mediebillede. I resten af verden er den vestlige kultur do­mi­ne­ren­de, og den sender således både positive feministiske idealer og de konfliktsøgende negative budskaber videre til ikke-vestlige lande.
Den feministiske bølge, som prægede den vestlige verden i 1960’erne og 1970’erne, var ikke en global be­væg­els­e. Det var en be­væg­els­e, som var for­be­holdt veluddannede, hvide middelklassekvinder, som allerede levede i liberale de­mo­kra­ti­er. Verden over eksisterer der store forskelle på kvinders de­mo­kra­tis­ke status, og det samme er til­fældet indenfor et lands for­skel­li­ge sociale og etniske grupper. Disse forhold har fået en lang række forskere til at argumentere imod, at man generaliserer omkring kvinders ret­tig­he­der. Forskellene mellem kvinder verden over var og er fortsat så store, at man umuligt kan tale om en global kvindebe­væg­els­e med en fælles dags­or­den. Nogle forskere mener dog, at man, selv om der findes dra­ma­ti­ske forskelle kvinderne imellem, kan argumentere for eksistensen af trusler, som retfærdiggør, at kvinderne bliver behand­let som én gruppe. Disse forskere an­er­ken­der visse universelle trusler mod kvindernes de­mo­kra­tis­ke ret­tig­he­der, men an­er­ken­der samtidig for­skel­ligheden kvinderne imellem. En af disse trusler mod kvinderne er, at de generelt er eks­klu­de­ret fra de po­li­tis­ke og økon­om­isk­e magteliter, som fortsat, også i dele af den vestlige verden, er for­be­holdt mænd. På det øverste po­li­tis­ke plan er det meget få po­li­tis­ke o­ver­ho­veder, som er kvinder. Det samme er til­fældet i verdens lov­gi­ven­de for­sam­lin­ger (parlamenter, kongresser og folketing), hvor de kun udgør mellem 10 og 20 procent. Dette tal er dog langt højere i ek­sem­pel­vis de nordeuropæiske lande med Danmark, Norge og Sverige i spidsen.
End­vid­e­re oplever man i de nedre sam­funds­lag, at den største forskel er lønkløften, hvor kvinderne på globalt plan modtager 60-80 procent af mændenes løn for det samme stykke udførte arbejde. I bunden af det sociale og økon­om­isk­e spektrum er det omkring 70 procent af alle verdens fattige, som er kvinder.
En anden indikation på kvindernes mang­len­de magt er i hjemmet, hvor det oftest er manden, som styrer dagligdagen. Derud­over varierer andelen af kvinder, som lider fysisk og psykisk overlast på grund af mandens overgreb, fra 25 til 30 procent i flere vestlige lande, som for eksempel USA, til 60-70 procent i nogle afri­kan­ske lande. Når man ser på disse statistikker virker det som om, at den globale liberale de­mo­kra­tisering igennem det 20. årh­undr­ed­e ikke har slået rod i alle lande, selv ikke i mange vestlige lande. I de vestlige lande har kvinderne opnået stemmeret samt juridisk li­ge­stil­ling, men øk­on­om­isk og politisk står de stadig i rigtig mange lande meget svagt. På trods af deres mang­len­de formelle og uformelle økon­om­isk­e samt po­li­tis­ke magt er det dog altid lykkedes kvinderne at blive hørt og få deres stemme an­er­kendt. Dette skete ek­sem­pel­vis under Den franske Re­vo­lu­ti­on, hvor kvinderne gik på barrikaderne mod for høje fødevarepriser, og sidenhen er dette sket adskil­lige steder. Forskellen fra det 18. og 19. årh­undr­ed­e til det 20. og 21. årh­undr­ed­e er ikke, at kvinderne or­ga­ni­se­re­de sig i grupper, men af de or­ga­ni­se­re­de sig som kvinder. At være kvinde var deres i­den­ti­tet, og det var påkrævet, at de stod sammen, hvis de ønskede mere med­be­stem­mel­se. Således var det vigtigt for kvinderne at stå sammen for at forbedre kvindernes ge­ne­rel­le status i sam­fun­det.
Be­gyn­del­sen på det hele var den vestlige feminisme, som slog igennem i det 20. årh­undr­ed­e. Efter 2. Ver­dens­krig var det liberale de­mo­kra­ti det do­mi­ne­ren­de po­li­tis­ke system i de vestlige lande, men de de­mo­kra­tis­ke spilleregler ink­lu­de­re­de ikke alle sam­funds­grup­per. En af disse grupper var kvinderne, som godt nok havde fået stemmeret i de fleste de­mo­kra­ti­er i tiden omkring 1. Ver­dens­krig, men kvinderne stod stadig uden en række basale po­li­tis­ke og juridiske ret­tig­he­der. Derfor opstod en kvindelig protestbe­væg­els­e i kølv­and­et på alle de andre protestbe­væg­els­er med fokus på udbredelsen af kvindelige ret­tig­he­der. Denne protestbe­væg­els­e havde sin oprindelse i USA, hvorfra den bredte sig til resten af de vestlige lande, her­i­blandt Danmark, hvor den blev kendt som rødstrømpebe­væg­els­en.
Ud fra den vestlige verdens per­spek­tiv findes der kun én feministisk kvindebe­væg­els­e, som er kommet i tre for­skel­li­ge bølger. Den første bølge re­sul­te­re­de i kvindernes stemmeret; den anden bølge tog sin be­gyn­del­se i slut­nin­gen af 1960’erne; mens den tredje bølge tog sin be­gyn­del­se i 1990’erne. Ligeretsbe­væg­els­en var på sin vis en succes, da den startede debatten om kvinders fri­gør­els­e fra manden. Men siden 1980’erne har kvinderne været dybt split­ted­e over feminismespørgsm­ålet: på den ene side findes de kvinder, som mener, at den feministiske be­væg­els­e har opnået sine primære mål, og som argumenterer for, at kvinder ikke længere behøver en be­væg­els­e til at opnå in­di­vi­du­el succes. Kvinder kan handle in­di­vi­du­elt og behøver ikke en be­væg­els­e til at gøre det for dem. End­vid­e­re mener nogle kvinder, at feminismen har svækket sam­fun­det, og de anklager feminismen for at være an­svar­lig for det moralske forfald og den op­løsn­ing, som man oplever indenfor familien og i sam­fun­det som helhed. De mener således, at kvinderne bør vende tilbage til de tra­di­ti­o­nel­le kønsrollemønstre, hvor kvinden passer børnene, og manden arbejder. Den mindste gruppe, som stadig betegner sig selv feminister, mener, at der stadig er lang vej for kvinderne til at opnå ligeret med mændene, hvad angår den po­li­tis­ke og økon­om­isk­e magt.

Feminisme og kvindebe­væg­els­e
Et af de begreber, som oftest anvendes i for­bin­del­se med kampen for kvinders ret­tig­he­der, er ordet feminisme, men hvad betyder feminisme? Ordet anvendes i en bred forstand om kvindernes kamp for at forsvare og udvide kvinders ret­tig­he­der og værdi i sam­fun­det. Men be­teg­nel­sen er for­bun­det med visse pro­ble­mer, da det ofte bliver brugt i en meget snæver kontekst, nemlig til ho­ved­sa­ge­ligt at beskrive de kvindebe­væg­els­er, som opstod sent i det 19. årh­undr­ed­e og herefter do­mi­ne­re­de den vestlige verden i det 20. årh­undr­ed­e. I anden halvdel af det 20. årh­undr­ed­e er be­teg­nel­sen ho­ved­sa­ge­ligt blevet brugt om den kvindelige ligeretsbe­væg­els­e, som har do­mi­ne­ret de vestlige liberalde­mo­kra­tis­ke lande og reflekteret in­te­res­serne hos den veluddannede, hvide middelklassekvinde, som allerede havde stemmeret. I de vestlige lande har kvindernes bekymringer handlet om sociale ret­tig­he­der, retten til fri abort samt øk­on­om­isk, ud­dan­nel­sesmæssig, arbejdsmæssig samt lønmæssig li­ge­stil­ling. Denne ligeretsfeminisme er blevet eksporteret til ikke-vestlige lande, men den har ikke været mulig at eksportere til flertallet af kvinderne i denne del af verden. Pro­ble­merne for kvinderne i den vestlige verden er af mange forskere blevet betegnet som luksuspro­ble­mer sam­men­lig­net med den ikke-vestlige verdens kvinders daglige kamp for bare at opnå de basale men­nes­keret­tig­he­der og at overleve.
Selv om det ikke er lykkedes at mo­bi­li­se­re kvinderne under et feministisk banner, er det dog ikke ensbetydende med, at det ikke er lykkedes at forbedre kvindernes status. Fors­ker­ne er dog ved at antage et mere in­ter­na­ti­o­nalt per­spek­tiv på kvindernes kamp for flere de­mo­kra­tis­ke ret­tig­he­der end den tra­di­ti­o­nel­le ligeretsfeminisme, som har do­mi­ne­ret den vestlige verden. Fra dette per­spek­tiv er feminisme et mangfoldigt fænomen, som afspejler for­skel­li­ge aspekter af kvindernes kamp for flere ret­tig­he­der i alle dele af verden og i alle sam­funds­lag, men forenet af det fælles tema om, at kvinder arbejder i fællesskab for at forbedre kvinders liv og vilkår.
Der findes mange for­skel­li­ge ret­nin­ger af feminisme, og for ikke at sam­men­lig­ne den globale kvindebe­væg­els­e med den vestlige feminisme har flere fo­re­slåe­t, at man skal skelne mellem feminisme, der betegner den i­de­o­lo­gis­ke side af kvindekampen, mens kvindebe­væg­els­e udtrykker kvindernes kollektive kamp for at ændre sam­fun­det. Inden for forsk­nin­gen skelnes der mellem flere for­skel­li­ge ret­nin­ger, som for eksempel den patriarkalske feminisme, som betragter mændenes un­der­tryk­kel­se som det største problem. Hertil kommer den radikale feminisme, der fo­ku­se­rer på kvindernes selvorganisering, mens forskelsfeminisme vægter, at kvinder er biologisk og kulturelt for­skel­li­ge fra mænd. In­ter­na­ti­o­nalt set har de do­mi­ne­ren­de be­væg­els­er udover ligeretsfeminismen i de senere år været den maternalistiske feminisme og det, man måske kan betegne hverdagsfeminismen, hvor det handler om de mest basale ret­tig­he­der i hver­da­gen.

Den maternalistiske feminisme
Den maternalistiske feminisme tager ud­gangs­punkt i det forhold at kvinderne forsøger at påvirke omgivelserne gennem deres status som mødre. Denne form for feminisme har na­tur­lig­vis til hensigt at forbedre deres egne liv, men egentlig mere livet for deres familier. Denne gruppe af feminister stiller krav baseret på deres tra­di­ti­o­nel­le roller som mødre og familieforsørgere. Det at være moder ses tra­di­ti­o­nelt som en del af den private sfære, da det er noget, som foregår indenfor husets fire vægge. I flere sam­men­hænge kan mødrene bringes ind på den po­li­tis­ke scene, og det sker, når deres rolle som mødre på en eller anden måde er under pres eller trues. I en sådan kontekst bliver mødrenes rolle plud­se­lig politisk, og mødrene påtager sig en direkte politisk rolle som mødre.
Maternalistiske kvindebe­væg­els­er eksisterer stort set i alle verdens lande, her­i­blandt også de vestlige lande. Men størst be­tyd­ning har de maternalistiske be­væg­els­er haft i de latina­me­ri­kan­ske be­væg­els­er, hvor diktaturerne do­mi­ne­re­de i tiden fra midten af 1960’erne til be­gyn­del­sen af 1980’erne. Det var en kombination af for­skel­li­ge om­stænd­igh­ed­er, som skabte fundamentet for denne meget magt­ful­de be­væg­els­e og dens be­tyd­ning. For det første var de latina­me­ri­kan­ske lande do­mi­ne­ret af en katolsk kultur, som vægtede familieværdier meget højt, hvorfor for­sva­ret af familien var centralt og derfor acceptabelt at bringe ind i den of­fent­li­ge sfære. Derud­over gjorde diktaturerne de tra­di­ti­o­nel­le mu­lig­he­der for at pro­tes­terer mod regimerne umulige, da de fjernede den po­li­tis­ke op­po­si­ti­on og derved gjorde disse kvinders stemmer mere højlydte. Gnisten, som fik den maternalistiske kvindebe­væg­els­e til at bryde ud i lys lue, var regimernes direkte angreb på kvindernes familier gennem bortførelsen af familiemedlemmer. I den kontekst var grupper af kvinder i stand til at neutralisere politisk un­der­tryk­kel­se ved at organisere sig i et fællesskab. Der var ikke tale om organisering som en politisk protestbe­væg­els­e imod regimerne eller som individer, men som mødre for de forsvundne sønner og familiemedlemmer. Da de pro­te­ste­re­de som mødre og ikke som po­li­tis­ke mod­stan­de­re, var de i stand til at undgå regimets un­der­tryk­kel­se. Selv de mest brutale militærjuntaer og diktaturer var ikke i stand til at slå ned på og arrestere ubevæbnede, harmløse og sørgende mødre.
Den berømteste af disse maternalistiske organisationer var Asociación Madres de Plaza de Mayo (spansk for ”Mødrene fra Plaza de Mayo”), som var en forening af argentinske mødre, hvis børn var forsvundet under Den beskidte Krig under militærdiktaturet fra 1976 til 1983. Argentina var inden militærjuntaens magt­o­ver­ta­gel­se på randen af øk­on­om­isk kaos og socialt anarki, da konkurrenceevnen var undermineret af årtiers protektionistisk politik og om­fat­ten­de in­fla­tion. Det var lykkedes præs­id­ent Juan Peron at holde sammen på landet gennem en alliance af konservative na­ti­o­na­lis­ter og venstreorienterede partisaner, men efter Perons død i 1974 kom det til åben krig mellem de to parter. Anarkiet spredte sig, hvilket fik general Jorge Videla til den 24. marts 1976 at overtage magten med løfte om at gen­op­ret­te lov og orden. Folket hilste det velkomment, men regimet indførte censur og forbød fagforeninger, hvor­ef­ter man indledte en jagt på på po­li­tis­ke mod­stan­de­re, kritiske journalister, intellektuelle, kunstnere, fagforeningsledere osv. Regimet foretog anholdelser uden at give for­kla­ring til de tilbageholdte eller deres pårørende, hvor­ef­ter de blev sendt i en af de mange hem­me­li­ge fangelejre og ef­ter­følg­end­e for­svandt. Allerede ved udgangen af 1977 var 9.000 men­nes­ker forsvundet, og ved diktaturets fald i 1983 var dette tal tredoblet. His­to­ri­ke­re har døbt dette kapitel i Argentinas historie ”Den beskidte Krig” (spansk: la guerra sucia).
Pårørende afholdt sig fra at rette hen­vend­el­se til myndighederne af frygt for, at de selv ville blive tilbageholdt. I april 1977 opstod en gruppe af kvinder, der blev kendt som Mødrene fra Plaza de Mayo, da de ugentligt mødtes foran præs­id­entpaladset på Majpladsen i Buenos Aires med krav om at få at vide, hvad der var sket med de børn og børnebørn, regimet havde bortført. Mødrenes til­ste­de­vær­els­e på den of­fent­li­ge plads i Buenos Aires havde ikke u­mid­del­bart nogen effekt, men med tiden viste det sig enormt ef­fek­tivt, da de gjorde Den beskidte Krig kendt i det in­ter­na­ti­o­na­le samfund. De tiltrak men­nes­kerettighedsorganisationernes in­te­res­se og tvang med tiden ge­ne­ra­ler­ne til at opgive magten, hvilket skete i 1983. Men det in­te­res­san­te ved denne kvindelige protestbe­væg­els­e var, at de fremkom med krav, som ikke var direkte po­li­tis­ke. Selv efter militærregimernes og diktaturernes kollaps i 1980’erne fort­satte mødrene med at mo­bi­li­se­re sig med fokus på beskyttelse af deres familier. Denne gang handlede det dog ikke om forsvundne børn, men om øk­on­om­isk overlevelse. Under den økon­om­isk­e krise i 1980’erne i­værks­att­e fattige urbane kvinder demonstrationer imod høje fødevarepriser, skabte fællesskabskøkkener samt nabohjælpskomiteer og fast­holdt de nye de­mo­kra­tis­ke re­ge­rin­ger i ikke at ignorere kravene om øk­on­om­isk ret­færd­igh­ed. Mødrene baserede disse krav på deres egne roller som familiemedlemmer. De præsenterede dem selv som dem, der havde fingeren på den økon­om­isk­e puls, da de skulle føre hus og købe mad og andre livsfornødenheder. I den kontekst fik disse mødre en enorm be­tyd­ning i de nyligt de­mo­kra­tiserede lande i Latinamerika, da deres pro­tes­ter havde ført til diskussionen om, hvorvidt de­mo­kra­tiet kun handlede om po­li­tis­ke ret­tig­he­der eller om det også handlede om økon­om­isk­e? De maternalistiske organisationer har haft stor be­tyd­ning for den formelle po­li­tis­ke debat og den de­mo­kra­tis­ke ud­vik­ling i især de latina­me­ri­kan­ske lande. Selv om kvinderne i disse lande his­to­risk set havde været en marginaliseret gruppe i formel politik, formåede de at blive en del af den po­li­tis­ke beslutningsproces gennem uformelle kanaler. De­mo­kra­tisk politik handler således ikke u­de­luk­ken­de om retten til at stemme eller få en plads i det lov­gi­ven­de organ, men finder også sted udenfor disse rammer igennem kanaler, hvor kvinder kunne tage en mere direkte rolle gennem pro­tes­ter og demonstrationer. I den sam­men­hæng er det også vigtigt, at man skelner mellem denne form for be­væg­els­e og den vestlige ligeretsfeminisme. Forskellen handler grund­lægg­end­e om, at disse kvinder or­ga­ni­se­re­de sig som mødre og ikke som individer, der krævede samme ret­tig­he­der som mænd. Ideen om kvinder som ligeværdige individer stammer fra en vestlig liberalde­mo­kra­tisk op­fat­tel­se af det enkelte individs ret­tig­he­der i sam­fun­det. I kontrast hertil i­den­ti­fi­ce­res kvinden ifølge den maternalistiske ramme ikke som et individ, men som et medlem af familien. Hun optræder som moder og bekæmper ikke denne tra­di­ti­o­nel­le kønsrolle. Tværtimod i­den­ti­fi­ce­rer de deres po­li­tis­ke rolle gennem rollen som moder og optræder på den po­li­tis­ke arena som mødre og ikke som individer.

Hverdagsfeminismen
Den gruppe af kvinder, som har færrest po­li­tis­ke, sociale, økon­om­isk­e og juridiske ret­tig­he­der, er de fat­tig­ste kvinder. I nogle kulturer har en kvindes liv ikke den samme værdi som en mands, og det har medført, at kvinderne i disse kulturer er meget passive. Disse kvinder kæmper for livet hver dag, hvorfor man kan betegne denne form for kvindekamp som hverdagsfeminisme, fordi det handler om, at kvinderne får mere magt og kontrol over deres hverdagsliv. Disse kvinder involverer sig tra­di­ti­o­nelt ikke i politik, men er tavse, hvorfor po­li­ti­ker­ne ikke er tvunget til at tage deres pro­ble­mer i betragtning. De er passive og udfordrer på ingen måde de sociale og økon­om­isk­e uret­færd­igh­eder, som de oplever i hver­da­gen. Det in­te­res­san­te ved denne feministiske ramme er, at den skaber mu­lig­he­derne for, at kvinderne skal hjælpe hinanden til at kunne forsørge sig selv og blive mere selv­stænd­ig­e.
I denne sam­men­hæng handler det ikke om li­ge­stil­ling med mænd eller om stemmeret, men om det faktum, at kvinderne gennem et kollektivt i­ni­ti­a­tiv skaber bedre forhold for sig selv. Et af de lande, hvor kvinderne gennem en kollektiv indsats har skabt et bedre livsgrundlag, er Indien. I flere dele af Indien har man skabt organisationer til at hjælpe kvinder til at blive selvforsørgende og herigennem forbedre deres status i sam­fun­det. Kvinderne i de indiske lands­by­er or­ga­ni­se­re­de sig, da de som en gruppe kunne presse mere på for forbedringer af kvindernes livsvilkår. Nogle grupper fo­ku­se­rer på at informere kvinderne om deres juridiske ret­tig­he­der, mens andre forsøger at o­ver­be­vi­se kvinderne om, at de ikke skal dræbe deres små pigespædbørn. Dette er et al­vor­ligt problem i de kulturer, hvor brudgommens familie forventer at brudens familie skal betale en medgift, og kan resultere i øk­on­om­isk ruin for familien. I disse tilfælde o­ver­be­vi­ses mødrene om, at de skal lade deres piger leve, hvor­ef­ter organisationerne yder øk­on­om­isk støtte til familierne.
Det mest om­fat­ten­de projekt i Indien er uden sam­men­lig­ning dan­nel­sen af bankorganisationen Self-Employed Women’s Association of India (forkortet SEWA). Den blev grund­lagt af kvinder i 1972 og yder lån til fattige kvinder, der herefter kan bruge pengene til enten at blive gældfri eller skabe deres egen forretning og herigennem sikre deres egen og familiens overlevelse. Det, man har opdaget, er, at man ved at tilbyde lån til kvinder i mod­sætn­ing til mænd har en større indvirkning på lokalsam­fun­det. Kvinderne bruger lånet til at starte en forretning og derved skabe en per­ma­nent indtjening og bedre livsvilkår for hele familien, mens mændenes investeringer ofte er meget kortsigtede. Dette har medvirket til, at FN og Verdensbanken fo­ku­se­rer på kvinder i større ud­vik­lingsprojekter, og derfor har man eksporteret dette koncept til andre lande i håb om at gentage succesen.
Kvinderne bliver selvforsørgende og i en de­mo­kra­tisk kontekst er dette meget in­te­res­sant, da deres for­bed­re­de økonomi giver dem en ny og ophøjet status i familien såvel som lokalsam­fun­det. I flere tilfælde er det nu moderen, som er husets o­ver­ho­ved, og ikke manden, da det er hende, som forsørger familien. Dette er meget af­gør­end­e for den de­mo­kra­tis­ke proces og ud­vik­ling i disse lande, hvor kvinder ikke har samme ret­tig­he­der som kvinder i vestlige stater. Kvinderne er ikke længere af­hæng­ig­e af manden og kan foretage be­slut­nin­ger uden hans samtykke og endda stemme på den po­li­ti­ker, som hun mener, er det bedste valg. Uden at involvere sig i politik og uden at have til hensigt at udfordre kønsrollemønstret i sam­fun­det eller deres egen rolle i sam­fun­det har deres i­ni­ti­a­tiv givet dem en ny rolle og magt i sam­fun­det.
Det in­te­res­san­te ved denne tilgang er, at kvinderne har or­ga­ni­se­ret sig kollektivt med det specifikke mål om at forbedre kvindernes hverdagsliv og i en sam­men­hæng, hvor kvindeligt i­ni­ti­a­tiv ses som re­vo­lu­ti­onært. På denne måde har disse græsrodsbe­væg­els­er bidraget til en bredere de­fi­ni­ti­on af feminismebegrebet, da de kæmper for at forbedre kvinders livsbetingelser. Selv om de ikke kræver politisk magt til kvinderne eller udfordrer den mandlige au­to­ri­tet, forbedrer de stille og roligt deres liv.

Den globale Kvindebe­væg­els­e
Indenfor selve den feministiske be­væg­els­e har der også ek­si­ste­ret en livlig debat. For mange kvinder, som ikke har tilhørt den hvide, vestlige middelklasse, har den feministiske bølge i 1960’erne og 1970’erne været for­be­holdt pri­vi­le­ge­re­de kvinder, som stod med luksuspro­ble­mer sam­men­lig­net med kvinder i Den tredje Verden, som kæmpede en kamp for simpelt hen at overleve. Således har et af nøglespørgsm­ålene indenfor feministisk teori og ideologi mod slut­nin­gen af det 20. årh­undr­ed­e været, om der har været plads til en tredje feministisk bølge. Målet for en sådan tredje bølge var en global feministisk be­væg­els­e, som skulle samle og forene den feministiske be­væg­els­e på tværs af po­li­tis­ke, økon­om­isk­e, sociale, racemæssige, kul­tu­rel­le og ge­o­gra­fis­ke skel. På en kvindekon­fe­ren­ce i Beijing i 1995 samlede man kvindelige aktivister fra hele verden i et forsøg på at nå frem til en fælles dags­or­den. Del­ta­ger­ne ved denne kon­fe­ren­ce havde på grund af de mange for­skel­li­ge dags­or­dener meget van­ske­ligt ved at nå frem til en konklusion. Kvindeaktivister fort­sætt­er dog kampen for en global kvindebe­væg­els­e som en del af den såkaldte tredje feminismebølge. Den tredje bølge er ka­rak­te­ri­se­ret af en sammensmeltning af en kulturel, postkolonialistisk og postmodernistisk feminisme, som adskiller sig fra den anden bølge ved at forbedre for­hol­de­ne for kvinder udenfor den vestlige hemisfære. Målsætningen er at være i stand til at tage fat på kvinders bekymringer i lokalsamfundene, mens man integrerer målene og filosofierne fra de tid­li­ge­re feministiske be­væg­els­er. Den globale kvindebe­væg­els­e inkluderer men­nes­keret­tig­he­der, social ret­færd­igh­ed og spørgsm­ål om ulighed. Kon­flik­ten mellem de o­ver­ord­ne­de liberale de­mo­kra­tis­ke mål og vir­ke­lig­he­den på det lokalkul­tu­rel­le niveau er central i denne debat. Der eksisterer fundamentale kon­flik­ter indenfor den globale kvindebe­væg­els­e, da nogle punkter strider imod hinanden. Indenfor den postkolonialistiske feminisme, er na­tio­na­lis­me meget central, hvilket i den anden feministiske bølge blev be­trag­tet som en patriarkalsk kon­struk­ti­on og derfor afvist. Mens den globale feminisme er enig med den o­ver­ord­ne­de feminisme om, at universelle ret­tig­he­der for kvinder er ønskværdige, frygter og dis­ku­te­rer globale feminister typologier, som bruger kul­tu­rel­le praksisser som en måde at skabe et hierarki af værdier. Derfor argumenterer global feminisme for en kulturrelativistisk tilgang, således at man med ud­gangs­punkt i den re­spek­ti­ve kulturs skikke, normer og værdier arbejder for en universalistisk løsning.
Nogle af nøgl­eo­rd­en­e indenfor den globale feminisme er ind­før­els­en af love mod vold, arbejde, globalisering og religionens rolle. I de fleste tilfælde kan dette spores til de postkolonialistiske ud­vik­lingslande, hvor kvinderne be­trag­tes som det ”andet køn” – et kvindesyn, der er blevet skabt af mænd og den tid­li­ge­re kolo­ni­magt. Den liberale feminisme er en del af et system, som udnytter de svageste i de tid­li­ge­re kolonier. Nogle feminister har fo­re­slåe­t at eksportere det vestlige system gennem medier, tek­no­lo­gi, magt og politik og herigennem overtage det postkolonialistiske system. FN-baserede in­sti­tu­tion­er, som for eksempel United Nations Economic and Social Commission for Asia and the Pacific (forkortet UNESCAP) og United Nations Development Fund for Women (forkortet UNIFEM) har opfordret til e­ta­ble­ring­en af feministiske græsrodsbe­væg­els­er. Disse græsrodsbe­væg­els­er, som er en del af det globale feminisme-paradigme, har van­ske­ligt ved kun at fokusere på kvinder eller kun at behandle kvindespørgsm­ål. Dette skyldes, at sam­fun­det er kollektivt, og at kvinder i­den­ti­fi­ce­rer sig med familien og sam­fun­det og ikke u­de­luk­ken­de med kvinder. Hertil kommer, at det for kvinder i ud­vik­lingslande handler om at sørge for det mest basale, hvilket gør det van­ske­ligt for dem at fokusere på kønsorienterede uret­færd­igh­eder. For eksempel kæmper kvinderne i de rurale områder i flere ud­vik­lingslande imod liberaliseringen, da den ofte betyder, at de lokale markeder, hvor de tjener deres penge, bliver er­stat­tet af store markeder. Der er store forskelle mellem den globale feminisme og den so­ci­a­lis­tis­ke, liberale og radikale feminisme. I de ud­vik­le­de lande er kvinderne i stand til at operere i ressourcerige samfund med in­sti­tu­tion­er, som fungerer. Mens kvinderne i ud­vik­lingslande lever i lande, hvor de statslige in­sti­tu­tion­er ofte ikke virker og er korrupte. En af de store vanskeligheder, som den globale kvindebe­væg­els­e står overfor, er de store klasseforskelle, som har af­gør­end­e be­tyd­ning for de globale mål. I ud­vik­le­de lande har de fleste kvinder adgang til de basale nødvendigheder, som for eksempel en ud­dan­nel­se og lønnet arbejde med minimumsløn, hvorfor deres kamp handler om at bekæmpe diskrimination på arbejdspladsen og opnå lige vilkår for løn. I mod­sætn­ing hertil er målet i ud­vik­lingslandene noget an­der­le­des, da det handler om adgang til skolegang, forhindring af drab på pigespædbørn, bekæmpelse af medgift ved ægteskabsindgåelse og at sætte en stopper for barneægteskaber. Disse bekymringer er relevante i specifikke kul­tu­rel­le og statusmæssige kontekster. For eksempel har kvinder i lande som Indien, Pakistan, Bangladesh og Sri Lanka siddet på de øverste po­li­tis­ke embeder, og i den kontekst virker uligheden snarere klassemæssig end kønsorienteret. Men let adgang til in­for­ma­ti­on, ideer og tanker har gjort det lettere at i­den­ti­fi­ce­re fællestræk og forskelle blandt individer og grupper på tværs af landegrænser. Kønsrelaterede bekymringer, som ellers ville være blevet skjult i sam­fun­det, fik et talerør under vestlig feministisk tan­ke­gang. Det mest suc­ces­ful­de eksempel herpå er den globale kampagne imod vold mod kvinder, især imod tra­di­ti­o­nel­le og kul­tu­rel­le sanktionerede praksisser som for eksempel den kulturelt be­grun­de­de fjernelse af de primære kvindelige kønsorganer ved omskæring.
Den globale feminisme er af den a­me­ri­kan­ske filosof Martha Nussbaum blevet omtalt som kosmopolitisk feminisme, der fo­ku­se­rer på kvinders pro­ble­mer i et men­nes­kerettighedsparadigme.

Publikationsår: 2017

Ar­bejds­spørgsm­ål:

1. Har kvinder i den vestlige verden ringere status og karrieremu­lig­he­der end mænd?

2. Diskrimineres kvinder i den vestlige verden?

3. Står kvinder i de ikke-vestlige lande overfor de samme pro­blem­stil­lin­ger som kvinder i den vestlige verden?

4. Kan man tale om en global kvindebe­væg­els­e?

5. Er der behov for en global kvindebe­væg­els­e?

An­be­fa­let lit­te­ra­tur

Ferree, Myra Marx (red)
Global Feminism: Transnational Women’s Activism, Organizing, and Human Rights
New York: New York U­ni­ver­si­ty Press, 2006

Narayan, Uma og Harding, Sandra
Decentering the Center
Bloomington: Indiana U­ni­ver­si­ty Press, 2000

Wilson, Shamillah og Sengupta, Anasuya m.fl.(red)
Defending Our Dreams: Global Feminist Voices for a New Generation
London: Zed Books, 2005

Nussbaum, Martha C.
Women and Human Development
New York: Cam­brid­ge U­ni­ver­si­ty Press, 2001

Singh, Shweta
“Deconstructing Gender and Development Paradigm for Identities of Women”
In­ter­na­ti­o­nal Journal of Social Welfare v. 16/2 (2007)

Walby, Sylvia
“Feminism in a Global Era”
Economy and Society v. 31/4 (2002)